Tre operabøger

Af
| Årgang 29 (1954) nr. 04 - side 69-70

Tre operabøger

STEPHEN NVILLIAMS: You and the Opera. A pocket guide. 88 s. + 7 tvl. - Macdonald & Evans, Ltd., London 1952. - (3 sli.

SIMON TOWNELEY WORSTHORNE: Venelian Opera in the Sevefficenth Geiiturg. 195 s. + 13 tv1. - Oxford Univei-sity Press, London 1954. - 50 sh.

FRANCIS TOYE: I1alian Opera. (I serien ""The world of niusie"", bel. 15). 66 s. ill. - Max Parrisli & Co., Ltd., London 1952. - 8/6 sli.

141i1lianis' lille bog er skrevet med det formål at udrydde menigmands fordomme mod operaer. Den er formuleret i den typisk engelske friskfyrtone, som i (lette tilflælde rnenes at være tjenlig til at overbevise selv husarer om, hvad en opera egentlig er, og hvorfor den er sådan. Forfatteren siger ganske morsomme tin, om alt det, der i operaerne kan forekomme latterligt og desillusionerende, f. eks. de meget tykke sangere og sangerinder og de lange sangnumre, hvor en lynhurtig beslutning ville være mere hensigtsm.-essig

lian bringer en liste over det faste verdensr~pertoire af operaer, en redegørelse for de traditionelle principer for fordelingen af rollerne mellem sopran, alt, tenor og bas, for de praktiske og økonomiske forhold ved operadrift, og slutter med en lille liste over den vigtigste operalitteratur. Om denne bog vil kunne gøre nytte, er afhængig af, om menigmand vil finde på at læse den og hvordan man får ham til det.

Worsthorizes »Venetian Opera« er i hver henseende et pragtværk. Den beskriver de første forsøg på at producere opera i det 17. århundre

(les Venedig, i en tid, hvor kunsten stod i rig blomstring og hvor der var en stærk trang til pr,ægtig underholdning. I visse perioder i det 17. århundrede var der i Venedill

i ikke mindre end

16 operaseener, der lå i en skarp konkurrence

med hinanden, og som kræ-vede en ustandselig til-

gang af nye operaer, (ler for at kunne hævde sig

måtte være i topklasse efter tidens smag. Kom-

ponister, tekstforfattere og kunstnere kappedes

om at yde det bedste af det bedste og måtte sta-

(lig gennem nye eksperimenter forsøge at skabe

noget hidtil uhørt og uset for at kunne klare kon-

1-zurrencen. Men bogen har videre perspektiver.

Forfatteren påviser med stor indsigt den sociale

baggrund, som var grundlaget og som spillede en

,så stor rolle for operakunstens mægtige trivsel,

og redegør tillige for, at selvom den musikalske

omvæltning omkring år 1600 var grundlaget for

operaens vækst, så var århundredets tidligere

operatekster og scenebilleder nøje knyttet til hu-

manistiske studier af de to foregående århundre-

ders åndsliv. Bogen rurnmer mange store node-

eksempler og en række pragtfulde scenebilleder

samt en omfattende bibliografi, og er i det hele

t.aget en typografisk lækkerbidsken.

Af mindre videnskabelig art er Fraiwis Toges »Italian Opera«, der indenfor sit begrænsede omfang rummer en ræsonnerende oversigt over italiensk operakunst fra omkring år 1600 indtil vore dage. Forfatteren er direktørfor »The British Institute« i Firenze, og har tidligere skrevet utallige musik.artikler som musikkritiker ved »Morning Post«, samt nogle udmærkede monografier om Rossini og Nerdi. »Atalian Opera« er en meget livlig skrevet bog med fine humanistiske synspunkter og flere nye og friske don-ime. Illustrationsmaterialet er ualmindelig sinukt og rummer flere hidtil utrykte billeder fra italienske privatsamlinger. Bemærkelsesv-ærdig er iøvrigt forfatteren,,-;

~1

syn på kastrat-sangen, som vi bringer nedenfor. Sig. B.

OM KASTRAT-SANGEN

... Hele kastratproblemet er tenimelig delikat og er af engelske inusikhistorikere blevet indhyllet i en slags diskret tåge, der efterlader læ-seren i en mere forvirret tilstand end før. Deres dunkle forklaringer om mandlige sopraner og ,ilter får læseren til at tænke på de excellente heri-er, som synger falset i engelske kirkekor; men kastraternes tone, der af dr. Burney sammenlignedes nied en sølvtrompet, havde intet at gøre med f-alsetsang.

Det er ikke nødvendigt at fordybe sig i de fysi ske forhold ved den operation, soin forårsager, at drenge med fremragende steninie kan bevare den uforandret resten af livet. Denne nieget gamle praksis, soni indførtes til Italien enten fna Spanien eller fra Orienten, -,,ar kendt allerede i det 12. århundrede og almindelig i det 16., hvor nian på grund af (len polyfone inusiks vanskelighed foretrak at anvende kastrater ved kirkekorene i .stedet for drenge. Kastrater vandt indpas ved operaen lige fra dens begyndelse, og titelrollen i Monteverdis »Orfeo« blev sunget af en kastrat. Med åbningen af offentlige teatie voksede behovet for første klasses sangere. 1 beg~

yndelsen blev kastraterne kun anvendt i mandsroller, men i den sidste del af (let 18. århundrede begyndte man også at tildele dem kvinderoller på grund af en vis fordom mod ,at se kvinder på scenen, og i Rom efter et paveligt forbud. Selv Goethe, som først havde en stærk modvilje overfor kastrater i kvinderoller, endte nied at foretrække dem med den interessante begrundelse, at de fremh,--evede den artistiske konventionalisme på scenen. Den moderne læser, som undrer sig, bedes erindre, -at det 18. århundrede ville blive ligeså forundret over at se en kvindelig Cherubino eller Oetavian - for ikke at tale om »the principal boy« i en engelsk pantomime.

Mere 1)etydningsfuldt er imidlertid det faktuni, at for kastraternes samtid repræsenterede den sølvtrompet-lignende tone ikke noget ukvindeligt, men var en tonende attribut for evig ungdom, akkurat som tenorerne idag for os reprwsenterer yppighed og dramatisk intensitet. Og det er i og for sig heller ikke så mærkeligt, når vi tænker på, at mange af kastraterne levede et ganske normalt og aktivt liv. Sopranen Farinelli f. eks. blev 77 år gammel og var en politisk skikkelse af stor betydning i Spanien, da han havde trukket sig tilbage fra scenen.

Her drejer det sig imidlertid om deres musikalske kvaliteter. Selv Voltaire, der misbilligede kastraterne, indrømmede, at deres stemmer var

smukkere end kvinders, niens Goethe omtaler dem som »skønne og indsmigrende«. Aldrig før og aldrig siden har verden kendt sådanne sangere. Det er ikke så mærkeligt, for arbejdet med at opnå denne fuldkomne sangkunst var en kastrats hele liv, og i sin høje alder havde han sædvanligvis elever, som nød godt af hans viden og erfaringer. Den tekniske fuldkommenhed hos en sanger som Farinelli forekommer os nu utrolig. Ved en bestenit lejlighed, da man havde foranstaltet en konkurrence mellem ham og en berømt trompettist, udførte han en trille på en terts, op,

r_,

da trompettisten havde tabt vejret og givet op, gjorde lian et crescendo, trillede igen, og sluttede med en fuldendt, meget hurtig og vanskelig vokalise.

Mange tror, at den slags akrobatik repræsentei-ede hele deres kunnen, inen sådan var det ikke. .Metastasio og andre kyndige fordømte den slag,~ vokale fyrv.,,-erkeri soin dekadence. Desuden véd vi, at samtidens tilhørere ikke blot blev forbløffede ov-er deres sangkunst, men dybt beværgede. Og det er i virkeligheden sagens kerne. Det var kastra,terne, der jævnbyrdig med komponisterne skænkede opera seria'en det emotionelle og expressive element. Man må huske på, at mange af dem var strålende og fint uddannede musikere, så nar de, som man på den tid ventede det, berigede komponistens vokale linje med deres egne forskønnelser, så var disse forskønnelser i fuld sarnklang nied musikken. Først når man har gjort sig dette klart, forstår man opera seria'ens lange og ellers- uforklarlige eneherredømine i-ned dens uendelige rækker af da capo-arier. De berygtede repetitioner var ikke blot repetitioner, men bragte vari,ationer, der oftest var improviserede og derfor kunne forandre sig fra opførelse til opførelse. Kastraterne kunne ikke blot gøre opera seria'en dramatisk, men takket være deres pragtfulde stemmer, bkjendende teknik og følsomme musikalitet var de den egentlige årsag til, at tilhørerne ikke kedede sig.

(Af Francis Toye's bog »Italian Opera«).