Omkring folkelige musikkurser

Af
| Årgang 29 (1954) nr. 04 - side 84-84

Omkring folkelige musikkurser


Det har været af stor interesse at læse Bengt Johnssons artikel »Omkring folkelig musikkultur« i forrige nr. af dette blad (DM's maj-nr.), hvor B.J. øjner »en faretruende tendens indenfor vor folkelige musikopdragelse«, personificeret i »ABCspøgelset«, og med stor energi sætter ind på at mane denne modstander i jorden.

At artiklen samtidig er et angreb på min bog, »Indførelse i musik«, vil jeg såvidt muligt se bort fra, da en anmelders mening om et værk som hovedregel bør stå uantastet, selv om man nok kunne ønske, at B. J. havde læst bl.a. forordet med mere forståelse, og selv om det synes, som om B. J. blot har affyret sine kanoner i en retning, hvori (le een gang for alle er kørt i stilling.

Det principielle i artiklen drejer sig om folkelig musikundervisning, specielt på aftenkurser, og hvorfor ikke indrømme det straks: emnet er problematisk. Hvilken kursusleder har ikke prøvet at starte med et hold, hvor nogle kan spille klaver, andre til nød læse noder, og atter andre kun har den forudsætning, at de ikke er bange for at lukke op for torsdagskoncerten! Hvem har ikke følt sig tynget af denne bevidsthed: »hvis de nu ikke alle sammen får noget ud af det, så er det din skyld«. - Man gør det fornuftigste, man kan gøre i den situation; man gennemgår værker. Det er en hyggelig beskæftigelse, som ikke kræver alt for stor kontinuitet. Der kan altid falde noget principielt af, og i alle tilfælde kan man give noget både for øret og for tanden. Thi, hånden på hjertet, vi er nogle stykker, som skeler til mødeprocenten...

Eller måske skeler vi ikke, men går lige på og hårdt: eleverne skal lære noget, til bunds og fra en ende. Funktioner, modulationer og kvintcirkel, værsgod. De kan da nok høre, at sidetemaet her ikke står i dominanten, men i subdominantparallellen? Hør nu blot 7. partialtone, den er lidt falsk! - Det tager såmænd ikke så lang tid, som B. J. giver udtryk for, at få folk til at begribe fænomenerne tonalitet og kadence eller at forklare disse faktorers betydning for et musikstykkes forløb i de enkelte tilfælde; men skal man have fornøjelse af den dybere teoretiske viden, må jeg så be' om et specialhold af viderekomne!

Der er i den sidste menneskealder opstået et nyt begreb: musiklytteren, Han kan ikke læse noder, måske ikke engang spille lidt efter gehør, har ikke tid til at være rigtig aktiv musikarnatør, højst til at sætte sig ind i de grundlæggende ting. Han er faktisk lidt af et problem for musikpædagogerne, for det er jo begrænset, hvor langt han kan nå, for han må tage' »rigtig« musikundervisning af en slags for at komme videre. Men bør han lades i stikken, når han møder op på et musikkursus? Nej, det er han for ivrig og for almindelig til. Det bliver sj)ændende at se, hvad musikpædagogerne kan gøre for ham i de kommende år. Else Printz har vist os noget værdifuldt i den retning i sin radioserie.

B. J. efterlyser »en kort fremstilling af de elementære fundamenter for musikkens materiale« på dansk. Den findes, oven i købet fra flere sider og i udmærkede arbejder, f.eks. af Herbert Rosenberg, Sv. Møller Kristensen og Bjørn Hjelmborg. Det forekommer mig blot, at disse bøger ikke finder anvendelse på aftenkurser i det omfang, som de fortjener, fordi de trods alt regner med folk, der har forudsætninger, og fordi man som regel ikke kan holde sammen på et bestemt aftenskolehold så længe, som det tager at gennemgå bøgen forsvarligt. Til belysning kan tjene, at man ved folkeuniversitetets udvidede undervisning har planlagt at lægge Hjelmborgs »Musikorientering« til grund for et kursus på 4 semestre à 24 timer, og det vel at mærke for et udvalgt elevmateriale.

Jeg skal åbenbare en drøm, jeg længe har næret, og som nu er ved at være ført ud i praksis. Den går ud på, at man tilrettelægger aftenskolearbejdet i vinterkurser, hvert kursus med et begrænset, afsluttet emne: for begyndere en orienterende indførelse i musik, for viderekomne en af stilarterne eller en komponist eller opera eller klavermusik osv., og for specielt interesserede f. eks. korsang og hørelære eller teori. Man kan, hvor publikum er stort nok, have flere sådanne sideløbende kurser og derved forøge undervisningens effektivitet, idet eleverne bliver fordelt efter forudsætninger og interesser.

For en ridder uden frygt og dadel, som vil tage alt til bunds og fra en ende af med sit hold, er min tanke naturligvis kun et ynkeligt kompromis; men jeg fremfører den trods alt i tillid til, at den vil vise sig at have praktisk værdi for den, som vil yde musiklytteren retfærdighed inden for aftenskolekursernes rammer. Det forekommer mig, at en serie små musikbøger, hver med sit emne og hver svarende til en vinters forbrug, kunne være til stor hjælp for mangen kursusleder.

Til slut et lille spørgsmål: hvorfor denne affekt, når der tales om form? Som om teori og stilanalyse i sig selv var mindre dødbringende end »ABC-spøgelset«! B. J. foretrækker at tegne kvint-' cirkler på den sorte tavle; men mon ikke selv den mest nøgterne formoversigt trods alt siger noget mere om et musikstykkes forløb og idéudvikling? Det, der kommer an på i folkelig musikundervisning, er selvfølgelig, som B. J. påpeger det, den personlige tilegnelse og formidling af stoffet; men lige så selvfølgeligt er det, at dette personlighedens præg må variere fra lærer til lærer og fra hold til hold. Den øjebliksbestemte levendegørelse af facts og den poetiserende beskrivelse (al respekt for den!) må blive den enkelte lærers sag.

Hans Riis-Vestergaard.