Apropos en musikdiskussion

A propos en musikdiskussion

MIDT i efterårsferien indbød Foreningen af Sanglærere ved Gymnasieskolerne til et diskussionsmøde over emnet »Hvorfor svigter komponisterne den folkelige musik?«. Komponisten Sv. S. Schultz indledte lidet skyldbetynget med et underholdende causeri, og cirka to af hans kolleger benyttede lejligheden til at møde op og tage stilling til det alvorlige problem. Musikalsk kulturdebat hører jo ikke til dagens orden. Nå, forfatterne, der i samme forbindelse naturligvis måtte høre for, at de ikke skriver egnede tekster, lod heller ikke til i større omfang at kunne afse tid til en diskussion. Og der sad så snart efter en kreds af villige lærerkræfter ene tilbage med hovedpinen.

Nu havde ingen vel ventet, at kløften mellem kunstmusiken og underholdningsindustrien skulle blive udslettet med en resolution. Men et frivilligt pionerkorps til brobygningsarbejdet havde man unægtelig gerne set spirer til. Imidlertid fik man indtryk af, at danske komponister i så høj grad er optaget af internationale toneproblemer, at der ikke levnes kræfter til en håndsrækning i det musikalske hjemmeværn. Hvad der iøvrigt blev sagt af kloge ord, vil den interesserede kunne læse i oldermandens avis. Her skal ingen fornærmes over ikke at kunne finde sit eget navn i referatet.

I samfundets interesse - og den er sandheden jo betinget af - er der derimod grund til at søge det spørgsmål besvaret, som stilledes med diskussionens titel. Måske har komponisterne ikke følt det store musikbehov, som derfor heller ikke er tilfredsstillet. Opmuntrende tilskyndelser fra respektive, instanser inden for stat og kommune ville utvivlsomt sætte noget mere igang, selv om bundne opgaver ikke løser problemet tilstrækkeligt. Men det er vel også et spørgsmål, om konservatorieuddannelsen bringer den unge skabende tonekunstner i den nødvendige kontakt med det folkelige musikliv. Og næppe nogen nok så stor eksamen sætter komponisten i stand til at løse de opgaver, som dog melder sig på såvel offentligt som privat initiativ. Radioen har ikke mange at gå til for at få sit behov dækket. Filmfolk har færre skrupler angående musikalsk underlægning og illustration. Det var næppe af vejen, om konservatoriet simpelthen tog praktisk komposition med på, sin undervisningsplan. Mange erfaringer med saks og stopur ville i så fald kunne høstes mindre smerteligt, ligesom de tekniske begrænsninger, arbejdet med folkekor og amatørensembler byder, meget vel kunne lægges til grund for et rationelt studium af musikalsk skaben, jævnsides med klassisk vokalpolyfoni og romantisk harmonilære. Man profanerer dog ikke hensigten ved at hellige sig midlerne..