Den danske koralbog

Af
| Årgang 29 (1954) nr. 06 - side 112-117

Den Danske Koralbog

Af ULRICH TEUBER

Det er ikke nogen let opgave at skulle anmelde den nye koralbog, ganske særligt ikke her i DM, der i de sidste par år har præsenteret sine læsere for et ret yderliggående kirkemusikalsk syn, ja endog for en ny - og i virkeligheden temmelig forslidt - kirkemusikalsk trosbekendelse, som jeg ikke mener at kunne følge. Jeg har dog modtaget redaktionens anmodning om en gennemgang af koralbogen i det håb, at det kunne have sin betydning med en vurdering af den musikalske situation, der her er skabt, uden at den kunstigt vedligeholdte strid »pro et contra«-Laub gjordes til hovedsynspunkt ved bedømmelsen.

Koralbogens forhistorie er meget kort fortalt denne: Siden genforeningen har den danske folkekirke måttet benytte to salmebøger, den rigsdanske og den sønderjydske. Denne tilstand medførte en del ulemper, og man besluttede derfor at foretage en revision af den gældende rigsdanske salmebog, der samtidig skulle optage så meget af det sønderjydske stof, at man kunne nøjes med een salmebog i hele landet. Salmebogsarbejdet blev overdraget til en kommission, der henviste spørgsmålet om salmernelodierne til et specialudvalg, af hvilket Jens Peter Larsen og Mogens Wöldike, i hvert fald gennem hovedparten af arbejdsperioden, var de to eneste sagkyndige medlemmer. Arbejdet resulterede i Den Danske Salmebogs melodiangivelser og - henvisninger, der atter danner grundlaget for Den Danske Koralbogs udarbejdelse. Udgiverne har således en del - og vel næppe den ringeste del - af ansvaret for melodistoffet, medens de har været ene om koralbogens redaktion.

Det var på forhånd givet, at koralbogen ville betegne en milepæl i dansk kirkernusiks historie, ligesom det står klart, at dens udgivere er de bedst kvalificerede, der i dag kunne påtage sig at redigere en sådan samling. Men opgaven har ikke været så ligetil og må have voldt udgiverne en række samvittighedskvaler og tekniske vanskeligheder, før koralbogen har kunnet se dagens lys i den skikkelse, den nu har fået.

Den Danske Koralbog er udsendt hos Wilhelm Hansen og fremtræder i et usædvanlig nydeligt udstyr. Bogen indeholder de 450 melodier, der gennem minutiøse angivelser i Den Danske Salmebog er blevet autoriserede sammen med salmebogen, heraf 8 i dobbeltformer, og alle i 4-stemmige harmoniseringer, så vi ialt får 458 satser. Dertil kommer et tillæg med messetoner og svar i Jens Peter Larsens tilrettelæggelse, Laubs nadverliturgi, Nadverliturgien efter 1943-forslaget (som ikke burde optages i en koralbog, der ellers holder sig til autoriserede tekster!) og litaniet, alt uden nærmere kildeangivelse. Bogen sluttes med en revisionsberetning ved Jens Peter Larsen og Henrik Glahn, i hvilken der er nedlagt et enormt arbejde, en meget instruktiv kronologisk melodioversigt ved Mogens Wö1dike og et metrisk salmeregister ved Harald Vilstrup. Som en kærkommen nyhed bernærker man, at det sidste register samtidig fungerer som fortegnelse over metrisk parallelle melodier.

I forordet redegør Larsen og Wö1dike for koralbogens baggrund, melodirepertoirets brogede sammensætning og principperne for melodiredaktion og -harmonisering. Som et oplivende moment i denne alvorlige og saglige udredning læser man, at end ikke udgivernes personalunion med Samfundet Dansk Kirkesangs ledelse har kunnet overflødiggøre henstillinger og forstående reaktioner disse to instanser imellem. Mon det er gået så stiligt til, at udgiverne ligefrem har brevvekslet med sig selv? -

Tidligere koralbogsredaktører har kunnet trækket meget snævre grænser for deres opgaver: det gjaldt om at skaffe de gængse melodier til en bestemt salmebog i en musikalsk forsvarlig, sangbar og nogenlunde moderne form, samt at skaffe nye melodier, oftest af egen komposition, til de tekster, som ikke i forvejen havde en sådan melodi. Alle disse melodier skulle så harmoniseres i tidens og udgiverens stil, dog sådan, at formålet, anvendelsen i kirken, gerne satte et afdæmpet præg på hele udformningen.

Disse grænser er såmænd ikke blevet meget videre i dag, blot er det stof, der nu frembyder sig til udvalg og eventuel bearbejdelse, blevet mangedoblet, og udviklingen har medført, at der er langt større spillerum for de synspunkter, efter hvilke den endelige redaktion kan foretages: Man kan arbejde efter leksikografiske, historiske, stilistiske, praktisk- musikalske eller pædagogiske retningslinier. Alt efter hvilket af disse synspunkter man stiller i forgrunden, bliver koralbogen en registrant for samtidens levende salmestof, eller en samling, der afspejler skiftende tiders opfattelse af salmesangen og dens problemer, eller den kan f.eks. formes som en »ønske«-samling, der bringer stoffet i en idealform, som forbillede for kommende tiders praktiske arbejde. Nok bør det tilstræbes, at flere af disse synspunkter arbejder hånd i hånd, men det må vist siges at være ret enestående, at man søger at forene samtlige disse synspunkter i en og samme udgave.

Den Danske Koralbog er blevet en uhyre alsidig bog: den indeholder størstedelen af de melodier, som bruges i menighederne, den giver en oversigt over salmesangens udvikling og forskellige stilarter, den tager visse hensyn til spilletekniske krav og den søger at tjene pædagogiske formål, navnlig ved behændige melodilienvisninger og tekstflytninger. Men samtidig indebærer denne alsidighed, at det må gå ud over samlingens helhed.

Her spiller en række momenter ind, f ørst og fremmest nogle, der unddrager sig udgivernes ansvar. Det ser ud til, at salmebogsudvalget har arbejdet med det tekstlige grundlag uden at tage tilstrækkeligt hensyn til, at salmerne jo skal synges. De musikalske problemer, der opstår ved en salmebogsrevision, er imidlertid så væsentlige, at man ikke kan nøjes med at redigere en tekst og så overlade det til de musikkyndige at finde ud af, hvordan melodien nu bedst - eller snarere mindst dårligt - kan gå i spand med denne tekst. Ved et mere intimt samarbejde mellem salmebogsudvalg og melodiudvalg havde vi kunnet undgå, at tekstformerne i en række tilfælde afstedkommer uheldige ændringer i de oprindelige melodiformer (f. eks. »Gladelig vil vi halleluja kvæde«).

Ligeledes er salmebogsudvalget gået med til, at en del sange af tvivlsom lødighed, navnlig fra det engelsk- amerikanske mødesangsrepertoire, har fået indpas i salmebogen. Det er klart, at dette stof, der overvejende har fået yndest for melodiernes skyld, måtte optages i koralbogen med de originale melodier, såfremt koralbogen skulle dække hele salmebogens indhold. Herved har vort kirkesangsrepertoire fået en forøgelse, der kan give den kommende udvikling en ret alvorlig slagside, så meget mere, da koralbogen bringer dette stof side om side med vort hidtidige repertoire og derved de facto har givet det blåt stempel som gudstjenestestof, medens f. eks. andre landes koralbøger forviser det mest underlødige stof til et tillæg bag i bogen. Det er intet mindre end tragisk, at vi nu må akeeptere en række udenlandske melodier i vor kirke, der efter den sidste generations ihærdige arbejde er ved at blive lempet ud af hjemlandets kirker! Iøvrigt har jeg forstået på en engelsk kollega, at netop dette forhold vil kunne mistænkeliggøre hele koralbogen i udlandets øjne.

Noget lignende gør sig gældende ved det kontingent, som højskoleangen har stillet til den nye koralbog. Også her er tekst og melodi knyttet meget tæt til hinanden, og sangene har fået stor yndest i ganske bestemte kredse. Men betragtet som salmer, og ikke mindst som salmemelodier er mange af disse (f. eks. »Påskeblomst! Hvad vil du her« eller »Ud går du nu på livets vej«) temmelig problematiske. Man har gjort Carl Nielsen en bjørnetjeneste ved at overføre en del af hans højskolesangsprægede ting til koralbogen! På den anden side noterer man med glæde, at Carl Nielsens smukke »Forunderligt at sige« nu er kommet i koralbogen (»Mit hjerte altid vanker«).

Et problem for sig er de nykomponerede melodier, som har set dagens lys sammen med koralbogen. Disse nye melodier er kommet med af to forskellige grunde: dels ønskede man at sætte en anden og bedre melodi ved siden af en indsunget melodi af ringe kvalitet, såfremt man skønnede, at teksten »fortjente« det, og dels måtte der skaffes melodistof til de versmål, til hvilke der endnu ikke fandtes brugelige melodier på dansk grund. At sætte en populær, dårlig melodi side om side med en ny og ukendt, er en fremgangsmåde, der ikke just giver den nye melodi større chancer for udbredelse. I øvrigt: hvorfor optræder »Lad os ile« med to melodier? Her er teksten efter min mening klart under sømmelighedsgrænsen, selv om den er mildnet noget i oversættelsen. og originalmelodien svarer i sin grænseløse banalitet nøje til tekstens holdning.

Nykompositionerne til versmål, der ikke har gangbare melodier herhjemme, er desværre præget af, at de for en stor del har måttet skrives til ganske umulige versmål, enten usædvanlige lange (nr. 269) eller i enkelte tilfælde meget korte (nr. 360 - til dette versmål har de engelske koralbøger et par nogenlunde anvendelige melodier!). Gennem »130 melodier« har vi fået i hvert fald to melodier, der er ved at blive klassiske (Jeppesens »Bøj, o Helligånd, os alle« og Oluf Rings »Som tørstige hjort«), men jeg tror næppe, at mange af de til den nye koralbog skrevne kompositioner vil kunne gøre sig håb om nogen tilsvarende popularitet. Musikalsk stærkest står vel Bernh. Christensens »Jeg er fremmed« og Knud Jeppesens »Vågn op, du som sover« den sidste dog med stærkt præg af solosang mens »Op til Guds hus« synes at være et fejlgreb.

Under det kirkemusikalske interregnum, dvs. i den periode, vi i mange af vore kirker sad med den nye salmebog, som skulle tages i brug, før vi havde koralbogen, diskuteredes der med nogen spænding om, hvorvidt det ville lykkes at eliminere noget af salmebogens tilfældige præg ved en gennemført, principfast redaktion af koralbogen. Der findes nemlig et meget kildent punkt ved enhver koralbogs-redaktion, og dette punkt hedder: forandringer i det »løbende« repertoire. En melodi, der er indsunget i kirken, er noget farligt at røre ved, og alligevel kan en ny koralbog simpelthen ikke undgå at indføre varianter i kirkesangen. Disse forandringer er betinget af temmelig forskellige hensyn. Der kan være tale om tiltrængte rettelser, ofte ved korrumperet nielodioverlevering; der kan være rettelser, som skyldes nye historiske erkendelser, eller »politiske« hensyn, f. eks. til andre landes syngemåde; der kan være tale om en slags modernisering ud fra rent æstetiske grunde, og tilsidst indføres der ikke helt sjældent rettelser for, at redaktøren kan dokumentere, at han har bestilt noget mere end at skrive af efter ældre bø-,er. Det der er fælles for alle disse rettelser, er, at de medfører ulemper for det praktiske arbejde i overgangstiden, og derfor vil de fleste kirkegængere og organister helst være fri for dem. Men man kan ikke komme udenom, at der nødvendigvis må ske en udvikling, selv på et så konservativt område som kirkesangen. Alle de her omtalte kategorier af rettelser, endog den tilsyneladende så lidet motiverede som den sidstnævnte, bevirker, at en ny koralbog får sit eget ansigt, og det afhænger ganske af, hvordan og hvor konsekvent en koralbogs-redaktion har administreret disse rettelser, om bogen vil kunne sætte sit præg på den kommende udvikling, ol. dette gælder iøvript ikke blot melodiformerne, men også harmoniseringen, ja endog en så ydre tingsom notationen.

En gennemgang af Den Danske Koralbog synes at vise, at konsekvent gennemførte redaktionsprincipper kun findes indenfor ganske få områder, medens der i alle andre tilfælde må tales om tendenser, der viser sig inere eller mindre udpræget. Konsekvent gennemførte principper er anlagt over for melodiordning og tonehøjde. Som allerede praktiseret i salmebogens melodiangivelser ordnes flere melodier til samme tekst yderst neutralt (og ofte ganske intetsigende) kronologisk efter tidspunktet for deres indførelse i Danmark. Endvidere er mange melodier tranponeret ned, så es'' (dis'') overalt er blevet højdegrænsen, imod e'',. ja undertiden f'' i vore ældre bøger. På den anden side er f.eks. tonegentagelser i understemmerne trukket sammen til større værdier, men langt fra altid, og ofte er melodinoteringen gjort mere tidssvarende ved en halvering af værdierne, men i flere tilfælde (f. eks. nr. 163, 271, 447 osv.) undrer man sig over, at halvnoden er bevaret som grundværdi. Et spørgsmål af betydelig mere indgribende art er optaktsproblemet, der endnu ikke er løst i den foreliggende koralbog. For blot at nævne et enkelt eksempel: Hvordan skal en menighed finde ud af de uregelmæssige optakter i »Kom Helligånd, Gud Herre from« (nr. 251), som vi nu sandelig har fået i en 4. version, afvigende fra Bielfeldt, Laub og 130 melodier? Såvel historiske som praktiske hensyn kræver, at man gennemfører samme, og helst kort optakt i alle linier, bortset fra første! Den nye redaktion bliver ikke mere overbevisende, når man opdager, at 3. og 7. linie nu af tekstlige hensyn er kommet til at kadencere forkert.

Herved er vi kommet ind på det allervanskeligste spørgsmål, nemlig selve melodiformen. Ofte er det jo sådan, at melodierne, navnlig de ældre, findes i et utal af varianter, blandt hvilke der skal træffes et valg. Det letteste ville være, om man altid gik tilbage til den ældste og derfor den mest oprindelige form. Men hvad så, når denne form enten er ringere eller på anden måde mindre anvendelig end en senere variant? Helt indviklet bliver spørgsmålet, når det drejer sig om melodier, som vi har fælles med andre landes kirker. Det ville være et godt princip, om man søgte at bringe det »udenlandske« stof - især det nyere - i den form, det i dag har fået i hjemlandets kirkesang, hvis det kan gennemføres uden alvorlige indgreb i den danske tradition. For mig at se har dette hensyn ikke spillet nogen synderlig rolle i den foreliggende redaktion: dels viser det sig, at det engelske og det tyske stof fortrinsvis støtter sig til temmelig forældede udgaver, og på den anden side har man ved oversættelser fra svensk ikke følt sig bundet af den nye svenske koralbog (»Du gav mig, o Herre«).

Linien, eller rettere sagt linierne for redaktionen kan kort beskrives således:

Det hidtil uden for kirken sungne stof, som ikke findes i de tidligere koralbøger, er behandles forholdsvis frit. Navnlig indenfor den kategori, jeg nødigst ser optaget i en koralbog, er der indført en del varianter, undertiden vel motiverede, - men hvorfor skal »Op, I kristne«, »Hellig, hellig, hellig«, »Vi pløjed' og vi så'de« osv. bringes i former, der afviger fra de almindeligt indsungne? ,Men også det sønderjydske stof er behandlet ret frit og tilsyneladende uden rimelig hensyntagen til landsdelens særegne traditioner.

Redaktionen af det stof, som allerede findes i de mest anvendte samlinger (Bielefeldt, Laub og 130 melodier), er derimod langt mere bundet. Melodiformerne indenfor den romantiske periode, der hidtil var stærkest repræsenteret gennem Bielefeldt, er stort set bragt i overensstemmelse med originalerne, undertiden dog med hensyntagen til stærkt indsungne traditionelle varianter. Til gengæld fremtræder det ældre melodistof i former, der i nogen grad synes at afhænge af det tidspunkt, på hvilket melodierne blev inddraget i udgivernes interessesfære. På den ene side sporer man en stigende kølighed overfor den rytmiske koral, sådan som den blev forfægtet af Laub. Allerede 130 mel. betyder en revision af Laubs syn på dette område, og denne udvikling er nu ført videre. Men på den anden side brød 130 mel. ikke med Laubs rensning af melodierne fra tiden omkring 1700, der bragtes i en stærkt »afpillet« form, dvs. berøvet næsten alle de melodiske forsiringer, der er karakteristisk netop for denne periode. Koralbogen af 1954 optager en række sådanne melodier, der nu er kommet ind gennem den sønderjydske tradition, i former, der næsten overdrevent nærmer sig originalerne, uden at gennemføre denne holdning overfor det øvrige stof fra samme periode. Gennemgår man f. eks. de melodier i koralbogen, som stammer fra Freylinghausens samlinger, vil man bemærke, at redaktionen netop svinger indenfor de her angivne, og efter min mening alt for vide grænser.

Det er en kendt sag, at Laub undertiden kunne foretage lidt for voldsomme indgreb i de melodier, han tilrettelagde. Også her søgte 130 mel. at revidere, f. eks. blev Crügers »Herzliebster Jesu«, der fandtes i unødvendig molesteret form hos Laub (DK nr. 124), atter bragt i sin langt smukkere originalform (130 mel. nr. 7). Men samtidig kunne 130 mel. selv foretage lidt hårdhændede redaktioner (130 mel. nr. 65), der nu genfindes i Den Danske Koralbog. Man ser med nogen skuffelse, at mel. til »Jesus, livets sol og glæde« heller ikke denne gang har fået sin karakteristiske skiftende rytme tilbage, og rnan er mere end skuffet, når man opdager, at Crügers originalinelodi til »Sving dig op, forsagte sjæl« stadig figurerer lige lemlæstet som »O du min Immanuel«, skønt melodiens rigtige tekst nu er kommet i salmebogen.

Som et sidste eksempel på omredigerede melodier skal nævnes »O Woprship the King«, der efter Prahl og Heinebuch er sat til »En vej eller anden«. Da teksten ikke passer til melodien, er der foretaget en »ubetydelig metrisk ændring«, hvorfor den eneste antagelige engelske melodi, som koralbogen har optaget, har fået en ganske uantagelig form, tilmed ringere end hos Prahl og Heinebuch.

Hvordan er nu koralbogens stilling til harmoniseringsspørgsmålet? Den i de senere år knæsatte form for orgelledsagelse af menighedssangen bestod nærmest af en til orglet overført 4-st. korsats i stærk tilknytning til ældre perioders homofone stil. Det vokale element var simpelthen det mest fremtrædende ved koralbogsatsen, sådan som man også kan se det af fortalen til »130 melodier«. Samtidig søgte man at gennemføre en vis ensartethed, idet man foretog en bevidst »afromantisering« af det nyere, dvs. hovedsagelig det 19. årh.s udsættelser. Denne linie er nu forladt, - for første gang i nyere dansk salmehistorie. Dels er man ikke længere lige stærkt interesseret i den kormæssige sats, og dels har man søgt at harmonisere de enkelte melodier efter deres egen stil, altså efter mere alsidigt orienterede retningslinier. Denne udvikling er i og for sig meget glædelig. Orgelledsagelsen til salmesangen er i de senere år kommet stærkere og stærkere i søgelyset, og har også herhjemme ført til en række eksperimenter, der dog langt fra har givet noget endeligt resultat. Koralbogen afholder sig klart fra eksperimenter i moderne stil og søger blot at tjene et mere flydende tempo ved en lettere, og ofte mere »visepræget« sats. Man kan næppe sige noget til, at 4-stemmigheden er fastholdt som princip; koralbogen skal jo være en slags grundbog i salmeharmonisering og må derfor holde sig til den 4-stemmige sats som øjeblikkets grundform. Det må siges straks, at bestræbelserne mange gange har ført til forbedringer i koralbogens satser. Men på den anden side ser det ud til, at udgiverne ved at fjerne sig fra den hjemmevante sats undertiden har fundet det formålstjenligt at anbringe »forbedringer«, der viser sig at være det modsatte. Når man nu engang opgiver den enhedsprægede koralsats, kunne det være gjort konsekvent og uangribeligt ved at bringe originale eller samtidige satser overalt, hvor det havde været muligt. Herved var koralbogen blevet et kompendium for skiftende tiders satsmåde til uvurderlig gavn for os organister, der indtil dato er blevet opdraget i en stærkt »renset« og derfor meget uniform satsstil.

Tendensen til at bringe originale eller i hvert fald samtidige satser til koralbogens melodier findes da også ganske umiskendeligt. Det er dog kun de melodier, som specielt er skrevet til denne koralbog (og evt. til 130 mel.), der konsekvent bringes i de originale, dvs. komponisternes harmoniseringer. For det andet stof, såvel det ældre som det specielt danske romantiske, gælder det, at harmoniseringerne kan være mere eller mindre modificerede og undertiden helt selvstændige, »for udgiverens (?) regning«, som revisionsberetningen udtrykker sig. Det skulle dog være muligt at afgøre alene ved hjælp af revisionsberetningen, om de enkelte harmoniseringer er helt originale, modificerede eller frit formede. Revisionsberetningen har imidlertid netop her, hvor den kunne få den største aktuelle betydning for kirkemusikerens arbejde, sin svageste side. Det står ikke rigtigt klart, hvornår ændringerne i harmoniseringen betragtes som værende så ubetydelige, at de blot forties (f. eks. ved nr. 3), og hvornår rettelserne regnes for så betydningsfulde, at de bogføres som »ubetydelige« el. lign. i revisionsberetningen. Man må finde sig i, at der af ogtil kan løbe fejl med, f. eks. når en sats af Schein betegnes som original, skønt den er reduceret fra 5-stemmighed til 4-stemmighed og derfor navnlig på eet sted lyder noget mærkværdig (nr. 68), men man kan næppe være helt tilfreds med revisionsberetningens vage terminologi m. h. t. harmoniseringerne iøvrigt.

En gennemgang af harmoniseringen, sådan som den har kunnet foretages indenfor den korte tid, der stod til rådighed, synes at vise mig, at det specielt danske, romantiske stof overvejende findes i renere, dvs. historisk mere korrekte harmoniseringer hos Bielefeldt end i Den Danske Koralbog. Jeg havde langt fra ventet, at den nye koralbog således ville blive en æresoprejsning for den stærkt forkætrede halvthundredeårige samling! Et af de alvorligere eksempler er efter min mening Weyses »Jeg kender ham, hvem jeg har overgivet« (nr. 205), som hos Bielefeldt findes meget nær originalformen, mens den i »130 melodier« findes i en »kirkeliseret« udgave, som --- uanset hvad man ellers kan mene om denne ting - giver udtryk for en ganske bestemt holdning. Nu finder vi nærmest en bastardform mellem 130 mel. og Weyses originalsats under betegnelsen »harmonisering Weyse, lidt ændret«, resultatet forekommer mig at være en ganske utilladelig forringelse af Weyses fornemme sats.

Et åbent spørgsmål er den behandling, som Zincks udsættelser har fået i koralbogen. Ingen af Zincks melodier kan findes i originalsatser, og harmoniseringerne svinger fra selvstændig udformning til en udsættelse »væsentligt efter Zinck«, undertiden med overtagelse af een enkelt linie fra Zinck. Kunne man ikke have vist Zincks samling lidt mere hensyn?

For mange kom det som intet mindre end et chok, at end ikke Laubs harmoniseringer er gået ram forbi. Atter her gælder det, at hvad man end mener om Laubs værk, så burde hans indsats kunne fremgå i en noget renere skikkelse end det er tilfældet. Ikke blot er der rettet i nogle af hans udsættelser, der er skrevet til på forhånd givne melodier, men undertiden antastes Laubs satser til egne melodier. Denne fremgangsmåde fører langt fra altid til en forbedring af helhedsbilledet. Man kan studere forholdet ved at sammenligne Laubs egen og udgivernes nye udsættelse i de saliner, der hos Laub oprindeligt havde unisone vendinger, og som nu i et vist omfang er gjort 4-stemmige.

Der kunne skrives en hel afhandling om den rettede harmonisering til »Som et stille offerlam«, der sætter Laubs 3. linie som første linie, uden at bemærke at harmoniseringen her simpelthen var ment som kontrast til den 1., oprindeligt unisone, linies »underforståede« harmonisering. Der er gjort gældende, at harmoniseringen af unisone vendinger hos Laub blot er foretaget for at bryde ensformigheden i lange salmer med mange vers. Dette argument kan vel ikke bringes i anvendelse her, da hele salmen kun består af eet vers!

Hvor viljen til en lettere, mere visepræget harmonisering har ført til rettelser, der synes at virke imod hensigten -- og dette sker desværre ikke helt sjældent - skyldes det i reglen en svigtende følelse for sammenhængen mellem det rytmiske og det harmoniske. Se blot på begyndelsen af »Jeg ved et evigt himmerig« (nr. 215) eller ,»Nu bede vi den Helligånd« (nr. 306), hvor akkorderne nu medfører en katastrofal bremsning af det rytmiske forløb, medens Laubs udsættelser netop gennem egnede akkordskifter formår at understrege en flydende rytme. Alt for ofte møder man iøvrigt harmonigentagelser henover taktstregen, der virker hemmende for melodiens bevægelse. Blandt de frie harmoniseringer af det nyere stof undrer man sig især over »Du Herre Krist« (nr. 83), hvis stillestående begyndelse afløses af en overmåde krydret slutning, - som forsøg på en improviseret salmeledsagelse kunne den måske passere i et enkelt vers, men som grundharmonisering kan den næppe akcepteres.

Det bør dog atter understreges, at Den Danske Koralbog indeholder mange gode enkeltheder, såvel på det melodiske som på det harmoniske område. At den alligevel er blevet så ujævn, som tilfældet er, synes mig at vise een væsentlig ting: Den må tages som et vidnesbyrd om, at tiden for en samling, der med større ret kan bære navnet »Den Danske Koralbog«, endnu ikke er inde. Situationen er simpelthen for lidt afklaret herhjemme, og der råder endnu så stor usikkerhed indenfor spørgsmål som salmerytme og harmonisering i en instrumental og eventuel mere tidspræget stil, at end ikke vore to største kirkesangskapaciteter har kunnet manøvrere sig helskindet igennem. Resultatet synes derfor at vise, at den fuldstændige koralbog burde have ventet noget, i det inindste i nogle år. I mellemtiden kunne man have klaret sig ved hjælp af et foreløbigt tillæg ved siden af de eksisterende koralbøger, som vi nu alligevel ikke bliver fri for, da. Den Danske Koralbog har udskudt en del stof, der dårligt kan undværes i de enkelte menigheder. Et koralbogstillæg havde efter min mening haft bedre chancer for en afklaring af den øjeblikkelige kirkemusikalske situation end den store koralbog.

Blandingen af godt og ondt har sine store farer: vil det gode mon kunne hævde sig, når det sættes ved siden af kirkemusikalsk »kulørt« stof og valget gives frit til alle og enhver? Vi må håbe, at den kommende udvikling trods alle farer vil føre til en stadig højnelse af dansk kirkemusik gennem et skønsomt og målbevidst udvalg af det brogede stof, som vi nu har fået. Lad os kun bruge det bedste og lad os bruge det godt!