Yrjö Kilpinen

YRJÖ KILPINEN
AF E. PINGOND

YRJÖ KILPINEN f. 1892 er uden Spørgsmaal en af de mest karakteristiske Fremtoninger i den finske Musik. Indtil for faa Aar siden var den finske Musik hovedsagelig kendt i Udlandet gennem Navnene Sibelius, Palmgren, Järnefelt og Kuula, men i den senere Tid er der kommet Navne til, som har givet den finske Musik udenfor Finlands Grænser en bredere Basis. Og blandt dem maa fremfor alt Yrjö Kilpinen nævnes. En endnu ung Mand, der dog med forbavsende Maalbevidsthed forfølger den Vej, han er slaaet ind paa. Kilpinen hører ikke til de »hyggeligt« Skabende, som gaar ud paa i harmonisk Forstand at finde Skønhed i Kunsten. Hans Kunst har noget aristokratisk ved sig, uden dog derfor at være utilgængelig for den store Masse. Hans Kunst er fri for al Sætten sig i Positur, næsten fuldstændig usanselig, intellektuelt, betonet og ligegyldig for, hvad Moden og Tidens Smag ønsker. Den er fordringsløs og enkel, den gaar ud paa Koncentration og er i sin Pathos ofte dithyrambisk. Kilpinens Kunst har sin Rod i Naturen med Blikket rettet mod de blaa Vidder. Hans Kunst er streng og ler sjælden, kun gør der sig undertiden en mærkelig Humor gældende, ud af hvilken Medlidenheden taler. Denne Kunst har Stil, ja, den har mere, den har sin egen Stil, hvad Form, Farve og Tegning angaar. Med Hensyn til Formen har Komponisten begrænset sig stærkt, han dyrker Sangen og komponerer næsten udelukkende Sange. Ser man nøjere paa disse, vil man opdage, at de, saa at sige er skabt i et eneste Aandedræt. Kilpinen sætter kun Musik til værdifulde Digtninger af værdifulde Digtere. Han søger i et Digt det musikalske Indhold, vækker dette til Live, lader det klinge og giver paa den Maade Digtet et andet og nyt Liv.

Følger man denne Komponists Udvikling fra Begyndelsen og til nu han har i den Tid komponeret 250 Sange - saa vil man opdage, at Skabelsesprincipet, og Skabelsesmetoden stadig er de samme - noget, man altid finder hos et Menneske med udpræget skabende Evner. Men der er sket en Forandring i hans Maade at udtrykke sig paa; den er underkastet en tydelig Evolution. Parallelt løber her Bestræbelsen efter den største Koncentration i Udtrykket med Bestræbelsen for saavidt mulig at forenkle Midlerne, altsaa, at opnaa den stærkeste Virkning med de enkleste Midler. Selv med Fare for at virke ensidig paa den overfladiske Tilhører følger Kunstneren denne vej. Først ved nøjere Studium ser man med Glæde, hvor righoldigt Spektret i Kilpinens Kunst er.

Blandt Finlands unge Komponister indtager Yrjö Kilpinen saaledes en fremragende Stilling, idet han har sat al sin Kraft ind paa et Gebet, hvor hidtil kun faa Komponister har noget væsentligt originalt at opvise. Det er hans store Fortjeneste og heri ligger hans stærke, originale Kunsts betydningsfulde Perspektiv.