Leevi Madetoja. Finsk tonekunstner

LEEVI MADETOJA.
FINSK TONEKUNSTNER

AF E. KATILA

KOMPONISTEN Leevi Madetoja indtager en meget fremragende Plads i Finlands Musikliv. Som Orkesterkomponist anses han for den fineste i den Generation, der kommer efter Sibelius. Han har af Naturen en sjælden Sans for Form-og Klangskønhed. Og Aar for Aar har han udviklet sin fornemme Kompositionsteknik til en stadig større Afslebethed. Madetoja forener en skabende Kraft med stræng Selvkritik og en stærkt, udviklet æstetisk Smag. I Finland, hvor den unge Musik, ligesom ogsaa andre Kunstarter i mere eller mindre Grad bunder i Naturanlæg, medens Tekniken er mere sjælden, om end der i den senere Tid er Tegn, der peger i den rigtige Retning - i Finland staar en Kunstnertype som Leevi Madetoja i en Klasse for sig. Han er en Tonekunstner, der i sig forener nationalt Særpræg med kosmopolitisk Musikkultur.

Hans Aands Rødder gaar dybt ned i den finske Jordbund, men hans aandelige Habitus er ikke destomindre af universel Karakter. Han er den finske Tonekunsts Vesteuropa.

Leevi Madetoja er Østerbottning, født i Uleåborg 1887. Efter at være bleven Student ved Helsingfors Universitet tog han fil. mag. Eksamen Aar 1910. I Aarene 1906-10 studerede han Musik ved Helsingfors Konservatorium under Armas Järnefelt og Jean Sibelius og fuldendte senere sine Studier i Wien under Robert Fuchs og i Paris under Vincent d'Indy. For Tiden er han Lærer ved samme Konservatorium, fra hvilket han selv er udgaaet. Han sidder ogsaa i Tremands-Direktoratet.

Taivo Kuula var lige begyndt at vække almindelig Opmærksomhed, da der fra Helsingfors Musikinstitut allerede udgik en anden fremragende østerbottnisk Tonekunstner, hvis første Fremtræden var egnet til at vække de finske Musikkunstneres Interesse. Leevi Madetojas første større værk, Opus 1, Trio, e-moll, for Klaver, Violin og Violoncel blev spillet ved Helsingfors Musikinstituts Eksaminer om Foraaret 1909. Komponisten fuldendte netop ved denne Tid sine Studier der.

Vinteren 1909-10 skabte den unge Tonekunstner sit første Orkesterværk, en Suite i 4 Satser, hvis henrivende Elegi stadig har holdt sig paa Repertoiret. Denne Suite gav gennem sin Modenhed og sine dygtigt anbragte Orkesterfarver sand Grund til
at tale om den »fødte Mester«, da den svære Gave at beherske et Orkester, hvilket hos andre kræver store og langvarige Anstrengelser, syntes at være givet ham i Vuggegave. Fra samme Tid stammer en Del interessant Teatermusik, skrevet for Nationalscenen. I Efteraaret 1910 gav Komponisten sin egen, første Koncert, og kort derefter rejste han til Udlandet.

Denne Udenlandsrejse blev for Leevi Madetoja - jeg vil ikke sige retningsbestemmende, thi hvad Retning, han vilde følge, havde han været paa det rene med allerede før - men dog symbolsk for hele hans fremtidige Udvikling. De første Studieophold var i Paris og Wien. Den franske Kunst, dens rene Atmosfære og forfinede Teknik behagede ham, men i endnu højere Grad fængsledes han maaske af den franske Kultur i al Almindelighed, den Kultur, som stadig har givet Verden ny Impulser. Og den er han forblevet tro. I Aarenes Løb har han atter og atter begivet sig til »Ildstaden" Paris, hvor han befinder sig saa vel, og hvor han enten har gjort Udkast til eller fuldendt mange af sine største Værker. Denne »Parisiskhed« er karakteristisk for Leevi Madetojas Kunstnerpersonlighed. Dette bør ikke forstaas som om han af den franske Hovedstad skulde have modtaget direkte Indflydelse eller sluttet sig til nogen af de Strømninger, som i de senere Tider er opstaaet og atter forsvundet der - nej, han har tværlimod fuldstændig bevaret sin Egenart, ja, man kan endogsaa sige, at han netop i denne Skole har fundet sit eget Jeg, staalsat sin egen Stil. Men denne hans Stil, hans tekniske Klarhed og Glans, der er ganske fri for de uigennemsigtige, nordiske Taager, som den germanske musiks Massevirkning fremmer, er i Slægt med den galliske Aand.

Fra Wien-Perioden (1911) da Madetoja i "Paris ved Donauen" nød Undervisning hos Vogterne af Musikens klassiske Traditioner, stammer et Orkesterværk, et af de mest indtagende, Udviklingsaarene har skænket os, nemlig »Dansevision«, et straalende spirituelt, af maskerede Valserytmer baaret, »Minde fra Wien«, hvis Livfuldhed, smukke Kolorit og fyldige Orkesterklang gav et afgørende Bevis for, hvilken Mester i Orkesterkomposition, Finland var ved at faa i denne Tonekunstner.

Herefter fulgte Aar af flittigt Arbejde og talrige Resultater: Klaverstykker, Kompositioner for Violin og Klaver, Solosange, Korværker, Fædrelandssange og Hymner, Kantater, symfoniske Værker med Kalevala-Motiv m. fl. Fra Aar 1913 findes en Sonate af ædel Rejsning for Violin og Klaver. Den er bleven et Yndlingsstykke for Finlands Kammermusik-Dyrkere.

Med Tonekunstens største Opgaver gav Madetoja sig i Kast i Aarene 1915-16. Da komponerede han sin første Symfoni i F-dur, og tilkæmpede sig derigennem Herredømmet over et Omraade, hvor han har skabt Mindesmærker, der vil bestaa indenfor den ny, finske Musik, og hvor han efter Sibelius repræsenterer de højeste Resultater, vor Tonekunst har naaet.

F-dur Symfonien var et kraftigt Greb i denne Retning, et Værk, hvor Komponisten i Lapidarstil, kort og. myndigt siger, hvad han har at sige, uden at indlade sig paa vidtløftige Forklaringer. Den er et Forsøg, paa hvilket han maalte sine Kræfter for kommende Storværker. Et saadant Storværk fulgte snart: Den, efter et Par Aars Forløb komponerede, Anden Symfoni, et mærkeligt Udtryk for Komponistens Oplevelser og individuelle indre Følelses- og Tankeverden. Dette vidtløftige Værk er bl. a. i Skandinavien bleven modtaget med Forstaaelse og Paaskønnelse. Skønt det ikke er let tilgængeligt, er det, dog i Finland almindelig yndet paa Grund af de Egenskaber, som afspejler dets Skabers Sjælsretning: Hans Hang til det grublende, hans poetiske Skabertrang og hans sjældne Skønhedsdyrken. Den Følelsesverden, som rejser sig over Symfoniens tragiske Grundstemning, svarer til Tidens Aand og Slutningen, som smelter hen i fredelig Afslappelse, gør en befriende Virkning. En af en frisk Understrøm baaren Epilog afslutter dette den finske Tonekunsts Mesterveerk i ædel, Resignation.

Leevi Madetojas Tonedigtning havde allerede opnaaet almindelig Anerkendelse og en udstrakt Popularitet, da han med sin Opera »Österbottningar« vandt sin største Publikums-Succes. Komponisten, som mange havde vænnet sig til at betragte som hovedsagelig Lyriker, forbavsede nu ved at optræde som en Dramatiker, hvis Lige ikke findes i Finland. Det behøver ingenlunde at betragtes som en Forringelse af det Arbejde, som tidligere er udført i vort Land til Fremme af indenlandsk Operalitteratur, naar man fastslaar, at »Österbottningar« er det første, fuldblodige, finske Musikdrama, der i Stil og Bygning opfylder de Fordringer, som bør stilles til et saadant. Den finske Folkesjæl og finsk Folkeliv er aldrig før skildret saa træffende i Toner.

»Österbottningar« fremstiller en for en stor Del allerede forgangen Kulturperiode i det finske Folks - eller strengt taget en Del af det finske Folks - Udvikling. Handlingen foregaar i Österbotten ved den bottniske Bugts Kyst i Egnen omkring Vasa, deraf Navnet »Österbottningar«. Tidspunktet: Midten af forrige Aarhundrede: Aarene 1850-60, da Folkets Sædvaner og Livssyn i høj Grad afveg fra Nutidens, gennem Kulturens Fremskridt, forandrede, mildere Sæder og Skikke. »Knivarena« (eller »Knivhjältarna«, finsk »Puukkojunkkarit« - under dette Øgenavn kendte det øvrige Finland denne hidsige, men »renlivede«Befolkning, i hvis daglige Liv, til Familiefester og specielt Bryllup, Slagsmaal og Knivstikken sædvanligt forekom, men hvis ubeherskede Temperament, ja, Raahed, egentlig stammede fra en udpræget Selvstændighedsfølelse, et ubetinget Personlighedskrav, ved Siden af hvilket alt andet var dem uden Betydning, og for hvis Skyld, de var rede til naarsomhelst at sætte alt, endogsaa Livet paa Spil.

»Her i vor Landsdel frygter man ikke for sit eget Liv og skaaner heller ikke andres« - denne Replik af Hovedpersonen i Madetojas Musikdrama (en af hans sidste før hans voldsomme Død) - kan egentlig siges at være Værkets Motto. Den kaster som et Lynglimt over et trodsigt, selvbevidst, rankt Folks psykiske Verden, en Verden, hvor Instinkterne ofte taler højere end den beregnende Fornuft. Paa en smuk Maade kom denne Österbottningarnes stejle Frihedsfølelse til Udtryk 60 á 70 Aar efter de i denne Opera skildrede Tider, nemlig i Foraaret 1918, da Finland rejste sig for at afkaste det forhadte russiske Aag. Österbottningarne var blandt de første, som optog Kampen mod de i Landet stationerede russiske Tropper og drev dem ud af Österbotten. Hos »Knivarenas« Efterkommere var den romantiske, individuelt betonede Overlegenhed og Trang til AEventyr gaaet over til fædrelandssindet Sammenhold og Frihedsfølelse, men Parolen, Maaden at se paa Tingene paa, var den samme som hos deres Forfædre: »Her hverken begæres eller gives Pardon!«

Leevi Madetojas første sceniske Produkter er en Hymne til Österbotten - en Epopé over de vide Sletter - over dens ejendommelige, ved de gamle Traditioner fasthænggende, Befolknings enkle Glæder og Sorger - og fremfor alt over dens Frihedstrang. En mægtig Hjemstavns-Kærlighed strømmer en imøde fra denne farverige Folkelivsskildring.

»Österbottningar»« viser aabenbart dramatisk Temperament med et iøjnefaldende Islæt af ægte, bred Humor.

I Helsingfors gaves 50 Forestillinger i Rad og »Österbottningarne« staar stadig paa Operaens Repertoire. Dette Værk er senere bleven opført paa Kiels Stadtsteater og sidste Foraar ved den nordiske Musikfest. Længere ud over sit eget Lands Grænser er det endnu ikke naaet paa Grund af vanskeligheden ved at faa Nodematerialet. Wilhelm Hansen har ganske vist forlagt Værket, men Nodernes Udgivelse er bleven udskudt, til Finland har sluttet sig til Bernerkonventionen og truffet Overenskomst angaaende den kunstneriske Ejendomsrets Beskyttelse.

»Österbottningar« efterfulgtes af Tredje Symfoni, i hvilken Komponisten anslaar lysere Strenge end i sine andre Symfonier. De, som har besøgt Musikfesten i Stockholm, vil mindes, at dette Værk var Tyngdepunktet i den finske Orkesterkoncert. Sidste Sommer har Madetoja fuldendt Partituret til en Balletpantornime »Okon Fuoko«, hvis Libretto er skrevet af Poul Knudsen.

Som privat Person nyder den kultiverede Tonekunstner en overordentlig Popularitet i sit Hjemland.