Af en Pakke gammelt Manuskript

Af
| DMT Årgang 3 (1927-1928) nr. 06 - side 149-154

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

AF EN PAKKE GAMMELT MANUSKRIPT

AF RICHARD HOVE

I sin Tid, da jeg beskæftigede mig med Hartmanns Symphonier og søgte efter en tredie, for paa den Maade at faa et helt Billede af Hartmann ogsaa i den største Form, kom jeg i Lag med det kongelige Bibliotheks Samling af Hartmanns Manuskripter. Det kan maaske lyde underligt at tale om at søge efter en tredie Symphoni af Hartmann, men jeg havde faaet den Ide at det Op. 81, der i Fortegnelsen over Hartmanns Værker er opført under Titlen »Tre Orkesterstykker«, maaske skjulte Torsoen til en Symphoni. Naboskabet med den monumentale Klaversonate Op. 80 vakte de største Forventninger, og da ingen Opførelse af dette Op. 81 var mig bekendt, gik jeg altsaa i Gang med Manuskriptbunken. Det var ingen Symphoni, men tre Stykker for Strygeorkester, der vel fortjente at være paa det faste Repertoire, ligesom al den øvrige absolutte Musik af Hartmann, som heller ikke er det. Det er dog ikke dette lille Værk, jeg her vil behandle, men et andet Manuskript af største Værdi, og ogsaa den danske Musikverden ganske ubekendt. - Som sagt, jeg gik i Gang med Manuskriptpakkerne. Jeg er ikke færdig, men Høsten har foreløbig været rig. Jeg fandt blandt andet en Klaversonate i F-dur fra 1854, samme Aar, som bragte »Sulamith og Salomon«Sangene »En Sommerdag« og Et Folkesagn«s anden Akt. En Sonate, som paa den skønneste Maade, udfylder Springet mellem den ungdommelige Prissonate fra 1842 og det gigantiske Mesterværk i A-moll fra 1885. En ukendt Perle af dansk romantisk Musik, som jeg heller ikke her skal gaa nærmere ind paa. Jeg fandt en Strygekvartet i E-moll fra 1848, samtidig med E-dur Symphonien. Der er halvfjerde Sats i Renskrift, og denne Renskrift synes en Aften at være standset, fordi Nodepapiret slap op, en rig Samling Blyantskitser til dens Fuldførelse er lagt ind i Heftet; men Vejs Ende naaede den desværre aldrig. Udarbejdelsen af Symphonien har paa dette Tidspunkt lagt Beslag paa Hartmanns Tid, og de derefter følgende Sorgens Aar har fjernet Hartmann fra dette Solskins-Værk. Drivkraften, der skulde have sat Slut paa Værket, var borte. - Jeg har en ubeviselig Theori om, at Grunden til, at den sidste Del af Hartmanns Liv udviser saa relativt faa Værker af absolut Musik, var hans Hustru Emmas Død. Hun havde med sin dybe Forstaaelse af hans Væsen og sin enestaaende Vitalitet haft Evnen til at »holde ham til«, saa det undfangne ogsaa blev fuldbaaret. - Hvor mange Kunstnere kender ikke den Kamp det er at føre det i Aanden skuede ud i Materialets tunge Stoflighed, og naar Hartmann i saa høj Grad blev »Lejlighedskomponist«, skyldes det sikkert ikke alene hans evne til at gribes af Lejligheden, men ogsaa det af denne flydende Krav om at blive færdig. - Heller ikke denne Kvartet er det, jeg her vil nærmere ind paa; Stemmerne er ved at blive skrevet ud, og naar jeg engang har hørt dem levende tone fra de fire Strygeinstrumenter, fristes jeg maaske til at tage den op til saglig Behandling.

Men den tykkeste Pakke er det, jeg vil aabne for den taalmodige Læser, som ældre dansk Musik interesserer. - Det er Manuskriptet til første Scene af Operaen »Saul«. Som Indledning vil jeg henvise til William Behrends Bog om Hartmann i Serien »Folkets Førere«(1918). Han skriver der, Pag. 61: »Til operaen kom Hartmann heller ikke mere tilbage. Dramatisk Spændkraft havde hans Musik jo aldrig ejet, og selv om Lysten til atter at forsøge sig paa Operascenen var til Stede, hvorom Planer til en »Saul« vidner, gav den sig dog ikke Udslag«. - Denne »Lyst, som intet Udslag gav sig«, har alligevel resulteret i 98 Sider renskrevet Partitur, som rummer noget af Hartmanns stærkeste og mest levende Musik, og det vil dog sige noget. Teksten er af H. C. Andersen og findes optaget i hans »Samlede Værker«, 11te Bind, under Titlen »Kong Saul, Opera i fem Akter«. Som Digterværk er det for Nutiden nogenlunde ulæseligt, selv om det ikke i saa Henseende naar »Ravnen«. Stoffet var her givet og satte rimelige Grænser for Andersens løbske dramatiske. Fantasi. Ulæselig - og dog en musikhistorisk Lækkerbisken, fordi Sammenligningen med Einar Christiansens Tekst til Carl Nielsens »Saul og David« er saa interessant. Einar Christiansens Tekst er blevet en langt mere lyrisk Opera end H. C. Andersens. Den er enklere i sin Handling, sikrere i sin logiske Scenegang. Men H. C. Andersen har ogsaa nøje vist, hvormed han vilde virke. Hans Tekst indeholder en sjælden rig Lejlighed til at komponere Ensemblesats. Muligheden for Terzetter, Kvartetter og Kvintetter lyser ud fra Siderne, og har den ikke paa Forhaand en Pragtepisode som Carl Nielsens »Pagten er sluttet«, saa kan man dog tænke sig Hartmann naaende uforglemmelige Højdepunkter i denne magre Tekst, dersom den rette Drivkraft til Fuldførelsen havde, været til Stede. H. C. Andersens Tekst er i Realiteten lige saa uerotisk, som Christiansens er gennemtrængt af Højsangens glødende Billedsprog, og kun Carl Nielsens Indstilling over for det monumentale har bevirket at han ogsaa her er blevet en direkte Fortsætter af Hartmanns Livsværk. En Fortsætter og Udvikler, ikke en Epigon og Efterligner.

Som en Parenthes kunde jeg fristes til at spørge, hvorfor det ikke er faldet et Par af vore store Sangere ind paa en Aften at opføre de tre store Højsangsfortoninger, vi har i Hartmanns og Lange-Müllers »Sulamith og Salomon« og Carl Nielsens Slutscene af lste Akt af »Saul og David«. Selv om de maaske lyder som et Udkast til et Radioprogram, tror jeg, at disse tre geniale Stykkers Musik vil klæde hinanden ved deres stærke Egenart. (nodeeks.)

Havde Hartmann saaledes maaske Grund til at frygte, at Publikum blev snydt for den obligate Operaerotik, saaledes som han i Brevet til H. C. Andersen udtaler, saa rummer Teksten saa megen mørkt farvet Mandighed, at den fuldførte Saul vilde have hævet sig som et Kæmpeværk, undfanget som det er i Hartmanns højeste Kraft - Tiden mellem Valkyrien og Thrymskviden. Imidlertid, Drømme om, hvad her kunde være bleven, nytter ikke mere, lad os se paa Torsoen, og vi vil der finde, at en mægtig Mester førte Hammeren.

Hartmann aabner Operaen direkte med Sauls Ofring, skildret og udført af et Kor af Præster. I seks Takter af højeste Kraft bringer Orkestret Hovedthemaet, et ægte Hartmann-Thema, der i sin Prægnans hamrer sig fast i Tilhørerens Bevidsthed og mindes med samme Følelse af det monumentale, som Indledningskoret til Universitets-Kantaten »Almægtige Gud«, som det vel ogsaa paa en vis Maade danner Forbillede for (Nodeeks. Nr. 1). Det svarer til Carl Nielsens »Herre, tag Skjold og Værge« (Klaverudtogets Side 16 af Saul og David«), der ligesom Hartmanns staar i D-moll; men Hartmanns Kor breder sig mere, er et helt »Nummer« med et meget fyldigt og stortklingende Orkester. Hartmann er begyndt paa en gammeldags Deling i Numre, men opgiver den hurtigt, idet han fører den musikalske Handlings Flod videre ved de Indsnit, hvor nye Personer kommer til. - Da Præstekorets Paakaldelse er slut, fører Hartmann Handlingen over i Dur, og efter en kort Korsats af hele Folket lukkes Teltet, som danner Forgrunden, og Saul er alene med sin »Fortrolige«, Isram, der i nogen Maade svarer til Abner hos Carl Nielsen, men som her er en vigtig og handlende Person, Stykkets Skurk. Det er i saa Henseende ogsaa karakteristisk, at Saul synges af en Tenor, mens Isram repræsenterer den dramatiske Bas. Her hører vi nu først Sauls Betænkelighed ved den udførte Handling, saa Isram, der styrker ham i hans kongelige Værdighed, og begge forener sig derpaa i en Bøn til Israels Gud, en sjælden og skøn Duet for to Mandsstemmer, et Eksempel paa Hartmanns rige melodiske Evne. (nodeeks.) Isram gaar, og Sauls musikalske Karakteristik gives i den ædelt formede Monolog: "Er jeg endnu ej kæk og ung«. Saul ejer Tro paa sig selv og sit Kald, han er ikke som hos Carl Nielsen »den store Trodser«, vil aldrig i denne Opera kunne faa en Replik som i den store Monolog af »Saul og David: »Kunde jeg rejse mig mod dig, du Kongernes Konge«. Men her som der kommer paa dette Tidspunkt David. En lys Strofe for Obo og Horn indleder hans Sang (Nodeeks. Nr. 2): Hartmanns David er endnu lysere og mere dansk end Carl Nielsens, men han er paa langt nær ikke anlagt som Hovedperson som hos Carl Nielsen; han har efter H. C. Andersens Tekst egentlig kun de to Solosange, som findes i det forhaandenværende Fragment, ellers er han handlende Person. Hartmanns Opera er baade handlingsmæssigt og sangligt Kong Sauls, men han havde jo heller ikke paa det Tidspunkt en Sangens Sol som den unge Herold at komponere sin David for. Det var i sig selv store Ting, at han havde Muligheden for at anlægge et paa een Gang sangligt og dramatisk Parti som Sauls, og ogsaa her maa man regne med, at en ny Stjerne har givet Komponisten af sit Lys. I 1862 debuterede Nyrop, som jo efter Samtidens Beskrivelser har ejet en lignende mærkelig Forening af sangligt og dramatisk Talent som Herold, og for ham er sikkert Sauls Parti tænkt. Og hvem ved, om ikke det, at Nyrops Stemme sluktes som et Stjerneskud, har medvirket til, at Hartmanns Saul forblev Fragment. Havde den ydre Drivkraft i Form af en i Partiet interesseret højt begavet Sanger eksisteret, tør man, med vort Kendskab til Hartmanns Arbejdsmaade, næsten formode, at Operaen var blevet fuldført. - Men tilbage fra Gisningerne til Realiteterne. Efter Davids første Sang uden for Teltet kalder Kongen ham ind og beder ham bortjage hans Bekymringer med sin Sang. Davids anden store Sang kommer nu: »Din Sjæl være ung, da er ingen Byrde dig tung«. Under den kommer Michal og hendes Piger ind, og Kvindekoret lægger sine bløde Klange under den unge Davids Sang. Da kommer Jonathan og melder om Goliaths Udfordring og om alles Forsagthed trods Kongens Løfte om Michal til den, der besejrer Goliath. Den lysende Ro, der var over det gennemsigtigt instrumenterede Orkester under Davids Sang, afløses af en nervøs og flimrende Allegro. Lange, sekstendedels Passager afvekslende i Violin og Cello ledsager Jonathans Beretning; Koret bekræfter, at ingen vover Kampen, indtil David staar frem og melder sig til Kamp mod Goliath. Der udvikler sig nu en vældig Ensernblesats, den typiske Aktfinale, hvor alle handlende Personer synger, ledsagede af Koret, i Midten afbrudt af et roligt og skønt Parti for David, hvor han nedlægger Harpen for Michal, som svarer med »Mit Hjerte paa din Lykke tror«, hvorpaa, hele Koret beder: »Styrk ham, Herre Zebaoth!«. Musiken naar her en mægtig Stigning, Begejstring lyser ud af Korets stærkt bevægede Strofer, og den med sig rivende Allegro danner en værdig Klimax til det pompøse Indledningskor.

Med dette Kor slutter Hartmanns renskrevne Partitur. Nederst paa Pagina 99 staar »segue«, men til den derpaa følgende Scene mellem Saul og Samuel har jeg endnu intet Spor fundet mellem Hartmanns Manuskripter, hvad der i og for sig er forbavsende, da det lyder usandsynligt, at der slet ikke i Skitse skulde eksistere en Tone ud over det, der her foreligger i fuldstændig Renskrift.

Stadig sammenlignet med Scenegangen i Carl Nielsens »Saul og David« strækker denne halve første Akt sig langt ind i »Saul og David«s anden Akt, hvad der først og fremmest skyldes, at H. C. Andersen, sikkert mere i Overensstemmelse med den gammeltestamentlige Aand, aldeles ikke kan tænke sig noget nok saa ringe Kim til et Forhold mellem Kongedatteren Michal og Hyrden David. Kong Saul bortskænker suverænt sin Datters Haand til den sejrrige Helt, selv om han skulde være Bedstefader i Forvejen, og Orientens hede Eros er en Følge af Samlivet, ikke en Indledning til det. Højst besynderligt er det ogsaa i »Saul og David« at høre Michal slutte den vidunderlige lidenskabelige Strofe: »Dø ikke fra mig, du Livets Lyst -« med Udraabet »Min Husbond!« naar Saul først 24 Sider længere henne skænker sin Datter til den sejrrige David. Men ved denne Konsekvens i gammelhebraisk Tankegang hos H. C. Andersen bortfaldt altsaa ogsaa Muligheden for at skabe en erotisk præget Opera i Tidens Smag (Faust-Begejstringen). - Til Gengæld har vi i det foreliggende Stykke Manuskript et Stykke Virkeliggørelse af det hos Hamerik udtalte Ønske om et Oratorium fra Hartmanns Haand, og jeg vedbliver at paastaa, at dette Saul Fragment hører til det stærkeste og mest levende, Hartmann har skrevet, f. Eks. langt værdifuldere end »Dryadens Bryllup«, og fortjener helt igennem at komme frem i en fuldendt Opførelses Lys. Det egner sig fortrinligt dertil ved sin sluttede Form og gode Afveksling mellem Kor og Solister. Jeg anbefaler det hermed til Musikforeningens unge, talentfulde Dirigent Hr. Ebbe Hamerik. I Musikforeningen hører det hjemme, og Musikforeningen har saa uendelig meget at gøre godt over for gamle Hartmann - hans Symphoniers Skæbne i uforglemmelig Erindring.

En Ting kan jeg ikke lade være at tænke paa, naar jeg ved Gennemlæsningen af H. C. Andersens Tekst i Fantasien lader den store Hartmann-Opera oprulle sig for mig - og stor er den, naar Maalene tages fra den eksisterende Monumental-Indledning - det er, om Tilstedeværelsen af en saadan Opera vilde have været en Hindring for Tilblivelsen af Carl Nielsens »Saul og David« fyrretyve Aar senere. »Sulamith og Salomon« Sangene hindrede jo ikke Lange-Müller i at skænke os sit skønne Op. 1, og det synes mig en utænkelig Tanke at løse Carl Nielsens »Saul og David« ud af hans Produktion. I den er samlet melodiske Kim til det meste af hans Livsværk. Helt op til femte Symphoni mener jeg at kunne spore Linier, der direkte nedstammer fra»Saul og David«, og det er Det kongelige Theaters største Skændsel, at denne Opera ikke hører til det faste Repertoire. Den havde været et anderledes værdigt og vægtigt Udslag af dansk Aand at præsentere ved den danske Uge i Stockholm end »Den kongelige Gæst«, og var ikke Nid og Nag i Øjet at se, forenede alt Musikfolk i Danmark sig med et uafviseligt Krav til vor Operaledelse om at faa dette skønne Værk op, før en Bue rørtes til en eneste anden Nyindstudering paa Kongens Nytorv. Saa Længe Ting som »Saul og David« og Hartmanns store Balletter »Thrymskviden« og »Valkyrien" ikke er paa det løbende Repertoire, er det en Haan mod vore nationale Værdier og et Misbrug af Folkets Penge at spilde Tiden med Opførelsen af en Ting som »Jeanettes Bryllup«, - det er det for Resten i alle Tilfælde - og dersom en Læser synes, at jeg nu er kommen vel langt bort fra min Manuskriptpakke, saa vil jeg kun sige, at Sorgen over det, som forblev ufuldendt, vækker Harmen over, at det, der er fuldendt, henligger uspillet og en skøn Dag ogsaa er »en Pakke gammelt Manuskript«. Harmen er aktiv, og vi trænger til megen sund Aktivisme i dansk Musik, baade gammel og ny.