Musiklivet i Sovjetrusland

Af
| DMT Årgang 3 (1927-1928) nr. 01 - side 2-16

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

MUSIKLIVET I SOVJETRUSLAND

AF PROFESSOR EUGEN BRANDO

INDLEDENDE HISTORISKE BETRAGTNINGER

MUSIKKEN er et af de yngste, men til Gengæld ogsaa frodigste Skud paa vor Kultur. Af alle Samtidens musikalske Frembringelser er det de russiske Musikværker, som har størst Interesse i Udlandet, og Navne som Tschaikowsky og Moussorgsky er kendte og skattede af alle Musikelskere fra Tokio til Lissabon, medens russiske, udøvende Kunstnere er velkomne paa alle vesterlandske Koncertpodier. Imidlertid har den russiske Musik maattet kæmpe længe for at blive anerkendt af den offentlige Mening. Opstaaet i et Land, der var tilbage med Hensyn til Civilisationen, har den resolut og uden Tøven udnyttet de mest fremskredne Landes nyeste musikalske Erfaringer, alt medens dens Teknik har været i Udvikling. Selvom den var henvist til en enkelt og ensartet Klasses Støtte, ligesom i Vesteuropa, saa var den dog forholdsvis udbredt i den store Befolknings forskellige Samfundslag.

I Modsætning til den vesterlandske Musik og navnlig den tyske, som for længst, har brudt med Folkesangen, saa har den russiske Musik lige indtil nu støttet sig til denne. Den Mening, som Wagner hævdede i sine revolutionære Kompositioner fra hans Ungdom, nemlig, at en Komponist i Virkeligheden kun udtrykker de musikalske Værdier, som bor i Folket passer udmærket lige indtil vore Dage paa den russiske Musik.

Kunstmusikken, hvis Udvikling hænger nøje sammen med Samfundets hele Tilstand, har lige fra Begyndelsen været underkastet en stærk Paavirkning fra Vesteuropa, hvorfra den ogsaa har hentet sine Forbilleder. Det var næppe andre end de højeste Samfundslag, som havde Sans for denne Musik, og det skyldtes endogsaa paa den ene Side Efterligning af det vesteuropæiske Aristokrati og paa den anden Side den Pragtudfoldelse, som havde karakteriseret det russiske Hof siden det 17de Aarhundrede. Af disse Grunde var Operaen den første, musikalske Udtryksform, som naaede en vis kunstnerisk Fuldendelse, og som bedst svarede til Statens Interesser. Men til Trods for dette var de første Operaer, som blev spillet i Rusland ikke skrevne af Russere, men først af Italienere af den neapolitanske Skole (Arraja, Galuppi, Cimarosa, Paesiello), som til forskellige Tider kom til det russiske Hof, og dernæst af Franskmænd. De russiske Mestre, som stræbte efter at give deres Kunst et nationalt Udtryk, kom ikke til Orde før ved Slutningen af det 18de Aarh. De egentlige Skabere af den russiske Opera tilhører det 19de Aarh. Det var i Virkeligheden i Begyndelsen af det 19de Aarh., da Oprørstendenserne, som skyldtes Paavirkninger fra de Ideer, der laa til Grund for den franske Revolution, begyndte at brede sig mellem de aristokratiske Officerer og kom til Udbrud i December-Revolten 1825, at der af den aristokratiske Klasse udgik en Række Komponister, som ganske vist var utilstrækkelig forberedte, hvad den tekniske Uddannelse angaar, men som anstrengte sig for at udnytte de Skatte, som laa gemt i Folkesangen, eller som i hvert Tilfælde stræbte efter at nærme sig denne. Selv om Rusland paa Webers og Schuberts Tid ikke kunde fremvise Operaer og Romancer, som stod Maal med »Freischütz« eller »Erlkönig«, saa man dog henimod 1820, i det mindste mellem de musikelskende Dilettanter, gunstige Betingelser for Udviklingen af en national Tonekunst. Michael Glinka (1804-1857) som levede paa en Tid, hvor den russiske Stat var under Konsolidering ganske som den kulturelle Udvikling, har været den første russiske Mester, som ejede et teknisk Haandelag, der stod paa Højde med de vesterlandske Komponisters. Paa denne Tid begynder ligeledes at danne sig en Kreds af Tilhørere, som bestod, ikke alene af de rige Mæcener, men ogsaa af Repræsentanter for det oplyste Aristokrati og af de mere fremtrædende inden for Borgerskabet. Det vilde ikke være nøjagtigt at sige, at Glinka er uden Forbindelse med Udviklingen af den øvrige, samtidige, russiske Musik. Han var omgivet af en Række Musikere, som han imidlertid fuldstændig har fordunklet, og hvis Navne først kommer for Dagen ved nyere historiske Undersøgelser. Disse Navne har for øvrigt ingen Interesse for fremmede Læsere. Mellem Glinkas Arbejder maa nævnes hans anden Opera »Russlan og Ludmila«, som er skrevet under Indflydelse af Weber ja selv Mozart, men alligevel staar ganske frit, takket være sin melodiske Rigdom, og som har været opført paa adskillige Scener i Vesteuropa. Ouverturen og de orientalske Danse fra denne Opera staar ofte paa Programmet ved Koncerter i Tyskland.

Det brede Vingefang og den betydelige, kunstneriske Værdi, som præger Glinkas Arbejder, laa i Virkeligheden over den musikalske Kultur, som det daværende Publikum var i Besiddelse af. Dette er Grunden til, at den russiske Musik fra Midten af det 19de Aarh., som Følge af sine hastige Fremskridt, hurtigere vandt Forstaaelse i Udlandet end hjemme i selve Rusland. Den russiske Musiks sørgelige Skæbne før Revolutionen bestaar netop deri, at den russiske Kunstner som Følge af sine Omgivelsers utilstrækkelige Egenskaber, ikke kunde skrive for dem, der burde have været hans Tilhørere. Den russiske Musik, der var opstaaet som en uafhængig Skole i den første Halvdel af det 19de Aarh., har kun øvet en begrænset Indflydelse paa det intellektuelle Aristokrati, ligesom ogsaa kun paa en ringe Del af de øvrige Samfundslag. Borgerskabet, som Samfundsklasse, var endnu ikke stærkt nok til at bære den russiske Musik. Denne Afhængighed af en Landadel i Opløsning med dens bureaukratiske og aristokratiske Atmosfære har tynget stærkt paa Musiklivet. Den har i lange Tidér hæmmet Dannelsen af en virkelig skabende Skole med en fuldendt teknisk Uddannelse og med talrige, udøvende skabende Kunstnere. Denne Mangel paa en stor Tilhørerkreds havde en dobbelt Følge: paa den ene Side Tilegnelse af de almindelige Udtryksformer i Vesteuropa (Rubinstein, og delvis Tschaikowsky), og paa den anden Side Sammenslutningen mellem Borodin, Moussorgsky og Rimsky-Korsakoff, som dannede et mægtigt Trekløver, og som sluttede sig til den herskende Klasse, med hvilken de socialt set var forbundne, og som tilfulde forstod det inderste i Folkesangen, der er et musikalsk Udtryk for sociale og kulturelle Tilstande. Den vesterlandske Indflydelse og Dyrkelsen af Folkesangen har saaledes præget den russiske Musik før November-Revolutionen og har fremkaldt de mærkværdigste Vækster, hvad enten man nu skal nævne Skriabins Symbolisme eller Strawinskys straalende Musik, som fremkalder Mindet om Landsbymarkedets Marionetteater, eller man skal nævne Prokofieffs raa Nyklassicisme.

Indtil 1914 tiltrak den russiske Musik sig hele den vesteuropæiske Kulturs Opmærksomhed, Moussorgsky, Tschaikowsky, Borodin, Glazounow, Strawinsky og Skriabin (denne sidste begyndte først da at gøre sig gældende) blev spillede overalt i Vesteuropa. Paa samme Tid dannede der sig en Gruppe af unge Talenter, blandt hvilke Rakhmaninoff først blev bekendt som en storartet Pianist og senere som Komponist. Desuden begyndte nogle Oplysninger af tvivlsom Nøjagtighed at komme frem i Udlandet om den unge Prokofieffs straalende og originale Arbejder. Hvad den russiske Musikverden angaar, saa begyndte den til Gengæld at europæisere sig temmelig hurtigt, dels under Indflydelse af Wagner, dels under de franske Symbolisters, navnlig Débussy's Paavirkning. De talrige Udgaver af symfonisk Musik eller Kammermusik fratog Operaen sit Privilegium som den eneste Form, hvorunder den russiske Musik kunde komme til Almenhedens Kundskab. Den musikalske Kultur i det skæbnesvangre Aar 1914 var allerede gennemsyret af Vestens stilistiske Eksperimenter, men havde trods alt ikke mistet sit oprindelige Præg. Trods sine Sympatier for den vesterlandske Modernismes sidste Skrig, blev den russiske Komponist dog tro mod det, han havde lært af Moussorgsky og Borodin, som begyndte at vinde nye Tilhørere i det intellektuelle Borgerskab. Kun Arbejderklassen var fuldstændig uvidende om musikalske Spørgsmaal, og de socialistiske Ideers Talsmænd, som dog spillede en saa væsentlig Rolle paa alle Kulturens øvrige Felter., vovede sig ikke ind paa det musikalske Omraade.

DEN RUSSISKE MUSIK OG REVOLUTIONEN

Det første Sammenstød mellem Musikken og Revolutionen fremkaldte Forvirring mellem Komponisterne og de udøvende Kunstnere. De musikalske Kredse ejede i 1917 ikke tilstrækkelig Sammenhold, saaledes at de kunde gøre Front mod de nye Problemer, som rejste sig foran dem. Denne Tilstand bevirkede, at en Del Komponister og udøvende Kunstnere gjorde hyppige Rejser til Udlandet; saaledes befinder foruden Strawinsky, som havde f orladt Rusland længe før Revolutionen, Rakhmaninoff, Prokofleff, Medtner, nogle Dirigenter som Koussevilski, Pianisterne Borovski og Orloff og talrige Sangere og Sangerinder sig i Øjeblikket i Udlandet, af de sidstnævnte f. Eks. Chaliapirt. En Del af disse fortsatte ganske vist de første Aar at arbejde under de nye Betingelser i Sovjetrusland. Paa denne Maade blev den Front, som Komponister og udøvende Kunstnere skulde have dannet, betydelig svækket. Imidlertid udviklede den musikalske Sans sig med en forbløffende Hurtighed. Den nye Tilhørerskare, som bestaar af almindelige Arbejdsmænd, Rødgardister og Studerende, interesserer sig levende for Musikken, uden at lade sig forstyrre af de vanskelige Livsvilkaar. Publikum fylder bogstavelig talt Koncertsalene og har en sand og umiddelbar Tørst efter at modtage nye musikalske Indtryk. For at tilfredsstille dette Krav har en særlig Afdeling af Kommissariatet for offentlig Undervisning, som ved et Trylleslag ladet sprede Trupper af Skuespillere og Musikere, saavelsom Orkestre over hele Sovjetruslands, udstrakte Territorium. Det vanskeligste Problem blev at udarbejde Programmer, som kunde tilfredsstille de nye Tilhørere. Skønt det nye Publikum ikke stillede bestemte Krav til de udøvende Kunstnere, saa var det tydeligt, at de gamle, borgerlige Programmer, som bestod af Operaudtog som »Bajadser«, »Faust«, eller klassiske vesterlandske Værker, eller russiske Musikstykker fra Moussorgsky til Strawinsky, ikke kunde tilfredsstille den nye Tilhørers robuste Forlangende. Efter nogle foreløbige Forsøg blev netop Spørgsmaalet om Programmerne et af de første, som skulde løses. Bestræbelserne maatte gaa ud paa at forny disse og at fuldkommengøre Udførelsen. Pressen og de fremadstræbende Musikforeninger lagde sig i Selen for fortrinsvis at befordre en Musik, der stod i Forbindelse med de-revolutionære Begivenheder. Man mærkede en Tilbøjelighed til at foretrække Revolutionssangene og en Musik, som var skrevet til Opførelse ved de store revolutionære Friluftsfester. I Begyndelsen samlede de Kræfter, som arbejdede paa disse Opgaver, sig i »Foreningen til Folkekulturens Fremme«, som søgte at lade den folkelige Opfattelse trænge, gennem paa alle Kulturens forskellige Omraader. Nogen Tid efter dannede der sig i Moskva en uafhængig Forening af Komponister, som havde til Opgave at arbejde for den revolutionære Kunsts Fremme. I Øjeblikket er den musikalske Afdeling af Statens Forlag den ledende Kraft indenfor denne Kategori af musikalske Frembringelser. Den har søgt sig unge Talenter som Medarbejdere, som f. Eks. Komponisterne Gnessin, Klein, Glier o. a. af den sociale Musiks fornemste Repræsentanter.

Paa samme Tid indsaa de ledende kommunistiske Kredse Nødvendigheden af at vise de nye Tilhørere Sammenhængen i Musikkens historiske Udvikling. Under Krigskommunismen dukkede der en Masse Koncertforetagender op, som nærmest var bestemt for Landarbejderne . Efter at Borgerkrigen var endt, og medens den økonomiske Genrejsning fandt Sted, blev Koncertvirksomheden yderligere udviklet. I Odessa blev skabt et Koncertforetagende, hvis økonomiske Forudsætninger var baseret paa Abonnernentssysternet. En Del Abonnementsbilletter blev fordelt mellem Arbejdere og Bønder, hvilket viser, at man virkelig kan tale om Eksistensen af en intellektuel Fremskridtsgruppe blandt Landarbejderne, som altsaa føler Trang til regelmæssig at høre den gode Musik. Hertil svarer ogsaa Forøgelsen af Symfoni-Orkestrene i de store Arbejdercentrer, saavel i Moskva som i de fjerneste Provinser. De nylig stedfundne Beethoven-Fester havde en stor Succes i Leningrad, i Odessa, i Tiflis og i andre Byer. Det er karakteristisk, at de store Arbejder-Klubber i den senere Tid har arrangeret Koncerter, hvortil første Klasses Virtuoser undertiden er kommet fra Udlandet. Mellem Repræsentanterne for den udenlandske Musik, som har gæstet Rusland skal vi nævne Egon-Petri, Yvonne Astruc, Darius Milhaud, Arthur Schnabel, Josef Szigetti, Kubelik og Guitarspilleren Segovia og andre, som spillede gentagne Gange foran et Auditorium, der udelukkende bestod af Arbejdere. Koncertforeningerne i Moskva og Leningrad (Persimfans, som vi senere skal tale om, Rosphil, Leningrads philharmoniske Orkester), Philharmonien i Odessa og i den sidste Tid den moskovitiske Forening for moderne Musik, hvilken sidste er i stadig Forbindelse med Vesteuropa, har arbejdet stærkt i samme Retning. Nogle kommunistiske Aviser, som f. Eks. Komsomolskaia Pravda har endogsaa, i de sidste Maaneder arrangeret særlige Symfonikoncerter for deres Læsere. Alt dette vidner om en stadig mere levende Sans for god Musik hos den socialistiske Tilhører.

KONCERTER OG OPERAER I SOVJETRUSLAND

Det er vanskeligt med faa Ord at beskrive Koncertvirksomheden. Angaaende Programmernes Righoldighed, lod de intet tilbage overfor Tiden før Revolutionen, men man lægger Mærke til de store Svingninger som Følge af de almindelige
Livsbetingelser. De gamle musikalske Vaner fra før Revolutionen lever endnu tildels og forgifter den nye og uprøvede Tilhørers Smag. I det store og hele kan man sige, at lige indtil ifjor foretrak man vesterlandske Kunstnere, som ganske vist for en stor Del var virkelige Kunstnere. Men i den senere Tid har man, takket være den russiske, udøvende Kunsts store Fremskridt, men navnlig efter at de to unge, russiske Pianister Oborin og Guinsbourg har sejret i den internationale Konkurrence i Warschawa, faaet skudt vore egne Kunstnere, frem i første Række, og der har været holdt Koncerter, som blev givet af Oborin, Neuhaus, Igoumnoff, Blinder, Tziganov, Ketner, Ioudin, A. Kamenski, Miklachevskaia og andre, alle for fulde Sale. Fremmede Dirigenter saasom Walter, Klemperer, Montet, Weingartner, Kowts, Stidri og andre har under deres Ophold i Sovjetrusland fremmet den musikalske Kultur og har øvet en betydelig Indflydelse paa vore Orkestres Ud' vikling. Oscar Fried var den første, som kom til Rusland i 1921 og dirigerede en Række Beethoven-Koncerter i Moskva.

Den sidste Fase i vort Musikliv har været karakteriseret ved Fremkomsten af Persimfans d. v. s. det første Symfoniorkester uden Dirigent, baseret paa en fuldkommen Overensstemmelse mellem alle Medlemmerne. Persimfans blev stiftet i Moskva 1922, og siden den Tid har det spillet talrige symfoniske Arbejder lige fra Bach til Honegger, og det har vist at uden Dirigent kan man naa en fuldkommen Gengivelse, selv af de vanskeligste Orkesterværker. Dette Orkester har kun kunnet dannes takket være en Bestand af meget dygtige Musikere, og det beror paa, at den enkelte udøvende føler sit eget Ansvar,, fordi Dirigentens ydre Sukces er udeladt. Persimfans er blevet efterlignet i Leningrad, i Odessa og andre Byer. I Moskva har dette Orkester bidraget til Udbredelsen af Kendskabet til symfonisk Musik i Arbejderkredse.

Angaaende Orkestre, som har bevaret den traditionelle Dirigent, maa man først nævne de gamle Foreninger i Leningrad (f - Eks. den akademiske Philharmoni, der tidligere var knyttet til Hoffet) i Odessa o. s. v. Indtil Dato er der i Moskva endnu ikke blevet dannet noget særligt Symfoniorkester med Dirigent, og man har derfor benyttet den store Operas Orkester til Symfonikoncerterne. Dette Orkester er berømt for sin Klangskønhed, og det staar fuldt Maal med de berømte europæiske Symfoniorkestre, baade i Berlin, Wien og Amsterdam. I den senere Tid har Korsammenslutningen ogsaa spillet en stor Rolle, navnlig i Leningrad (det akademiske Kor), i Kieff (det ukrainske Kor»Doumka), i Tiflis (det georgiske-akademiske Kor) o. s. v. Hvad angaar Kammermusikken, saa er Bestræbelserne først og fremmest gaaet, ud paa at fremskaffe de bedst mulige Strygekvartetter. De tre udmærkede Ensembler: »Glazounow«, »Stradivarius« og »Konservatorie« i Moskva har udfoldet en energisk Virksomhed og har gennemrejst næsten alle Unionens kulturelle Centrer, selv de allerfjerneste. Der har været foranstaltet forskellige Konkurrencer, nu sidst i April i Aar, og de har vist, at alle de tre Musikensembler er gaaet, betydelig frem. I Ukraine har Villaume-Kvartetten, der er stiftet 1921, spillet en stor Rolle i Kharkovs Musikliv. Tendensen til at opdrage de nye Tilhørere til at f orstaa den gamle, musikalske Kultur har karakteriseret Programmerne, baade for vore Symfonikoncerter og for vore Kammermusikkoncerter. Men til Gengæld er der maaske ikke et eneste Land, som interesserer sig saa meget for den nye, nationale og fremmede Musik, som netop Sovjet-Rusland; der kan en ung Komponist faa sine Værker spillet meget lettere end i noget andet Land, og det, hvad enten det drejer sig om Kammermusik eller symfoniske Værker. Den russiske Tilhører lærer meget hurtigere end nogen anden den europæiske Musiklitteraturs, nyeste Værker at kende.

Operascenerne led i de første Aar efter Novemberrevolutionen under den samme Usikkerhed som de andre Grene af Tonekunsten. De nye administrative og sociale Dannelser øvede en betydelig Indflydelse paa det russiske Operatheaters hele Tilværelse. Staten indrømmede Theatrene Selvstyre, men ønskede, en ny Orientering, et nyt Repertoire, idet man indsaa, at Theatret naturligvis var et udmærket, Arnested for en social Opdragelse. Disse nye Krav drog som en Storm over den russiske Operascene, der samtidig gennemgik en dybtgaaende økonomisk Krise. - Paa samme Maade som de andre Grene indenfor Tonekunsten, mistede Theatret i Revolutionens første Tid betydelige Talenter hvis kunstneriske Arbejde vilde have været nok til at sikre dem de økonomiske Muligheder for en fortsat Virksomhed. Før Revolutionen indtog Operaen, som vi allerede har bemærket, en fremtrædende Plads i vort Musikliv, og man kunde ikke nægte, at det kejserlige Theater i Leningrad stod ualmindeligt smukt paa Tærsklen til Aaret 1917. Ganske vist skyldtes den Sukces, som dette Theater var ombølget af, Snobisme og saakaldte moderne Iscenesættelser af Strauss' »Electra« og Strawinskys »Nattergalen«, som nærmest var bestemt for det æsthetiske Elitepublikum, der fuldstændig forsvandt under Revolutionen.

For den nye Tilskuer, som under Krigen, og medens Blokaden varede, sad skælvende i det daarligt opvarmede Theater i Overfrakke og Galocher, men som med Øjnene slugte, hvad der foregik paa Scenen, var den gamle Opera og Balletten en ukendt Oplevelse som fængslede ham overordentligt stærkt. Operaen og navnlig Balletten havde en uhyre Virkning paa de store Masser., hvilket ogsaa bevises ved, at Arbejderorganisationerne anstrengte sig paa alle mulige Maader for at opnaa at skaffe deres Medlemmer Billetter til reducerede Priser. Det er vanskeligt at skitsere den russiske Operas Udvikling i Løbet ' af de 10 sidste Aar, en Periode, hvor man har søgt at tilveiebringe Forestillinger, der staar i Overensstemmelse med de Ideer, som er udsprunget af Novemberrevolutionen. Der findes nu to skarpt adskilte Lejre, den ene i Leningrad og den anden i Moskva. Men foruden disse er der en hel Række nationale Scener indenfor. den egentlige Sovjetunion. Operaen i Leningrad er den førende. Efter en kort Periode, hvor man endnu tøvede, rettede den hurtig sine Bestræbelser mod det moderne.

Den tog som Devise den Sætning, som man næsten kan udtrykke matematisk: »Den moderne Musiks Teknik svarer til den moderne Tilhører«. Denne Teori vakte megen Modsigelse, men Theatret opførte imidlertid »Der ferne Klang« af Schrecker, »Salome« af Strauss, »Kærlighed for tre Appelsiner« af Prokofieff, Strawinskys Balletter og »Der Sprung über den Schatten« af Krenek. Den gamle Æsthetik, som var uadskillelig forbunden med hele Atmosfæren paa Marinsky-Theatret og med den klassiske Ballet, som hørte til det kejserlige Regime, blev ændret i den Retning, at man lagde mest Vægt paa den tekniske Fuldkommengørelse. I Moskva kom den store Opera og dens Filialer »Det ny Theater« og »Eksperimentalteatret« langsomt ind paa de nye Spor. Her var et Centrum for den mere konservative Opfattelse, som gik ud paa at forny det gamle Repertoire: Faust«, »Carmen«, »Lohengrin«, og som kun langsomt lod de nye Ting komme frem flere Aar efter, at de havde været opført i Leningrad. De virkelig imponerende, store Forhold, som udmærkede den store Opera i Moskva, der ikke kunde opføre mere end to á tre nye Operaer om Aaret, bidrog uden Tvivl til at forsinke Fremskridtet.

I Modsætning til Leningrad, gjorde Moskva gentagne Forsøg paa at give de gamle Operaer en ny Udførelse, enten ved at anvende den nyeste, vesterlandske Sceneteknik, eller ogsaa ved at understrege og fremhæve Tekstens sociale Elementer. I mange Tilfælde var disse Forsøg Genstand for stærk Kritik og undertiden var de direkte i Modstrid med selve Teksten. Som Eksempel paa de Forsøg, der vel maa kaldes mislykkede, kan nævnes den berygtede Iscenesættelse af »Faust«, ja selv af »Boris Godunow«, som fremkaldte en glødende Polemik. Operaens største Fortjeneste er, at den har bevaret sin Stab af Sangere og sit udmærkede Kor og Orkester, og at den har opnaaet sceniske Virkninger, som virkelig var storartede og maleriske, og som man sent vil glemme. Moskva-Operaens egentlige Regissør har i flere Aar været M. V. Losski, som paa en genial Maade har udnyttet det umaadelige, store Scenerum; senere kom F. Fedorowski til og i den sidste Tid I. Rabinovitch. Korets fremragende Egenskaber og det udmærkede Orkester er blevet bibeholdt, takket være Kunstnere som V. Souk, A. Pazovski, N. Golovanov og den udmærkede Korleder A. Avranek. Kunstinteresserede Kredse i Moskva har ogsaa haft Nytte af en Tournée, som det lille akademiske Theater i Leningrad foretog i 1926, og som gjorde det moskovitiske Publikum bekendt med en Dirigent som N. Smolitch og M. Jouravlenko's fortræffelige Sceneteknik.

Til de moskovitiske Operateatre maa ogsaa henregnes de to Studier: Nemirovitch-Dantchenko Studiet og Stanislauski-Sludiet. Disse to Theatre har indtaget en betydelig Plads i Musiklivet i Moskva, ja i hele Sovjetunionens Musikliv. De søgger begge ad forskellige Veje at opnaa det stærkeste realistiske Udtryk. Paa Nemirovitch-Dantchenko Théatret har den klassiske Operette »Mme Angots Datter«- og »Carmen« været opført i helt ny Skikkelse. Ved Siden af det store Theater har disse to Studier vist, at en opfindsom Regissør virkelig kan yde noget levedygtigt, selv om han ikke netop har de største udøvende Talenter til sin Raadighed. Stanislauski-Studiet har i den seneste Tid udfoldet en rig Virksomhed, idet man er gaaet ud fra Devisen: »Kampen mod Rutinen". I Overensstemmelse med sit velkendte System har Stanislauski bestræbt sig for at forene Ordet, Rytmen og Bevægelsen, idet han fuldstændig har udeladt de indre Bevægelser. Han har navnlig haft Opmærksomheden henvendt paa russiske Operaer saasom »Eugen Onegin« og »Czarens Brud« og forbereder for Øjeblikket »Boris Godunow« i dennes oprindelige Skikkelse.

Den klassiske Operette er blevet dyrket med stort Held af Kammerteatret (Regissør Tarov), som har givet bemærkelsesværdige Eksempler paa Fornyelse og rytmisk Fortolkning af gamle Teaterstykker. Hvad angaar private Theatre, saa er de af sociale Grunde ophørt med at bestaa. Til Gengæld har visse Arbejdergrupper oprettet Operatrupper. I denne Forbindelse kan det nævnes, at der er oprettet nogle lignende Trupper af Arbejdere i de store Fabrikscentrer. Det beviser, at Operaen ikke har mistet sin Tiltrækningskraft under de socialistiske Betingelser. Det er navnlig ved Emnevalget, at Operalederne har mødt de største Vanskeligheder. Man ventede, at Theatret skulde være Talerør for de Spørgsmaal, som drøftedes saa lidenskabeligt i den socialistiske Offentlighed. Men denne Forventning er ikke blevet opfyldt. Hvad Operaen angaar, saa har den til Dato ikke ejet Talenter, der var dygtige nok til at give musikalsk Udtryk for den efterrevolutionære Tid. Scenerne i Leningrad og Moskva har opført en Række Theaterstykker med revolutionære Emner, men disse Forsøg adskiller sig ikke fra de gamle Operaer med revolutionære Emner. Bedst lykkedes Komponisten A. Pachtchenkos »Ørnenes Oprør« (et Bondeoprør i det 18de Aarh.) og Zolotarev's »Decabristerne« (Militæropstanden 1825).

De nationale Scener, som er oprettet rundt omkring i de autonome Republikker, fremviser endnu ikke store Resultater. Alligevel kan man ikke forbigaa dem i Tavshed. I Georgien findes saaledes Spiren til en national Opera i to Kompositioner af Z. Pallachvilli, som virkelig er alvorlig Kunst, og i Armenien maa nævnes en betydelig Komponist N. Spendarians, i Baku, hvor det turkhmenske Teater har opført Operaer af Glier, i Ukraine, hvor M. M. lanovski og A. Zolotarev siden 1926 har arbejdet paa at skabe en national Opera. Men som sagt er alt dette kun Forsøg.

KOMPONISTERNE

Krigen, Revolutionen, den fuldstændige Ændring af alle sociale Værdier maatte naturligvis faa Indflydelse paa den musikalske Produktion. Den russiske Musik,. der, som vi allerede har sagt, var opstaaet, paa Folkesangens solide Fundament, havde bevaret den folkelige Oprindelses almindelige Træk. Imidlertid holdt den sig lige til Novemberrevolutionen, i det væsentlige til Koncertsalene og Operatheatrene, hvortil Folkesangens egentlige Skaber, Folket, ikke havde Adgang. Men da efter Revolutionen en ny Tilhørerskare fyldte Koncertsalene, var den russiske Komponist ikke mere isoleret. De nye Tilhørere forlangte en storslaaet og straalende Musik, forstaaelig for alle, og det var derfor nødvendigt at tage Hensyn til Tilhørerens elementære Psykologi og hans Modtagdelighed, der var frisk men uudviklet. De bedste Repræsentanter for den revolutionære Musik arbejdede sammen paa denne nye Opgave takket være deres stadige Forbindelse med Folket. Vi skal her netop skitsere de Grupper, der dannede sig.

Paa Kunstmusikkens Omraade maa det erkendes, at de første Aar efter Revolutionen var meget vanskelige. Vaabnenes Gny havde skræmt Musikken bort. Forlagene havde standset deres Virksomhed, og Komponisterne havde ingen Steder at henvende sig. Men dog er Antallet af Operaer, Symfonier og Kammermusik, som er skrevet under Sovjetstyret, allerede betydeligt. Hvad den symfoniske Musik angaar, skal vi nævne et Verdensnavn som M. Miaskovski, som har skrevet tre nye Symfonier i de tre sidste Aar. Han er Repræsentant for den Glazounowske Skole med dens tætte, tykke Orkesterklang. Man finder ofte hos ham Genklang af revolutionære Themaer (6te Symfoni) og Folkemelodier (7de Symfoni). Fra de sidste Aar skal nævnes den udmærkede Komponist S. Feinberg, hvis Stil fortsætter og udvikler Skriabins, og som paa en vis Maade er Udtryk for det moderne Livs nervøse og følelsesbevægede Tilstand.

En anden Gruppe af Komponister i Moskva, som er under Indflydelse af de nye Synsmaader, har vendt sig til Orientens Musik. Her maa nævnes Glier, som har helliget sig Dyrkelsen af tyrkiske Melodier og arbejder paa en Ballet med Themaer laant fra kinesisk Musik; Vassilenko, som er en udmærket Kender af orientalsk Musik o. s. v. De jødiske Komponister Alexander Krein og Michael Gnessin danner ogsaa en begavet Gruppe. Den første har nylig skrevet en Symfoni, som er præget af melodisk Rigdom, og den anden har i en symfonisk Skitse hædret dem, der er døde for Revolutionens Sag.

Til Trods for den herskende Forkærlighed for den store Stil er Kammermusikken ikke blevet forsømt, tværtimod bemærker man her en livligere Virksomhed end i den foregaaende Periode.

Men selve Karakteren har ubestridelig forandret sig, Kammermusikken har faaet et strængere Præg og er ikke saa meget Udtryk for subjektive Sjælstilstande, men forsøger først og fremmest at udtrykke en vis Vilje og Klarhed. I denne Genre har N. Roslavets, der selv betegner sit Arbejde som en Ordning af Klangelementer uden nogen sjælelig Betydning og udelukkende gør Regning med den konstruktive Dygtighed, givet noget nyt. Vi skal ikke her komme ind paa de berømte Navne som Prokofieff, der i Udlandet har øvet en betydelig Indflydelse paa de unge Komponister; til denne Gruppe hører ogsaa Anatole Alexandrov, Polovinkin, Chirinski, Protopopóv, Kniper, Krioukov, Mossolov, Chebalin, som delvis er paavirkede af Skriabin og af den nye, vesteuropæiske Expressionisme, og som bidrager væsentlig til, at Musiklivet i Moskva er saa rigt. Uden for denne Gruppe staar en tænksom og alvorlig Musiker Gregor Kreni, som nærmere repræsenterer Indflydelse fra Ravel og Débussy. De hidtil omtalte er alle Moskva Musikere. Leningrad ejer ogsaa en betydelig Stab af Komponister, som navnlig er uddannede i Rimsky-Korsakoffs, Borodins, Moussorgskys og vor store Nyklassiker A. Glazounows Skole. Leningrad, som ikke længere er den russiske Statsadministrations Centrum har paa det kulturelle Omraade bevaret sin Førerstilling. I den sidste Tid har den unge Symfoniker Chestakovitch gjort sig bemærket med en sikker og straalende Stil, der minder om Prokofieffs Debut. Hvad Operaen angaar, er allerede nævnt A. Pachtchenko's »Ørnenes Oprør«. Blandt Symfonikerne og Kammermusikerne har vi her en yderliggaaende Modernist i Wladimir Chtcherbatchev og mere moderate Mestre som Maximilian Steinberg, Julius Weisberg og Kouchuarev (der kalder sig Polyphonist, og for øvrigt er en af de faa som skriver for Orgel), og Diochévy, en meget dristig og hensynsløs Musiker, som navnlig interesserer sig for Kor og Opera. Desværre er en af Tidens største Mestre A. Glazounow, der er overbebyrdet af sin Lærervirksomhed, næsten ophørt med at komponere noget i det sidste Ti-Aar. Paa samme Maade forholder det sig med Ippolitov-Ivanov og Gretchaninov, der er saa skattede i England og Amerika.

Vi har ovenfor gjort opmærksom paa Tilstedeværelsen af den nationale, russiske Musiklitteratur. Den nye Sovjetpolitik har fremskyndet Dannelsen af nationale Minoriteter, hvilket atter har bevirket Dannelsen af nationale Skoler. Her maa nævnes den ukrainske Musik, som omfatter baade symfoniske Værker og Kammermusik, der er opstaaet med Folkesangen som Grundlag. Kstitski, Kostenko, Revoutski og navnlig Liatochinski forener Kendskabet til hele den moderne Teknik med Forkærlighed for Folkesangen. Georgien ejer ogsaa en Gruppe unge Komponister, som navnlig er impressionistisk orienterede. Blandt Repræsentanterne fra før Revolutionen kan nævnes Arakhtchiev, Balantchivadzé, Paliachvilli, som er Medlemmer af det georgiske Kommissariat for Folkeoplysning. I Armenien danner der sig ogsaa nye musikalske Grupper. I Azerbeidjan tilhører den nationale Musik endnu Fremtiden.

MUSIKVIDENSKABEN

Før Novemberrevolutionen fandt man i Rusland kun spredte, videnskabelige Forsøg paa det musikalske Omraade. Derfor har Udviklingen paa dette Punkt betydet overordentlig meget. Ved Begyndelsen af 1927 findes i Rusland tre store, videnskabelige Instituter: »Det historiske og musikvidenskabelige Institut« i Leningrad, »det musikvidenskabelige Institut« i Moskva, hvor der navnlig arbejdes med akustiske og musiketnografiske Spørgsmaal, og som har Laboratorier, hvor man studerer Instrumenter og vokale Metoder, samt »Akademiet for Kunst og Videnskab« i Moskva, som udgiver Værker om Resultaterne af Instituternes Undersøgelser. Den russiske musikvidenskabs bedste Mænd er samlet ved disse tre Instituter. Sammen med disse maa nævnes »Lissenko-Akademiet i Kieff.

Videnskabsmændene har her udgivet en Række Værker om Musikkens Historie og om Udviklingen af den russiske og vesterlandske Musik, set fra et sociologisk Synspunkt. Her skal nævnes Arbejder af I. Glebov, K. Kouznetsov, L. Sabanieev, E. Braudo, N. Gritchenko (Ukraine), D. Arakhtchiev (Georgien). Desuden har vi Æren af at have gennemført betydningsfulde Undersøgelser vedrørende akustiske Problemer, og de Resultater man her er naaet til har bidraget til at lette Systematiseringen af vor musikteoretiske Viden. Dernæst har man arbejdet paa at indsamle russiske Folkesange. Det er navnlig Kastalski og Paskhalov, som har beskæftiget sig med den russiske Folkesang, mens Zataévitch har dyrket den kirgisiske Sang og Ouspeniki den turkhmenske. Disse Arbejder repræsenterer en stor Værdi, fordi de indeholder talrige Nedskrivninger af Folkesange, som ofte er foretagne under meget vanskelige Vilkaar. Kastalskis og Paskhalovs Arbejder er desuden et Forsøg paa at udfinde Lovene for Folkesangene. De nationale Kor og Orkestre som bestaar af Folke-Instrumenter har ved Demonstrations-Koncerter vist et praktisk Resultat af disse Undersøgelser, Koncerter med nationalt Program spiller nu en stor Rolle i Sovjetstyrets to Kulturstæder Moskva og Leningrad. Til disse Arbejder skal vi endnu føje de nyeste Forsøg vedrørende Forbindelsen mellem Radioudsendelserne og Musiklivet. Radioudsendelserne har alle baade en kunstnerisk og opdragende Opgave. Programmerne bliver systematisk udformede i den Hensigt at vække Forstaaelsen for Musikværkerne. Saaledes afholdes mange historiske Koncerter og Udsendelser af Operaer, der som Regel ledsages af forklarende Foredrag og Demonstrationer paa Klaveret.

Forlagsvirksomheden er blevet betydelig udvidet i de sidste Aar og Interessen for Bøger og Musik er derfor ganske naturligt vokset stærkt. Der er udkommet Værker om de store russiske Komponister, om musikteoretiske Emner, og om det dirigentløse Orkester har A. Zucker i Anledning af Fem-Aarsdagen for dets Oprettelse skrevet et interessant Værk. Dette Orkester har i Løbet af de fem Aar, det har eksisteret, givet 180 Koncerter.

100-Aarsfesten for Beethoven's Død har fremkaldt flere store Værker, og i den Anledning er der kommet adskillige Ting frem angaaende hans Forbindelse med russisk Musikliv og flere Episoder i hans Liv, som hidtil har været dunkle er nu blevet belyst; jeg tror at adskillige af disse Arbejder, navnlig Studierne over russisk Musik, kunde interessere vesterlandske Læsere