Moussorgsky

MOUSSORGSKY

AF GUSTAV HETSCH

MODESTE PETROVITSCH MOUSSORGSKY fødtes den 16. (28.) Marts 1839 paa et Gods, hans Fader ejede, i Landsbyen Karevo, i Guvernementet Pskow. Familien tilhørte den saakaldte »lille« Adel. Han voksede op ude paa Landet, midt i den jævne Befolkning, hvad der senere blev af den største Betydning for ham. Hans Biograf Stassov skriver: »Hans Værker viser en Ægthed, en Personlighed, der kun kunde findes hos en Kunstner, der var født imellem Folket, og som selv havde hørt, set og følt alt det, han satte sig for at skildre.« Af sin Amme lærte han de russiske æventyr, som tidt holdt ham vaagen om Natten, og som han søgte at give musikalsk Udtryk paa Klaveret, skøndt han da endnu ikke havde ringeste Begreb om at spille.

Man har her den første Spire til nogle af de allervigtigste Træk i hans Kunstnerfysiognomi: den levende Fantasi, hans Iagttagelsesævne og Trangen til at gengive sine Indtryk i Toner.

Han fik senere Klaverundervisning i St. Petersborg og blev hurtig en fortræffelig Pianist. 13 Aar gammel blev han Elev paa Garde-Fændrik-Skolen, men lagde ikke derfor sine Klavertimer paa Hylden. Han begyndte nu ogsaa at komponere, men havde foreløbig ikke Anelse om, hvorledes han skulde bære sig ad med det. Samtidig erhvervede han sig gode Skolekundskaber, lærte Tysk og Latin og kastede sig en Tidlang lidenskabeligt over tysk Filosofi. Ogsaa den gamle græsk-katolske Kirkemusik optog ham den Gang stærkt, hvad der siden hen kom til at sætte Spor i hans Værker (Boris Godunow« og »Khovanchtchina).

Efter at have gaaet paa Skolen i 4 Aar kom han ind i det fornemme Preobrajensky-Regiment, og samtidig gjorde han Bekendtskab med den 5 Aar ældre Alexander Borodin, der da - skøndt optaget af sin Lægegerning - allerede var en helbefaren Musiker. Moussorgsky var, ifølge Borodins Beskrivelse, den Gang en ualmindelig elegant ung Mand, Typen paa den fuldendte Officer, lidt lapset og lidt affektert i sit Væsen. Man vidste, at hans Hu stod til at dyrke Musik, men ingen regnede ham i den Tid for mere end en distingveret Amatør og tænkte sig heller ikke, at han nogensinde vilde kunne blive andet. I »Salonerne« underholdt han Selskabet med sin flotte Udførelse af »Trubaduren« og »La Traviata«, og Damerne kappedes om at finde ham »yndig«.

Men der skulde komme - og meget hurtigt - et Tidspunkt, hvor han blev vammel ved denne italienske Musik og opdagede Rigdommen i f. Eks. »Don Juan«. Det blev en Aabenbaring for ham, der indtil da kun kendte meget lidt god Musik og bl. a. slet ikke Glinka og Dargomyiski. Omgangen med denne sidste mærkelige Musiker fik den største Indflydelse paa ham.

Dargomyiskis Tanker om Musiken var nøjagtigt de samme som de, der laa og slumrede endnu hos Moussorgsky, og som senere skulde finde Udtryk i hans Værker og Udtalelser. En af Dargomyiskis Maksimer lød: »Jeg vil, at Lyden skal direkte gengive Ordet. Jeg vil Sandheden.« Hos Dargomyiski var det ogsaa, at Moussorgsky lærte at kende den russiske Musik, og dér traf han César Cui og den da kun 20-aarige, men allerede fuldt udviklede Balakirew, der snart efter blev den virkelige Fører for den Gruppe unge Kunstnere, der fornyede Ruslands nationale Musik.

Til Trods for, at Moussorgsky egentlig aldrig havde gjort noget for at tilegne sig Kompositions-Teknik, havde han stadig nu og da komponeret, men udelukkende i den »lettere« Genre. Det var først Balakirew, der gav ham lidt mere fast Grund under Fødderne paa dette Omraade, ligesom det var hos ham, han fik sin virkelige musikalske Opdragelse ved at blive fortrolig med Klassikernes og Romantikernes Værker - samt Glinkas og Dargomyiskis.

Under Balakirews Paavirkning og efter hans Tilskyndelse gav nu Moussorgsky sig til at komponere mere »regelret« end før og i større Former. Balakirew gennemgik med ham, hvad han havde skrevet, hjalp paa det hist og her og gav ham Raad m. H. t. Instrumentation. Saaledes naaede han saa vidt, at han i 1860 - altsaa da han var 21 Aar - fik en »Scherzo« opført i »det russiske Musikselskab« (under Anton Rubinsteins Direktion). Og han skrev til Sofokles' »Kong Oedipus« en Musik, hvoraf et Kor blev præsenteret Offentligheden.

Ved denne Tid aabenbarede han ogsaa i private Kredse et ualmindeligt Talent som komisk Skuespiller, Deklamator og Sanger. Disse Gaver, der er sjældne hos en Komponist, har sikkert været ham en overordentlig Støtte under hans Bestræbelser for i sin Musik altid at finde det mest ægte og naturlige Udtryk for Stemningen og Ordet.

Moussorgsky var nu kommen paa det Rene med, at han maatte blive Musiker, og den militære Løbebane, der forhindrede ham i at følge denne Trang, opgav han i 1859. Han arbejdede stadig med sin nære Omgangsven Balakirew, der var opfyldt af nye Tanker, som hidtil havde været Moussorgsky fuldstændig fremmede, men som optog ham mere og mere. Hans Maal blev nu at gøre sin Musik saa »sand« som muligt, og dette Maal tabte han aldrig siden af Syne, hvor store Vanskeligheder han end fik at kæmpe med: svære kunstneriske Anfægtelser, smaa Kaar og legemlig Svagelighed. Det blev saa meget mere brydsomt for ham at arbejde for at naa sit Ideal, som han stadig manglede den Hjælp, der ligger i en tilstrækkelig Kompositionsteknik; men han brød sig ikke en Gang om at erhverve det rent haandværksmæssige, som andre, selv ganske ligegyldige, Komponister raader over og klarer sig med. Man har endog paastaaet, at han tværtimod ligefrem med Vilje undgik at tilegne sig denne nedarvede Teknik!

Hans Kunst øste, baade hvad Indhold og Form angaar, af nye Kilder, og han mente derfor ikke at have Brug for, ja endog kun at kunne have Skade af, Fortidens Lære og Erfaringer. Han søgte ned til den russiske Folkesjæls Dybder og hentede der sin Inspiration. Hans Broder har en Gang skrevet om ham, at han »altid havde følt en særlig Sympati for vort Folk, vore Bønder; han betragtede den russiske »Muschik« som et sandt Menneske«. Derfor blev han ogsaa i Stand til, som endnu aldrig nogen havde gjort det, at synge, om »de fattige i Aanden, de pengeløse og de fortvivlede. Han brød sig ikke om at gøre »smuk« Musik; »det skønne« var for ham altid »det sande«. Hans eneste Ærgerrighed var: ved sin Kunst at skabe et tro Billede af Livet, uden at pynte paa det.

Det karakteristiske og det værdifulde i hans Værker skyldes da altid, for en Del i alt Fald, den Omstændighed, at, da han ikke kunde støtte sig til nogen traditionel Skrivemaade, maatte han i hvert enkelt Tilfælde skabe sit eget Udtryk. Men der var det særlige i hans Natur, at han var overordentlig modtagelig for Paavirkning fra sine Venners Side, fra den Kreds, han levede i. (Man ser det bl. a. af hans Omarbejdelse af »Boris Godunow« efter Omgivelsernes forskellige Raad.) Denne Paavirkning var nu i og for sig i mange Maader kun gunstig for Udviklingen af hans Kunstnerfysiognomi. Saaledes Dargornyiskis. F. Eks., naar Dargomyiski siger: »Min Tanke er, at man ikke bør reducere Musiken til blot en Leg, som Amatører kan have Fornøjelse af. Jeg vil Sandheden. Men det vil Folk jo aldrig forstaa,« saa er det jo akkurat det samme, Moussorgsky vil. Og dog skrev de to forskelligt. Da det kom til Praksis, stod Moussorgsky helt alene for sig selv.

Og hvad skrev han saa? Han komponerede sit Orkesterværk "En Nat paa Bloksbjerg«, en Række Sange, (bl. a. »Hopak«, »Trepak«, »Bondens Vuggevise", Samlingerne »Uden Sol«, »Barnekamret« og »Dødens Sange og Danse), Korværker og Klaverstykker, hvoraf det mest bekendte og ogsaa det betydeligste er Suiten »Udstillingsbilleder«.

En Tidlang opholdt han sig paa Landet og havde dér herlig Arbejdsro, men ellers boede han i St. Petersborg, hvor han havde faaet en underordnet ministeriel Stilling for overhovedet at have noget at leve af. Og kummerligt nok var det.

I 1868 tog han fat paa »Boris Godunow«. En Ven havde foreslaaet ham at benytte Puschkins Drama som Æmne for en Opera. Moussorgsky blev saa begejstret derfor, at han straks afbrød Arbejdet paa en komisk Opera »Giftermaalet«, han allerede var godt paa Veje med, og kastede sig over den nye Opgave. Han løste den paa et Aar og instrumenterede Vinteren 1869-70. Denne første Version af Operaen var adskilligt kortere end den endelige. Paa sine Venners Raad tilføjede han bagefter nogle flere Scener. Navnlig én Ting maatte rettes: i den oprindeligge Skikkelse var der ingen Kvinder i Operaen, Hovedpersonerne havde ikke nok at »synge«, og der var altfor mange Kor. Er dette Træk ikke betegnende for Moussorgsky, der ikke havde skænket disse praktiske, Teater-, specielt Opera-Hensyn en Tanke! Han strittede en Tidlang imod enhver Ændring, men maatte tilsidst give sig over og omarbejde. Førsteopførelsen fandt Sted 24. Januar 1874 paa »Maria-Teatret« i St. Petersborg og blev en stor Sukces. Allerede et Aar i Forvejen var 3 Scener blevet opført ved en Velgørenhedsforestilling og havde vakt den største Interesse. Moussorgsky var overvældet af saa megen Medgang. Men det blev ogsaa hans Livs eneste Glanstid!

Samtidig med, at »Boris Godunow« - der, kendt i København, ikke behøver nærmere Omtale her - kom frem, udgav Moussorgsky »Barnekamret«, hvis Originalitet beror paa, at han betragtede Børnene som smaa Væsner, og ikke som kun morsomme Dukker, et Legetøj for de Voksne. Det var ham let at sætte sig paa deres Standpunkt, gaa ind i deres Følelses- og Tankeliv, han, der selv var saameget af et Barn! Deraf den forunderlige Charme i disse Sange.

Men i de samme Aar (fra 1872) arbejdede han paa en anden Opera »Khovanchtehina«, som han Gang paa Gang forlod og vendte tilbage til; den voldte ham mange Kvaler, og han naaede knap at faa Klaverskitsen fuldført (Rimsky-Korsakoff instrumenterede den senere, ligesom han ominstrumenterede og »forbedrede« »Boris). Thi nu begyndte det for Alvor at gaa ned ad Bakke med Moussorgskys Helbred. Han følte sig syg, ene og ulykkelig, og ludfattig var han. Han blev bragt paa Militærhospitalet i St. Petersborg og døde paa sin 42-aarige Fødselsdag. Hans Venner stod ham trofast bi til det sidste, bl. a. Sangerinden Leonowa, med hvem han en Gang havde foretaget en - forøvrigt vellykket - Koncert-Tournée gennem Rusland. Man har længe ment, at han var død af Drik, og denne Opfattelse grundede man paa et Portræt, som hans Ven, den berømte Maler Rjepin havde udført, lige før Moussorgsky døde; det viser en af Udsvævelser og Alkohol ganske ødelagt Mand. De nyeste Oplysninger gør det imidlertid sandsynligt, at hans Død skyldes en Nyrelidelse.

Er det ikke forunderligt, at Moussorgskys Værker, af hvilke vel ikke ét er fuldendt og helt, trods al deres Ujævnhed og Kejtethed, alligevel har kunnet modstaa Tidens Tand, endnu kan lyse med en mystisk Glans, fængsle og betage, og at de har øvet saa stor Indflydelse paa Samtid og Eftertid ?

Forklaringen maa søges i, at de er saa oprindelige, saa ægte. Og det er et Eksempel, enhver Periode i Kunsten trænger til. Man har betegnet Moussorgsky som »Realisten« par excellence blandt Musikerne. Det er i alt Fald rigtigt for hans Sanges Vedkommende; som ingen før havde han af det Digt, der satte hans Fantasi i Bevægelse, uddraget alt, hvad der laa i det, fulgt dets Stemningsskiften med en sjælelig Smidighed, der endnu vel staar uden Sidestykke. For Udtrykkets Naturlighed og Ægthed ofrer han alt: »Formen«, Symmetrien, det gængse Skønhedskrav. Hans Lære, der bør lyde til alle Tiders Komponister, kan sammenfattes i hans egne Ord om, at man skal søge til »nye Kyster«. Fremad til ukendt Land, uden Frygt, til Trods for Uvejr, Skær og Revler!

Den, der taler saaledes, vil altid have de Unge med sig og selv aldrig blive gammel.