Et betydningsfuldt afsnit i Sibelius' produktion

ET BETYDNINGSFULDT AFSNIT I SIBELIUS' PRODUKTION

AF BENGT CARLSON

I en skabende Kunstners Produktion af et Livsværks Omfang kan man ofte paapege visse Afsnit, som skiller sig ud fra det øvrige ved et personligere, intimere Præg. Det er, som om Kunstneren paa sine Vandringer endelig har fundet et Sted, hvis Ensomhed og Bortgemthed lader de inderste Strenges sprøde Toner komme til deres Ret. Dette behøver slet ikke at være en bevidst Opgørelse med det egne Jeg med alle de Konflikter, som deraf følger, men blot en Tid fuld af indre Selvfordybelse, hvor Sjælens underlige Verden lyses op af Bevidsthedens ustadige Fakkel - en Verden, hvor en Lysstraale ikke fordriver, men blot fremhæver det fantastiske Mørke.

Naar jeg derfor kommer til at hellige de følgende Linjer til et mere specielt Afsnit af Mesterens Produktion, sker det ikke for at anstille en kvalitativ Sammenligning med de andre, men fordi dette Afsnit eller Værk - den fjerde Symfoni - synes mig at give Nøglen til en dybere Forstaaelse af Sibelius' Kunst, hvorved ogsaa hans øvrige Værker af sig selv kommer til at staa i en klarere Belysning.

Langt fra at være skattet i Finland, og endnu mindre i Udlandet har den fjerde Symfoni i Publikums Bevidsthed maattet træde i Skygge for de to første Symfonier og i den senere Tid for den femte. Og det kan egentlig ikke forbavse, da de nævnte Symfonier alle taler et Sprog, som er bestemt for en større Tilhørerkreds.

De to første Symfoniers dramatiske Præg, den glimrende, paa sine Steder lysende Orkesterkolorit, afløst af Satser af blødere, lyrisk Indhold, altsaa afvekslende, og af et i bedste Forstand stemningsmættet Indhold, er de i Sammenligning med den fjerde Symfoni forholdsvis letfattelige. Tonesproget i den femte Symfoni er i det store og hele af en lys, farvemættet Karakter. I den tredje Sats plukker Mesteren yndige Blomster i Melodiens Have, medens han i Finalen med ubetvingelig kraft bygger en imponerende stigning, der river alle med.

Det er en Helte Aand, der - dog med en vis Modifikation i femte Symfoni - gaar igennem disse Værker. Det er Ridderen, som paa sin vilde Hest modig rider i milevide, ukendte Skove, langs Stier, hvor fantastiske Syner og Drømme trives under det hemmelighedsfulde, skumle Løvhvælv, men hvor Daaden, Heltebedriften uafladeligt lokker og er den Enhed, den samlende Faktor, omkring hvilket alt andet drejer sig! Hvor improvisatorisk frit denne Musik end ytrer sig, hvilke overraskende og forvirrende Veje, man end er kommet ind paa i denne musikalske Urskov, ser man alligevel til Slut, at man har været forskrevet til en Sjæl, som med en sindrig Intuitions Sikkerhed er gaaet den eneste mulige Vej.

Den tredie Symfoni viser afvigende Træk, som interesserer, fordi de paaviseligt er Forløbere for fjerde Symfonis ideverden. Afvigelserne er ikke saa meget i den ydre Form som i den indre, om man saa kan sige "psykiske« Handling. Det er ny Tanker og Følelser, som har vundet Indpas, og som gør urolige - de træder ikke frem i Bevidsthedens fulde Lys, men formaar dog gennem deres underbevidste Tilværelse at skabe en Tyngde af Usikkerhed og Tvivl, som ikke helt viger bort, ikke engang ved den i Finalens Slutning frembrydende Sejerssang. Kampen er endt, men Stemningen er endnu præget af en vis Resignation. Dog er dette ikke noget tegn paa Svaghed i Værket, nej, det forhøjer tværtimod dets fængslende værdi som et psykologisk Dokument. Den Krise, som her bebudes, er svær at definere - for at forstaa den maa vi søge at danne os et Begreb om Betingelserne for og Drivfjedren i Sibelius' Arbejder.

Kan vi ikke først og fremmest være enige om en Ting? At Sibelius' Musik i Samtidens Kunst repræsenterer noget yderst originalt og umiddelbart, og at den Intuition, som frembringer disse mangfoldig skiftende Klangsyner, i sit Væsen er stærkt i Slægt med Naturens ureflekterede Skaberkraft. Kan man ikke indrømme dette, og vil man, særlig i de nævnte Træk i tredie og i endnu højere Grad i fjerde Symfoni, blot se en voksende Unatur, en Verden af abstrakte Tonebegreber, da er overhovedet enhver Diskussion om det Afsnit af Mesterens Produktion, jeg her berører, umulig.

Man har talt om den typisk nordiske Stemning, som gør sig gældende i Sibelius' Musik, der ofte betegnes som en Naturskildring, men naar man siger det, ser man kun Overfladen og lodder ikke Dybden.

Thi Hemmeligheden ved denne Musik er, at den hverken aftegner eller efterligner, men er et tro Udtryk for en indre Oplevelse eller Skabelsesakt, som netop i fjerde Symfoni naar sit personligste Præg. Og naar vi i denne selvfølgelig berøres stærkt af dens friske Originalitet og ubændige Frihed, hvor alt konventionelt er udelukket, hvor de melodiske Fraser hver for sig taler sit eget udtryksfulde Sprog og alligevel smelter sammen til en Helhed, mærker vi samtidig det stærke Slægtskab med den Kraft, som i Guds fri Natur giver Blomsten dens Skønhed og Solnedgangen dens pragtfulde Farvespil.

Alt er just ikke Kunst, men af det, som virkelig kan kaldes Kunst, gives der to Arter eller Poler, som beror paa Maaden, den bliver til paa: Den Kunst af mere objektiv Natur, hvor Intuitionens Vej i Hovedsagen bestemmes af en bevidst, forudseende logisk og symmetrisk Følelse, samt den Kunst, hvor Intuitionen stadig er den ubundne, inderste Personligheds Talerør, men som for os kun bliver forstaaelig i den Grad, som den - mere eller mindre bevidst formaar at tage Skikkelse i gængse Udtryksformer. Sibelius' Musik staar den sidst nævnte Pol nærmere, og det er en stærk Stræben efter at komme denne Pol saa nær som muligt, der har foranlediget Tilblivelsen af fjerde Symfoni.

Den har en bemærkelsesværdig Forgænger: Strygekvartetten Voces intimae. Ogsaa der er den samme Stræben stærkt iøjnefaldende, men den har tydelig nok ikke ført til det forønskede Resultat, de indre Stemmers Samtale har ikke været udtømmende. Det orkestrale Farvespil maatte yderligere til for at faa en alsidig Belysning i Stand. Farven er nemlig hos Sibelius ingen ydre Dragt, men en rent sjælelig Faktor af største Betydning.

Og nu begynder vi at skimte Virkningen af den Krise, hvorom visse Tegn i tredie Symfoni varslede. Overfladisk set kunde denne Krise gælde mere tekniske Detaljer, som Ønsket om at befri det musikalske Udtryk fra al slendrianmæssig Tradition angaaende Formgivning, Melodidannelse, Modulation og anden teknisk Disciplin. Dog, Sibelius har aldrig været Tekniker i den Forstand, som her er Tale om, i hans Kompositioner skal man have svært ved at finde noget Sted, hvor Stemningens Intensitet maa vige for tekniske Paafund. Det alt dominerende i Sibelius' Musik er den ædle Kunst, der er saa meget skønnere, som den uden Anstrengelse vælder ud af en rig, klar Kilde, og den Krise, hvorom vi har talt, opstod netop paa Grund af denne kunstneriske Stræben efter paa en saa intim og umiddelbar Maade som mulig at give sig Udtryk i Toner og at kunne besejre denne Gnidningsmodstand mellem de inderste Sjælsrørelser og deres Omsætning i Tonefarve.

Strengt taget er for den fjerde Symfoni, Navnet »Symfoni« egentlig vildledende, da den næppe er skabt for Tilhørere. Mesteren fører en indre Samtale, lydende Sokrates' Bud: »Kend Dig selv!« Passer det sig da for os at lytte og maaske give velvise Raad i den ene eller den anden Retning?

Dog, det er en Kunstners Skæbne at være nødt til at blotstille sig. Han er udset til at være vor aandelige Læremester og Leder, og hans Visdom blive os ikke til Nytte, naar den ligger i et Skrin.

I femte Symfoni betræder Sibelius atter mere aabne Veje, men det er aabenbart, at han har vundet noget. Der hviler en kraftig Ro over denne Skikkelse, som skrider frem mod Lyset og Klarheden. Hans Melodik har ofte et inderligere Tonefald end før, det er, som om en Mand, der er bleven god, taler til os i enkle, gribende Satser. Naar man lytter til Sibelius' Musik især paa dens senere Stadium, maa man indtage en aandelig Holdning, som sætter en i Stand til uforstyrret at lade sig paavirke af den forhøjede Intensitet i denne. Kunst. Hvad der videre vil ske, lader sig ikke paa Forhaand overse, det maa opleves, saadan som man oplever et Stykke Liv med det uforudsetes hele charme.