Musikalier

Af
| Årgang 29 (1954) nr. 06 - side 126-128

Musikalier

AF Hans Erich Apostel er fire iiistrunientalværker og en korsang fremsendt til anmeldelse. Apostel, der er født i 1901, blev i en alder af 20 år elev af Arnold Sch Bnberg og Alban Berg, altså netop på den kritiske tid, hvor Selibnberg efter adskilli,,re års tavshed var i færd med at »,-føde« sin dodekafone kompositionsmetode efter tolvtonerækker, hvilket skete 1922-23. Således opfostret indenfor wienerkredsen o,,, med førstehåndkendskab til den atmosfære, i hvilken de første egentlige tolvtoneværker blev til, står han naturligvis selv i sin kompositoriske skaben klart tinder disse betingelsers indflydelse, ja man undres snarere over den frihed, hvormed lian fører de pågældende ideer ud i livet. Apostel mener ikke, at fastholdelsen af en bestemt række som grundlag for en given koniposition nødvendigvis medfører, endsige garanterer den såkaldte dodekafozziske rigtighed, og derfor betjener han sig ikke af tolvtonerækker, men af tolvtonekomplekser, hvor rækkefølgen af de enkelte toners indførelse bestemines af de melodiske og harmoniske betingelser, der i hvert givent øjeblik er til stede; når man hermed sammenholder, at Apostel er steerkt influeret af Schånbergs øvrige teorier om musikalsk detailfornining, bliver det klart, at lian på sin måde opnår en større frihed i den nielodiske v«,-iriatioii, som er en vigtig faktor; og man skal nok være varsom i-ned at nægte, at dette, den rette behandlin-, af variationsinomentet i formopbygningen indenfor tolvtonekomplekser, er et meget centralt, måske netop det mest centrale punkt i den teoretiske formulering af en dodekafon sats.

De fem nedenfor onitalte værker er alle udkoniniet på Universal Edition A. G. Wien i 1952 og 1953.

Quartett (fløjte, klarinet, horn og fa-

got) op. 14. (Part.).

Kvartetten er det stykke, som i sin klanglige og formelle opbygning står i største g-,,æld til Schóiiberg. Det ret omfattende femsatsede værk er med sin komplicerede satsstruktur nok v,-,,inskeligt at følge for den utrænede lytter; men undertegnede er ikke i tvivl om, at enhver som får lejlighed til at lære det nærmere at kende, vil komme til at holde af det og gang på gang vil vende tilbage til de fine musikalske tanker, der finder så plastisk udtryk i de fire blæseres subtile konversation.

Sonatine (fløjte solo) op. 19 a. (klarinet solo) op. 19 b. (fagot solo) op. 19 c.

Af de tre sonatiner er de to første formelt skåret over den samme læst. Den fuldstændige melodiske frihed, som arbejdet med soloblæsere giver, har i begge inspireret komponisten til et ret indgående motivkombinationsarbejde, som imidlertid forekonimer en snitile koldt; nodvendiglieden og resultatet deraf synes ikke ganske indlysende. I begge (le langsomme satser er (ler dog fine eksempler på meloflisk variation. Fagotsonatinen, som sikkert er den værdifuldeste i musikalsk henseende, er lidt anderledes formet, det melodiske er skønnere o- fornemmes mere ægtefølt, motivkombinationerne synes mere vellykkede og formålstjenlige, og værket som hellied meddeler sig mere inderligt til tilhøreren.

5 Bagatellen (fløjte, klarinet og fagot)

op. 20. (Part.).

Som en aflægger af de tre sonatiner har Apostel skrevet sine bagateller for de samme instrumenter - samtidig. Også her kan man fryde sig over hans fornemme variationsteknik, men det rent konstruktive element i formningen synes på visse steder at tage overhånd til ugunst for den musikalske strøm. Som ~itlen antyder, er det ikke stor musik som blæserkvartetten, men en bagatelkunst, som sikkert vil kunne være til glæde for mange.

Es waren zwei K,5nigskinder. Variationer for bl. kor a capelia. Op. 10 n r. 3.

Helt udenfor de lige omtalte instrumentalværker står der en bedrøvelig og noget sentimental vise til en temmelig almindelig melodi i (len gængse tyske Volkslied-stil, som her er valgt til en gennemkoniponeret, strofisk varieret korudsættelse. Variationsmonientet består i, at den klan-flige o-, harmoniske baggrund skifter fra strofe til strofe, og i at direkte tale udføres af en solist, mens selve melodien lades uantastet. Såvel denne soni Apostels forskellige harmoniseringer af den er holdt strengt indenfor funktionstonale rammer, og man i-nå beundre komp~onistens harmoniske opfindsomhed. Hele den triste historie, som ender med, at begge kongebørnene lider druknedøden, klinger overordentlig sødt og »kormæssigt«, men virker unægtelig også noget vammelt på den, der godt kan stå for den sødladne, klangmættede korstil, som kom op med romantikken, og som lyder »noget så gribende«.

ANTON WEBERN: Symphonie Op. 21. - Universal Edition A. G., Wien. Cop. 1929. (Partitur).

Nok var Webern blandt de radikaleste af Arnold Schónbergs personlige elever, men han udformede dog den dodekafone kompositionsmetode på en så personlig måde, at han indtil denne dag synes at være den eneste tolvtonekomponist, indbefattet mesteren selv, der stilistisk kan siges at have dannet skole. Den specielle Webern'ske stil,som denne symfoniforkammerorkester er et sigende eksempel på, er blevet betegnet som »punktmusik«I hvilket siger no,,,et væsentligt, men naturligvis ikke alt om stilen. Om egentlig melodik kan man dårligt tale, da intervallerne for det meste er så store, at intervalspændingen går tabt, og tonerne ustandselig gives over fra det ene instrument til det andet; det rytiniske forløber i en jævn flydende strøm uden noget udpræIget pulsslag, og de få akcenter, der optræder i den ellers pppreegede sats, er for det meste »skæve«. Naturligvis er musik, der er så godt som stillestående i såvel melodisk som dynamisk henseende, kun egnet for korte forløb og de deraf følgende små former, og Webern excellerede da også i musik, der knapt var begyndt, før den var forbi. Når denne symfoni med sine to satser spiller i 10 minutter, må den derfor betragtes som ret udstrakt; men både første og andet afsnit af den to-delte første sats repeteres da også!

,Musikkens positive egenskaber må søges i den fordel, komponisten drager af det stillestående; når man hører sådan musik, er det, somom tiden står stille, og komponistens opgave bliver da at mætte dette fastholdte, sitrende nu med nuancerig og ægtefølt skønhed. Det er bedst lykkedes Webern i 1. sats, som er overordentlig følsom musik, og som virkelig formidler en fornemmelse af det ev Ule nu. 2. sats er tema med variationer og således alene i kraft af formen af fremadskridende karakter, men også her er følelsen af det skælvende-stillestående fastholdt i hver enkelt variation. Med alle de forbehold, der må tages overfor billedsprog anvendt på musik, kunne man sige, at musikken er som en kolibri, der flyver fra blomst til blomst og holder sig svævende sitrende over hver enkelt, mens den suger honning. Det er en verden, der er indeholdt i disse få, lavmælte takter. im.

Schuberts klaversonater

Fjorten af Schuberts 22 klaversonater --- alle de fuldførte samt to fragmentariske og én uden finale - er udgivet i to smukt stukne bind af Universal Edition, Wien. Revisionen efter autografer og førstetryk er foretaget af Erwin Ratz, og forlaget lover udsendelse af et »Ergånzungsband« med de resterende otte helt fragmentariskesonater.

Udgaven nærmer sig en »Urtext« så meget, som en omhyggelig revision uden Bessermacherei og med gode fingersætningsforslag kan gøre, sådan at den til fordel for de en overgang så højt besungne »Urtext«er er praktisk anvendelig for almindelig dødelige klaverspillere. Og hvad der dol, er at finde for disse heri af udødelige wieneriske melodier, charmerende og overraskende harmonigange! - Denne samling er et rent overflødighedshorn af geniale schubertske vendinger. Men er ånden end nok så redebon, vil kødet (fingrene) vel for mange vise sig at være skrøbeligt. På Schuberts tid var nemlig klavererne af en noget anden beskaffenhed end de moderne instrumenter, knap så klangfulde men langt lettere at anslå og ikke så sensible overfor anslaget.

Den udstrakte anvendelse af oktavpassager, som kan give den nutidige klaverspiller mange bekymringer, er sikkert i høj grad betinget dels af det lettere anslag, dels af de gamle instrumenters mere beskedne klangfylde. Det er forhold, der har præget datidens klavermusik med dens rige passageværk, hyppige episoder af akkordrepetitioner og fyldige akkompagnenientsfigurer. De samme fænomener finder man i rigt mål f. eks. i Webers klavermusikl og begge komponister m. fl. lignende har i mange år været talrige hjems musikalske husprofeter.

Når Schubert-sonaterne er gledet temmelig stærkt i baggrunden for vor tidsklaver-amatører til fordel for Mozart, den lettere Beethoven og Bach, skyldes det sandsynligvis de tekniske vanskeligheder, som- man ikke let overvinder på de i-noderne kla~ verer. Man skal idag kunne klaverspillets kunst mere end til husbehov for at komme om ved Schuberts sonater med den lethed og, klanglige finfølelse, som er nødvendig for at give dem den rette stilkarakter. Men er en klaverspiller så overlegen, at han kan, er det muligt for ham at få Schuberts klavermusik til at klin-,e skønnere end på tidligere tiders instrumenter, hvoraf den er skabt. - Takket være Otte Erich Deutsch's for få år siden udsendte tematiske katalog over Schuberts værker (J. M. Dent & Sons Ltd., London 1951) et arbejde i lighed i-ned Kåchels Mozart-fortegnelse - kan det nu lade si-, gøre at ordne sonaterne kronologisk, så man herigennem kan følge, hvordan Schuberts klaverkunst udvikler sig fra den første sonate i 1816 til den sidste fra dødsåret 1828, i løbet af de få år, Schuberts geni stod i blomst. I et fyldigt forord gør udgiveren rede for Schuberts klavermusik som for de enkelte sonater efter tur. Tidligere har man forsøgt at fuldføre de sonater, der fra Schuberts hånd kun er bevaret for efterverdenen i fragmenter. Denne freingangsmåde tager udgiveren forståeligt

nok stærk afstand fra. Hvor en hel sats mangler, som i den første E-dur sonate, står fragmentet urørt, og udgiveren strækker kun så vidt, at han i As-dur son-aten nr. 5 (1818) fuldfører første sats, der kun er overleveret til slutningen af gennemføringen, med en ganske regelret reprise, trykt med stiknoder, så satsen kan spilles til ende på en nogenlunde tilfredsstillende måde. I tilfældet C-dur sonaten nr. 8 (1825) lader han finalerondoen forblive en torso.

Revisionsarbejdet er overalt gjort med smag og tilbørlig pietetsfølelse. fsp.