Fini Henriques

FINI HENRIQUES
AF HELGE BONNÉN

I.
EN lille kuglerund Mand, med Ansigt og Øjne fuld af alskens Gavtyvestreger, - en Kæmpetumling ladet med Kvægsølv
istedet for Bly. Saaledes opfatter mit Øje Fini Henriques, den Mand der trods sine 60 Aar, aldrig opnaar at vokse fra
Barnet, - Barnet der stadig boltrer sig kaadt og uansvarligt overfor Guder som Mennesker. Første Gang jeg hørte Fini spille paa sin Violin, var det ved en Eftermiddagskoncert i Folkets Hus, hvor han troldbandt alle med sin guddommelige Udførelse af sin egen Vuggesang. Det Indtryk dette gjorde paa mig glemmer jeg aldrig, det efterlod et Billede, jeg vel ikke kan definere; men hvis Værdi alligevel var uomtvisteligt. Mange Aar efter hørte jeg ham ved en rigtig Koncert i Odd-Fellow Palæet, hvor han sammen med Agnes Adler spillede en Sonate, saa guddommeligt inspireret som jeg sjældent har hørt det siden. Paa Folks larmende Opfordring gav han et lille Ekstranummer af sig selv, »Sorg« (skrevet over sin egen Sang »Det døende Barn«), en dyb Bevægelse havde grebet ham, og da han kom ned i Solistværelset trillede der et Par Taarer fra hans Øjne, og med et lille genert Smil sagde han: »Den er saa køn!« - Ikke eet Minut efter spillede han paa Klaveret - Publikum vilde sædvanligvis ikke slippe ham - og han gav nogle Udpluk af »Billedbogen«, vittigt og med Pointen lige i Centrum foredrog han dem, og da den sidste Tone lød, lod han sig samtidig trille ned af Stolen, et Triks der yderligere satte Stemningen i Vejret. Saadan kunde han gaa fra den ene Stemning og brat over i en anden, blive fra den beaandede Kammermusikspiller, over Koncertviolinisten til Barnet der legede med Tinsoldater, løb hjem fra Skole - jo det blev lutter Sjov det. Og alt dette er det just vi holder af ved »Fini«, disse bratte Overgange, denne ureflekterede given sig hen, fuldkommen ligeglad med alle Skumlere, der med Misundelsens Irritation hvisker »Klovn«, hvor de vel burde beundre Naturgeniet. Fini Henriques altid den samme og aldrig ens, selv Skaber, selv Aktør, menneskeligt et stort Barn med de tusind Paahit, og dog en glødende alvorlig Kunstner, saaledes er Fini Henriques den geniale Spillemand.

Et lille Træk er blevet mig fortalt om ham. Fini skulde flytte - en Passion han en Overgang dyrkede livligt - og Flyttefolkene asede op med Møblerne, og imedens dette passerede anbragte Fini Henriques sig sammen med sin Hustru i Trappevinduet, hvor de lagde Kabale op, om hvorledes Lejligheden her vilde passe dem.

II.
Fini Valdemar Henriques er hans Døbenavn. Hans Fader var Justitsraad W. M. Henriques, Direktør for Fattigvæsenet paa Frederiksberg og Fini var Barn Nummer ti. Saagodtsom lige fra Fødslen havde hans Musiksans været mærkbar, og denne Sans, var en Arv fra Moderen, der var meget musikalsk. Ved hans Fødsel opnaaede hun at faa et længe næret Ønske, om
at besidde et Klaver, opfyldt. Moderen, der blev hans første Læremester, arbejdede selv flittigt, saagar med Teorien, for at kunne sætte sin Søn ind i det hun syntes var nødvendigt at lære. Disse Lærdomme bar ogsaa Frugt, idet han knap 8 Aar gammel begyndte at komponere smaa Stykker, nemlig de senere udgivne »Aforismer«.

Som Dreng hørte Fini ikke til de alt for artige, og i Skolen var han sandelig heller ikke noget Lys - tværtimod; men Liv i Kludene var der saa det kunde forslaa noget, - gale Streger hørte saa at sige til Dagens Orden; men kom han saa til Musiken, saa var Løjerne som blæst væk, Ansigtsudtrykket blev fjernt og drømmende og Improvisationer myldrede frem, snart dristige kaade, snart henrivende blide med yndefulde Melodier.

Et lille Træk fra denne Barnetid skildrer Komponisten Olfert Jespersen saa fortræffeligt i Politiken (i Anledning af 60 Aars Fødselsdagen):
I min grønne Ungdom spillede jeg Klaver i »Valhalla«- en Forløber for de senere Tiders »Kabaret«.

En Aften, jeg sad og klimprede Datidens Nyhed: »Der Wenzel kommt«, gik Døren op med et Brag og et Bulder som et lille Jordskælv. Et Dusin muntre Drenge fyldte Valhalla med den Støj, som kun Ungdom kan frembringe.

Jeg hev op i Klaveret, men i samme Øjeblik reves min Arm væk fra Tangenterne af en alligevel - dannet - Dreng, der næsten bønligt spurgte, om ikke en af Vennerne maatte spille lidt paa Klaveret. »Hellere end gerne,« svarede jeg og overlod Spillekassen til hele Drenge-Opløbet, som omringede Klaveret og skjulte den lille Knægt, som nu tog fat i Tangenterne i Stedet for mig. -

Men hvad var dog dette? Denne Dreng kunde ikke spille Klaver, og dog spillede han som en Engel. Han kombinerede Tangenter med Tangenter, som Skakmesteren flytter de døde Brikker. Men Drengen skabte Klange herlige Klange, som jeg slet ikke troede, Valhallas Klaver ejede. Han modulerede og komponerede paa én Gang, for dette var af Drengen selv - hvad han spillede, maatte være gudbenaadet Inspiration. For første Gang - og det blev eneste Gang - var jeg et spirende Geni paa saa nært Hold, at jeg bogstavelig kunde høre det gro. Alle Følelser satte denne Dreng i Bevægelse hos mig. Jeg maatte vide, hvem han var, og jeg snappede en af hans Kammerater i Ærmet:
Hvem er dog Deres vidunderlige Ven -?
- Han? Han hedder Fini, og sikken et Sjov! Der var Selskab hjemme hos de Gamle, og saa spurgte vi, om vi ikke maatte gaa en Tur lidt, og saa spænede vi her ind i Valhalla! Men nu tør vi heller ikke blive her længere, for Resten af Forklaringen forsvandt sammen med Drengene, der brasede ud ad Døren som en Tyfon af jublende Ungdom og Lykke.«

Denne lille Anekdote fortæller hvorledes han var, og der er da heller intet mærkeligt, i, at han i fjortenaars Alderen komponerer en Børnesymphoni. (Han gør endvidere det Kunststykke, at diktere Stemmerne ud af Hovedet, til den nodeafskrivende Familie.) Symphonien blev forøvrigt opført ved en større Fest i hans Hjem, og Herman Bang hædrede ham med en Bordtale, hvori han spaaede ham en straalende Fremtid.

Fini Henriques musikalske Uddannelse, der som sagt paabegyndtes af Moderen, blev senere fortsat af en Musiklærer Hess, der skulde forberede ham til Konservatoriet, en Plan der imidlertid ikke blev til noget, da Niels W. Gade nemlig forhindrede den, med den karakteristiske Bemærkning: »Næ, - d'inte no'et for dig!« Efter Hess fik han Tofte til Lærer i Violin og selveste Johan Svendsen til at indvie ham i den højere Musik-teori; det var Timer, der i lige høj Grad blev værdsatte af Lærer som Elev.

20 Aar gammel blev Fini sendt til »Hochschule für Musik« i Berlin, hvor Joseph Joachim fik den Fornøjelse at undervise Fini (der i Parentes sagt sjældent øvede sig; men ikke desto mindre altid kunde sine Ting). Da han efter endt Studietid kom hjem, fik han det Anckerske Legat, hvorpaa han atter drog udenlands, og besøgte Byer som Dresden, Leipzig og Wien. Hjemkommen herfra fik han efter Konkurrence Ansættelse i det kgl. Kapel som Bratschist, senere som Violinist; men allerede i 1896 havde han faaet nok af det strængt bundne Liv, der virkede hæmmende paa hans frie og utæmmede Natur, han tog sin Afsked, og ofrede sig nu helt for sin Koncert og Komponistvirksomhed. Tre Aar efter (1899) afholdt han en Koncert i »Hornung & Møllers Sal«, hvor han baade optraadte som Violinist og Komponist; her hentede han sig en solid Succes, der blev fastslaaet paafølgende Foraar (Februar 1900) med en Orkesterkoncert i Odd-Fellow Palæets store Sal, og fra denne Dag regnedes Fini Henriques mellem de første af vore Komponister.

Fini Henriques' Produktion kan inddeles i fem Felter: Scenisk Musik, Symphonik, Kammermusik, Sange og Klaverstykker, og paa de fleste af disse Felter har han frembragt noget af blivende værd. »Vølund Smed«, Musiken til Holger Drachmanns Melodrama, er et fortræffeligt Værk med nordiske mandige Klange. Det bedste Stykke heraf er utvivlsomt Forspillet. Operaen »Stærstikkeren«, der i Øjeblikket opføres paa det kgl. Teater er hans største sceniske Arbejde; men er knapt saa betydeligt som hans øvrige Værker. Komponisten savner her de Elementer - Humor, Livsglæde og Gratie - der ellers kendetegner hans Musik. Maaske har Teksten, der er af meget tung og højdramatisk Karakter, - maaske har ogsaa den tykke til Tider næsten vocaldræbende Instrumentation, sin Andel heri. Operaen virker ikke helstøbt, men forekommer noget flakkende. Naar den alligevel opnaaede saa stor en Succes ved Premiéren, skyldtes det, at der, trods Manglerne, var adskillige smukke Steder, og at den bød de rollehavende fortræffelige Opgaver. Saaledes var Birgit Engel en skøn Neeltje, Wiedemann en ypperlig Corfitz. - Det tredie Sceneværk, som jeg med Vilje har gemt til sidst, er Balletten »Den lille Havfrue", over H. C. Andersens æventyr af samme Navn. Her er Komponisten helt paa egen Grund, som et drømmefyldt, fantasibeaandet Barn, skaber han en vidunderlig dejlig Ballet, han opgaar i en højere Eenhed med Forfatteren, Balletmesteren og Musikens Muse og skaber Æventyret, som oplevet af een selv. Da Balletten i 1910 kom op var det med Ellen Price i Hovedrollen, og ingen der har set hende vil kunne glemme hendes dejlige Dans og skønne sjælfulde Blik.

Som Symphoniker har Fini lavet to Symphonier, der dog næppe kan staa Maal med Tiden, selv om den daværende Kritiker Robert Henriques sammenlignede dem med Johan Svendsens Mestersymphonier, det samme gælder om hans mindre Orkesterstykker og en Violinromance.

I Kammermusikens fornemme Stil har han skrevet en Sonate for Violin og Klaver og en Strygekvartet i a-moll. Begge disse Opus hører til hans bedste og har hyppigt faaet sin Opførelse i Skandinavien.

Sangene, der foreligger fra hans Haand er ikke alle lige gode, det er ligesom han her har spurgt Publikum, hvad det ønskede og gavmildt givet det deres Livretter. Det vilde dog være uretfærdigt ikke at fremdrage et Par af de virkelig udmærkede, nemlig: »Sov min kære Glut, sov ind«, »Det døende Barn« (hvorover mange Taarer bliver fældet), »Dagen er omme« samt flere andre.

Til sidst nævner jeg hans Klaverstykker, bl. a. de yndige »Erotik«, »Papillon«, samt sidst og mest, »Billedbogen«, som er den mest henrivende Børnemusik der nogensinde er skrevet, baade herhjemme og andetsteds. Paa dette lille Felt er Fini en stor Komponist. Han tager smaa Begivenheder udfra Barnets Verden, »Snurrebassen«, »Bolden«, »Fra Skole«, og alt dette fortæller han, ikke for at ville gøre sig anskuelig for Børn; nej, nej, han leger selv med, hopper med Bolden, marcherer med sine Tinsoldater, spæner hjem fra Skole, og finder, det er evigt Løjer. Som Hans Andersen (H. C. Andersen) vandrer sin Gang over hele Verden med sine Eventyr, saaledes, prikker de smaa Japanesere hans Billedbog ned paa Klaveret. Den kan forstaas af Børn over hele Kloden; thi Barnets Sprog er universelt og Barnets Lege internationale.