Kritik

Af
| DMT Årgang 3 (1927-1928) nr. 05 - side 143-146

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

KRITIK

KONCERTER

Allerede i Be-,7ndelsen af December beuvndte Koncerternes Antal foleligt at aftage for henimod Maanedens Midte at eslide over i den dode Saison, som altid g

plejer at indfinde sig lige for Jul og vare til lidt over Nv.taar. Karakteristisk for Koncertsaisonen 1927-28 strakte dette Dødvande sig et godt Stykke længere ind i Januar end sædvanlig. Vistnok av .11ischa Elman og Gunnar Johansen et Par Koncerter i Maanedens Be,,fyndelse, nien først omkring den 14.-15. Januar kunde man igen tale om noget virkeligt Musikliv. Sidste Koncert vi horte for Jul var en Klaveraften af Pianisten Georg Krarup.

Georg Krarup er en meget sympatisk o, lovende Klaverspiller, der inaa betegnes .som et absolut Talent. Teknisk set er han allerede lan~1.t Daa Vej, og Foredraget er

smukt oa præet af Ær11,

~ghed og Smag,

selv om det endnu, -til den ene Side inangler

Lethed, til den anden noget Rygrad.

Smukkest spillede Pianisten en Række

Intermezzi af Brahms, hvor hans gennem-

1~

si ti«-;e Tone o, følsomme Nuancering helt

9 11 11

kom til sin Ret. I Beethoz)ens Sonate Op. 26, hvor forøvrillt Andanlen blev stilfuldt spillet, manglede tidt de store Modsætnimser, o, i Bela Bartok -,,ilde et safti-,ere Humør o, et mere bevægeligt, Ternperament have tilført de ,Filnfzen Ungarische Bauernlieder~, den Friskhed og Lethed., de i Følge deres halvt improviserende Form forlanger for at kunne interessere.

Det lader til at blive moderne at spille lirehændiat oa ive Koncerter for to

1:11-1 11

Klaverer. I Januar Maaned har vi haft ikke mindre end to Koncerter i denne Genre: Rudolph Simonsen og Agnes Adlers hos Hornung ,k illøller, o, de to unge

1 11

T skere: August Leopolder og Otto A.

y 11

Grael's i Konservaloriets Sal. En Sam * menligning ligger nær, saa meget niere som ved begge 'Koncerter 31ozarts D-Dur Sonate

11

for to Klaverer var stillet paa Programmet. Helt retfærdi ' g mod vore hjemlige Udøvere kan den do,, ikke blive, da disse ikke,

I

som de to Tvskere, har dyrket denne Form for Sanispil'soin Speciali~tet. Leopolders o, Graels Samspil var derfor, o, selvsagt,

II

mest homogent baade livad Klan, og Stilfolelse aneaar. Dette ikke kun i Wozarts

11

D-Dur Sonate, men i alle Stilarter fra

over Sinding til Debussy og Liszt.

Det var pra,,,tfuldt. Hvad Rud. Simon-

sens oc, Agnes Adlers Mozartspil angaar,

~1 11

stod dette, ialfald ikke i Samspillet, paa Højde med de to Tyskeres, af forskellige baade ydre og indre Grunde. Allerede i Val,1_ af Flygler forekommer det os, at der var benaet et Fejlgreb, idet Fru Adlers Flygel, med dets blodere, mere tilslørede

. C,

Tone, helt blev )knægtet,, af Rud. Simonz:,

sensbrillante og glansfuldere, som et

skulde sekundere. Dertil kom de to højt

ansete og særprægede Kunstneres for-

skellillartede Temperament, Afstanden mel-

lemde to Flygler, og last bul not leasl en

divergerende Opfattelse af l Iozartstil. Alle

z!!,

disse Faktorer vakte selvfølgelig Splittelse og ikke Enhed. Hvad for øvrigt de to Pianisters Mozartstil angaar, stemte Fru

11

Adlers vistnok mest overens med den alment vedtagne, som ser denne ud fra Rokokoen, o, som søger at gengive dennes -,ratiøse Ynde i de amle Instrumenters

11 1:1

Aand ved en let Patinering af Tone og en

vis Askese i Udtrykket - Mozart set hi~

storisk. Uden at fornægte Rokokoen var

Simonsens Opfattelse mere menneskelig,

Han hentede Mozart frem fra Halvsky-

I

gerne, befriede ham for det Støv, i Form af vedtagen, stivnet »Stil,,, Tiden havde lagt over ham, og forte harn. frem i fuldt Dagslys. Som en Følge af disse Stildivergenser blev Mozart ikke Koncertens støre Oplevelse. Først i det firehændige Sebubertspil, hvor de fleste af de hæmmende Faktorer, bl. a. Afstanden melleni de to Udøvere og Flyglernes forskellige Klanp, blev borteleinin~r`et, gik de to K`unstnere's Samspil op i en højere Enhed, o,, paa dette Omraade ydedes da ogsaa. Aftenens bedste Præstationer.

Endvidere har vi hos Hornun11 &Møller hørt Pianistinden Alma Gløy, dei» ved sin Koncert iaar nok en Gang fik Lejlil..hed til at dokumentere sine vel funderede pianistiske Færdigheder. Over Foredra,,,et kan der frerndeles til Tider komme noget tungt o,, udflydende, som i B(ichs Toecala og Fuga i D-moll: nien al der stiles niod større Lethed og sikrere Stilfølelse følte man i liendes Udforelse af Scarlattis: Pastorale o-, Brahms Glticks: Gamtle. Hvad der forøvrigt klæder Pianistinden er et Anstro, f Lune og godt Hunior. Beelhoi»ens: Die verlorene Groseliew, blev saaledes spillet med en næsten burlesk 1-Zaadhed, der virkede nieget tornøjelig,

11 11

selv om den enkelte Gange var nær ved at sprænge den tekniske Forin.

Til Slutnin,, har vi af Violinister hørt .Wischa Elmun. Det er nu vistnok henved lyve Aar siden denne gudbenaadede Violinist sidst besøgte Kobenhavn. Vi yngre havde derfor aldrig tidligere haft Lejlighed til at se haiii paa Koncerttribunen. Oc, alffievel var lian os ikke fremmed

1 11

- tvært iniod - han horte med til vor Un,,donis Idealer. Hvor tidt ha-vde vi ik-ke lienfort. lyttet til hans sødmeiyldte Violinstemnie, blandet nied selveste Carusos sniægtende Toner, og uundgaaeligt akkoni~a,,neret af en skrattende 'Graninioronstift! Nu var Mischa Elman i Kobenhavn o, Lejligheden til at møde vort Ideal, til at hore og se hani personlig. - Modet nied Manden -,,ar en Skuffelse, Modet nied Kunstneren blev en stor Oplevelse. Misclia Elman bor man helst høre ined lukkede Ojne. Hans Person giver én intet - han er lille, skaldet og ubetydelig at se til. Men ikke for har lian løftet sin Violin, paa den for hani sære«,ne Maade - som en Offergave mod Himmelen, før han kogler vort Sind og spiller paa vor Følelses inderste Stremæ snart vildt, snart smætende. Der er noget af ~per ardua ad astra~, over en Violinist som Mischa Elmans Spil; no,,et af en næsten overjordisk Sødnie, der bringer Bud fra et følsomt o, ædelt Sind. Og det er ligegyldigt hvad han spiller, enten det nu er Bach, Händel, Grieg, Elman eller Wieniawsky, griber det en

altid paa saninie forunderlige Maade. Al

Krifik forstummer; man føler oa er ,lad

ved at føle, o, naar nian ,,aar hjeni fra

en af hans Koncerter falder man i lykkelig

Forundring over, at i det mindste ét af

ens Un,,doms Idealer endnu ikke er om-

styrtet af Amerika, Business og Verdens-

berømmelse.Hjalmar Bull.

Et Par Dage efter Nytaarsskiftet aflioldt Foreningen »,Ny 31tisik,« sin anden Koncert, denne Gang med rent dansk Program. Man faar efterhaanden Indtrykket, af, at »,Ny Musik,« ved sine danske Koncerter maalbevidst lader sine Tilhorere faa et saa vidt. muligt fyldestgørende

Billede af et Par ganske enkelte Komponister. Lidt mere Afveksling, ogsaa i Valget af Optrædende, vilde sikkert ,øre godt. Naa, Tordenskjolds Soldater udforte jo deres Mission, og Koncerten lier -,,,ar i sig selv interessant nok. D'Hrr. Gilbert Jespersen, Felumb, Oxenvad, Knud Lassen og Hans Sorensen udførte Kvintetter af Riisager og Bentzon. Førstnævntes Kvintet forte den Hindemith'sk klinc,ende Bete--,nelse Musik for Blæseinstrumenter,, o,, svarede me-et godt hertil ved sin huniorisliske og harmløse _Musiceren. Men at -vi til Slut skulde hore Honeg,,ers Pacific-Lokomotiv i Lilleputudgave,

I

-,,ar ikke frit for at virke parodisk. Mon det

,,,ar tilsigtet? Jorgen Bentzon's ~»Inter-'

11 1-1

niezzi espressivb( var et prægtigt Arbejde, struttende af Musikalitet fra Ende til anden. Kompositionen var, ,,,in episodiske Karakter tiltrods, formet med fast og sikker Haand, ol, det tematiske Indhold vidnede om en frodi, Fantasi og Kombinalionsevne. Vi n~vner som Eksenipel, hvorledes 1-Zvartnielodiken i Pastoralens smukt baarne Horntema paa den morsoniste Maade blev udnyttet polyfont i den paafølgende Allegro. vivaee. - Et ejendommelillt, Opus, baade i Form og Indhold, -,,,ar Finn Høffdings Kvartet for Sopran, Obo o,-, ,tostemini«,t« Klaver, udfort af Nora Elé, Felumb og Christiansen. Den menneskelige Stemmes Anvendeliglied som sideordnet Led i et Kammermusikensemble er vel nok orntvistelig, i livert. Fald naar man som her maatte høre Vocaliser nied den vel sagtens uundgaaelic,e iiiiiiiiske, Understøttelse. Udførelsen var ellers 1-.~eundringsværdig. Selve Konipositionen var dygtig gjort og rummede interessante Enkeltheder, men forekoni ofte noget søgt i sine Virkemidler, som f. Eks. den ustandseffi, klimænde lialve

1-1 ~1

Sekund i Lento'ens Klaverparti. - Endelig spillede Johanne Stockmarr med perlende Teknik o,, musikalsk Forstaaelse forskelffi-,e 1-ZIaverstykker af Poul Schierbeck; vi fremhæver de to sinaa ,maritime Skitser«, som virkelil, var ineget illuderende.

.11ary Schou havde allieret sig med Aa~,e Oxenvad o-:,~ Louis* Jensen om en klassisk Kami-nermusikaften. Bralirns' I~larinettrio op. 114 gav Aftenens ubetinget smukkeste Indtryk; Sammenspillet var her præget af megen Finhed og Intimitet. J-Tdmærket klang ogsaa Webers brillante Dtio for Klaver og l~larinet. Derimod led baade Mozarts I~laversonate og Beethovens Trio op. 11 under en ofte noget tung o,,

1111

haardliændet Udførelse - maaske dog soni Føl e at fejl Beregning af de akustiske For-

9

liold. Brie gliel-Mi~ller.

NODE1~

S. NOBDISKA MUSIKFORLAGET

Fra A. S. Nordiska. 2-lusikfórlaget i Stockholin foreligger der et større Udvalg af Værker af Sverris niest moderne Komponist, Hildilig Rosenberg. Her er Arbejder for rriindre Orkester samt Kammerinusik og Klaverværker, altsaiiiiiien komponeret

,D

indenfor Tidsrummet 1921-1926, hvad der tyder paa en overordentlig stor Produktivitet. Om en virkelig Udvikling eller et særlig personligt Gennembrud indenfor

Xfs

detnit, som disse Arbejder repræsen-

terer, kan der næppe være Tale, hvad en

Genne=an, af deni osaaviser.

1)et hele inaa derfor snarere tages som et

Ojebliksbillede af Komponisten, o,1_ det

Fysiognomi, iiian faar at se, er desværre

ikke altid lige sympatisk. Rosenberg kærn-

11 11

per en haard, til Tider næsten brutal Kamp med sit Stof, o,, han svinger snart fra den niest atonale Yderlighed o-,,er i ren Tonalitet. Det niest karakteristiske Træk hos liani er hans -oldsoninie eruptive Teniperanient, soin do,, ikke altid virker lige m.,erbevisende og undertiden iiæsten kan synes ,oldt., da det hovedsa,eli, udløses af rytniiske o,, liarnioniske Virkeniidler. En vis vdre E,t Zkt opnaas jo lier,.,~ed - det kan ikke nægtes - nien del inelodiske Moment bliver ,ilt for ofte tilsidesat, o,, naar delte saa endeli, lindes, virker det

ikke særlig etydeligt, nien li,,-erinesl noget. epigon-roinantisk. Den teniatisk ,ennemarbejdede Epoke inøder nian ii,,-es Leli aldril, hos Rosenberg. Det, der flængsler o,, interesserer lios hani, er hans Harnionik, soni ubetinget er personlig, og som maaske kunde tyde paa, at lian en Gang vil forinaa. at skabe si, sin e«en Stil. Foreløbig er hans Skrivemaade absolut ikke stilren, og det er ikke altid lige frisk Luft, man færdes i. De i første Sals af Klaversonaten Nr. I saa hyppigt forekommende Noneakkorder virker lidet tiltalende, og undertiden ledes Tanken lien -paa en næsten Wagnersk Svælgen i sensitive Akkorder. I Strygekvartetten Nr. Il, hvor Secondvioliiien, Viola og Cello (alle con. sord.) i Andanten Takt for Takt enta.,,er den samme Harnioniveksel, medens Prinioviolinens solistisk førte Stemme hovedsagelig er sammensat af Flageolettoner, er den ydre

1:1

Klan,virknim, betydelig større end det egentlige musikalske Indhold, noget, der desværre ikke er sjældent. i Rosenbergs Musik. Han kunde i Kraft af sine store

tekniske Evner og sin overlegne Beherskelse af Virkemidlerne blive noget fremragende, hvis han blot i tilsvarende Grad ej ede Inspirationens Naadegave o,, tilstrækkeffi, Ydni-,

11 Yghed i Sindet til at kunne friaore si,,, for den store toninie Gestus. Forhaabentlia sker der snart et afiørende Omslag i hans Udtryksmaade, ellers staar hans Muse i al for stor Fare for at drukne i Kompositionsvirluoseri. Sonaten for Violin og Klaver (1926) kunde maaske allerede tyde paa, at. dette Omslag var ved at nærnie sig. Den er ubetinget det bedste af de foreliggende Arbejder. Der er et adskilli,t ti,ere melodisk Indhold end tidligere, og Midlerne er forenklede, saa at det, der skal siges, bli-wr sagt. paa en klar og naturlig Maade. Hvad der navnlig tjener til at frenihæve dette Værk paa de tidlig Cres Bekostning er Violinstemmens rene o,,, sinukt, forte melodiske Linje. Her er endelig en Stræl)en efter at rense ud for de iiian Le skrækkeligt forskruede og' unaturlige Intervaller, soni,

I I

skæninier saa iiian,,e af hans tidli,,ere

I ~1

bejder o,,,,, lyinger Tanken lien paa en

z~, ' ' absolut -illet Originalitet.

EGET FORLAG

Af Aksel Agerby er der paa 1~oniponistens eget Forlag udkommet en Samling jyske Viser o-,, nogle enkelte mindre Sange. A,gerb Y ~,r en beskeden Komponist, som ikke vi] niere, end han kan, og soni aldrig lader si,, friste af Eksperiniciiternes Tillokkelser. Men netop tieri ligger li,-uis Force og hans Eviie til at -øre sig: populær.

I -

Navnlig i de j~,ske Viser har Agerl)vs Muse

II .

været haiii ,od o- tillivisket hani. l Melodier af en overordentlig fin Skønhed, og som desuden passer til deres Tekster, som Handsken slutter om en Haand. Særlig bor fremhæves Musikken til Aakjærs, »Jenn hjern,«. Digtets Grundtone er en sørgniodig reflekterende (;aiiin-ielmands Resi£mation og A,,erbv bar i sin Melodi fundet et iialniiiid,~iig '*smukt Udtryk lier

for. Det er en San,, soin inan stadig med stor Glæde vender tilbage til, og som fuldt ud staar paa Højde med de Carl Nielsenske og Laubske 2'~lelodier indenfor den samme folkelige Stil. Desuden kan der -1

11 Yderligere

frenilizeves »Æ Spøgels~«, hvor Akkom

pagnementets punkterede Figurer med sine Skræk-Dissonanser er af en ypperlig Virkning. Men ogsaa nied alle de øvrige. Visr,r er det V.-)~,rd ,it stift,~, Bekendtskab. Det er absolut en Sarnling, der fortjener at vinde Udbredelse.

Flemming Weis.

ROBERT NEHENDA1M:

DET KGL. TEATERS HISTORIE

IV. Bd., 1882-86. Kblivn..,V. Pio, 192-1.

Dette Bind af Roberl Neiiendun2s iditeressante Besl~rivelse af Det k,,l. Teaters senere Historie omliandler bl. a. en Begivenhed af stor Betydnin, for vor Opera: Johan Si~endsens Ansættelse som Kapelmester. Paulli havde officielt taget, sin Afsked, inen dirigerede stadig videre, fordi Fallesen ikke unde finde en Afloser af denne betydeli ' e Musiker. Saisonen 188983 er i fuldt Sving, da Johan Svendsen dukker ol) i l~obenliavn og vækker Opslat om sit Navn o,, sin G~rning. Det er dog forst i Marts 1883, at Teatret sender

Tilbud til Johan S-,,,endsen - der i Mellenitiden var returneret til Kristianfla - o ni a t overtage Kape linesterp osten. i Nor,e forso,,te maii at bevare den fortræ f7e1 ige

' Dirigent og Koniponist for

Nordniændene, nien Jolian Svendsen kunde

ikke niodstaa det danske Tilbud. 1. Juli

1883 ansattes han som Kapelniester. Inter-

essant er det hos Neiiendain at k-ese om de

Forhold, Johan Svendsen liavde at arbejde

under, Kapellels Sammensætning og Ar-

II

bejdsvilkaarene for den nye Orkesterelief. Nogen Skuflelse beredte det vel Operaens Venner,, al der ikke straks koni en nieget niærkbar Fornyelse i Repertoiret, men Johan Svendsen -var klo., nok til ikke at ,5ive si,, i Kast med alt f(~r omfattende Nvindstuderinger, førend lian kendte Teatrets Forhold og sit Arbejdsniateriale - Kapellet, - tilbunds. Heraf koninier det jo saa ogsaa, at det foreliggende Bind om Teatrets Historie egentlig ikke yderligere indeholder noget epokegørende paa, det niusikalske Omraade: Joh. Svendsen nøjedes med Repriser i disse Aar o., enkelte faa Nyheder. Selve den norske Kunstners Forflyttelse fra Kristiania til København. er saaledes den inusikliistoriske Ho-vedbegivenhed i de fire Saisoner, som dette Bind beskæftiger sig med.

Li-,,fuldt o,, fornøjeligt fortæller Neiiendam om de 'inindre væsentlige Begivenheder i hine Aars Operahistorie, om gamle Har Imanns ~,Yrsa,,, om Gr(indfewis Sniaaoperaer o,, Lange-JIMIlers ~,Spanske Stu

~1

denter,«. Paa den udenlandske 'N'lusiks Omraade træffer vi paa Genoptagelsen af Wagners ,Lohengrin,, (i Paranthes sagt Wagners Død 1883 gik usporligt lien over Det kgl. Teaters Operarepertoire) o, af

en Række af de ,æii,-Yse ~Tra-vere« fra den franske ol, italienske dramatiske -,Musiks Felt - foruden enkelte Mozart- "" Rossiniog Weberopforelser. Opriglig talt, megen 4risk Luft~~ har der ikke været i lline Tiders Operaopforelser, nian sidder o-, flover sig lidt paa Teatrets Vegne ved at læse disse Mindeblade i,,ennem. Helt uden IJ,hedspunkter med vore Dages Saisoner er den omhandlede Periode el iovri,,1 ikke.

Hovedbe,ivenhederne har o Jensynlig været Opforelserne af Arigo Boilos ~,Meristofeles,, og ~'erdis ~,Aida«. Desuden 1~~'ugners »Flyvende Holkender,,. Det. er pudsigt at se

ol, vel ikke ukarakteristisk for Teatrets Forhold - at af Wagner'ske Tin,, var man i Tiden omkrin, Wagners Dod ikke naaet

I I

længere end til denældre Stil i hans Produklion, del el,entlige ~Valner'ske Musikdrama var Teatret fremmed (dog ikke

I

om )~Den flyvende Hoffi.,,enden,, som Hei-

1)en, havde hort, i Prag 18,58, faar nian et

klart Indtrvk af, hvor tungt nian to,,

paa Bayreutherniesterens niusikdraniatiske

Idéer. Heiber, saa i dette Værk (,~Hollæn-

deren«) kun et probal Middel til at udrydde

banale Melodier ~,ved at undgaa al,' 2~-lelodi,«1)

o,,, var i Tvivl, om lian ikke sad i en Daare-

kiste, ~)hvor Vanvittige opførte et Skuespil

for Vanvittige~,. Thi lian havde hørt, at

man underliden i saadanne Anstalter an-

vendte den Kur, at lade de mindre Gale

spille Komedie for de mere Gale! (Neiien-

dani, Side 140). -

Oni dette o,, om iiie~,el niere - bl. a. oni de svenske Gæstespil o,, oni Selirums Jubilæurn, Kæ-,,let omkring Sinionsen og

I l

Seliram - fortæller Neiiendani paa saare underholdende Maade. Hertil kommer jo saa ogsaa den nieget kæseværdige Skildring af Skuespillets og Ballettens Historie

~1

indenfor samme Tidsrum. Trods Bogens rent refererende Karakter og dens særegne Beskrivelse af den omhandlede Periodes samlede dramatiske Kunst, der jo maa hvile udelukkende paa litterære Kilder, traditionelle Overleveringer o. I. o,, ikke paa Selvoplevelse, er den paa ingen Punk-ter tor eller kedelig, men slutter si,, i Form o,, Indhold nøje til de foregaaende udniærkede Bind. Den anbefales enhver Ynder af dramatisk Kunst paa det varmeste.

Erik Abrahanisen.