Poul Schierbeck. Del 3

Af
| DMT Årgang 3 (1927-1928) nr. 07 - side 177-180

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

POUL SCHIERBECK
AF PROFESSOR, DR. PHIL. ERIK ABRAHAMSEN

(Sluttet.)

SELV ude paa »de store Vidder« sørger Schierbeck altid for at have Føling bagud mod Fortid og til Siden mod Samtid. Han kaster sig heller ikke her ind i dristig Eksperimenteren, men holder sig til de Værdier, der er gængse Mønt - altid dog paa en saadan Maade, at Mønten er givet ud paa en ny Maade, med en ny og frisk Gestus, og altid paa en saadan Maade, at Formen, under hvilken han drysser sin aandelige Formue ud, er præget af Smag og Kultur.

Paa de »store Vidder« befinder Schierbeck sig allerede i »Julekantaten« (Op. 19) (Ms.), ikke fordi dette Værk er særligt omfattende, men fordi det ved sin Stemning og ved sit Familieskab langt bag ud i Musikkens Historie hæver sig frem i et særegent Plan, hvor alle Grænser er saa forunderligt langt borte og Udsynet vidt. Til Julehøjtidens velkendte liturgiske Tekst har Schierbeck her skrevet en Musik, der uden at være identisk med den gregorianske Sangs reciterende Toner (i Præstens Fremsyngen af den kirkelige Tekst) og uden at være identisk med den Palestrinensiske Stil (i Korets Svarsatser) er stærkt paavirket af hine ældgamle Stilarter indenfor Kirkemusikkens Historie - saa stærkt, at man i Korsatserne træffer paa ligefremme Reminiscenser fra den gammelklassiske Vokalpolyfonis mest kendte Formler. Det er Middelalder og Højrenaissance i Schierbeck'sk Gendigtning - en lidt farlig Kombination, der dog er lykkedes for den danske Komponist i ikke ringe Maal. Tidens Palestrina- og Gregorianainteresse har vel affødt dette Værk, der vidner om megen Begejstring for historisk Stil og megen Evne for Indlevelse i andre Menneskers og Tiders Tankegang, om en Musiker - sagt med andre Ord - med mer end helt almindelig kompositorisk Tugt og Træning.

Kantaten til Universitetets Immatrikulationsfest (Op. 16) (Ms.) har samme Ungdom over sig som Hans Hartvig Seedorffs Tekst - og som Æresgæsten paa Universitetet ved nævnte Lejlighed: Russen. Ogsaa lidt af samme Spinkelhed. Der bliver Stil over det paa denne Maade. Seedorffs yndefulde, lidt blege Tekst taaler forresten næppe stærkere og tungere Musik, end den, Schierbeck har skrevet til den. Hensynet til Kor- og Instrumentmateriale har maaske ogsaa indvirket paa Kompositionens Form og Indhold. Naar jeg alligevel regner dette Værk for et de »store Vidders Værk«, tænker jeg nærmest paa de vidt udspundne Konstruktioner, Schierbeck her arbejder i. Det er forøvrigt karakteristisk for denne Kantate, at den indebærer en meget glat og smidig Form. Schierbeck synes med andre Ord at have forstaaet at flytte sin Formbegavelse fra »Kleinkunsten"s over i Storkompositionens Verden. Karakteristisk er ogsaa dens Omdigtning eller Videredigtning paa Digterens Form, saaledes som vi allerede traf paa det i de mindre Sangkompositioner. Schierbeck lader sig heller ikke her i Kantaten nøje med Digterens Formgivning, men skaber, idet han komponerer Digtets Musik, en ny Form, der gaar videre end Digterens Intentioner.

I denne Kantate har Schierbeck nemlig paany skabt den smukkeste Blanding af det strofisk-komponerede og det gennemkomponerede, som findes i hans Produktion til Dato, og netop herigennem paany vist en med Digteren jævnbyrdig »digterisk« Begavelse. Begge Principerne er paa ejendommelig Maade filtret ind i hinanden - saaledes som ogsaa paavist ved enkelte af de mindre Sangværker - samtidig med, at ingen af disse Former i og for sig har mistet noget af deres konstruktive Egenart. I første Delen af Kantaten er saaledes Begyndelsen strofisk behandlet, men alligevel er hvert af Versene let ændrede, saaledes at Gennemkomponeringens Princip altsaa alligevel er tilstede. Naar Kompositionen egentlig talt føles som paa én Gang baade strofisk og gennemkomponeret, ligger det, foruden i den tekniske Dygtighed, hvormed dette Arbejde er gjort desuden i dette, at Afvigelsen fra det strofiske for hver Gang er begrundet i Tekstens Indhold. Det er de Billeder, der har fundet Udtryk i Digterens Ord, som betinger Gennemkomponeringen. Schierbeck bryder yderligere - og med samme Begrundelse - Strofeprincipet i det flerstemmige Indledningskor ved pludselig at lade en Solostemme recitativisk fremsynge en Episode af Teksten. Naar nu hertil kommer, at Korsatsen (og Solostederne) understøttes af et yndefuldt, til Tider helt »sprælsk« Akkompagnement, der vel skal illustrere Billedet af det lyse Solstrejf og den boblende Kilde, hvormed Digteren sammenligner Ungdommen (i Musiken afmalet ved en pudsig synkoperet Rytme og ved springske, halvt folkelige Underdelinger af Takttælletiden paa betonet Tid samt ved klingre Arpeggio-Akkorder i Klaveret), vil man forstaa, at der over denne Sats - trods det lidt spinkle i Tankegangen - er en Fylde og Friskhed, dertil en Formens Afrundethed, som glæder Tilhørerkredsen hver September, naar Universitetet modtager den store Skare af Russer. Anden Del af Kantaten - den bredt, koralagtigt udbyggede Hymne til Kilden (Russen) - hviler paa samme Princip, her udformet paa meget pompøs og karakterfuld Maade. Det malende og pittoresque, der præger hele Kantaten, er jo intet nyt hos Schierbeck; jeg har paapeget det i hans øvrige Sangkompositioner (det giver sig iøvrigt ogsaa Udslag i de to Klaverkompositioner »Kølvand« og »Oceanets Vuggesang« , hvorfra han med heldig Haand har overført ogsaa denne Side af sit Talent.

I den akademiske Festmarsch, som benyttes efter Immatrikulationskantaten, er det lykkedes Schierbeck at ramme lige ned i den Stemning, der skal anslaas ved en Lejlighed som denne. Paa den ene Side de lyse, lykkelige Stemninger, tilsat en Antydning af det studentikose i Udtrykket - paa den anden Side en stadig Fastholden ved den Alvor, som Situationen kræver (Russerne giver Rektor Haandslag paa at ville overholde de akademiske Love). Schierbeck har her haft den lyse Idé at indflette Motiver fra Studenterlivets musikalske Liv i denne March og har gjort det paa en saadan Maade, at begge Stemningsarter kommer til Hørelse og holder hinanden i Skak. »Ensom og mørk og snæver er vor Bolig« er det ene af Citaterne - det andet et saare skønt Sted i Carl Nielsens Aarsfestkantate (gennem hvilket Citat de to store Universitetsfester altsaa knyttes ledemotivisk sammen). Det er selvfølgelig kun en daarlig Vittighed, naar travle Tunger fastslaar, at det bedste ved denne Schierbeck'ske Festmarch er Carl Nielsens Motiv. Noget af det bedste i denne March er derimod det, Schierbeck faar ud af Carl Nielsens Motiv; her foreligger en Nykomposition over den ældre Mesters Produkt, der virkelig frapperer. Stedet har noget af det »store Syn« over sig - her er vi for Alvor paa Vidderne.

Den anden af Schierbecks Kantater (Hymne til Livet«, Kantate ved Det medicinske Selskabs 150 Aars Fest 1922, Tekst af Aage Berntsen, Op. 18, Ms.) har tydelig Slægtskab med Universitetskantaten. Ligesom i Universitetskantaten Blandinger af strofisk og gennemkomponeret, ligesom der Solorecitativet midt i den flerstemmige Sats (indenfor samme Digt i Kantaten), ligesom dér det malende Akkompagnement - hos Medicinerne endda af endnu større Kraft og Pointe i Midlerne, vel betinget af Tekstens krassere Udtryk hos Berntsen, hvilket forresten ogsaa i selve Sangmelodien har affødt lydelige programmatiske Episoder. Ligesom i Universitetskantaten griber Korstemmerne ogsaa her ind i Solostederne, som for at uddybe Stemningen. Fra de smaa Sangkompositioner har Schierbeck ogsaa i begge Kantaterne overflyttet sin Forspils- og Efterspilsteknik. Man har i det hele taget Fornemmelsen af, at de mindre Sange paa adskillige Omraader har været »Forsøgsmarkerne«, hvor Schierbeck først har finkultiveret sin Skrivemaade, inden han vovede sig i Kast med store Opgaver.

I denne lille Undersøgelse over Schierbeck, der først vilde blive komplet, hvis jeg nu bagefter paa lignende Maade som for Formens Vedkommende gennemgik hans Udtryk ("Indhold«) - hvilket jeg maaske ved anden Lejlighed kan komme tilbage til - skal endnu nævnes hans Symfoni, det mest omfattende Værk, der endnu foreligger fra Schierbecks Haand (er der en Opera under Opsejling?). Grundplanen er her naturligvis den klassiske Symfoni, med en festlig Allegro som Førstesatsen, en Lento, der tenderer hen mod et Grave i Holdningen, en indolent Allegretto, »Dolce far niente«, paa den klassiske Symfonis Scherzoplads og til Slut en Række drevne variationer som Sidstesats. Ogsaa i dette Arbejde afspejler de fremtrædende Sider ved Schierbecks Talent sig paa tydelig Vis: den smidige Form og det pittoresque, den letfattelige Motivik, til Tider af hel folkeligt Tilsnit.

Blandt de unge akademiske Komponister - Bentzon, Riisager, Høffding o. fl. - indtager Schierbeck Besindighedens Plads. Han er vel derfor ogsaa den af disse Komponister, der er mest kendt i videre Kredse. Han fortjener denne Kendskab, der til Tider endogsaa ligefrem ombyttes med Begrebet Yndest. Man kunde alligevel ønske for ham i Fremtiden, at han nu og da vilde lade Skruplerne fare og give sig sit Talent helt og fuldt i Vold - selv om det saa skulde gaa lidt ud over den øjeblikkelige Virak. Hans Talent er stort nok til at det fortjener ogsaa at blive hadet og pebet ud. Den helt ud markante Linie, der tvinger til et for eller imod, mangler endnu i hans Produktion. Alle Ingredienserne er tilstede, en Evne for Melodidannelse, der er et mægtigt Plus i vore Dage, hvor Bevægelsen i Udviklingen viser hen mod et stedse mere og mere særpræget Samspil af melodiske Linier, en helt ud aaben Sans for musikalsk Formgivning, rytmisk Opfindsomhed og harmonisk Talent. Mon ikke den næreste Fremtid skulde bringe os Værket, der viser os alle disse blankpudsede Sten sammenmuret til et fuldt ud ejendommeligt arkitektonisk Hele?