Omkring skolemusik

Af
| DMT Årgang 29 (1954) nr. 05 - side 90-92

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Ung Nordisk Musik 2021
  • Annonce

    Ung Nordisk Musik 2021
  • Annonce

    Modtag Seismografs nyhedsbrev
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

Omkring skolemusik

Af BENGT JOHNSSON

EGEN KRAUS & FELIX OBERBECK: Musik in der Schule. 1-5. - Möseler Verlag, Wolfenbüttel.

Op igennem Europas musikhistorie kan man klart se, hvor stor en rolle skolens musikliv har spillet for generationernes musikalske habitus. Ikke blot den kendsgerning, at den ungdom, der i ældre tider udgik fra de såkaldte højere skoler, latinskolerne, fik tildelt en undervisning, der stod på et faglig højt stade, men også det forhold, at en væsentlig del af 15.-17. århundredes levende tonekunst blev til i forbindelse med en skoles musikliv skabt af en kantor, viser klart, at skolemusikken var en vigtig bærer af det pågældende lands musikkultur. Man kan her blot nævne Bach, hvis kirkelige hovedværker først og fremmest er opstået i skolens atmosfære.

Nu er forholdene jo blevet betydeligt ændret siden hine tider. Efter rationalismens jerngreb om den »unyttige« musikundervisning i skolen og efter romantikkens ensidige dyrken af koncertmusikken er skolens musik blevet alvorligt forsømt, ikke mindst herhjemme, hvor tillige reaktionen mod romantikken fik en særlig retning, temmelig ensidig drejet over imod en »historiserende« dyrken af ældre tiders folke- og kirkesang og tillige en puslen med pasticheagtige toner frembragt af tonesættere, der nok stod i et snævert forhold til skolens musikalske arbejde, men som samtidig syntes uden kontakt med den virkeligt musik: nutidens. Hvis man gennemblader den anseelige række af skolesangbøger, der i de seneste årtier har set dagens lys her i landet, domineres indholdet i disse af de nævnte forhold. Nu er det selvsagt en vanskelig opgave i vor tid at lade faget sang indgå på en fornuftig måde i ugens skoleskema. Den sparsomme tid, det eksainensfrie fag uden fastsatte krav er bl. a. medvirkende til, at sangtimerne ødsles til fordel for andre, mere »givende« fag. Eleverne er faktisk prisgivet den enkelte kærers personlighed og overblik over faget og tillige hans rent menneskelige og pædagogiske muligheder for at skabe kontakt og dermed forståelse for musikken. I de gamle tider var musik og sang et eksakt fag, der havde den praktiske funktion at oplære eleverne i den enstemmige og flerstemmige kirkesang, således at skolens disciple kunne medvirke ved gudstjenester og kirkelige handlinger og derved tjene det fornødne til livsens ophold. Kantorembedet ved en skole var nøje knyttet til kirken, og ofte var kantorerne (som i den katolske tid) udstyret med gejstlig rang. Disciplene lærte ikke alene at synge, men blev oplært i den væsentligste del af musikteoriens hovedtræk. Ofte var denne side af undervisningen særdeles grundig, og mangen en komponist fra 16.-17. århundrede fik sin første og eneste alvorlige teoriundervisning i skolens timer, inden han som moden kunstner betrådte parnasset.

Her er vi ved brændepunktet i vor musikkultur: Hvorledes kan der skabes, kontakt mellem skolens musikkultur i vore dage og så alt det, der sker på det store musikforum? Det er nemlig en sørgelig kendsgerning, at langt den overvejende del af Danmarks gymnasieungdom bliver studenter uden at kunne læse noder, hvis de ikke har modtaget musikundervisning udenfor skolen. Langt værre står det ofte til med de elever, der forlader skolen inden gymnasiet. Dette vil altså sige, at musik bliver et lystbetonet emne, der kun formår at henvende sig til de særlige. Dette vil atter sige, at en levende kontakt mellem den skabende og udøvende kunstner og den store masse udebliver. Musik, og da navnlig nutidsmusikken bliver en sag, som kun vedrører en flok sagkyndige, mens størstedelen af befolkningen i skolen ikke får en ordentlig indsigt i musikkens problemer. Kan dette forhold, der er det afgørende problem for vor hjemlige musikkultur, løses? Hertil må ubetinget svares ja, og der må tilføjes et skal. Det er ikke gjort med en lovparagraf i skolereformen, og det er heller ikke gjort med løse og overfladiske musikkundskabstimer om sonateform og hvad ved jeg, det som en gymnasiesanglærer bruger altfor megen tid til. Problemet løses kun gennem et målbevist arbejde allerede i de første skoleår. Opgaven er vanskelig men vigtig og spændende. Det gælder om at drage den musikalske aktiviseringsproces direkte ind i sangtimerne og opbygge et systematisk arbejde allerede fra 1. klasse. I modast fald løber den største del af ungdommen lige i armene på den dekadente »technicolor-music«.

Arbejdet er målbevist lagt til rette i det nylig udkomne tyske skolemusikværk: Musik in der Schule. I den første klasses læses Singfibel. Eleverne lærer at læse tonerne samtidigt med, at de synger dem, de lærer intervalbevægelsen, delvis gennem tonika-do og delvis gennem letfattelige tegninger, der svarer til barnets forestillingsverden. Der er ingen møjtriste kirketoner, som vi kender fra hjemlige sangbøger, alt er her så naturligt og tidssvarende og åbner både muligheder for at begribe det ældre og det nye tonesprog. Hertil kommer på et tidligt stadie morsomme rytmeøvelser. Der er lagt den største vægt på barnets produktive udfoldelse, dannelse af nye melodier og rytmer m.m..

1.bd. »Liderbuch« er beregnet for de første 4 skoleår, den. omfatter sange, åndelige og verdslige noteret med noder, enstemmige og ordnet progressivt. Enkelte sange er vedføjet et rytmeorkester som akkompagnement. Her forudsættes altså,at en gruppe elever (udenfor skoletid?) har dyrket instrumenter. 2.bd. er forbeholdt 5.-13. skoleår og indeholder både enstemmige og trestemmige satser fra forskellige tider. Glædeligt overrasket bliver man, når man erfarer, at hovedvægten er lagt på nyere satser (Hindemith, Pepping, Distler m. fl.). Enkelte ældre og kirketonale satser er repræsenteret væsentlig for at danne rammen omkring den luthersk-evangeliske gudstjeneste kirkeåret rundt. 3. bd. er »Chorbuch« for blandet kor fra trestemmige til mangestemmige s satser, både med og uden instrumentalledsagelse. Også i dette bind deles ligeligt mellem ældre mestres satser og moderne. Dog savner man satser f fra klassik og romantik. Hvorfor er Mendelssohn eller Brahms ikke repræsenteret med et udvalg af t deres mesterlige korsange? 4. bd. er »Chorbuch« for lige stemmer. Også her bringes gammelt og nyt, men romantikken er kun vist ved een enkelt sats, en sang af Max Reger. Det er et væsentligt angrebspunkt for det nye skolemusikværk. Er der, ligeså her i Danmark, en sådan angst for romantik i Tyskland? Ikke mig bekendt udover mere »sekterisk«betonede »kantorekredse«. Til trods for den berigelse, som indlemmelse af moderne satser betyder, er der noget skævt i en musikopdragelse, hvis 19. århundredes toner undværes. Yderligere føles dette som en skavank, når vi ser på 5. bd., Musikkunde Teil A (Teil B endnu ikke tilsendt), hvor der på en letfattelig og underholdende måde holdes musikhistorie fra folkevise op til 19.-20. århundredes store komponister. Her er altså de romantiske navne medtaget! Efter det historiske afsnit (s. 1-88) kommer man til en gennemgang af de musikalske elementer, der direkte fører videre der, hvor Singfibel sluttede de forberedende tonale og intervalmæssige træninger. Naturligvis tales først om akustik og tonedannelse, dernæst om forskellige tiders melodik (ældre tiders trinvise kontra den harmoniske musiks treklangsmelodik). Dernæst harmonik i hovedtræk og endelig indblik i formlæren gennem folkemelodiers vejrtrækning. Endelig et »Blick in der musikalischen Werkstatt«, hvor den menneskelige stemmes funktioner og instrumenternes bygning og udviklingshistorie kort klarlægges. Måske burde der her have medfulgt illustrationer*.
(*5. bd. er iøvrigt smukt udstyret med farveplancher efter berømte maleres musikfremstillinger.)

Sidste kapitel i bogen rummer små stykker af store mestre fra 16. århundrede og til og med vor tid. Her findes både små klaverstykker og sange med klaverledsagelse, også enkelte satser for kammeresnemble, altså en lille letfattelig eksempelsamling til musikhistorien. Lidt ensidig er kun medtaget tyske mestre bortset fra Bartók og Strawinsky, der hver figurerer med henholdsvis 3 og 1 klaverstykke. Med spænding imødeser man Teil B.

Værket må, de nævnte skavanker til trods, virke inspirerende på danske sanglærere, ikke mindst grundet den fortrinlige systematisering af det omfangsrige materiale. En sådan opgave, som her er løst i den tyske skoles musikundervisning, burde følges i Danmark. Lad det være håbet for musikkens sande trivsel, at faget sang i den danske skole må få en mere aktiv rolle end nu og samtidigt, at musikundervisningen anlægges på ehh sagligt fyldigere basis med eksakt tilegnelse af musikkens grundelementer og en alsidig og udoktrinær tilknytning ikke blot til den nationale sanglitteratur men til verdensmusikken overhovedet. Og endelig målet: en levende kontakt mellem skoleungdommen og nutidskunsten. Hertil kræves nyorienterede lærere, således som man jo bl. a. kan se det i de litterære fag! Lad os vende blikket nhod det kommende og ikke fortabe os i rosenrøde drømme om en gylden fortidskunst.

Årgang 29/1954, nr. 05