Erkki Melartin

Af
| DMT Årgang 3 (1927-1928) nr. 03 - side 100-103

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

ERKKI MELARTIN

AF LEO HÄRKÖREN

LEDEREN af Helsingfors Konservatorium Professor Erkki Melartin er født i Karelen. Opvokset midt i en Befolkning med et livligt Naturel udnyttede han de Indtryk af den lokale Folkemusik, han fik der, og som vi endogsaa genfinder i nogle af hans største Instrumentalkompositioner, og som ligeledes i hans sidste Folkevisearrangement har inspireret ham til med stor og genial Fordybning at skildre Folkevisens mangesidige Sjælsliv. Hans Interesse for finsk Folkedigtning og Kalevala, hvis Sange lige var bleven samlet i Karelen, bragte ham hans første store Succes, Kompositionen af Operaen »Aino« (opført 1909), hvori han for første Gang indfører det Wagnerske Ledemotivs Behandling i den finske Operalitteratur, uden dog derfor at ofre Musikens nationale Ejendommelighed. Instrumentationen skaber bl. a. gennem Kantele-Motivet en forfinet Atmosfære, hvori Kalevalas smukke Aino-Saga tegner sig med klare, udprægede Stemninger, ligesom i A. Gallé's Kalletas Malerier.

Hjembygds- og nationale Motiver er dog ikke egentlig del væsentlige i Erkki Melartins Kompositionsstil, om han end nok af dem har modtaget kraftige Impulser. Allerede tidlig fortrolig med de kontinentale Kompositionsretninger og de »moderne« Strømninger har han f. Eks. i den sidste (1925) af sine seks Symfonier vist sig at være en fuldtud stilren Behersker af den fri Harmonisering og af en farverig Instrumentation, der mindede om den franske, men dog med en selvstændig Formgivning. Et mærkeligt Træk i Melartins symfoniske Stil er dens organiske Polyfoni, ved hvis Hjælp Komponisten ofte opbygger sælsomme, dybe Stemninger, som i Trioen til tredje Symfonis (1907) Scherzo, hvor der til Fugaen over Ledemotivet slutter sig som Contus firmus en Sørgekoral. Mærkelig i denne Henseende er ogsaa femte Symfoni i a-moll, hvis Finale med Motiver fra de foregaaende Satser danner en Quadrupelfuga. I al deres tekniske Fuldkommenhed er Melartins Symfonier desuden idéstærke, og individuelle Værker.

Blandt Melartins større Instrumentalkompositioner bør endnu nævnes tre symfoniske Digte og lyriske Suiter, fire Strygekvartetter, en Violinkoncert (Op. 60) og to Violinsonater, hvilke, tildels stammende fra forskellige Perioder, viser Komponistens Udvikling fra en national til en kosmopolitisk og samtidig individuel Kunstner.

Melartin er i sit Fædreland kendt nærmest som Kammermusikkomponist, uanset Værdien af hans symfoniske- og Orkesterproduktion. Paa Sang- saavel som paa Klaverkompositionens Omraade har han vundet. sig en velfortjent Interesse. Der er næppe i Finland en eneste Pianist, som ikke har gjort sig bekendt med »Spaaner« (Op. 7, 9, 34, 48) eller »Miniaturer« (Op. 23, 35, 53), naar han har skullet spille til sin første Koncert. Disse og mange andre af Melartins senere skrevne Miniaturer har deres sikre Position i finske musikelskende Kredse.

Som en af de første har Melartin indført den finske Folkevise i vor Tids Kvartetsang, og han bør endogsaa betragtes som banebrydende i denne Henseende. Den hjemlige Lyrik har ogsaa givet ham mange Motiver til hans af Individualitet og forfinet Mangesidighed prægede Fortolkning i Sang af de vemodige Toner i Finlands Natur. En Samling Sange til Koskenniemis Ord (Op. 45-47) viser navnlig særegne Prøver paa Farverne paa Melartins lyriske Palet. Som et almindeligt Træk i hans Stil kunde man nævne Sparsomhed i Udtryksmidlerne, hvilket skaber en desto større Følelses-Intensitet omkring et enkelt Motiv og medfører en Fortætning af Stemningen uden dog at bære Askesens Stempel.

Det vilde føre for langt her yderligere at berøre Melartins øvrige forskelligartede og store Sangproduktion, tildels endogsaa til danske Tekster; man kan uden Overdrivelse sige, at Komponistens Motivkreds er universel. Som virkelig Kosmopolit har han fordybet sig snart i Tagores, snart i Maeterlincks og atter i den nordiske Lyriks Stemningsverden, stedse med samme Sikkerhed og Livagtighed.

Det er vanskeligt at føre Melartin ind under nogen særskilt Gruppe af Finlands Tonekunstnere, thi hans ejendommelige Stil passer ligesaa lidt ind i klassiske som ekspressionistiske Schabloner. I sin Udvikling som Tonekunstner har han i alt Fald vaagent fulgt de nye Fænomener, og af det konsekvente, djærve og samtidig følsomme Tone-Sprog i hans Værker har utvivlsomt mange unge Komponister modtaget Indtryk. Foruden sin Hædersplads blandt Finlands Tonekunstnere har Professor Melartin endnu en Stilling som en betydende Embedsmand indenfor sit Lands Musikliv. Særlig bør nævnes hans Virksomhed som Lærer i Komposition, i hvilken Stilling han har haft Lejlighed til at opdage Retningslinjerne i mangen en lovende Komponistspires Udvikling.