Anathema

Af
| DMT Årgang 3 (1927-1928) nr. 07 - side 181-182

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

A N A T H E M A

OPERA' I ET FORSPIL OG TRE AKTER AF ALFRED TOFFT

HANDLINGEN i denne Opera er i Sandhed spændende, ikke ulig de Knaldromaner man kan faa å 50 Øre paa Kamlas Forlagg. Det er en Art Dramatisering af Prosper Merimées

Novelle »,Sjælene i Skærsileten«. Don juan af Tviarana r sammen med Vennen, Don Fernando, de to Personer, hvorom Hovedhandlingen slynger sig. Deres mere eller mindre lumre Elskovseventyr er Operaens Indhold. Snart kaster de Tærninger om at bytte Kærester (Søstrene Dofia Blanca og Dofia Fausta), snart afvises Don Juans Ofre, hvoraf den ene, der forsøger at dolke Don Juan, straffes paa den noget perverse Maade, at hun fastbundet til en Stol tvinges til at overvære en Elskovsorgie, hvortil Folk fra Gaden er indbudt. Der danses letfærdigt foran hende og Don Juan kysser en ung Flane for Øjnene af hende. Samme unge Flane fatter dog Medlidenhed og løser Fangens (Dofia Faustas) Baand. - Den i Forspillet nævnte Dofia Blanca er, af Sorg over Don Juans Troløshed, gaaet i Kloster. Don Juan fatter ny Kærlighed til hende - hvortil det spændende at hun er Nonne føjer sig. Han slipper ved Vennens Hjeelp ind i Klostret og faar Dofla Blanca til at indvillige i en Flugt med ham ved Midnat. Da Tiden indtræffer er Don Juan paa Mødestedet; men Dofia Fausta, der har opsnuset, at han vil bortføre en Nonne, falder ham i Ryggen og det lykkes hende at tilføje ham en Rift med sin forgiftede Dolk, hvorpaa hun tilsyneladende flygter. Don Juan sætter sig, uden at agte paa Riften, for at vente paa Blanca; og i Febervildelse tror han at overvære sin egen Ligfærd. I Raseri hugger han sin Kaarde mod Klostermuren, hvorpaa Synet forsvinder. Nu kommer Blanca ud fra Klosterhaven; men Dofia Fausta lader sin Broder Diego, stikke hende ned med sin forgiftede Dolk. Dofia Blanca og Don Juan dør i hinandens Arme; men forinden tilstaar Don Juan hende sin rene Kærlighed, og bliver derved reddet fra Fortabelsen.

Med Musiken er det just ikke meget bevendt, det er væsentligt Reminicenser fra andres Operaer, der her møder een. Den Evne Alfred Tofft i sine Romancer har til at synge ud, ganske vist paa ret banal Vis, syntes lian ganske at have set bort fra i denne Opera, det er ligesom Gennemkomponeringen har splittet den melodiske. Linie. Havde, der v,-'eret nogle rig-lige Arier, havde det rettet svært, paa Sagerne, tiii hele Operaens Karak-ter syntes at fordre disse. Der var Momenter (ler lod en ane at Alfred To ITI maaske kunde yde noget passabelt som Balletkoniponisl, Dansene var nemlig rytmisk set stillet ret nydeligt op. Ind imellem fandtes pæne Ting, hist en ganske smuk Strofe, her en heldigt anvendl Orkesterklang; men det gode var altfor spredt, til at sikre Operaen en Levetid udover et Par enkelte Opførelser. Af de Bollehavende maa særlig nævnes Ingeborg Steffensen, samt tildels Tenna Frederiksen. De øvrige var ikke særlig fremragende, saaledes ejede Niels Hansen ikke eet Moment der lod ane, at han var den farlige Don Juan - tværtimod.

Paa Udstyret var ofret en Del; men hvorfor lade Fontænen i sidste Akt flyde med Englehaar, naar Teatret før har vist at have Vand ved Haanden? Og hvad der navnlig mangler Teatret, er en god Iscenesætter med virkelig

Fantasi og Dygtighed.Helge Bonnén.