Farvet musik

Af
| DMT Årgang 3 (1927-1928) nr. 04 - side 117-121

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

FARVET MUSIK

AF GUSTAV HETSCH

EN fransk Musikforfatter, E. Fromaigeot, har i »Comoedia« offentliggjort en længere Afhandling, hvori han udtaler Forventningen om, at nogle nye Undersøgelser, der er foretagne i Tyskland angaaende Forbindelsen imellem Toner og Farver, vil bidrage til at give dette Problem en vigtig ny Belysning, dels fra videnskabeligt, dels fra kunstnerisk Synspunkt.

Blandt dem, der hidtil har beskæftiget sig med det, har nogle betragtet det udelukkende videnskabeligt, idet de søgte at opstille en absolut Overensstemmelse imellem Se-Sansen og Høre-Sansen uden at tage Hensyn til de kunstneriske Momenter, medens andre udelukkende stolede paa deres Intuition og holdt sig alene til det rent subjektive uden at forsøge at grunde deres Iagttagelser paa en videnskabelig Teori.

Det seneste Tilfælde af denne sidste Kategori er den russiske Komponist Scriabine, - der var genial indtil Sindssyge. Han indsaa, hvilke Fordele der kunde uddrages af en Kombination af Ørets og Øjets Kunst. Men i denne dualistiske Kunst saa han kun det første Trin, der kunde føre op til en Ene-Kunst, en universel Kunst, der paa samme Tid skulde kunne henvende sig til og nydes af alle vore Sanser.

For ham repræsenterede alle Kunsterne enkeltvis blot et Middel til at frembringe »Ekstasen«, og deres Eksistensberettigelse beroede paa, om de formaaede at nærme os til dette Ideal som Endemaalet. Ikke et Øjeblik tænkte han paa at stille Musik og Farve paa samme Fod; Farven kunde efter hans Mening blot forhøje Lydvirkningen, - havde kun den samme Indvirkning paa Sanserne, som vilde være kunnet opnaaet. af den »Duft-Symfoni«, man andetsteds har eksperimenteret med (hvad jeg en Gang for flere Aar siden har omtalt i en Afhandling om dette Æmne i »Gads Danske Magasin«) .

Scriabine mente, at hver Tone i Musiken var bestemt til at modtage sin Farve-Nuance, hver Akkord sin Lysbølge. M. H. t. sit Musikværk »Prometheus«' Udførelse gav han saaledes følgende Forskrifter: En stor, hvid Sal med en stor indre Kuppel, der skulde være ganske nøgen, uden nogensomhelst arkitektonisk Udsmykning. Fra denne Kuppel skulde saa de stemningvækkende Farver spredes ud over Salen og Tilhørerne, i lysende Strømme. Farverne skulde svare til Tonerne (Tonarterne) paa følgende Maade: C = Rødt, G = Orange, D = Gult, A = Grønt, E og H = Blegblaat, Fis = Mørkeblaat, Des = Violet, As = Purpurrødt, Es og B = Sølvhvidt og F = Mørkerødt.

Ledsaget af disse Farver ønskede han sit "Mysterium« (der forøvrigt aldrig blev fuldført) gengivet, - ligesom han krævede, at nogle af hans Klaverstykker (opus 72 og 73) skulde »instrumenteres« af Farvespil.

Hans Angivelser indskrænkede sig til dette, lod hele Resten staa hen i det uvisse, bl. a. - desværre - hvad angaar Konstruktionen og Anvendelsen af det Apparat, der skulde frembringe og udsende Farverne fra Kuplen.

Han selv fik ikke Lejlighed til at overvære en »koloreret« Opførelse af sine Værker, saa at han havde kunnet danne sig et Indtryk af, hvorvidt Resultatet svarede til hans Hensigter. Førsteopførelsen af »Prometlieus« fandt Sted i New York i 1916, et Aar efter hans Død. Men ifølge Beskrivelser fra Tilhører-Tilskuerne derovre har aabenbart de Lyskegler af forskellige Farver, der slyngedes ud i Rummet under Musiken, ikke budt tilstrækkeligt Grundlag til, at man derpaa kunde bygge et kunstnerisk Indtryk.

Det er en Ungarer ved Navn A. Laszlo, der i sin Bog Farblichmusik« (udkommet i Leipzig, 1925) har sat sig for at give os en fuldstændig, metodisk Behandling af Spørgsmaalet. Hovedpunkterne i hans Bog er disse: Farvemusiken er en Sammensmeltning af to Kunster, en Sammensmeltning, hvor hver enkelt Kunst optræder i det Forhold, der bestemmes af Tilhørerens Smag. En Forbindelse af denne Art kan kun være vilkaarlig og kan kun gennemføres ad Kunst-Vej»; alle Forsøg paa at frembringe Værker paa videnskabeligt Grundlag har været foretaget ud fra forkerte Forudsætninger.

Eftersom Melodien kan harmoniseres og derefter instrumenteres paa flere forskellige Maader, uden at nogen af dem synes uforsvarlig, vilde det jo virkelig ogsaa være absurd at møde op med et nyt Element: Farven, der saa skulde anvendes efter uforanderligt fastsatte Regler.

Derefter forsøger Laszlo at opstille en Harmonilære (paa Grundlag af Ostwalds Farve-Teori), idet flere Farver, der spiller samtidig i forskellige Rytmer, danner »Kontrapunkt«; (den faste, haandgribelige, tilgrundliggende Melodi, der i Musikteorien kaldes cantus firmus«, bliver her »Lux firma«); - en Lære om de musikalske Former og om Rytmiken, idet han her tager Hensyn til den Kendsgerning, at Øjet ikke saa hurtigt kan opfatte Forandring af Farver som Øret Forandring af Lyd; - endelig en Instrumentationslære eller Lære om »Registrering«, hvor han sammenligner »Lys-Klaveret« med Orglet, der bevarer en Kombination af udtrukne Registre en vis Tid og ikke forandrer den for hver Tone.

Imidlertid føler han selv, at hans Slutninger er utilfredsstillende, og han drister sig ikke til at opstille en Skala af Farver, »førend tilstrækkelig betydelige Værker nødvendiggør en saadan«.

Dette første Forsøg paa en musikalsk-malerisk Teori faar forøget Værdi derved, at Laszlo har konstrueret et Projektions-Apparat for at virkeliggøre sine Planer og desuden har komponeret en Del Stykker »farvet Musik«. Hans Bog omhandler et interessant Eksperiment og sætter Tanker i Bevægelse.

Men naar dens Forfatter maaske kan have Ret i at benægte den kunstneriske Værdi af de videnskabelige Værker, der søger at opstille en fast Forbindelse imellem Farver og Toner (saasom Goethes, Newtons, Schopenhauers og senest Ostwalds), formaar han paa den anden Side ikke selv at præstere noget solidt Grundlag for sin Teori. F. Eks. staar for Scriabine C som rød, for Laszlo som gul, for Petschig (en anden Teoretiker) som graa og for Dorken som blegblaa!

De to Elementers Forbindelse hos Tilhørerne hviler tidt paa en ubevidst Idé-Association, der skyldes f. Eks. en ligegyldig Barndomserindring. Selvom et Menneske med en meget stærk Fantasi, der er i Stand til hurtig at omsætte sine Indtryk, ved at give sine vage Følelser og Stemninger Form kan naa til forbausende Resultater i den af Laszlo antydede Retning, vil dette dog kun vedblive at være et isoleret Tilfælde, der ingen Betydning har for Kunsten i Almindelighed. Det vil ikke berettige os til at tage Standpunkt udenfor de individuelle kunstneriske Indtryks Omraade, opføre en Bygning paa strengt videnskabelig Grund.

Derfor synes det ogsaa, som om den nye »Farve-Musik-Skole«, der er blevet oprettet i Hamborg - selvom dens første Skridt har mødt visse Hindringer af underordnet Natur - slaar ind paa en Vej, der maaske vil kunne føre til et for baade Videnskaben og Kunsten tilfredsstillende Resultat. Fra Udsendelsen af en Tone eller en Farve - de elementære fysiske Manifestationer - til de to Elementers Sammensmeltning i vor Bevidsthed ligger der en lang Række Processer.

Medens hidtil kun disse to Yderpunkter af Spørgsmaalet har været Genstand for Undersøgelser, giver Hamborg-Skolen og dens Grundlægger og Leder, Dr. Anschütz, sig i Lag med Studiet af netop alle de mellemliggende Stadier, Problemer som disse: Hvorledes kan overhovedet i vor Hjærne Lyd og Farver indgaa, en Forening? Hvilke er de særlige psykiske Anlæg hos de Personer, der har en særlig tydelig Opfattelse af Farver, naar de hører Musik? Hvorpaa beror Forskellen paa de forskellige Personers Opfattelse og Indtryk? o. s. v. Altsammen Spørgsmaal, der er meget omfattende og meget indviklede, idet man her kommer ind paa Psyko-Fysiologiens og Psykiatriens Omraader og efterhaanden ser en Mængde Bi-Spørgsmaal opstaa, der alle forlanger at blive klarede.

Dr. Anschütz har offentliggjort en Række Bøger og Brochurer om sine Undersøgelser. Det skyldes et rent Tilfælde, at hans musikologiske og æstetiske Studier har ført ham ind paa disse Problemer.

Idet han gik ud fra den almindeligt fastslaaede Kendsgerning, at et Musikstykke allerede ved selve den Toneart, hvori det var skrevet, udtrykte en bestemt Følelse, der delvis svækkedes, naar Musikstykket blev transponeret til en anden Toneart, vilde han definere hver enkelt Tonearts Karakter og se at faa oplyst, hvilken Følelse der udtrykkes ved hver Tone.

Han konstaterede da, at en Mængde Personer identificerede hver Toneart med en mere eller mindre bestemt angiven Farvenuance; andre - der dog var langt færre - havde Indtryk af en hel Verden af Farver, naar de hørte Musik. Han fortsatte nu sine Undersøgelser og kom derved ud for et særlig karakteristisk Tilfælde af »Farvehøring«, nemlig en Organist ved Navn Dorken, der havde været blind siden sit 13. Aar.

Denne Organist havde til Trods for sin Blindhed bevaret en meget levende Erindring om Farverne. Hver Tone i Skalaen fremkaldte hos ham et ganske tydeligt Farve-Indtryk, og han kunde ligefrem »male« de Farve-Indtryk, han modtog under Udførelsen af et Musikstykke. Ligeledes oversattes hos ham Lyden af enhver Menneskestemme til en Lys-Vision, der berørte ham mere eller mindre behageligt, ligesom hver Lugt for ham havde sin egen »Photisme«, og det samme var Tilfældet med enhver stærkere legemlig Fornemmelse: Tandpine, Muskeltræthed, varmt Bad o. s. v. M. a. 0. hans Sensibilitet virkede ganske patologisk. Men for Dr. Anschütz var han selvfølgelig et Forsøgs- og Studie-Objekt af høj Værdi.

For at faa tilvejebragt en mere omfattende Statistik har Dr. Anschüz for Resten pr. traadløs Telegraf ladet udsende over hele Tyskland en Opfordring, som hidtil ca. 150 Personer har svaret paa. Desuden har flere Filosofi-Professorer lovet at bistaa ham i hans Arbejde ved at foretage Forsøg under deres psykologiske Forelæsninger og Øvelser paa Universiteter og i Lycæer.

Det Materiale, det hidtil er lykkedes at faa samlet, har vist, at Fænomenet »Synæstesi« eller »Farvehøring« aldeles ikke er saa sjældent forekommende, som man troede, og at det ingenlunde nødvendigvis er af patologisk Natur. Dr. Anschiltz blev derigennem sat i Stand til at foretage en Klassificering og opstille visse næsten alméngyldige Regler, efter at han først havde bortelimineret alle altfor »oplagte« Tilfælde af Selvsuggestion og dem, der var bevidst »konstruerede«.

Han inddeler da efter dette »Farvehøring« i »analytisk Synopsi«, den, der ser en Farve paa hver enkelt Tone for sig, og »syntetisk Synopsi«, der kun opfatter Farverne i bevægelige Billeder under Paahørelsen af et helt Musikstykke. Indenfor hver af disse Grupper er der igen flere Underafdelinger, som det her vilde være for vidtløftigt at gøre Rede for.

De første »synoptiske Love«, der er blevet Resultatet af det indsamlede statistiske Materiale, er imidlertid af en saare vag Natur; dog kan det siges, at Farve-Skalaen, der svarer til Tone-Skalaen, taget fra de dybe Toner til de høje, respekterer i Almindelighed Solspektrets Orden, - men saa maa altsaa tilføjes Sort i den ene Ende og Hvidt i den anden Ende af Rækken. Desuden synes det konstateret, at der følger flere Farve-Indtryk med de høje Toner end med de dybe.

Men for nu at faa gjort et virkeligt betydende Arbejde for Opstillingen af et System var det nødvendigt en Gang at centralisere alle Bestræbelserne, samle til Drøftelse alle dem, der beskæftiger sig med disse Problemer. Derfor havde Dr. Anschiltz - efter at han havde stiftet et Selskab til disse Studiers Fremme - indbudt til en Kongres for Toner og Farver, der afholdtes i Foraaret i Hamborg.

Selvom denne første Forsamling naturligvis ikke har kunnet løse Spørgsmaalet, er det i alt Fald lykkedes den at afgrænse det og danne sig et Overblik over det hidtil indsamlede Materiale samt komme paa det Rene med, paa hvilke Omraader og med hvilke Metoder man fremtidig først og fremmest bør arbejde.

Paa Kongressen fremkom der Indlæg fra baade Laszlo og Dr. Anschütz - der repræsenterede hver sit Synspunkt - og fra den nystiftede Forenings Sekretær Mahling, der gav en Fremstilling af Sagens Historie, samt.fra en Række Sprogmænd, Kunstnere og Lærere.

Hvad der med Tiden kan komme ud af disse Drøftelser og Undersøgelser, ved jo ingen. Men maaske er der forbeholdt os store Overraskelser.