Kritik

KRITIK

OP É RA CO MI Q U E

HOFFMANNS EVENTYR

Som Indledning i Teatret Opéra Comique's Program skrives der at Teatret vil søge at blive Virkefelt for det stadig voksende Antal af danske Kunstnere -

Sangere, Sangerinder og Musikere - der som Følge af de indskrænkede Operaforhold ved Det kgl. Teater savner et Virkefelt, hvor de kan faa. Lov til at arbejde oer udvikle deres Evner. Og Teatret haaber ved at opføre Operaer og Syngespil der spænder over Komponister fra Offenbach og til Mozart at blive den Faktor i Hovedstadens Musikliv vi længe har savnet.

Et bedre Program for et Operateater kan vanskeligt tænkes, og der er vel ikke Tvivl om, at det - i hvert Tilfælde

indenfor de yngre Kunstnerkredse, vil blive modtaget med Glæde. Om selve Realisationens Resultat er det endnu vanskeligt at udtale sig, dertil har Operaen ikke haft Lejlighed til at virke længe nok.

11

Det er jo som bekendt en umulig Sag paa 3 Uger at stille en fuldt ud konkurrencedyl,til, Opera op, ved Siden af en der har de mange Aar for ikke at tale om Erfaringer bag si,. Naar Resultatet alligevel blev rigtigt udmærket o, ,,av de bedste Løfter for Fremtiden saa skyldes det sikkert den Energiudfoldelse o "" Tro paa et godt Resultat, som kun er de unge givet at kende (naar en Tonekunstner bliver ældre - jeg har det bl. a. fra afdøde Victor Bendix - saa stiger Nervøsiteten for ikke at udfylde sit Parti godt nok - de unge faar selvsagt lettere ved at folde sig ud, da de har mere at vinde - mindre at tabe).

Som sagt blev det Gevinst paa mange Punkter og jeg er ikke i Tvivl om, at Opéra Cornique nok skal komme til at fylde sin

Plads naar Orkester og Personale faar samarbejdet sig i Løbet af Sæsonen.

Men lad os nu se lidt paa Aabningsforestillingen »Hoffmanns Eventvr«, der gik over den desværre meget lille Scene i en vel tilrettela,t Iscenesættelse ved Aaae Garde, der paa aldeles ypperlig Maade havde formaaet at samle de forskelli,.,e Billeder til en Helhed, der virkede overbevisende. Et Resultat der tildels blev opnaaet, ved at lade forskellige af Hovedpersonerne optræde i let kendelige Forklædninger, og saaledes understrege en Art Eventyrets Drømmeverden. Dekorationerne virkede desværre meget svage og helt gode var ingen selv om Kælderen var ret Lilforladelig. Ved andre Forestillinger bor Teatret give Dekorationsoplaven til en Maler, der er i Besiddelse af meget mere Sans for saavel det dekorative som plastiske. Ligeledes bør et bedre Belysningsanlæg fremskaffes. Musiken under Holger Prehn gik sikkert, men noget usmidig, o- selve Klangen var ikke nær afstemt eller afskygget, nok; men det hører til de Ting, som sikkert af sig selv vil give sig, efter som Sæsonen skrider frem.

Hovedpartiet (Hoffmann) blev sunget af Studentersangeren Poul Knudsen, der paa Forhaand unddrog sig enhver Kritik, ved at være saa hæs, at det var øjensynligt, at han kun med det yderste Besvær kunne gennemføre sit Parti. Man bor foreløbi, g

nøjes med at anerkende den Opofrelse der laa i at redde Teatrets Aabningsforestilling; men det var samtidig meget uklogt ikke at udsætte Premieren til han var rask, thi det siger sig selv, at det maa blive en Lidelse af den anden Verden at høre Hovedpartiet saa elendigt udført, og samtidig forrykker det Totalindtrykket. De øvrhæ mandffiæ Par-tier blev ret smukt udført af Ejnar Jensen, Paul Weinreich (i en udmærket formet Tjenerskikkelse), samt Otto Hånschell; men over dem alle straalede Henry Skjær som en Sol. Det var simpelthen en Orenlyst at høre denne talentfulde Sanger. Fra de dybeste Toner og til det høje Gis i Arien fra 2. Billed tonede hans Stemme med en sjælden Vellyd, o,,, skuespilmæssigt var hans Præstation aldeles fortræffeligt anlagt og vil blive endnu bedre naar Pauserne udfyldes i-ned Spil. Man kom til at tænke paa hvor fortræffelig en Scarpia han vilde blive for Det kgl. Teater. Mary Alice Therp var ligeledes ganske fortræffelig, Skikkelsen var formet med Poesi oa ædel Ynde. Alene for disse' to. Præstationer er Stykket værd at se. Kirsten Rom har en udmærket Stemme; men virker lidt ens i de Partier hun efterhaanden har suncet. Helt udmærket derimod var Marie Louise Møller i Dukkens Parti - spillede, sang udmærket og saa tilogmed henrivende ud.

Helge Bonnén.

DET KGL.TEATER

I Liden Kirsten havde den unge San~,er Chr. Ottosen en ret ,od Debut som Sverkel. Stemmen er i piano ganske køn, men i forte faar den let en ubehagelig Klang. - Othello fik ved sin første Opførelse i deilne Sæson en ganske fortræffelig Udførelse. Orkestret spillede med Fyr og Flamme under Georg Høeberg, og i Hovedpartierne var Tenna Frederiksen og Niels Hansen aldeles ovenud. I det Hele taget hører Othello til Det kgl. Teaters bedste

Forestillinger.Vikar.

TOSSY SPIWAKOWSKY

Den nye Koncertsæson indledede, som den forrige sluttede - Violinspillets Tegn. Denne Gang var det blot ikke Vidunderbarnet Schneiderhan, men den modnede unge Kunstner Tossy Spiwakowsky, der gennem Pa«,aninis Violinkoncert aabenbarede os sit Talent. Nægtes kan det da heller ikke, at der var mere Glans og Hold~ ning over Spiwakowskys Udførelse - men til Gengæld knap saa meget af den umiddelbare Musikglæde. Nu skal det villigt indrømmes, at Fremførelsen af dette og lignende nocet forslidte Bravournumre vanskelig kan forme sig som en musikalsk' Oplevelse - maatte det dog engang komine dertil, at Publikuin forlangte andet og rnere af en Violinvirtuos end blotte ,,Virtuosnuinre~~. Tossv SPiwakowskv tillod si,-, forøvrigt denne Gan, en lille Aistikker i nd i det moderne; men desværre var de valgte Stykker saa nogenlunde indenfor nævnte Genre. Ernest Bloch, den schweltzisk~amerikanske Komponist, der saa vidt vides ved denne Lejlighed hørtes for første Gang herhjemme, var ikke særlig godt repræsenteret med kun ét af de tre Stykker, hvoraf ,Baal Schem,, bestaar. Det valgte Stykke laa for nær op ad Max Bruch til at interessere. Szymanowsky's Nocturne og Tarantelle var af større Virkning, men Komponisten syntes noget hæmmet i sin Selvstændighed af den bundne Form. Dog fornægtede Szvmanowskvs frodige Fantasi og spirituelle Skrivemaade sia heller ikke i dette Stykke.

I denne Afdeling gjorde Spiwakowsky's fortrinlige Ledsager paa Klaveret, Gu n n ar J o h a n s e n, sig særli g gældende. Ofte havde man endog Fornemmelsen af, at Johansen med største Lethed fandt det fyldestgørende musikalske Udtryk. I det hele taget virkede hans Frasering velgørende prægnant. Dette være ikke sagt i Spiwakowsky's Disfavør, men kun for at fremhæve, hvilken fortræffelig Kunstner v. har i Gunnar Johansen. De to stod forøvrigt udmærket til hinanden - begge glimrende udrustede og passionerede Musikere. Med et lødigere og bedre afstemt Program vilde de kunde have beredt os en ualmindelig Aften I

Brieghel-Miiller.