Blokfløjten i fortid og nutid

Af
| DMT Årgang 29 (1954) nr. 05 - side 89-90

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Blokfløjten i fortid og nutid

Af KR. WEINHOLT PETERSEN

Den tyske blokfløjtepædagog Hildemarie Peter har for et par år siden på Robert Lienau's musikforlag (det gamle Schlesinger), Berlin-Lichterfelde, udgivet en dissertation, som også bør kendes af danske blokfløjte-venner.

Afhandlingens titel er Die Blockflöte und ihre Spielweise in Vergangenheit und Gegenwart.

Betegnende for blokfløjte-klangen er fra først af de ret sparsomme overtoner. Vigtig er derved afstanden mellem kærnespalten og labiet, opsnithøjden. Ved lavt opsnit er tallet af deltonerne meget større end ved højt opsnit. Også labiets bredde har indflydelse. Er labiet smalt, er klangen overtonefattig og blød. Med labiets stigende bredde vokser deltonernes intensitet. Sådanne forhold er svarende til orgelpibernes mensur.

Af indflydelse på tonen er yderligere vindtrykkets højde. Ved forstærket, vindtryk stiger således grundtonens højde. Alle blokfløjtespillere ved, at tonen kan »drives«. Også materialet er af betydning. Forsøg med orgelpiber viser f. eks., at tonen ved fløjter af fast træ bliver kraftigere, end hvor blødt, træ er benyttet. Hildemarie Peter giver en oversigt over det forskellige materiale, der kommer i betragtning ved bygning af blokfløjter - lige fra buksbum til plexiglas. Materialets elasticitet og hårdhedsgrad vises i en tabel.

Man kunne nok have ønsket en nærmere beskrivelse af de forskellige træsorter, også med angivelse af farve. F. eks. er tyrkisk buksbum gul, palisander brun, rosentræ flammet gulrød. Vi kan tilføje, at ved berøring af blokfløjter af cocopolo (»kongegrenadil«) kan særligt - allergisk - disponerede mennesker blive syge (man sammenligne med planteeksem). Blandt de hjemlige træsorter kan nævnes ahorn, som klanglig er god, men den er ret følsom over for fugtig blæsning.

Det er i mange henseender oplysende at undersøge blokfløjter fra forskellige perioder. Renæssancens instrumenter klinger bedst i lavt leje, hvor tonen er fyldig og båret. Et højere leje giver vanskeligere an. Hos Prætorius ser man blokfløjter med tydelig konisk boring. I anden halvdel af det 17. århundrede får blokfløjten større ydeevne og omfang gennem let forandret byggemåde. Sen-barokens blokfløjte er et stærkt konisk boret instrument af snæver mensur, lavt opsnit og bredt labium. Denne epokes instrument bliver med dets overtonerige, mere spidse klang en solofløjte - på bekostning af den fyldige, bårne tone, som renæssance-fløjten besad i dybden. Den ældre tids enkle former forsvandt for at give plads for pragtinstrumenter med elfenbensprydelser.

I nutiden bygges blokfløjter med gamle instrumenter som forbillede. Som den første begyndte Arnold Dolmetsch (1858-1940) dermed. Han arbejdede i London, Boston og Paris og siden 1911 i Haslemere (Surley), hvor han i årene 1925-1933 foranstaltede 9 musikfester med gammel kammermusik. På tysk instrumentværksted begyndte man at bygge blokfløjter efter gamle instrumenter. Derved skabtes påny fløjtetyper svarende til blokfløjtemusikens hovedepoker.

Påfaldende ved de i dag fremstillede blokfløjter er den vekslende grebteknik, som beror på forskellig boring. I dag findes blokfløjter med barok, engelsk og tysk grebsystem. Blokfløjter med historisk korrekte barok-greb er bygget efter de gamle original-instrumenter. Let afvigende derfra er det engelske grebsystem. Alle de blokfløjter med engelske greb, der benyttes nu, er kopier af en i England nyskabt. blokfløjtetype. Stærkt afvigende fra disse to er det tyske grebsystem, som langt de fleste instrumenter bygges efter. Det er ved denne boring en ulempe, at nogle afledningstoner er svære at få rene (forhøjelsen af 4. og 5. tone). Hildemarie Peter skriver, at denne ulempe giver den fremskredne anledning til at forlade det tyske system og gå over til barok-fløjte. Man tør imidlertid pege på endnu en ting, som sikkert ofte foranlediger et skifte til barok-system. Det tyske system har på altfløjter et vanskeligt greb for den forhøjede 4. tone i anden oktav, som på fløjter med engelsk boring udføres ganske ubesværet. Ved begynderundervisning vil den tyske boring dog sikkert kunne hævde sig; barok-fløjter har også hidtil været adskilligt dyrere at anskaffe. Hildemarie Peters bog indeholder fortrinlige oversigter med grebtabeller for blokfløjter af alle typer fra de forskellige århundreder, således 3 fra 16. årh., 2 fra 17. årh. og 2 fra 18. årh. Fra vort århundrede ser man 1) det historisk tro barok-system, 2) støttefingerteknik for soloblokfløjte i f' og 3) tysk grebsystem. Endvidere vises afvigelserne mellem barok og tysk grebsystem, samt gamle trilletabeller (Ganassi 1535, Hotteterre 1719).

Forfatteren refererer omhyggeligt de skiftende skolers spilletekniske problemer. Ikke alene sangerens stemme, men tillige hans vejrtrækning og sprog var forbilledlig for blokfløjtespilleren. Sangen var - som i den nyere musikpædagogik grundlaget for al musiceren. Stadig maner Agricola (1500-tallet) sine elever til at synge. Den der ikke synger, ville ikke bringe det vidt på sit instrument. Agricola beder eleverne give agt på, at han blæser fløjten med sitrende luft; han gjorde tonen levende gennem sit åndedræt. Her har vi åbenbart et første vidnesbyrd om et let vibrato. Artikulationen behandles udførligt af Ganassi og Hotteterre, herunder udførlig omtale af tungeteknik, der ligeledes behandles indgående af J. J. Quantz (1752), som dog går ud fra Flöte traversiére.

Den musikalske ornamentik, som de gamle instrumental- og sangskoler docerede den, er tæt forbundet med blokfløjtespillets praksis. Selv om Hildemarie Peter i de givne oversigter og i kommentarer holder sig til de ornamenter, der er nødvendige for blokfløjtespillet, og ikke vil gå nærmere ind på enkeltheder, der falder uden for denne sammenhæng, må man dog sige, at forfatterens redegørelse - omhyggelig som den er - henvender sig til langt flere end til blokfløjtedyrkeres kreds. Mange vil med udbytte kunne studere afsnittet Grundfragen der musikalischen Ornamentik. Forfatteren diskuterer såvel udsmykning af intervalskridt som den frie udsmykning af melodidele, og kadencer, idet der begyndes med Pauman (1450) og videreføres genemm de mellemliggende stadier til Leop. Mozart. - Triller begyndende med hovednoden er ældst (Tomas a Santa Maria 1565). Fra midten af det 17. årh. til midten af det 18. årh. hersker de trilleformer, der indledes med overnoden, mens triller ud fra hovednoden næsten fuldstændig går af brug. Forsiringerne spilles legato, selv om legato-buer skulle mangle. Ved det 16. århundredes forsiringer tillades tillige et blødere non legato.

Som et instrument af gammel herkomst har blokfløjten hjemme inden for flere stilepoker. Middelalderen kender det i menestrellens hånd. 1 15. og 16. årh. er det i brug i alle lag, fra kongens hof til borgerens hus og i folkemusiken. I 17. og 18. årh. med den terrasse-dynamiske musiceremåde træffes blokfløjten sammen med andre instrumenter - eller kontrasterende til disse, og den findes som soloinstrument i musikeres og lægfolks hænder. Hver tid anvendte blokfløjten på sin måde og efter sit klangideal, hvilket kommer tydeligt frem i de byggetekniske forhold. I to kapitler omtales Die Blockflöten in der Musik und im Instrumentariurn des 15. und 16. Jahrhunderts og Die Blockflöte in der Musik und im Instrumentarium des 17. und 18. Jahrhunderts. I sidste afsnit af bogen gør forfatteren rede for en række nutidige blokfløjteskoler, og ser på instrumentets, muligheder i 20. århundrede.

I Danmark er interessen for blokfløjten levende. Musikpædagogisk Forening har foranstaltet kursus med komponisten Otto Mortensen og Torsten Deckert som instruktører. Organist Sv. G. Asmussen har optaget faget ved et seminarium. Og en statsprøvet musikpædagog har på foranledning af sanginspektøren holdt foredrag og demonstreret undervisning for elever og lærere ved Haslev seminarium. Ved en del skoler undervises i blokfløjte. Ofte stilles vel blot lokale til rådighed. I en lille købstad som Store-Heddinge har byrådet bevilget midler, således at undervisning i blokfløjtespillet kan ske uden udgift for eleverne. Undervisningen foregår på små hold. Masseundervisning svarer ikke rigtig til instrumentets intime karakter.

Blokfløjtens fremtid vil for en del afhænge af de nutidige komponisters interesse for instrumentet, og ikke mindst af en omhyggelig uddannelse af blokfløjtelærere både blandt de statsprøvede musikpædagoger og blandt skolemusikere. Der er endnu meget at stræbe imod.

Årgang 29/1954, nr. 05