Poul Schierbeck. Del 2

Af
| DMT Årgang 3 (1927-1928) nr. 06 - side 155-159

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

POUL SCHIERBECK
AF PROFESSOR, DR.PHIL. ERIK ABRAHAMSEN

(Fortsat).

ET Forspil til en Sang kan som bekendt »anlægges« efter forskellige Principer. Det kan (en almindelig anvendt Fremgangsmaade) føre motivisk lige ind i Akkompagnementets Tematik. Altsaa: den Temadannelse, der benyttes i Sangens Akkompagnement, foregribes i Forspillet. Dette er Hovedtypen hos Schierbeck. Straks i Opus 1, Nr. 1 (»Hej min Skrænt
ved Piledammen«) træffer vi paa denne Teknik. Det trallende glade Forspil her udgør en organisk Helhed med Akkompagnementet; Forspillet glider motivisk lige over i Akkompagnementets første Takter. Det samme gælder Opus 1, Nr. 5. Forspillet har den vuggende og gyngende Motivik, der senere danner Akkompagnements-Grundfigurerne, og som skal »gengive« den vuggende og plaskende Tur paa Chiemsøen. Opus 2, Nr. 3, den lille Vuggevise, har »Visselullefigurer« i Akkompagnementet, og de forefindes paa lignende Maade allerede i Forspillet. Til samme Gruppe hører Opus 2, Nr. 5, Opus 6, Nr. 1, 2 og 4 (Bækkens Pludren), Opus 10, Nr. 1 (Vaarregnens fine Drys), Opus 10, Nr. 2 og 4. Den stilfærdige, Virren med Hovedet, der præger Akkompagnementet i »Mi Nanne ja« (Op. 11), er ogsaa foregrebet i Forspillet. De fleste af »Nakjælens« Sange er ligeledes udstyret med Forspil af denne Art. Typiske og klare Eksempler er her den spejlblanke Forspilsfigur, der glider lige ind i Akkompagnementets vandglatte Flader i Wignetten«, de drømmeagtige, brudte Akkorder i »Undervejs«, den lidt mystiske - eller rettere mytiske - Tone i Sagnet om Nakjælen, Bogfinkens glade Fløjt, Kærmindernes fløjlsbløde og »Genklangens« klingre Toner - altsammen forberedt i Forspillet og herfra glidende over i organisk Forbindelse med Akkompagnernentsfigurerne i Sangens Begyndelse. Flere Eksempler er »For de saarede«, »Bækken« (Op. 21 a) og »Af holdsprædikanten«. En lidt afvigende Teknik benytter Schierbeck i Opus 2, Nr. 4: »Verdugo es mio pensiamento« (Min Tanke er en Bøddel«) samt i en i Form og Stemning herfra diametralt modsat beliggende Sang: »Visen om Købmand
Glad«. Forspillets Motiver kommer ogsaa her igen i Sangens Akkompagnement. Men ikke i Akkompagnernentets Begyndelse, men derimod i Akkompagnementet senere inde i Sangen. I »Købmand Glad« er Forspilsmotivet tillige selve Melodimotivet (Sangstemmens Motiv) paa del paagældende Sted længere inde i Kompositionen.

En anden Maade at anlægge et Forspil paa er jo at lade Forspillet være en blot og bar »Forudtagning« af Sangens første Takter, baade i dens Melodi og i Harmonier. De første Takter i Sangen - dér, hvor Sangstemmen tager fat - bliver altsaa en ren og skær Genlagelse af Forspillets Takter. (I det foregaaende Tilfælde er der sjældnere Tale om noget Gentagelsesforhold af nogen som helst Art. Forspillet tager dér fat og fortsætter med den motiviske Udvikling »ind under" det Sted, hvor Sangstemmen falder ind.) Ogsaa denne anden Maade findes hos Schierbeck, men er sparsomt repræsenteret. Det klareste Eksempel er Opus 1, Nr. 2 ("Smukke grønne Bregnekrat«). Sparsomt repræsenteret er ligeledes den Teknik, at lade Sangen have et selvstændigt Forspil. Det forekommer i Opus 2, Nr. 2 og Opus 6, Nr. 3. Naturligvis er Selvstændigheden begrænset til Selvstændighed i motivisk Henseende. Stemningsmæssigt er der en indre Forbindelse mellem disse Forspil og Sangene.

Det, at der ingen Forspil er til en Sang, er ogsaa en Forspilsteknik. Naar Opus 1, Nr. 3 lader Sangstemmen begynde uden noget som helst Forspil, har dette uden Tvivl sin Begrundelse i det stærke og abrupte lidenskabelige Udbrud i direkte Tale: »Du min Kærlighed og største Lykke«. Sange uden Forspil er desuden Opus 1, Nr. 4 og Nr. 6 (direkte Tale), Opus 10, Nr. 3 (recitativisk, direkte Tale, enkelt Akkord som Indledning), Opus 11, Nr. 1 (direkte Tale; enkelt Akkord som Indledning). Alle Smaasangene i »I Danmark« er ligeledes uden Forspil (hvad man er vant til ved folkelige og fædrelandske Sange). Den direkte Henvendelse i Teksterne begrunder vistnok i de fleste Tilfælde den lige omtalte direkte Gaaen-løs-paa Sangen. Omvendt findes der rigtignok adskillige Eksempler paa Sange med begyndende direkte Tale, der alligevel har Forspil.

Efterspillet i en Sang har naturligvis ogsaa sine tekniske Sider. Vi træffer denne Faktor ligesaa smidigt og velanbragt, som Forspillene. Ligesom Forspillet kan foregribe Akkompagnementets Figurer, saaledes kan Efterspillet ogsaa videreføre Akkompagnementstonerne. Det sker hos Schierbeck i de fleste af hans Sange. Da nu adskillige, af disse Sanges Forspil ogsaa netop i Virkeligheden foregriber Akkompagnementet, kommer der en stærk organisk bygget Helhed over Kompositionen. Efterspillet er stærkt i Familie med Forspillet og med hele Sangens Struktur, og det virker som en Udvikling af de Motiver, Sangen har benyttet det meste af Kompositionen igennem. Fra denne Teknik findes enkelte Afvigelser hos Schierbeck: For det første kan jo Sange være uden Efterspil overhovedet. Det forekommer hos Schierbeck for det meste paa de Steder, hvor ogsaa Forspillet mangler - hvilket giver Balance (Opus 1, Nr. 3, 4 og 6 (i denne sidste Komposition slettet af Komponisten), Opus 10, Nr. 3, Opus 11, Nr. 1, Opus 21). En anden Hovedafvigelse er Gentagelse af Forspillet, hvor Forspillet har været selvstændig og uden væsentlig Forbindelse med Sangens Akkompagnement eller Sangstrofer (Opus 2, Nr. 2, Opus 6, Nr. 3).

Gaar vi nu over til Schierbecks flerstemmige Sange, møder vi i det store og hele den samme Formverden, som den, hvori hans Romancer og Sange befinder sig. Disse flerstemmige Sange er hans Opus 9 og Opus 23 og omfatter følgende Kompositioner: »Jeg mindes Dig« (Mandsstemmer, Aarestrups Oversættelse af Goethe) (Wilh. Hansen), »Hvergang Du var gaaet« (Bl. Stemmer, Drachmann) (Wilh. Hansen), »Vær stille Hjerte« (Bl. Stemmer, C. K. F. Molbech) (Wilh. Hansen), »Sol i Vest« (Bl. Stemmer, Carl Ewald) (Wilh. Hansen), »Slyngrosens Ranke« (Mandsstemmer med Tenorsolo, C. C. Jessen) (Wilh. Hansen); desuden den morsomme Bearbejdelse af to folkelige danske Melodier »Det var en Lørdag Aften« og »Munken gaar i Enge« (Sopran, Alt, Tenor med Klaver) (Nordens Musik«, 1919, Nr. 5 og 6). Alle disse Kompositioner hører til Opus 9. Opus 23 omfatter 12 firstemmige Kanon'er (fire lige Stemmer) kaldet »Aaret rundt i
Ringsange« (hver maaned sin kanon). Værket er utrykt; jeg kender det blot fra en løst nedkradset Skitse.

Om dem alle gælder det, at A-B-A Formen ikke forefindes i dem. Ogsaa paa dette Felt har Schierbeck altsaa, benyttet sig af friere Opbygning. Interessant er det at se den tidligere omtalte sammenblanding af strolisk Princip og gennemkomponeret Princip anvendt ogsaa her i de flerstemmige Sange. Den stemningsfulde »Jeg mindes Dig« - der iøvrigt er bemærkelsesværdig ved den smukke og originale Anvendelse af trefjerdedels Takten - er i Grundprincipet efter den strofiske Kompositions Fremgangsmaade, men varierer anden Strofe paa en saadan Maade, at der kommer et let Strøg af det gennemkomponerede over Værket. Drachmanns Digt »Hvergang Du var gaaet« er behandlet rent strofisk. Det samme gælder Molbechs gribende og storladne Digt, hvorimod »Sol i Vest« atter har denne fine og yndefulde Blanding af de to Principer. Det er vel det morsomme Citat af Teksten og Melodien »Danmark dejligst Vang og Vænge« midt inde i anden Strofe, der har betinget Indslaget af Gennemkomponeringsprincipet i en ellers strofisk anlagt Komposition. Til C. C. Jessens »Morgenhilsen har Schierbeck igen valgt Strofeprincipet. Denne Sang er indledet med et vokalt »Forspil« - Akkompagnementsstemmerne begynder med faa Takters Indledning, og saa først falder Solostemmen ind. Paa lignende Maade er der ved Sangens Slutning arrangeret et »Efterspil«, ligeledes vokalt. Tekniken er her den samme som ved de fleste af Romancerne: »Forspillet« fører direkte ind i Akkompagnementets Motivik, og Efterspillet er som i en sidste hendøende Bevægelse et Minde om den Tematik, der har præget Akkompagnementet hele Sangen igennem. Schierbeeks Afgørelse med Hensyn til Valget af strofisk eller gennemkomponeret Stil synes ogsaa her stedse rigtig; man giver ham altid Ret i det anvendte Princip; hans formelle Udformning i Tonerne dækker Digtets Form og dets Indhold.

Morsomme er de to Kanon'er, som ovenfor er nævnet. Hvis man ikke kendte noget til den allerede foreliggende Kanonlitteratur, vilde man vel paa Forhaand veere tilbøjelig til at tænke sig, at noget mere dødsens kedeligt end en saadan strengt gennemført Imitation vel ikke var at opdrive. Og dog viser jo Musikkens Historie adskillige Eksempler paa den pudsigste Anvendelse af denne Teknik. Det er vel netop den strenge Gennemføring af Motivernes Imitation, foredraget af forskellig Stemmetimbre (og maaske skrevet over en eller anden pudsig Tekst), der kan forlene, en saadan Komposition med et Skær af det groteske. Schierbeck har paa den mest snedige Maade anvendt Principet paa disse Aars-Digte. Han har maaske ikke altid faaet fat i Temaer, der hører hjemme i den aller strengeste lineære Sammensangs Stil, men han har saa til Gengæld faaet et Værk med Ynde og Humør ud af det. Og man mærker, at hans Anvendelse af Kanonprincipet fremspringer af megen Syslen med ikke blot dets Teknik, men ogsaa dets Udtryksevne. Det er ikke helt ligegyldigt i en Kanon - med Hensyn til det Musikken skal udtrykke - om f. Eks. Indsatserne kommer Slag i Slag, eller de staar i betydelige Afstande fra hverandre. De korte Afstande giver Indtrykket af det jagende, det heftigt opstemte; de lange Afstande bevirker et Indtryk af det kontemplative, det drømmende. Indsatstekniken i Schierbeeks Kanon'er er præcist afrettet efter slige Hensyn.

Hvad der i ganske særlig Grad tiltaler en, idet man gaar Schierbeeks Værker igennem, er den Alsidighed i Følelseslivet, for hvilke hans Kompositioner er Udtryk. De spænder fra det lyriske og det dramatiske til det fortællende, og inden for denne Hovedskala fra det patetiske til det komiske, uden dog nogensinde endnu at naa frem til helt nye Udtryk og uden nogensinde endnu at naa ind til den ekstatiske Sværmen, det store Dramatikens Vingefang, den brede Roman, det dybt lidenskabelige eller det helt groteske. Det Fond, Schierbeck raader over med Hensyn til Følelsesudtryk er - foreløbig - begrænset i dets Dybde, men saa meget mere rigt i dets Breddeudfoldelse. Et helt lille Speciale har han gjort sig i det genremæssige, der snart klinger helt »eksotisk«, snart spiller paa den nationale Idyls barnlige og folkelige Strenge - til Tider saa barnligt og folkeligt i Anslaget, at man flover sig lidt derved. Paa den anden Side er denne Evne for let fattelig og let udførlig Komposition en Side i Schierbeeks Komposition, som han bør værne om og kultivere. Vor nationale folkelige Sanglitteratur trænger stadig til Revision. Den Sag bliver vi vel aldrig færdig med. Hvert Slægtled fostrer folkelige Digtere, hvis Tekster skal omsættes i Toner. Og til de ældre Tekster indstiller hvert enkelt Slægtled sig vel paa ny og særegen Maade, baade litterært og musikalsk, og aftvinger derved disse ældre Ting nye Sider af deres Indhold. Schierbeck har f. Eks. aftvunget H. C. Andersens »I Danmark er jeg født« helt nye Klange - et virkeligt interessant og helt igennem vellykket musikalsk Arbejde.

Jeg har i det foregaaende villet vise, hvorledes Schierbeck i sine Sange, enstemmige og flerstemmige, hverken paa det formale eller det indholdsmæssige kan siges at virke som »den revolutionære«, den, der taler et nyt og mærkværdigt Tonesprog. Schierbeck holder sig i det store og hele til det gammelkendte. Men han forstaar at charmere ved den smagfulde og formfuldendte Maade, paa hvilken han benytter dette sit Materiale. Længst ude i »det nye« er han i »Nakjælen« og i »Den kinesiske Fløjte«. Han er her flere Steder havnet i en friere linear Stil, end den, han anslaar i de 12 Kanon'er. Men selv i dette frie Liniespil holder Schierbeck sig forsigtigt tilbage (Sluttes)