Musikopdragelse i England

Musikopdragelse i England

Af JAN MAEGAARD

STEPHEN S. MOORE: The Thenle Book Series (Nos.

1-3, 5, 7-10). - W. Paxton & Co. Ltd. London. 1952.

Efterkri-stidens England er et foregangsland med hensyn til musikpædagogik i skolerne. Den nye skolelov yder en meget vidtgående økonomisk støtte til dannelse af skoleamatørorkestre, og den ,garanterer endvidere, at sådanne ledes og videreføres forsvarligt af kompetente og veluddannede kræfter, der I ønnes rimeligt for deres arbejde. Det eneste, eleverne selv skal beere, er indkøb af instrument, men også her ydes der dem hjælp, idet skolemyndighederne indkøber store partier af instrumenter med en vis rabat, som videresælges uden avance.

Hele dette projekt er et-led i fritidsbeskæftigelsen. Indenfor selve skoleplanen kan der naturligvis ikke afses den undervisningstid til musik, som faget ideelt set kræ-ver; men. herpå rådes der tildels bod ved den moderne engelske musikundervisnings store effektivitet. Midlet til den bedst mulige udnyttelse af den sparsomme tid er i første række aktivisering af eleverne. Både rytmeorkester og blokfløjtespil i sangtimerne har været en stor succes, bl.a. fordi den enkelte elev herigennem stilles overfor de elementæreste proble

mer ved rigtig musikudøvelse: rytmesansen og fornemmelsen for det på een gang ydende og underordnende i sammenspillet skærpes betydeligt, hvilket naturligvis kommer både korsangen (hvad er så trist soin et urytmisk kor?) og den videre musikforståelse til gode. Er eleverne nenilig først gjort interesserede i musikkens udøvelse, vil interessen for at forstå den nærmere og lære om komponisterne i reglen melde sig af si, selv.

For at holde musikundervisningen over liele landet på så højt et plan som mulig

.,t findes der foruden et omfattende skolemateriale også ud,-,ivet en lan-række Guide Books for musikl,-xrere, og disse suppleres med foredrag og demonstr-ationer over hele landet.

The Theine Book Series er et nyt bidrag til

I

skolematerialet. Serien omfatter ti hefter, hvoraf otte er fremsendt til anmendelse, og er lagt an på, hvad der herhjemme svarer til mellemskolestadiet. Kursets endemål er, at eleverne skal kunne bruge et lettere lommepartitur med udbytte - d.v.s. uden at drukne i noder, hvad vel de færreste begyndere i partiturlæsning kan sige si-, helt fri for. De helt elementære discipliner såsom den grundlæggende nodelære og en vis træning i rytmeorkesterspil. forudsættes tilbage lagt, dækket ind af tilstedeværende elementært undervisningsstof.

I det første hefte sættes et i forvejen kendt stof under luppen; en række nationale sange og hymner, der tilsammen repræsenterer ni forskellige enkle og sammensatte former og de fire hovedtaktarter, gennemgås på en klar oll overskuelig måde, og dertil er føjet fire melodier, som det overlades til eleverne at formanalyse o,,, forsyne med taktstreger, fraseringsbuer og angivelse af taktart.

De følgende fem hefter er helliget hver sin store komponist: Purcell, Händel, Bach, Haydn og Mozart. Her findes oplysninger om deres vigtigste data, en liste over deres betydeli,,rste værker i de forskellige genrer, man præsenteres for den orkestersammenseetning, der er karakteristisk for hver enkelt, og udvalgte instrumentale og vokale satser gennemgås som i første hefte. Fra"" og med Håndel-heftet gengives stykkerne ikke på vante vis i deres fulde udstrækning. I noder angives blot temaet (resp. temaerne) foroven; derefter antydes stykket i sin helhed ved en slags »skeletpartitur« i een linje uden noder, men med nummererede taktstreger og en prik for hvert taktslag, endvidere angivelse af taktart, foredrag, dynamik, forminddeling og instrumentation. Det er så meningen, at eleven skal følge taktslaget med en blyant, så at han altid ved, på hvilken prik, musikken i et givet øjeblik befinder sig; efterhånden

som denne færdighed bliver mekanisk, får han også tid til at notere sig de nævnte angivelser af foredrag, dynamik etc. Stykkernes udstrækning og analysens vanskelighedsgrad stiger fra hefte til hefte, indtil det syvende hefte endelig introducerer eleven i egentlig partiturlæsning over fire stadier ved forfølgelse af henholdsvis en, to og fire stemmer og sluttelil, et helt mindre partitur på elleve systemer (ouverturen til »Figaro«). De tre sidste hefter bringer t o Haydn- symfonier og »Eine kleine Nachtmusik« i »skeletpartitur« som forstudium til at følge de samme værker i rigtigt partitur.

Den kulturelle værdi af en så målbevidst øg musikermæssigt orienteret musikundervisning er indlysende, da den giver den enkelte elev et så solidt fundament af elementær viden og praktisk erfaring med hensyn til notation og form, at han efter at have forladt skolen vil være i stand til på egen hånd at fortsætte studierne og udvide sit musikalske erfarin- ,sområde uden at skulle famle sh~, frem i blinde. Denne muli-hed er det skolesøgende barns ret i England, og bestræbelserne ,,år naturligvis i samme retning i andre lande, omend resultaterne endnu de fleste steder lader en del tilbage at ønske; herhjemme kunne vi således lære en masse af englænderne - især med hensyn til effektiv udnyttelse af den sparsomt tilmålte undervisningstid. Eksemplet viser, at der kan nås meget, når sagen blot gribes rationelt an.