Om Den Finske Tonekunsts Udvikling

OM DEN FINSKE TONEKUNSTS UDVIKLING

Af Toivo Haapanen

NAAR man taler om finsk Tonekunst, forstaar man derved sædvanligvis den musikalske Produktion, som i de sidste Aartier er blevet til i Finland, og som foruden af Oprindelse ogsaa af kunstnerisk Natur er finsk, d. v. s. viser nationale Særtræk. Fra dette Synspunkt set er Finlands Tonekunst ung, og dens Tilblivelse knytter sig uadskilleligt til Jean Sibelius' store musikalske Livsværk. Men ligesom i et Landskab en Høj i Forgrunden dækker Udsigten bagved sig, overskygger de store kulturelle Præstationer ogsaa let det, som er gaaet forud for dem. Naar vi i vore Tanker vil flytte os fire eller fem Aartier tilbage i Tiden og i Lyset af de daværende Forhold undersøger den finske Tonekunst, ser vi, hvorledes alt, hvad der kan nævnes med dette Navn, grupperer sig om et andet stort Navn, Frederik Pacius. Hvis vi tænker os flyttet endnu længere tilbage, lyser Bernhard Henrik Omsells Navn som det store, og vi ser et værdifuldt kunstnerisk Musikliv blomstre i Landets daværende Hovedstad Åbo. Fortsætter vi yderligere vor Vandring i det forgangne, faar vi Øje paa endnu fjernere Foreteelser af musikalsk Kultur. Vi ser, hvorledes man paa Hertug Johans Tid udøvede Musik paa Åbo Slot, og hvorledes man endelig i Middelalderen i Kirker og Skoler dyrkede den romerske Kirkesang. Men bagved den Tid formørkes Synskredsen: Om vore hedenske Forfædres Musikbedrifter er ikke opbevaret direkte Oplysninger. Vi kan dog være sikre paa, at ogsaa de havde en vis musikalsk Kultur, og fuldkommen uvidende om Arten af denne Musik behøver vi heller ikke at være. Man kan nemlig antage, at Folkemusiken har bibeholdt Træk, som har sit Udspring i den forhistoriske Tid.

Naar vi vil danne os et Billede af den finske Musiks Udvikling i Ordets videste Forstand, maa vi altsaa gaa ud fra Folkemusiken.

De gamle Runesangere beviser, at Fortidens Finner holdt Sang og Musik højt i Ære, og det første Nationalinstrument, Kantelen, turde, efter hvad Forskningerne har paavist, have været i Brug allerede cirka 2000 Aar, hvorfor den ogsaa vel fortjener Navnet Nationalinstrumentet. I den finske Folkemusik, som har været Genstand for et flittigt Samlerarbejde, kan man udskille forskellige Regler og tydelig nok genfinde noget lignende i Arten af vore Forfædres Musik i forskellige Perioder. Som ældste Gruppe kan nævnes Joddlings- og Klagesangene fra Øst-Karelen og Ingermanland. Disse bestaar af en enkel, frit improviseret Musik til ubundne Vers og deres melodiske Udstrækning er i Almindelighed ringe, omfatter blot nogle Toner. En anden, noget mere udviklet Grad repræsenterer de saakaldte Runemelodier. Ogsaa de er endnu i deres melodiske Udstrækning knappe, men rytmisk er de udkrystalliserede i bestemte Former. Som tredje Aflagring vil vi tilslut kunne nævne den endnu overalt i vort Land bevarede, nyere Folkemusik, som naturligvis ogsaa indeholder baade ældre og nyere Elementer. Vor Tids Folkevises karakteristiske, rytmiske Form er den saakaldte »Rekilaulu« (ordret oversat »Kanevise« , som omfatter to Vers i fire Takter hver. Som særskilte Grupper optræder de aandelige Folkemelodier, som for det meste er Varianter af kirkelige Melodier, samt Danseviserne, der udviser Slægtskab med det syttende og attende Aarhundredes Kunstmusik.

Ligesom de mere afsides boende Dele af vort Folk sejgere har holdt fast ved deres gamle Runer og Melodier, saa er ogsaa de gamle Instrumenter bibeholdt i de fjernere liggende Egne. Kantelen, som endnu i det attende Aarhundrede var almindelig i hele Finland, er nu kun i Brug hos Folket i nogle af østre Finlands fjerneste Dele. Et andet gammelt Instrument, som fortjener at nævnes er den saakaldte Strygeharpe, som har holdt sig nogle Steder i østre Finland.

Med Folkemusiken som Udgangspunkt kan vi altsaa antage, at vor musikalske Kultur i den ældste Tid har været omtrent saadan som de til vor Tid bevarede oprindeligste Former viser, og at den siden gradvis har udviklet sig derudaf.

Finlands Musikhistorie begynder da den romerske Kirkesang for første Gang lød i en finsk Kirke, og dens første Stadium omfatter vor Middelalder. Mindesmærker fra denne Tid er bevaret i Mængde, ganske vist for største Delen kun som Fragmenter. Men selv kun med disse som Udgangspunkt kan man dog godt danne sig en Mening om hvordan den enstemmige, romerske Kirkesang formede sig i Finland i Middelalderen, og der er desuden ogsaa bevaret fuldstændige Kirkesangbøger fra Slutningen af Middelalderen i ret stor Mængde. Foruden en musikhistorisk har disse Mindesmærker i al Almindelighed en kulturhistorisk, ja, endogsaa paa en vis Maade en almenhistorisk Betydning. Ved Hjælp af dem kan vi som oftest drage Slutninger, angaaende hvorfra, og ad hvilke Veje Kulturvirkningerne har søgt sig frem til vort Land i Middelalderen. Det er naturligvis ogsaa interessant at undersøge, i hvilken Grad den middelalderlige, musikalske Kultur har indeholdt selvstændige Træk. Det synes idetmindste til en vis Grad at have været Tilfældet. Saaledes har man i Finland fundet flere middelalderlige Sekvenser, som ikke er kendt andetsteds, og som aabenbart er opstaaet her.

Det værdifuldeste Bevis for, at der i Slutningen af Middelalderen og Begyndelsen af Reformationstiden har udviklet sig en vis Musikkultur i vort Land, er Sangsamlingen »Piae Cantiones«, som ganske vist tilhører Reformationstiden, men som i sit Indhold for største Parten atter vender tilbage til Middelalderen. »Piae Cantiones« er en Samling 1-4 stemmige latinske Skolesange, som blev udgivet i Greifswald Aar 1582 af den Nyländske Student Theodocius Runta og Rektoren ved Skolen i Åbo, Jakob Finno eller Suomaloinen. Disse Sange var ganske vist kendt i hele det daværende svenske Rige, men de synes særlig at have slaaet Rod i Finland. Dette ses blandt andet deraf, at af alle de talrige Oplag af Samlingen er de fleste udgaaet fra Finland, og at en finsk Oversættelse af denne udkom allerede Aar 1616, redigeret af Hemming fra Masku, samt at Sangene har holdt sig længst i Brug i en Del Skoler her, helt op til Midten af det nittende Aarhundrede. Desuden nævnes paa Titelbladet af det andet Oplag (1625), at disse Sange var skattede og blev anvendt »særlig i Storfyrstendømmet Finland«, og Sangenes Oversætter Hemming paastaar rent ud, at de paa nogle Undtagelser nær ogsaa er opstaaet i Finland. »Piae Cantiones« er ogsaa for en stor Del saadanne, som idetmindste indtil videre ikke findes i tilsvarende udenlandske Samlinger, og som derfor antagelig er af nordisk, maaske for en stor Del netop af finsk Oprindelse.

I det sekstende Aarhundrede kommer saa Reformationen, og Kirkemusiken indtræder i et nyt Stadium. Nogen afgørende Omvæltning paa Kirkemusikens Omraade medførte Reformationen dog ikke i Begyndelsen. Den middelalderlige Kirkesang blev for en stor Del bibeholdt uforandret, men man prøvede paa at virkeliggøre Reformationens Principer ved at lade de latinske Tekster blive oversat paa finsk og svensk. Disse Oversættelser er af Interesse ogsaa for Musikforskningen. De er nemlig stadig forenet med visse Omarbejdelser af Melodierne i Lighed med det ny Sprogs Fordringer, og det kan konstateres, at Reformationstidens Kirkemusik gav Prøver paa en betydelig Dygtighed i den Retning. Lidt efter lidt fik de protestantiske Koraler saa større og større Indflydelse jævnsides med de fra den middelalderlige Kirkesang nedarvede Former, og mangestemmig Sang dyrkedes flittigere og flittigere i Kirkens og Skolens Kreds.

Hvad den profane Musik angaar i den Tid, kan Finland ikke have haft noget Resultat af Betydning at fremvise, da Hoflivet, som overalt i ældre Tider var Musikens bedste Fristed, jo var af meget ringe Betydning i Finland. Man ved dog, at Hertug Johan paa Åbo Slot holdt et lille Hofkapel, hvis Medlemmers Navne endog er blevet opbevarede. Vi kan gaa ud fra, at der ogsaa fandtes en vis Interesse for Musik paa de adelige Slotte. I det syttende Aarhundrede optraadte fagligt uddannede Musikere i Byerne, de saakaldte Stadsmusikanter, og Militærmusiken har sikkert haft en vis Betydning ogsaa for Folkemusiken. Det Centrum, omkring hvilket Landets Musikkultur siden særlig udviklede sig, var dog det 1640 grundlagte Universitet i Åbo. Musiken havde, som Undervisningsfag ved Universitetet, saavel som i Datidens Skoler, langt større Belydning end nu, og det fortjener at lægges Mærke til, at endogsaa videnskabelige Forskninger i musikalsk Retning dreves paa Universitetet i Åbo i det syttende og attende Aarhundrede.

Af den Grund faar Musiklivet henimod Slutningen af det attende Aarhundrede rigere Former. Tyngdepunktet flyttes nu definitivt fra den kirkelige til den verdslige Kunstmusik, og fra det Tidspunkt kan vi regne, at der begynder et kunstnerisk Musikliv i Finland. Mange Faktorer var medvirkende i den Retning. Denne, den saakaldte »Gustavianske Periode« var i Sverrig og Finland særlig frugtbringende for alle videnskabelige og kunstneriske Interesser, da Kong Gustaf den tredje selv gik i Spidsen for al Kunst. Under Paavirkning paa den ene Side af »Oplysningen« og paa den anden af den vaagnende Romantik, opstod da ogsaa i Finland en livlig, patriotisk Interesse for Videnskab og Kunst. Desuden begynder paa den Tid Musikdyrkelsen overalt i Europa at gaa fra Hofferne over til en offentlig Koncertvirksomhed. Det i Åbo stiftede, først og fremmest litterære, Aurora Selskabet (1770) dyrkede ogsaa i sin Kreds Musik, og den første offentlige Koncert blev afholdt i Åbo Aar 1773. Noget senere i 1790 blev Åbos musikalske Selskab stiftet. Dets Opgave var særligt at fremme Interessen for Musik. Af dette Selskabs Virksomhed udviklede sig i Åbo henimod Aarhundredskiftet et Musikliv af stor Betydning. Man opførte Orkester-, Kammer- og Vokalmusik, foruden at der gaves rigelig Anledning til at høre tilrejsende Kunstneres Koncerter. Åbos musikalske Selskab fulgte nøje med sin Tid, hvad man bl. a. kan slutte sig til af dets Program og Bibliotek. Ogsaa Studentersangen kom paa den Tid (1819) fra Uppsala til Åbo og fik her en særlig kraftig Udvikling. Det kan nævnes, at denne Tids Studentersangere allerede havde nogle finske Folkeviser paa deres Repertoire.

Saaledes opstod i Åbo lidt efter lidt et Milieu, som med Tiden sikkert vilde være blevet Ophavet ogsaa til en producerende Kunst. Paa samme Tid arbejdede ogsaa paa andet Sted den første finske Komponist af Betydning: Bernhard Henrik Crusell (1775-1838). Han var født i Nystad, flyttede som Barn med sine Forældre til Kurnujärvi og lærte der at spille Klarinet af Sønnen af en Regimentsmusikant; hans usædvanlig store Begavelse blev opdaget, og han fik ved gavmilde Velynderes Hjælp Lejlighed til i Stockholm at uddanne sine Talenter. Senere foretog han ogsaa Udenlandsrejser. I Sverrig arbejdede han siden største Delen af sit Liv baade som Dirigent, Klarinet-Virtuos og Komponist. Som Klarinet-Virtuos vandt han sig et stort Navn, men ogsaa som Tonekunstner er han fuldt ud paa Højde med sin Tid. Crusell er den første finske Musiker, som fik Lov til helt at udvikle sine Evner, og skønt hans Virksomhed i Sammenligning med mange andre kun har berørt Finland lidt, har han dog sin sikre Plads i Finlands Musikhistorie.

Foruden Crusells kan ogsaa anden Kompositionsvirksomhed spores i Finland paa denne Tid, ja selv i Købstæderne vaktes Interessen for Musik.

Denne Tid har sikkert haft en grundlæggende Belydning for den finske Musiks Udvikling. Den Gang skabtes for første Gang for Alvor de Omgivelser, som Tonekunsten fordrer for at kunne trives.

I Udviklingen af Musiklivet i Åbo indtraf dog, inden der var gaaet kort Tid, en Afbrydelse. Den politiske Forandring efter Krigen 1808-09 medførte snart, at Landet fik en ny Hovedstad, Helsingfors, og da Åbos Brand 1827 tilsidst næsten helt og holdent ødelagde den gamle Hovedstad, blev også Universitetet - Midtpunktet for det åndelige liv - flyttet til Helsingfors. Udviklingen af Tonekunsten kommer herefter hovedsagelig til at foregaa i Helsingfors. Det forholdsvis rige Musikliv i Abo kunde dog ikke uden videre overflyttes dertil; men i Arv fik man i hvert Tilfælde Studentersangen og den akademiske Musikinteresse. Åbos musikalske Selskabs Virksomhed fortsattes nærmest af Akademiska musiksälskabet«, som i Begyndelsen var af privat Natur, men som senere - især efter at den nye Universitetsbygning var bleven færdig i Begyndelsen af 1830 - virkede offentlig.

Sit egentlige Præg fik det næste Udviklingsstadium dog af den tyskfødte Frederik Pacius' Virksomhed i Finland. Da Stillingen som Lærer i Musik ved Universitetet var bleven ledig, blev Pacius Aar 1835 tilkaldt, han, som paa det Tidspunkt virkede som ung Violinist i Stockholm. Efter sin Ankomst til Finland kastede han sig snart med Iver over Arbejdet og fik derfor en usædvanlig stor Understøttelse af samtlige musikinteresserede Kredse. Hans Delagtighed i, at Finlands Musikliv blev højnet, skulde blive af stor Betydning. Som Komponist har han foreviget sit Navn fremfor alt ved »Värt land« og andre Fædrelandssange. Og hans Sangskuespil »Kung Karls jakt« og »Prinsessan av Cypern« var Begyndelsen til den hjemlige Operakomposition. Desuden var han ogsaa betydelig, baade som Dirigent, udøvende Kunstner og Lærer. Hans Betydning er den kulturelle Personligheds, den, som i det attende Aarhundredes Finland højnede Musikens Stilling og Værdi i den almindelige Bevidsthed. Det bør bemærkes, at vor nyere kunstneriske Kultur gennem Pacius' Virksomhed kom særlig til at hvile paa tysk-klassisk og -romantisk Grund.

Jævnsides med Pacius' Produktion kunde dog ogsaa Finnernes egen Kompositionsvirksomhed gøre sig gældende. De komponerede ganske vist kun Sangkompositioner i mindre Format, men dog var denne deres Produktion meget værdifuld. Blandt disse Mænd maa først og fremmest nævnes Frederik August Ehrström, som komponerede de kendte Sange »Källan« og »Svanen«. Endvidere Axel Gabriel Ingelius, en original, foretagsom og ævnerig Mand, som bl. a. har komponeret en Symfoni og en Opera. Dernæst Gabriel Lindsén, som har skrevet Sangen »Jag gungar i högsta grenen« og Karl Collan bekendt gennem »Savolaisten laulu« og »Vasa svasia«. Endelig Johan Filip v. Schautz, som i sin »Kullervo«-Ouverture er den første, der har behandlet et Kalevala-Motiv i en Orkesterkomposition.

Den egentlige Førerstilling indenfor vort Musikliv blev - efter at Pacius for nogen Tid havde trukket sig tilbage -beklædt af den tyskfødte Richard Faltin, der som den dygtige Musiker med den forfinede Smag hæderfuldt fortsatte hans Værk. Men fra og med Aar 1870 kunde en enkelt Mands Virksomhed ikke længere i samme Grad som tidligere give Helsingfors Musikliv sit Præg. Der gør sig flere Udslag af en stadig rigere Musikkultur gældende. Som Aaret 1870's store Resultat bør især nævnes den finske Operas første af stor Begejstring prægede Virksomhedsperiode.

Som et bevis paa, at Tonekunsten i vort Land i Begyndelsen af Firserne havde udviklet sig saa vidt, at den saa at sige kunde staa paa egne Ben, kan nævnes det Faktum, at Dirigentpladserne nu kunde besættes med Landets egne Mænd, og at Helsingfors Musikinstitut og et permanent, tidssvarende Symfoniorkester havde kunnet faa to centrale Musikorganer stillet paa Benene. Samme Aar 1882 gaar Martin Wegelius og Robert Kajanus med deres Letydningsfulde Livsværk i Spidsen for disse Institutioner. At Musiklivet fæstner sig, og Musikinteressen breder sig, ses ogsaa af, at Folkeoplysningsselskabets store, hele Landet omfattende, Sangerfester paa denne Tid vedtages.

Vi kan sige, at fra Firserne fandtes der en frugtbar Jordbund for en selvstændig, skabende Tonekunst, og længe behøvede man heller ikke at vente, før den satte en usædvanlig smuk Blomst. Et nationalt Træk i vor Tonekunst kan vi følge allerede noget længere tilbage i Tiden. Vi har engang nævnt. v. Schautz' Komposition med Kalevala-Motivet. Ogsaa Komponister i Midten af det nittende Aarhundrede, iberegnet Pacius, modtog til en vis Grad Indtryk af den finske Folkemusik, som man var begyndt at samle og udgive allerede i den første Del af Aarhundredet. Nu begynder den nationale Retning i vor Tonekunst at faa Betydning. Ligesom Koncertlivet i Åbo tog sin Begyndelse i det attende Aarhundrede, saaledes sluttede nu ogsaa den nationale Retnings Blomstring indenfor vor Tonekunst sig til de almindelige Strømninger indenfor Kunstudviklingen. I forrige Aarhundrede, mærkede man overalt i højere Grad end tidligere den nationale Stræben paa Tonekunstens Omraade, og ny Folk optraadte paa den musikalske Arena. Der opstod czeksk, polsk, russisk, ungarsk og skandinavisk Musik med deres nationale Særpræg, og i denne Udvikling deltog ogsaa Finland, hvor den nationale Vækkelse i Aarhundredets sidste Halvdel begyndte at bære Frugt. Den første Repræsentant for den nationale Retning, som vakte Opmærksomhed, var Robert Kajanus, som i sine Orkesterarbejder fra 1870 og 1880 behandlede finske Folkemelodier (2 finske Rapsodier) eller Motiver fra den finske Fortidsdigtning (Aino-Symfonien). Og i det følgende Aarti vældede de finske Toners Strøm frit og uimodstaaeligt frem - i Jean Sibelius' Værker. Fra det Øjeblik er den finske Tonekunst et Faktum, hvis Eksistens snart vil blive lagt mærke til ogsaa udenfor vort eget Lands Grænser.

Allerede i Jean Sibelius' Ungdomsværker bliver man slaaet af den Selvstændighed, der prægede dem, og som i en saa høj Grad afveg fra den tidligere Retning i finsk Tonekunst. Da han senere med hele sin Ungdoms Begejstring og sin geniale Fantasis Kraft begyndte at behandle Kalevala-Motivet i sine Kompositioner, opstod noget hidtil ukendt, nemlig selvstændige finske Toner, som syntes at udspringe direkte fra de gamle, finske Sagaers Verden. Denne Kalevala Aand sætter sit Præg paa hele Sibelius' tidligere Produktion, og vi føler hans Toner som vore egne, ogsaa naar han i sin senere rige Komponistvirksomhed har forladt de direkt nationale Motiver.

Den finske Tonekunst i Ordets egentlige Forstand - som et selvstændigt Tilskud til den internationale Musik - var altsaa nu født, og Sibelius' Kunst betyder saaledes Toppen af en lang Udviklingsperiode, hvis tidligere Afsnit vi har dvælet ved. Men samtidig udgør den Begyndelsen til et nyt Tidsrum indenfor vor musikalske Kultur. Sibelius' vækkende Indflydelse paa samtidige og senere Tonekunstnere har været overordentlig stor. Gennem deres Virksomhed opstaar en rig Musikproduktion paa alle Tonekunstens Omraader, og i stort Maal har de alle mere eller mindre øst af den nationale Kilde, som Sibelius var den første til at lade springe frem. Den finske Tonekunsts Karakter blev fuldstændig forandret efter Sibelius«' Fremtræden. Den tidligere fordringsløse en Smule konventionelle Retning forsvandt, og Tonekunstnerne stræber nu efter national og personlig Originalitet. Af Sibelius' nærmeste Samtidige og Efterfølgere bør først og fremmest nævnes, Armas Järnefelt, hvis knappe, men værdifulde Produktion, viser et tydeligt Slægtskab med Sibelius, Erkki Melartin, en produktiv, alle Tonekunstens Omraader omspændende, Komponist, Selim Palmgren, Skaber af farverige og pragtfulde, større og mindre Værker, Toivo Kuula (1918), en varmtfølende Tonedigter, i sin Kunst fast rodfæstet i sin Syd-Østerbottniske Hjemstavns Natur og Folkemusik, Leevi Madetoja, individuel og forfinet i sin Anvendelse af Melodi, Klang- og Orkesterkolorit, Erik Furuhjelm med sine kunstnerisk ansete Kompositioner, samt den som ung bortgangne Ernst Mielck. Operaer er skrevne af Melarlin, Palingren, Madeloja og af den paa mange Maader fortjente Musiker Oskar Merikanto (1924), hvis populære Sange er kendt af hver Finne; endvidere af Armas Launis og Ilmari Krohn, Banebryderen for den moderne Musikforskning i vort Land, og den, der, som skabende Kunstner, har virket stærkest paa den aandelige Musiks Omraade, bl. a. som Komponist af et Oratorium. Blandt Dyrkerne af de mindre Kompositionsformer bør nævnes Emil Genetz, P. J. Hannikainen (1924), Otto Kotilainen, Axel Tørnudd (1923), Mikael Nyberg, den finske Korkunsts Mester, Heikki Klemetti m. fl.

Samtidig med at vort Land opnaaede Selvstændighed indtraadte ogsaa Kunstens Liv i en ny Fase, og det ser ud, som om Krigstiden havde sat en Grænse ogsaa paa Musikens Omraade. Man kan nærmest sige, at vi atter er kommet ind i en søgende Periode, og at den stilistiske Enhed er gaaet i Stykker. Dels komponerer man i nedarvet, mere eller mindre »populær" Stil - Heino Koski, Ernst Linko, dels har man suget Indtryk af de nyeste internationale Strømninger med deraf følgende yderliggaaende Foreteelser.

Lauri Ikonen er den af den yngre Generation, der slutter sig nærmest til Sibelius' Tradition, medens Väinö Raitio i sine højtstræbende Orkesterkompositioner gaar fuldstændig i de franske Koloristers Fodspor, og Aarre Merikanto nærmest slutter sig til den moderne tyske musikretning. Sangkomponisten Yrjö Kilpinen viser i sin rige Produktion en stærk Originalitet. Kendte Tonekunstnernavne er fremdeles Ilmari Hannikainen, Bengt Carlson m. fl. Den nye Retning synes at raade i vore yngste, i den senere Tid optrædende, Komponisters Produktion.

Vi gaar nu tilbage til vort Udgangspunkt. Den finske Tonekunst er ung i Ordets egentlige Betydning, men den er ikke opstaaet pludselig af en ubearbejdet Jordbund. Den musikalske Kultur i Finland er gammel, og vi ser heri noget, der svarer til finsk Kultur i al Almindelighed. Vor Kultur er ikke saa ung, som man ofte hører det blive sagt. Den har en Aarhundreder lang Historie bag sig, og dens Udvikling til Selvstændighed og selvstændig Betydning kan følges Skridt for Skridt. Hvad særlig Tonekunsten angaar har den en værdifuld Arv at vogte, og vi tror, at det selvstændige Finland vil formaa at vogte denne Arv og forøge den med nyt selvstændigt Arbejde.