Om indførelse i musik

Om indførelse i musik

I DM, nr. 2-3,1954, fremførte Bengt Jolinsson eii kritik af Riis-Vestergaards »Indførelse i musik«. Synspunkterne forekommer mig så urimelige, at jeg, der med fordel har anvendt bogen som studiekredsgrundbog, finder en imødegåelse nødvendig.

Først og fremmest er det klart, at en bog på 70 sider, der tilmed skal været letforståelig, ikke kan være udtømmende; det er derfor negativt blot at opregne alle de emner, bo-,,en ikke går til bunds i. Ydermere nævner bogens forord, at formålet er »at afhjælpe savnet af en kort indførelse i musikkens grundelementer og stilarter, således som det er opstået på aftenskolekurser, der kun har 20 å 40 timer til rådighed pr. sæson«. Det har B. J. åbenbart overset.

Man må nøje skelne mellem indførelse i musik og så den undervisning, helbefarne musiklyttere har behov for. Står man over for en gruppe videbegærlige musicomaner, kan man måske forsvare at gå i lag med abstraktioner såsom kvintcirkel og funktionslære (selvom det måske var bedre at gøre et sådant publikum interesseret i musikalsk selvvirksomhed fremfor at trække det til græsning på musikvidenskabens overdrev). Men nar det drejer sig om indførelse i musik, må emne

valget alene bestemmes af hensynet til effektiviteten. Musikken selv bør sættes i centrum, og den» udenom-musikalske kundskabsmeddelelse er blot et middel til at skabe kontakt i-ned musikkens virkelighed, til at få folk til at lytte.

Det skal indrømmes, at meget afhænger af lærerens person, og det er meget muligt, at B. J. for sit vedkommende formår en del ved hjæ- lp af biografiske anekdoter, almenkulturelle betragtninger og hvad han kalder banale billedudlægninger. Det er bare ikke noget generelt og kan derfor ikke forventes indeholdt i en bo-g på 70 sider. Udover z,

forkynderens personlige tilskud må man almindeligvis holde sig så nær til musikken som muligt, o-, formlæren er for mig at se det mest direkte redskab. Ved at give et skematisk overblik over musikstykket kan man skabe koncentration om det musikalske forløb og derved umiddelbart skærpe sansen også for den musikalske detalje.

Hvordan anvendelsen af formoversigter skulle udgøre »en faretruende tendens indenfor vor folkelige musikopdragelse« forstår jeg ikke. At den bo-stavformel. man for nemheds skyld opstiller, ikke er identisk med musikken, står vist klart selv for umusikalske; tilmed undlader ingen »musikopdrager« at understrege det tidlig og silde, også R.-V.'s kortfattede fremstilling freniliæver denne reservation. Skulle nogen ud fra den elementære formlære konkludere at »al skematisk musik, helst komponeret før 1800, er den bedste«, så må vedkommende overhovedet anses for uegnet til påvirkning gennem musikoplysning.

Jeg mener med andre ord ikke at have truffet på det berygtede ABC-spøgelse, tvivler oprigtigt på dets eksistens og kan derfor ikke opfatte Bengt Johnssons (som tidligere Jørgen Bentzons) udfald som andet end skyggeboksning. Et af fortrinene ved Riis-Vestergaards bog er for i-nig netop den nøgterne behandling af formproblemet, o-, dens el,~mentære fremstilling af teori og stil soni B. J. også synes at have overset - danner udmærkede udgangspunkter for en levende musikforklaring, baseret på den personlige kontakt, son) er al musikundervisnings alfa og omega.

Mogens Andersen.

Jeg er ganske enig med Riis-Vestergaard, når han i forrige nummer af DM siger, »at en anmelders mening om et værk som hovedregel bør stå uantastet«. Når der i de to indlæg imod min opsats om den omstridte folkernusikbog siges, at jeg ikke har studeret forordet grundigt nok, så er dette en tydelig misforståelse af situationen. I bogens forord siges, at den skal bringe en »indførelse i musikkens grundelementer og stilarter«, ja vel, men grundelementerne var netop det, jeg efterlyste, f. eks. akustik, kvintcirkel, funktioner m. m., alt sammen ting, som danner den egentlige forudsætning for at forstå de senere formoversigter, og alle disse grundelementer findes iøvrigt i de talrige fortræffelige små tysk- og engelskprægede elementærbøger. Ikke alene at disse ting delvis forbigås, men også den nochalante måde, hvorpå bl. a. harmonik behandles, virker irriterende, f. eks. siges der: »Det harmoniske systen2. Det følgende må De for en del nøjes med blot at tage til indtægt: Ligesom en treklang består af tre toner i indbyrdes tertsafstand, består en firkant af fire toner i indbyrdes tertsafstand, en femklang af fem. Da der overalt kan være tale om enten stor eller lille terts, forstår man, at der er mange muligheder at vælge mellem«. Det lyder jo indlysende, ikke sandt, især for den aldeles ukyndige musiklytter! Men en klar oversigt over funktionsharmonikken og det øvrige teoretisk-~~kustiske stof hører altså i følge M.A. til musikvidenskabens »overdrev«, og da biografi og kulturelt stof er banale emner, som rager videnskaben en døjt, bliver formen åbenbart tilbage som det centrale for musieologen. Formen er tillige noget, som man kan bruge i folkeoplysningens tjeneste! Hvilken ensidighed, mine kanoner har altså ramt, selvom jeg måske skød spurve med dette tungtvejende militærinstrument! Nu er der bare det, at form for den praktiske musiker er noget levende, mens de skematiske formtyper er et lille afgrænset område af det yderst sammensatte forløb i en sats,

hvor niange ting lol)er parallelt. R.-V.s forniskeniaer vil nemlig være umulige at forstå uden en forudgående behandling af kvintcirkel, funktionsharmonik osv. Hvordan skal en ukyndig læser ellers tyde nedenstående:

T D

A B a-stof + b-stof

måske soni en kemisk formel, eller som en vareliste fra et nianufakturfirma? Tror De virkelig, at musiklytteren kommer oplevelsen mærmere ved at sidde o., tænke: nu kommer A, nu B, nu niodulationsdel med a-stof etc., bliver han »klogere« af at få at vide, at de fire berømte akkorder, som omrammer Mendelssolins Skærsommernatsouverture, kan karakteriseres ved et A eller soni »indklang« og »udklang«? Ethvert normalt begavet menneske kan jo høret det, og kan han ikke, kan lian ligeså godt gå igen, forrnskemaet hjælper nenilig ikke på hørelsen eller på -- musikglæden. Så hellere stille musikken ind i et kulturelt liele, idet flere, der oplever noget ved billedkunst eller litteratur, kan nå til forståelsen af et samtidigt og stilbeslægtet musikværk ved en sammenligning kunstarterne imellem. Det, det gælder om, er at opleve formforløbet, niens en detailleret skematisk gengivelse, således som en fagstuderende kunne ønske det, kun ville føre til, at man skrev kunstværket op igen. Den grove analyse, som R.-V. foretrækker at docere for :almindelige mennesker, vil ikke betyde nogen nøgle til sand musikoplevelse. Forfatteren giver selv blankt op for noget så elementært som »skemaet« i Beethovens 5. symfonis finale: »Den bringer en lang række temaer og motiver i flyvende fart efter hiwanden, hvor det er svært (!) at skille det egentlige sidetema ud, og desuden griber Scherzoens tema jo ind på afgørende måde«. At romantikken -»ikke skabte nye formtyper«, soni R.-V. påstår, er en uvedkommende oplysning, som ikke har bund i de faktiske forhold. Der var netop her grund til at lette forståelsen af den romantiske og moderne musik for niusiklytteren ved at pege på den så typiske metan2orfose-teknik, fuldt udviklet af bl.a. Liszt og R. Strauss, og soni må siges at være et i høj grad nyskabende' træk indenfor formen, typisk for romantikken oll for den senere nye musik, som man kender det hos dodechafonisterne, Bartók, Strawinsky og vor landsniand N. V. Bent-. zon.

R.-V. og M. A. synes imidlertid ganske enkelt at mene, at denne deres metode er den eneste farbare udenom det subjektive anekdotesnak, som publikum let tager skade af at høre, i hvert fald må en boglig fremstilling være så »saglig« og oversigtsmæssig som vel mulig. Men dette forhold forpligter i høj grad til, at et fænomen soni ABC- spøgelset underkastes en betydelig revidering, dens »ånd«, hvormed man vil klarlægge musikken, rangerer nemlig i niveau med dem, der optræder i spiritistteni ""lerne (Jørgen Bentzon).

p

Bengt Johnsson.