Kritik

KRITIK

KLAVER OG SANG

Medens det i Koncertsaisonens Begyndelse, i det mindste for Pianisternes Vedkommende, var de udenlandske Kunstnere, som var de forende, skete der fra Midten af Oktober en Forandring heri, idet den følgende Maaned (15. Ok-tober-15. November) ho-vedsagelig, for ikke at sige udelukkende, har staaet i de indenlandske Eksekutørers Tegn. Rent kvantitativt set har vel allerede Saisonen sat Rekord, idet vi iaar foruden de sædvanlige Koncerter i Odd Fellow-Pal2eet, Konservatoriet o. s. v., har haft en parallelt løbende Serie af Jubilæumskoncerter i Hornung &,Møllers Sal, hvor Firmaet, som en Cadeau til de Pianister, der spiller Hornung & Møllers Flygler, stiller Sal og Annoncering gratis til Disposition. Det er forøvrigt netop disse Koncerter, der kan betegnes som det musikalske Tyngdepunkt i den

I

forløbne Maaned, idet de blandt andet har repræsenteret en Række bekendte Navne af vore Pianister og Pianistinder som: Agnes Adler, Dagmar Bendix, Helge Bonnén, Elof Nielsen, Anna Schytte o. a., der enten som Solister eller i Kammermusik Ensembler har li-,,et os et smukt og interessant Indtrvk af hvor megen Dygtighed og lødig Musikkultur vi i Ojeblikket ejer paa dette specielle Omraade.

I et Program bestaaende af: Schumanns brogede Davidsbiindlerlånze, Braluns;

11

Variationer over et Tema al Händel og

i en Afdeling Chopin og Lis~-t fik In eborg

11 9

Larsen. rigelig Lejlighed til at stille sit

uomtvistelige Talent i en smukkeste Belysning. I Ojeblikket opnaar Pianistinden vel nok den stærkeste Virkninl-, i sit musikalske Udtryk i Kraft- o,, Energiudfoldelsen; men selv om den karakteriserende Evne kom noget til kort i Udførelsen af Schumanns saa svære Davidsbfindlertånze og Pianistinden ligeledes i Chopin gav den følelsesfulde Detalje en noget for stærk Pointering, var Kla-verspillet særlil, i Brahms saa præget af Maalbevidsthed, Klangsans og Fantasi, at vi med megen Interesse vil følge Pianistindens videre Udvikling.

Helge Bonnén havde til sin Koncert

den 24. Oktober allieret sig med Koncertmester, kgl. Kapelmusicus Peder Lynged. Programmet omfattede tre Sonater, hvoraf de to bar Navne af Komponister, som forlængst har opnaaet Verdensberømmelsen:

11

Debussy og Dvoråk. Den tredje Sonates Komponist: Enrico Bossi er derimod forholds-,,is ukendt paa vore Breddegrader. Han er samtidi,, med Verdi o,, nød i sin Tid indenfor Italiens Grænser en vis Popularitet særlig som Kammermusikkomponist. At den Sonate, som Helge Bonnén og Peder Lynged ved denne Lejlighed fremførte, ikke efterlod noget varigere Indtryk hos Tilhørerne, skyldes vistnok, at Bossi's Talent, hverken i Særpræg eller Styrke, var egenartet eller stærkt nok til at hæve Kompositionen udover det velskrevne, hvorfor Sonaten for et Nutidsore allerede virkede afbleget, interesseløs - ja forældet. Hvor helt anderledes friskt oa levende stod ikke Proarammets to øvrige Sonater: Dvoråk's og Debussy's, hvoraf i«,,en særli,, den sidste'fremtraadte i en meget flatterende Belysning, idet de to Eksekutører her helt formaaede at give sig hinanden i Vold, saa de baade klangligt og temperanientsmæssigt dækkede hinanden ol, gav Kompositionen en Helhed og Inspiration, der til Tider kunde virke helt betagende. Dvordks Sonatine Op. 100 er ligeledes et pragtfuldt Stykke

I

Kammermusik bygget over slaviske Folkevisemotiver o,5 fik en anerkendelsesværdi«

11 11

men ikke altid helt stilsikker Udførelse. Helge Bonnén, hvis Tone og Teknik siden. vi sidst hørte hani har opnaaet langt større Smidighed og Lethed, var med sit ildfulde, umiddelbare Temperament vistnok den af de to Kunstnere, der havde størst Kontakt med Kompositionens Aand. Derimod var Peder Lvn,,,eds hele Opfattelse noget for middelbar, for klassisk fornem til helt at kunne udløse det særlil, slaviske i Sonatinen -dens Svingen nielleni Vildskab o, sniægtende Melankoli - livad

I 1D

selvføh,eli,, bevirkede Uoverensstemmelser

1111

i Samspillet og skadede Helhedsvirkningen.

Pianisten Elof Nielsen er de danske Komponister en god Mand. Tit og ofte har han brudt en Lanse for de hjemlige Komponisterog ved sin Koncert hos

Hornung & Møller iaar, gav han os, meget

fortjenstfuldt, et Udsnit af Klavermusiken,

som den har formet sig i Danmark i de

sidste femten-tyve Aar. Kun Skade at

Koncerten fik en saa lidt indgaaende Om-

tale i Pressen, som den gjorde, takket

være det ulieldige Sammentræf, at Fransk-

inanden Arthur Honegger samme Aften

saa lielt beslaglagde Pressens Opmærk-

z:, 11

son~hed - Elof Nielsen og de danske

11

Komponister havde fortjent det hedre. Programmet bestod af: Peder Gram: Introduktion og Fuga, Flemming Weis: 17ariationer og Fuga over et Tema af 31ozart (1. Gang), Carl Nielsen: Chaconne,

11

Jørgen Bentzon: Variationer over et Tema af Chopin, Louis Glass: Impromplu og til Slutning Klaverstykker af Roger Henrich

sen: Op. 6 (1. Gang) oll Op. 13. Peder Grums Introduktion og Fuga er kendt fra tidli,-,ere Fremførelser o- hører til det bedste Komponisten har skrevet for Klaver. Den lyriske Indledning blev smukt spillet af Elof Nielsen, medens den kraftfulde Fu,,as Linier ofte blev no,,et for

11

vegt trukket op. Af de to Variationsværker, henholdsvis af Flemming Weis og Jorgen Bentzon, var Flemming Weis's ubetin,et det sva,,este. ~ariationerne var saaledes altfor skoleinæssi,,e o, lidet sær Prægede, ligesom Fugaen var meget tynd. Lam,t niere Salt oc, Kraft var der i Jørgen Benlzons; ~lariationer over et Tema al Chopin. Forunderligt nok for øvrigt, naar man kender Jør,,en Bentzons seneste Udvikling og Kunstbetragtning, at finde disse to Herrer i Favnen paa hinanden. Omfavnelsen varer dog ikke længe. Chopin og Bentzon skilles meget hurtigt og i bedste Forstaaelse, idet Jørgen Bentzon, livis Muse forøvri !, t er indblæst Liv af Carl Nielsens Genius, snart vandrer sine egne forunderlige Veje i den moderne Rytniik off Kontrapunktik. Som en antik Søjle i Programmets Nilidte stod Carl Nielsens: Chaconne - ren ol fornem i sin klassisk kølige Linje, monumental i sin Enkelhed og altid i Kontakt med evige Skønhedsværdier. Denne Komposition betegnede da ogsaa Programmets Tyngdepunkt o,, blev særdeles sinukt spillet af Pianisten. Derefter fulgte en velformet og klangslwn Imprornptu af Louis Glass,

vel nærmest i Schurnann-Cliopinsk Stil, oa til Slutnin,, slo«, Elof Nielsen et Sla«, for sin gamle nu afdøde Lærer, Roger Hen

~1

rielisen, hvis tre Humoresker Op. 6 ikke paa langt. nær staar paa Højde med Slutningsnuinnieret Op. 13, hvor inan inærker,

at Komponisten i Mellemtiden har oplevet César Franek og Debussv.

Det forekommer os, at Pianistinden Anna Schytte paa en Maade sætter sit Lys under en Skæppe. Alt for sjældent. har man Lejlighed til at 1-y-tte til hendes fine, intime Kunst. Naar denne Lejlighed foreligger, som ved Jubilæuniskoncerten hos Hornung & Møller den 12. November, bliver det imidlertid no,,et af en Fest - en Oplevelse. Pianistinden havde ved Fremførelsen af Mozzarls Trio Ni-. 9 og Tschaikowsky's Trio Op. 50 som Partnere valgt de to fortrinlige Kunstnere Julius Thorn~erg og Louis Jensen, et Valg, soni vderligere gav Glans o,,, Fornemhed til Koncertens Præstationer. Vi erindrer ikke lænse t ha-ve hørt 31o~---arts

vidunderlige d-m011 Trio saa fuldendt

spillet. Her var ikke bare Stil, i-nen Liv - man kunde næsten fristes til at skrive - en organisk voksende Genopstaaen af de Inspirationer, som satte Komponistens Sind i Brand under Undfangelsen af Værket. Det kan for øvrigt ikke næ,tes, at Stilforskellen i Mozarts og Tschaikowskys Trio til at be«,~vride ined faldt no,et tumt for Brystet; men den æ,-,te musikermæsswe Maade, hvorpaa de tre Kunstnere ,reb det Hele an, mildnede Overgangen o, førte en i Variationsformerne efterhaanden blidt og yndigt o'ver i Mazurkaens og Valsens vuggende Rytmer, hvor man igen fik Lejlighed til at beundre Anna Schyttes pragtfulde Rylinik og i bedste og ædleste Forstand perlende Teknik.

Til Slutnim, har vi hos Hornun,,~,

N.,loller liort Agnes Adler, livis Koncert faar Onitale andet Steds i Bladet, sanit Pianistinden Dagmar Bendix, som ined den bedste Assistance -,,,av en Mindekoncert for sin

afflode Mand, Professor Viclor Bendix. I Odd-Felloiv-Pal,,wel har vi, for Pianisternes Vedkommende, kun to Koncerter at anmelde nenilig: Sara Bechs og ~7ictor

I-

Schiolers.

Sara Bech er en Pianistinde, hvis _,run~ dige tyske Uddannelse garanterer, at hun kan sine Ting. E~,ndnu er der imidlerti~ over hendes Foredra,, noget ubehersket, uaf-gæret, der blandt andet i Buclispillet

gav sig Udslag i unodige Kraftpræstationer. Beelhovens saa skoilne e-inoll Sonale lod lieller ikke til at ha-ve berort liende særlig dybt - ialfald ikke hvad første Sats angaar, der blev alt for overfladisk og etudemæssigt »afs illet,( til at gore dybere

lndtrvk. Det var e,entli,,, forst i Brahms

1-1 1

f-moll Sonale, at Pianistinden fandt den

Stil, soin helt ga-v Udløsning for liendes

Talent. -Og det mærkelige skete, at Sara

Bech her ikke blot fik Lejlilhed til at vise sine pianistiske F,,rerdigheder, nien tillige dokumenterede en poetisk Finfølelse ol, en personlig Grebethed, som gav de bedste Lofter for Fremtiden.

Victor Schioler er, som det forovri,,t ofte tidligere har været paapegget, maaske den eneste af de danske Pianister, soni.

virkeli,-, har interiiationale Dimensioner.

l

Hans Form og Teknik er Virtuosens. Som en Imperator sidder han v-ed sit Flygel medens Myriader af sinaa sorte Noder under hans, stærke Hjernes Vilje, i Brokdele af Sekunder, faar tonende Liv ved Hændernes legende Spil henover Tan,,enterne. Som Atliene i Sa,,net fuldt

rustet sprang ud af Zeus' Pande, paa saninie

11

Maade forekommer det Tilliorerne at de Værker Victor Seliloler genskaber staar færdi«,støbte i hans Fantasi. Men Inspirationerne har niere Antikens koli-«e Skøn

hed over sil end Livets. Selijoler er ikke Lyriker. Og selv naar han optræder som saadaii, som i Sehumanns Fantasi Op. 17, er det mere hans reflektive Evne til Klangsammenstillinger og en vidunderlig Beherskelse af det musikalske Stof, man beundrer, end haiis Evne -til at berøre en til Betagelse. Fra Schiolers Koncerter gaar man derfor, trods alle Skønhedsindtryk, ofte ined en næsten saar Fornemmelse af, hvilken vidunderlig Pianist han vilde have været, oni. han helt havde kunnet tilegne sig netop det Motto, Schuniann satte over sin Fantasi Op. 17:

Durch alle Tóne Unet lin bunten Erdenrauin Ein lejser Ton ~,ezo,,cii Fdr den der heimlich lauschet.

Oni Sangerne kan vi dennegang fatte os i Korthed, da Pianisterne i denne Maaned har været saa helt dominerende. Noget af en Begivenhed var det, da Saillerinden Ellen Beck, efter ti Aars Taushed, illen vis-te sig paa K-oncerttribunen. Et ininutlam,t Bifald fra den fuldproppede Sal overbeviste Saiilerinden oni, at hendes Beslutnin- - i,en at fremtræde for Offentliheden havde vakt almen Syrnpati o,, Interesse. Blev nu Aftenen noget af en Renæssance? Baade Ja o,, Nej. Næ,tes kan det jo ikke, om inan da vil være fuldt ærlig, at Stemmen, helt naturlig og selvfølgeligt, ikke lænler kan eje eller ejer Fortidens Charme, Fylde o,, Renhed. For at være helt retfærdi,,, maa vi dog tilføje, at man alligevel forbavsedes over, hvor forholdsvis godt den alligevel. havde holdt si,,. Men hvad der er bevaret - ja maaske

11

yderligere udviklet, er Foredragets Plastik o,, den dybe Menneskelighed, der ,,iver Tonerne som Ordene dette uudsi,-,elige, der enten bevæ«,er til Smil eller Taarer. Heises pragtfulde Sangeyklus: Gudruns Sorg blev Aftenens store Oplevelse, og det stærke Bifald, der fulgte, udløste hos Publikum en lykkelig Følelse af igen at have en stor o,1 æ,,te Kunstnerinde i sin Midte.

Sangerinden Ellen Palle-Andersen ejer ubestrideligt en af de. priniære Betinlelser for at blive en ,o d Sangerinde - det pragt

111 1-1

fulde Steminemateriale og den snitikke Timbre. Hvad selve Stemniebehandlingen angaar, mærker inami, at Sangerinden siden man sidst hørte liende har gjort ode

I I

Fremskridt, selv om Intonationen endnu er temmelig usikker, som i llugo Woll's Verborgenheil og 11ahn's: D'une prison. Hvad der iiiiidlertid i Øjeblikket tynger Ellen Palle-Andersens San,,kunst niest er

11

hendes ujævne Foredragsevne, der svinger mellem to Poler: det voldsomme Udbrud o,,, - Stillestaaen. Det er Nuancerin,sevnen og Musikkulturen det er ,alt med. Sangerinden gaar gerne til Yderligheder, maler eiiten med for stærke Farver, eller henfalder til Udtrykkets Monotoni. Hverken Schuberts: Du bist die Ruli, eller Sanluzzas Arie klædte liende derfor synderligt og Grelschanffiows yndefulde Berceuse, der skal virke som en let henkastet Skitse, blev i Ellen Palle-Andersens rytmisk for tunge Gengivelse koniplet overtegnet. Bedst skilte Samerinden si,, ved Debussy's: Beau soir og Gretschaninows: ,Trisle es1 le Steppe,,, nien hun bar endnu adskilligt at lære for hun naar did, hvor hun nied sine fortrinli,,e Evner burde naa - at blive en ,od Romancesanerinde.

Hjalmar Bul].

Den forløbne Maaned har budt paa en Mængde Koncerter i bro,~et Blandin,,, vi

I!, -

omtaler føh,ende i kronolo,,isk Orden:

Max R1j1ter havde i Forbindelse med Hilda Sehested og den udimærkede Fløjtenist Iloul Hagemann sorget for et ganske

11 1

afvekslende Program; inen det kneb lidt med Lodigheden. Det første Nummer, Bach's h-moll Sonat for Fløjte og Klaver, var jo i o,, for sig godt nok, nien led under et mangelfuldt Sammenspil o,, et noget unuanceret Foredrag af Klaverpartiet. Hilda Seliesteds Suite for Fløjte ol, Klaver (med Koniponisten ved Klaveret) efterlod i sin no-,,fet skruede Moderiiisnie intet

dybere Indtryk; det sanime kan siges om Soulage's Fløjtesonate, men den havde bindelse mindre. Der var for mange motiviske Gentagelser - men heldigvis havde man saa Petter Dass' Prægtige Vers at glæde sig over. - Programmets sidste Stykke, Italieneren Labrocu's Strygekvartet, viser os en ung, talentfuld ~~usiker, der desværre er bleven greben af Objektivitetens Bacille. Han er saa sandt gaaet radikalt til Værks - ikke en,-,ana en Smule Neoklassicisnie å la Strawinsky tillod han sig. Virkemidlerne vlar de mindst mulige. En seerdeles klar linear Sats med ringe melodisk Spænding, men med udpræget

1-1 1»

rytiiiisk Struktur, som dog ikke udviste

synderlig Afveksling eller Opfindsomhed.

Det hele -,,ar en Le,, ined Toner, af Forniat

ikke større endi en Legge-

tøjsæske. Men det var i Grun en en ganske munter Leg o,, livein -,,,ed, rnaaske ogsaa, Legen med Tiden kan fore til en Renaissance - den soni Mussolini paa sit Oniraade forso,,er paa helt anden Vis. Udførelsens ikke'lette Lod laa i Hænderne paa Rajn-Kiwi-tellen, der ganske særlig i Rosenbergs Kvartet lagde et udinærket Sammenspil for Dagen. Eli særlill 1-~oinplinient. til Priniarius, der trak langt det største Læs. Ely Hfalmar gav, med Helge Bonnén som udmærket Ledsager ved l~laveret, Sangene en i det væsentli~,e f,~,Idest«,oreiide Fortolkning. - Saa var der to Kompositionsaftener. Den første af Si). Godske-Nielsen, som forsø,,te si,, nied forskelli-e Værker paa 1-Zaniniermusikens Oniraade. Bedst var Str g

ygekvartetten, der i sin Form -,,ar saare, s aare stilfuld; og for saa vidt betinget dygtig gjort. Nilen Indholdet var det smaat ined - -v-æsentlig Pastiche efter Brahms os Carl Nielsen. Noget tilsvarende

i11

gjaldt endnu højere Grad om de andre Arbejder, saa Aftenen blev noget lang o,, ensformig at koninie igennem. Dette var deriniod ikke Tilfældet med Honeflgers Konipositionsaften. Honegger er en utrolig

1,1 ~1

alsidig Koniponist, inen netop derfor liar det være svært at faa fat i, livad der udgør Kærnen i hans Kompositioner. Enkelthederne kan være beta,,ende o«, er, soni i de tidli,ere horte synifoni Ske Arbejder tillige med Sonatinen og de tre Kontrapunkter, ofte samlede til sluttede Helheder, nien af vidt forskelli Støbnin,,. N,,len i andre Tin,, som Strygekvartetten eller Sangene med Strygekvartet, er Indholdet germansk gru'bliserende eller udflydende inipres

get, Blanding. Dog finder

sionistisk, i bro ""1111

jeg ved nærmere Betragtning et fælles

Kendemærke i hans Kompositioner, som

gør, at han som Komponist er noget for

sig, nemlig de store dynamiske Spændings-

linier, som trods den tilsyneladende brogede

Man«foldi,,hed sikrer det helstøbte i Per-

sonli,heden. Naturli,5viser dette for-

bindende Princip ikke altid lige stærkt.

~1

eller udpræget (smlan. forøvrigt vor Omtale af Jorgen Bentzons Kompositions~ aften ifjor), og over flere af de hørte Kompositioner vil der sikkert lægge sig Forglemmelsens Slør - men Hone,,fger synes at være en Komponist i stadig Udvikling o,, staar i Henseende til Idéril,,dom og musikalsk Fylde betydelig over de fleste af sine samtidkæ - Strawinskv iberegnet. Til Slut en lille Bemærkning af mere speciel Natur. De mange udenlandske Komponister, der forsøger sig med H. C. Andersen soni Baggrund, skal være forsi,ti,e ined at lade deres Æortoniii,,en,

11 1

figurere her i Landet. Saaledes havde

Honeggers 3 Sange ikke stort andet til-

fælles nied H. C. Andersen end Titlen -

saa foretrækker vi Ravels »Ondiiie«, der

endda ikke gør Krav paa at være inspireret

af Andersen, nien som i sin yndefulde

Uberørthed kommer Sujettet langt nær-

mere. Rud. Langgaards »Kedeliges Musik-

forening« fik en Start, der desværre ikke

ganske gjorde Navnet til Skanime - dertil

var baade Dirigent og Orkester for inliabile,

navnlig overfor Beethovens 9. Symfoni.

Vi maa forøvrigt tilraade det ~,filliarmo-

niske«~ Orkester at revidere sin Horn-

besætnin,-, - ellers ør d e t sit Navn til

Skamme. Til Slut omtaler vi tre Violi-

nister, to fremragende, Chr. Esbensen og

Cecilia H(insen, og c-il ikke videre betydelig

udenlandsk, Saclia Culbertson. Alle tre var

de frernragende Teknikere, for den sidstes

Vedkommende dol, nied en lidt kedelig

Tilsætning af Nonclialence. Chr. Esbensen

er yderligere en frisk og umiddelbar, i

god Carl Nielseri'sk Forstand fynsk Type.

Cecilia Hansen havde et dejlig energisk

Spil o,, forstod at give sin Musik baade

Holdning o-, Ynde. Culbertson impone-

rede, sorn nævnt, til en vis Grad med sin

Teknik - men lians Spil var ikke særlig

propert og traadte i niusikalsk Henseende

I

langt. i Skyggen for de førnævnte Kunstliere af dansk Herkonist.

B ri eghel-INICiller.