Grammofon

Af
| DMT Årgang 29 (1954) nr. 05 - side 97-98

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Grammofon

A Z Z E N er idag blevet så gammel, at den er begyndt ,at gå i barndoni. Det kan såmænd være ganske rørende, men det er jo mere pudsigt end opløftende, når der forlanges spon.tanitet og umiddelbarhed. Bevares vel, New Orleans-stilen fra forrige verdenskrig har noget oprindeligt i sig, og den dør heller ikke, såkænge grammofonen holdes igang. Men når unge musikere specialiserer sig i g,""Iniirreldags jazz, er denne udtryksforin ikke mere forskelli"" fra den såkaldt klassiske ii-itisik. For om man søger at genskabe et nodebillede eller en lydoptegnelse fra en svunden tid, det kan være hip som Kap, og dernied forvandles spørgsmålet om kunstnerisk udtryk til et nausikalsk etikettej)roblem.

At der til gengæld. genneni fonopublikationer er blevet holdt afsnit af jazzens historie i live, er så meget værd, som denne musikforin niere end nogen anden først eksisterer o, derfor bedst kan pågribes i gerningsøjeblikket. Der er således grund til at råbe et hurr,a for (len båndoptager, som var i funktion ved Benny Goodmans »Carnegie Hall LIZZ Concerk den 16. lanuar 1938. 1-,,,id os ikke overdrive og sige, ,,,-it den aften var en historisk milepæl, et vendepunkt af forinat som opfindelsen af atonibomben o-::, (let varine

n

vand. Men det var første gang, der præsenteredes ægte jazzmusik i

(let verdensberømte koncertlokale. Rigtignok havde Paul White-

11 t,

iiiann spillet salonsynkoper dér en lille halv snes år i forvejen, nien

lieller ikke ved (.len lejlighed gjorde lian sig n.,,evneværdig som

»King of J,,,,izz«. Mellenikrigsårenes niodeord, siving, som blev Goodman,s kongerige, dækkede ganske anderledes over en ægte improvisatorisk jazz, hvor nie-get programmet end var arrangeret efter alle kunstens regler.

»Da mr. Goodinan koni til syne, blev han modtaget ined fuldstændig Toscanini - klapsalver«, skrev New York Times (len følgende (lag, og der blev sagt til jazzina~stroen: »lt's too damned bad somebody didn't make a record of this whole thing«. Hvortil Goodnian sinilede og sagde: »Somebody did«. Sådan fortæller i hvert fiald Irving Kolodin, der har skrevet introduktion og kommentarer til det store Philips-albuiii. B0700001 L(p), i hvilket man foruden swin-komæns klarinet møder Hyinie Schert-zer (altsax), Johnizy I-Iodges (alt og sopran), George Koenig, Rabe Russin, Arthur Rollini og Lester Yozing (tenors-ax), Harry Carney (baryton), Harry James, Ziggy Elmaii, Gordon Griffin, Cootie Williams og Buck Claytoiz (trompet),

Count Basie, Teddy I-Vilson og Jess Staejl (piano), Vernon Broivn og Red Ballar(1 (basun), Lionel TIamplon (vibrafon), Bobby Ilackelt (kornet), Gene Krupa (trommer), Allan Reuss o,, Freddy Green (guitar), Harry Goodman og Walter Page (bas) samt sangerinden Martha Tillon.

Repertoiret er sammensat ,tf mæsten lutter evergreens, uden skrupler begyndende i-ned »Don't be that way.«, arrangeret af Edgar Sampson, der sammen med Fletcher Henderson og Goodman har ansvaret for hovedparten af arrangementerne. Det kuriøse, som en jazzkoncert altid har rum for, finder man i en afdeling af fern ii-iindre numre under fællestitlen »Jazz genneni 20 år«, bittersøde kopier af Original Dixieland Band, Bix Beiderbecke, Ted lewis, Louis Arm

strong o-, Duke Ellington, hvoraf Harry James i rollen soin Arnistrong med sølvtrompeten unægtelig falder niest ved siden af, niens Ellingtons »Blue Reverie« lyder ganske autentisk, takket v,-,,-ere Johnny Hodges, Harry Carney og Cootie Williams, der var udlånt til lejligheden. Duken selv holdt sig beskeden tilbage; lian havde planer om en egen Carnegie Hall-koncert, livad han jo også senere fik lield ined!

Blandt topnumrene må næv-

nes »Life goes a partv«, den

sidste optagelse med (let gamle

Goodmaii-band, idet Gene Krupa

og Harry James få uger efter

begyndte for sig selv, (len be-

rømte triouffila Ve af »Body and

Soul«' sol-ri får tilhørerne til

p la d e n. E n

at gynge ined på

speci,alitet som »Stompin' at the Savoy« opr »China Boy«, hvor man hører Krupa råbe »Take one more, Benn

y!«, ligesom Goodman,s latter kan skelnes iblandt publikunis, fløjten og trampen. Et enestående eksempel på swingimprovisation er »Sing, sing, sing«, der naturlip,vis afbrydes af kla Dsalver på (let sted, hvor den kommercielle 78-optagelse er forbi, men som fortsætter meget længere ined

n

no,sle fantastiske soli af Goodman, James og Krupa. Noget tilsvarende ville aldrig kunne opnås ved en fastlagt gnammofonoptagelse. Her hører nian jazzmusik blive til, vokse. og leve ---og dø, livis ikke Irving Kolodin li,avde fået amerikansk Colunibia til at fange den, som den 16 år efter fanger lytteren, nu den præsenteres i Europa, hvor Pliilips egen Lp-produktion nok er niere tidssvarende.

»ELLINGTON U1""TONYN«: Skin Deep -

The Mooehe - Take the »Å« Train - A Torze Parallel lo 11arlem - Pcrdido. DUKE ELLINGTON AND HIS ORCHESTRA. - Philips B 07008 L.

Jazzens egentligste komponist er

vel nok endnu Duke Ellington.

Han er derfor også et stridens

-eble blandt fans, fordi lian til-

lader sig at lave en koncert-

inusik, der ikke i samme gra(1

som den gode gammeldags jazz

levner plads til improvisatorisk

fantasi. Naturligvis er det rig-

tigt, at noget oprindeligt går

tabt, når et stort nummer til-

rettehægges koncertniæssig. Men

til gengæld skaber en mand med

Ellin-tons fantasi langt større

kunstneriske landvindin-,er end

den, som blot traditionelt efter-

ligner en spillemåde, fra 1. ver-

denskrig, og det er interessant

at lægge mærke til, at Ellington

n

netop ikk-c holder fast ved sit een gang optegnede nodebillede. En gammel kending som »Tlie Mooche« fra 1929 er således helt blevet omformet efter impulser fra strømningerne i 40'ernes o-, 50'ernes jazzverden. Resultatet behøver naturligvis ikke derfor at blive forbedret, men hør en tin,~, som »Take tlie 'A' Train» m ed Betty Roches bopsang. Den er virkelig blevet ny, sådan soni jazzen nu engang er en kunstart i stadig udvikling.

Hovedparten af den nye Ellington-plade optages af koncertrapsodien »A Tone Parallel to Harlem«, en ambitiøs pendant til hans berømte suite »Black, Brown and Beige« fra Carnegie Hall-koncerten i 1943. Toneparallellen i 1951 har måske ikke samme prægnante foringivning

Z, I

men foruden delikate episoder rummer den et udtryk for en klangfantasi, (let nok er w-erd at lægge øre til. Gengivelsen er perfekt, men ensemblet kan virke lovlig perfektibelt. V.

Årgang 29/1954, nr. 05