Folkevisen og vor tid

Af
| DMT Årgang 3 (1927-1928) nr. 08 - side 188-198

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition S-annonce

Annonce

Køb en annonce hos Seismograf

FOLKEVISEN OG VOR TID

Af Rudolph Simonsen

NÆPPE noget Land i Verden ejer en Folkesang, skønnere end vor. Da vore Folkeviser blev til, var Danmark en Stormagt i musikalsk Henseende. Men de kan endnu ikke siges at være Folkeeje i videste Forstand. Medens i andre Lande, særligt, Tyskland, Folkets herligste Melodier gjordes til Genstand for rig kunstnerisk Behandling af de største Mestre, tabte man hos os mer og mer Sansen for vore Visers oprindelige musikalske Stil. Det er Thornas Laubs uvisnelige Fortjeneste gennem Skrifter og Folkeviseudgaver at have bragt Klarhed paa dette betydningsfulde Omraade.

Vor Folkevise har samme Væsen som den gamle Kirkesang: 1) den er enstemmig, 2) den staar i Kirketonarterne, 3) den har den saakaldte frie Rytme. Da den almindelige Musikopfattelse Aarhundreder igennem i alle tre Henseender har været en anden, bliver det forstaaeligt, at saa mange Misforstaaelser og Forvanskninger har kunnet finde Sted. Man har simpelthen overhovedet ikke kunnet tænke sig andet, end at Sangene maatte harmoniseres, omplantes til Dur eller Moll og bringes ind under det moderne Rytmebegreb. Ud fra disse urigtige Forudsætninger blev Romantikens Folkevise-udsættelser til, endog de ypperste: Weyses. Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt at rette Vaabnene mod tidligere Tiders Misforstaaelser, end sige at slaa sig til Ridder paa Romantiken i Almindelighed; hvad der har Betydning, er det positive: direkte at vække Menigmands Sans for disse rige Skatte og paavise Sangenes dybe Skønhed, naar de fremtræder i uforfalsket Skikkelse.

Visse Fordomme maa fjernes, visse Forudsætninger tilvejebringes. Folk maa for det første atter lære at høre rent melodisk, saa de ikke opfatter enstemmig Kunst som noget ufuldstændigt; tidligt maa Øret ledes ind i naturlige Baner, saa det bliver modtageligt for de musikalske Intervallers Udtrykskraft. For det andet maa Tilhørerne paa letfattelig Vis indføres i Kirketonarternes Væsen, for at dette ikke skal forekomme fremmedartet, og for det tredie maa de lære at forstaa, at tælles der i Folkevisen f. Eks. til 6, saa kan dette baade betyde 12 3 4 5 6, med Tryk paa 1 og 4 (saaledes, som det altid sker i senere Musik), men lige saa vel 12 3 4 5 6, med Tryk paa 1, 3 og 5, ja at Rytmen overhovedet ikke behøver at være bunden til en bestemt Taktart.

Hvad særligt Kirketonarterne angaar, kan her den frygiske benyttes som Eksempel: e f g a h c d e. Det, Øret skal opfatte, er, at, Noden e virkelig er Grundtonen, lste Trin (ikke tredie Trin med c som Grundtone). Denne Grund-tone kaldtes Tonika og - endnu anskueligere - Finalis, Slutningstone: d. v. s., det er paa den, der sluttes; den er som en Tap, hvorom Noderækken drejer; den maa først og fremmest opfattes. Naturligvis kan Grundtonen e tydeliggøres ved Tilføjelse af Treklangene a c e og e gis h e; men det maa da nøje indskærpes, at dette intetsomhelst har med "E-Dur«at gøre, ej heller med 5te Trin af a-Moll. At lære Elever en Kirketonart, som om den var en »uregelmæssig« Dur eller Moll, forekommer mig bagvendt. Noget andet er, at den forstandige og praktiske Lærer maa tage det foreliggende reale - bagvendte - Forhold særligt i Betragtning for at forebygge, at Eleverne af gammel Vane »hører« galt. Derfor bør man særligt understrege de for hver Kirketonart karakteristiske Toneforhold, hvori den afviger fra den tilsvarende Dur eller Moll, ved den ovennævnte frygiske saaledes Halvtone-trinet f e nedad (ikke, som i e-Moll fis e). I dorisk - d e f g a h c d er det Tonen h, der er ejendommelig, ligeledes ved den lydiske Tonart f g a h c d e f - (d-Moll og F-Dur har jo b). Den mixolydiske Skala - g a h e d e f g - har et saare karakteristisk f (ikke fis, som vort G-Dur). Den joniske Kirketonart - c d e f g a h c - er som Skala lig vort C-Dur. I og for sig er det ingenlunde nødvendigt at udhæve den rette Grundtone ved en Harmoni; en Oktavfordobling er tilstrækkelig. Men føles maa den; ellers kan Øret ikke opfatte Melodien rigtigt.

Det er særdeles uheldigt, at mange har vænnet sig til at betragte Kirketonarterne som noget »lærd« eller »forældet« og Overgangen til det moderne Dur-Moll som et »Fremskridt«, medens Sandheden dog er, at nævnte Overgang betyder en Indsnævring af Musikens Virkemidler, og at Kendskabet til de gamle Tonarter burde høre med til musikalsk Almendannelse. Uden et saadant bliver tidligere Tiders Musik et lukket Rige; man er ude af Stand til at studere Værker, der hører til de største i hele Musikhistorien, og Resultatet bliver, som nu her ved vor Folkevise, Ukendskab og Misforstaaelser.

I Stedet for at fortabe mig i teoretiske Udviklinger, som er overflødige for den kyndige, unyttige for den ikke kyndige, vil jeg ved et konkret Eksempel belyse den praktiske Forskel mellem den misforstaaede romantiske Opfattelse og den stilrene. Lad os betragte Visen om Ebbe Skammelsøn, et af de mest helstøbte musikalske Mesterværker; omstaaende hidsættes Weyses og Laubs Udsætlelser. Det er vel ikke nødvendigt udtrykkeligt at sige, at Weyses Folkeviseudsættelser er saa skønne, som overhovedet muligt ud fra hans Forudsætninger; netop derfor leverer de Beviset for, at selve disse Forudsætninger er urigtige: Harmoniseringen, Molltonarten, Rytmebehandlingen.

Her er de 2 Udsættelser, bragt i samme Toneleje. Alt mindre væsentligt lades ude af Betragtning; Opmærksomheden bedes rettet mod de 3 ovennævnte Hovedpunkter. Læg Mærke til, hvor godt det virker, at Betoningen skifter i 2den og 6te Takt (i Laubs Udsættelse), svarende til, hvad Ordene kræver. (nodeeks.) I første Takt tælles 12 3 4 5 6, i anden 12 3 4 5 6 (Skammel han bor sig nør i Ty o. s. v.).Denne Finhed gaar tabt hos W. Men mest skæbnesvanger bliver den ensartede Rytme i Omkvædet, hvor der hos W. deklameres »mangen Sti vild«, hos L. rigtigt: »mangen Sti vild«. Enhver Læser vil kunne føle den overordentlige Forskel. Endvidere, paa samme Sted i Visens Omkvæd: hvor mat virker d-Molls Halvtoneskridt cis-d i Forhold til det stærke Heltonetrin c-d! Naar man først kan høre dette, vil man ogsaa føle det stilløse i de mange cis'er i W.'s Akkompagnement, i Modulationen til F-Dur Takt 4 o. s. v. Sagen er imidlertid den, at ethvert Forsøg paa at harmonisere maa falde uheldigt ud. Man forsøge at føle Magten af den enstemmige Melodi, Spændingen i Intervallerne Takt 1 og 5, Afslappelsen i Takt 3-4 og 7-8, endelig det helt kongelige Omkvæd, netop ikke mindst det ovenfor nævnte c-d, understøttet af den rytmisk rigtige Betoning! Man forestille sig Melodien sunget, udsprungen af selve Ordene, eller man spille den med 2 Hænder, venstre Haand 1 Oktav under højre, idet man samtidig tænker Visens Ord! Det vil være en let Sag at paavise overfor de allerfleste, at her kan Harmonier intet uddybe, intet fuldstændiggøre, kun fortynde den melodiske Kraft.

Det kan være rimeligt ved flere Eksempler at vække Sansen for de musikalske Intervaller, som ved Noden b i nedenfor anførte Strofe: (nodeeks.)

Og prøv, hvor utvungen Rytmen falder i Visen om Aage og Else, skønt Takt og Rytme slet ikke følges ad efter moderne Begreber.

Bemærk, hvor udtryksfuld Melodien er! Forsøg i Omkvædet at spille - eller synge - e fis gis a, som man gør i »melodisk Moll«, og man vil straks kunne høre, at saadan kan det aldrig være rigtigt; netop de i Eksemplet anførte Toner e f g a har en egen, betagende Magt.

Noget ganske andet end at harmonisere Viserne er en stilren, polyphon Udsættelse, saa at de enkelte Stemmer er selvstændige. Saaledes har ogsaa den gregorianske Kirkesang baaret Palestrinatidens vidunderlige polyphone Renhed, og det blev ovenfor nævnt, hvordan i Tyskland store Mestre skabte herlig polyphon verdslig Musik paa Folkesangens Grund. Her i Danmark har Laub udsat Viserne paa lignende Maade; Virkningen er simpelthen betagende.

Men det mærkelige er, at ogsaa den enstemmige, oprindelige Udsættelse griber Tilhørerne, saa at man ikke trættes af det enorme Antal Vers. Hvor mange moderne Romancer med Harmonier til føles trættende allerede ved det ottende eller niende Vers!

Naturligvis kræver vor Folkevise, som alt virkelig stort, en vis Fordybelse. I denne Forbindelse vilde jeg gerne fremhæve, at det for vor Tid turde være af gennemgribende Betydning at komme ind i denne Skønhedsverden, baade for den moderne Musiker og for enhver Tilhører. Disse Spørgsmaal vil jeg nu belyse lidt nøjere.

Som bekendt har den moderne Musik med Voldsomhed vendt sig mod Romantikens Følemaade. Det er ikke min Mening her at komme nærmere ind paa hele denne Sag; at der gøres Romantiken Uret, forekommer mig utvivlsomt. Paa den anden Side er det urimeligt, naar mange, der har vænnet sig til at betragte al Musik gennem Romantikens Briller, er tilbøjelige til at forkaste den senere Musik, der er blevet til ud fra ganske andre Forudsætninger. Her vil Kendskabet til tidligere Tiders Kunst, bl. a. netop til Folkevisen, udvide Tilhørerens musikalske Horizont, saa at han hører mere uhildet paa den moderne Musik og faar mere Forstaaelse af det, der har Værdi, hvad enten det udtrykkes paa den ene eller paa den anden Maade. Paa den anden Side kan formentlig Nutidens Komponister lære uhyre meget af den gamle Kunst, maaske ganske særligt netop nu.

I det følgende vil hele det vigtige Samklangsspørgsmaal kun blive strejfet, da det jo ikke direkte kommer den enstemmige Kunst ved; det er selve det melodiske, der mest skal understreges. Romantikens Tilbøjelighed til at opfatte al Musik som Akkordmusik har f. Eks. overfor en Musikerpersonlighed som Carl Nielsen længe ført til en urigtig Bedømmelse. Hans melodiske Intervaller har været Genstand for Misforstaaelser af lignende Art som Folkevisen. Naar han slutter sin anden Violinsonate - et Hovedværk i hele hans Produktion - ved efter at falde til Ro paa c at uddundre (nodeeks.) og saa gaa fra b op til Grund-tonen c, saa vil dette kun føles unaturligt, hvis man med Noden b faar, om jeg saa maa sige, F-Dur Fornemmelser. Den, der opfatter Heltoneskridtet c b c rent melodisk uden at føle en »Sekundakkord«, vil straks være orienteret. Et lignende Tilfælde: Carl Nielsen afslutter sin femte Symphoni med Treklange paa Es; det umiddelbart forinden intonerede Des har intet med As Dur at gøre (lige saa lidt som den mixolydiske Skala g a h e d e f g kan opfattes som 5te Trin af C-Dur; det er g, ikke c, som er Grundtonen).

For Komponisterne er det saare udviklende at studere de melodiske Love, der gaar igennem saavel den gregorianske Sang som Folkesangen, Love, som i Virkeligheden aldrig ustraffet vil kunne overtrædes. Netop nu, hvor Komponisterne søger at gøre deres enkelte Stemmer saa selvstændige som muligt og sætter Samklangshensynene i anden Række, er det dog i hvert Fald af gennemgribende Betydning, at hver Stemme har den størst mulige melodiske Udtrykskraft, virker »tvingende«. Vil man gøre Romantikerne en berettiget Bebrejdelse, kan det ikke ske ved paa overlegen Maade at undervurdere alt det værdifulde, de har frembragt, men ved at paavise, at de har gjort sig alt for afhængige af deres egen Tids specielle Følemaade og ligesom overført den til andre Stilarter. Men mon ikke den moderne Tid ogsaa har sine Dogmer, baade samklangsmæssigt og melodisk? I begge Retninger er snart Dissonansen det normale. Var Romantikerne tilbøjelige til kun at anerkende Dissonanser, der lod sig harmonisk forklare, synes mange nu overhovedet ikke at ville anerkende Musik som »moderne«, hvis den ikke er »kras« nok. Hele Dissonansspørgsmaalet i moderne Musik er imidlertid ikke, som det oftest fremstilles, et Spørgsmaal om »gammeldags« og »moderne«; det ligger langt dybere. Der lader sig ikke drage nogen som helst Grænse for, hvor »vidt« man kan gaa i sin Dissonansbehandling; men kræves maa det, at Dissonanserne virker, netop virker som Dissonanser, har »Bid«, og dette kan i Virkeligheden kun ske paa Baggrund af noget ikke dissonerende.

Læseren kender sikkert den morsomme Historie om en Køber, der i en Kunstforretning med megen Myndighed krævede en Pendant; men da man spurgte ham, hvortil, blev han fornærmet: »hvis De ikke kan forstaa, hvad jeg mener, kan det være det samme.« Saaledes kan - for at holde mig til de melodiske Dissonanser - intet, end ikke det dristigste Intervalskridt, virke i sig selv; der maa en Baggrund til. Den, der ikke behersker de ganske enkle Intervaller, vil ikke med Virkning kunne anvende de andre. Lad os betragte den ovenfor aftrykte Ebbe-Skammelsen-Vise: Spændingen i den mægtigt opstigende Septim kan kun føles med Grundtonen som Udgangspunkt. Nedenfor skal et Par Eksempler, hentede fra berømte klassiske Værker, belyse, hvordan og hvorfor særligt udtryksfulde Intervaller faar deres egentlige Virkning.

(nodeeks.)

I dette Eksempel fra h-Moll Messens gigantiske Indledningskor opnaar Bach den mærkeligt gribende Virkning i 2den Takt, netop fordi de foregaående Intervaller ligger indenfor h-Molls Omraade; c'et kommer skærende og uformodet. (Paa tilsvarende Maade kan Mozart i sine berømte g-Moll Værker indføre Tonen as saa sælsomt betagende, f. Eks. i Paminas Arie og mange andre Steder).

I Bachs Kantate Nr. 50 »Nun ist das Heil und die Kraft« lyder Motivet saaledes: (nodeeks.)

Læseren vil føle Virkningen af Begyndelsesnoderne i 2den, 3die, 4de og 5te Takt: fis, g, a og endelig d. Men han vil desuden let opdage, at det er paa Baggrund af de dybe, gentagne Noder, Virkningen fremkommer. Grundtonen hamres fast som med Kølleslag, og saa føles Vægten af de i og for sig ganske enkle Intervaller (Terts, Kvart, Kvint, Oktav). Det lærerige er her netop Herredømmet over det allerelementæreste. Iøvrigt frembyder Bachs Solosonater for Violin et uudtømmeligt Studiemateriale; den enstemmige Melodi bygges op med et Mesterskab, der er vidunderligt: Instinkt og Visdom gaar op i en højere Enhed.

De Love, der er grundlæggende for al sund Melodidannelse, studeres sikrest i den enstemmige Kunst, saaledes ogsaa i Folkevisen. Overalt er de enkle Intervaller den nødvendige Forudsætning for, at de mere ejendommelige kan gøre sig gældende. Helt ned i Romantikens Tid føles dette. Ikke blot gælder det harmoniske Klangvirkninger, men ogsaa selve det melodiske. Er det mon et Tilfælde, at »Mestersangerne« føles særlig sundt og friskt blandt Wagners Værker? Disse faste, stærke Intervalskridt (indenfor C-Dur) i Forspillet er vel noget af det festligste, romantisk Kunst nogensinde har frembragt.

Omvendt vil den Musik, der savner Forbindelsen med det enkle, forbavsende hurtigt tabe sin Kraft. Musikens nyeste Udvikling bekræfter stadigt denne Kendsgerning. Megen Musik, der endnu for 10 Aar siden føltes utroligt »moderne« og endda vakte Forargelse, virker i Dag forældet, stillet i Skygge af det, der er endnu mere moderne, og som utvivlsomt i Løbet af lige saa kort Tid ligeledes vil blegne. Thi Dissonanser uden konsonerende Baggrund er virkelig som et »Pendant« til ingenting; Virkningen er rent forbigaaende.

Blandt de moderne Tonemestre viser da netop de største forholdsvis mest Maadehold; derfor bliver deres Kunst saa meget varigere. Atter her kan Carl Nielsen nævnes som Eksempel. Spiller vi Finalemotivet af Symphonien »Det Uudslukkelige«: (nodeeks.)
vil vi fornemme den friske, salte Virkning af Tonen g, men kun fordi a tydeligt føles som Grund-tone. (Noget lignende gælder hans Samklange, der i Virkeligheden er meget enkle. F. Eks. i Slutningen af den 5te Symphonis lste Sats, for blot at tage et enkelt Tilfælde, der kunde synes saa overmaade indviklet. Forudsætningen for Virkningen er den stadigt fastholdte Figur i Træblæserne ovenover, i Strygerne nedenunder Messingsatsen, der stadigt stiger: egentligt er det hele en kolossal Dominantspænding [Sekundstillingen], som slutteligt udløses i den rene Tonika. Saa enkel er Kombinationen trods uhyre Dristighed).

Denne lille Parantes berører det samklangsmæssige; thi baade her og ved det melodiske staar Sagen paa ensartet Vis; det er ganske misvisende at ville betegne som »gammeldags« det mest grundlæggende af alt; Treklangen (lodret) og de enkle Intervaller (vandret). Hvad særligt det melodiske angaar, har, for kort at sammenfatte, alle store Mestre, lige fra den enstemmige Kunsts Dage og helt ned til den nyeste Tid, forstaaet Betydningen af de til alle Tider gældende, almene Normer, der aldrig har kunnet eller vil kunne skifte, hvor meget iøvrigt den hele musikalske Følemaade svinger fra Slægtled til Slægtled. Disse evige Normer træder frem i deres fulde Renhed netop i vor Folkevise.

Det har ligget nær i et Musiktidsskrift særligt at dvæle ved den Betydning, den gamle Folkesang har for Musikerne; men det kan ikke tilstrækkeligt fremhæves: Folkevisen rækker langt, langt videre. Den er meget mer end det Urvæld, hvoraf vor bedste Kunst har øst, den er selv Beviset for Uforgængeligheden af de melodiske Intervallers Udtrykskraft, den er selv uforgængelig. Den er ikke blot den faste Klippegrund, hvorpaa Aarhundreders Musikere trygt har kunnet bygge, til stadig ny Berigelse for dem selv, den er endvidere - eller rettere burde være - en Kulturfaktor af første Rang for hele det danske Folk. Udsprungen af det i bedste Forstand folkelige er den selv folkelig: alle vil kunne forstaa den - og elske den. Visselig bør vi fryde os over alt det skønne, hvortil Folkevisen har inspireret vore romantiske Tonedigtere, men den er selv endnu større end den senere Efterklang, og - i sin Renhed - lader den sig ikke forlige med Romantikens særlige Krav: den maa nydes i sin oprindelige Skikkelse, ud fra sine egne Forudsætninger.

Saa meget mere beskæmmende er det, at i længere Tid har Laubs Udgaver været udsolgte, praktisk talt uopdrivelige. Endnu medens disse Linier skrives, er der ikke paabegyndt nogen ny Udgave. Saa lidt Forstaaelse viser Landet sin egen glorværdige musikalske Fortid! Paa ethvert andet Kulturomraade vilde en saadan Ligegyldighed forlængst være paatalt med den Skarphed, den fortjener. I Øjeblikket er altsaa Forholdet dette: Melodierne optrykkes ikke, fordi der ikke er Interesse nok derfor, og Interessen kan ikke vækkes, fordi Melodierne ikke optrykkes.

Det er næppe for meget sagt, at vore Folkeviser burde findes i ethvert dansk Hjem. De indeholder rent nodemæssigt ingen Vanskeligheder, kan spilles med een Finger, nynnes af enhver. I Virkeligheden stiller al den megen græsselige Musik, der oversvømmer »musikalske« Hjem, langt større tekniske Krav: 2 Hænder skal samtidigt spille forskellige Noder i forskellige Nøgler; hvor let kan man ikke gribe ved Siden af! For at studere Folkevisen kræves kun, at man kan læse Dansk, og at man kan læse den almindelige Diskantnøgle; enhver, der overhovedet kender Nodetegn og Nodeværdier, har Adgang til disse enkle Melodier. Hyppigt vil endda den helt uberørte lettere komme ind i Visens Aand end den Musiker, der er hildet i bestemte musikalske Fordomme.

Men dermed er naturligvis ikke sagt, at enhver har de nødvendige almenmusikalske Forudsætninger: Undervisning er fornøden, rigtig Skoleundervisning; det er i Skolerne, Grunden skal lægges. Skolens Undervisning omfatter som bekendt Folkevisens Ord, hvorfor da ikke dens Toner? Burde ikke de Sange være det højeste Maal for Skolens Sangtimer? Synges skal netop Viserne, synges, ikke blot spilles. Bør ikke enhver Sanglærer indføre Skolebørnene lidt efter lidt i de Melodier, lære dem at nyde Tonernes særegne Skønhed, selv synge for, utrætteligt vejlede, forklare, opildne, indtil enhver, der overhovedet er modtagelig for Kulturværdier, har tilegnet sig, hvad det kommer an paa?

Man vil maaske indvende, at Skolebørnenes Anlæg for et saadant Fag er alt for uensartet; men gælder dette maaske, ikke mangfoldige andre Skolefag, hvori der stadig og med Rette undervises? Andre vil mene, at mange Sanglærere ikke er i Stand til at give en saadan Undervisning. Hvad mon man vilde sige om en Lærer i dansk Litteratur, der ikke evnede at indføre Eleverne i Folkevisens Ord? Hvis der er Sanglærere, der ikke er inde i de bedste Sange, vi overhovedet har, er det da ikke deres uafviselige Pligt uopholdeligt gennem Selvstudium at skaffe sig de til Udøvelsen af deres Kald nødvendige Kundskaber?

En saadan Sangundervisning vilde iøvrigt være langt lettere, end de fleste tror. Mange lidet lødige, men meget yndede Melodier er i Grunden langt vanskeligere at "lære« og at synge rent. Man maa her regne med Vanens Magt. Uden at ville komme ind paa en Kritik af de mange mindre gode Melodier - en saadan Kritik gør erfaringsmæssigt kun det daarlige endnu mere afholdt - tør man nok spørge: hvorfor ikke udnytte Vanens Magt ogsaa i det bedstes Tjeneste? hvorfor ikke tidligt vænne de unge til at synge ogsaa det ypperste? især da det ypperste er let at synge?

Saa indgroet er den urigtige Forestilling om, at Musiken er noget »helt andet« end de andre Kulturfag, at mange viger tilbage for et Forsøg, skønt vi i Folkevisen besidder det bedste Studiernateriale og den bedste Kunst. Digtning og Musik burde ikke kunne skilles ad; Ordene skal synges, Tonerne bære Ordene. Undervisningen i de to Sider af samme Kunstværk skal danne en Helhed; det ene skal virke befrugtende paa det andet og vil ikke kunne undgaa en saadan Virkning.

Men først og fremmest maa Undervisningsmaterialet fremskaffes - Viserne maa genoptrykkes. Efterspørgselen skal nok komme, især da hvis Skolebørnene maa anskaffe Bogen. Den kunde gøres saa billig, at Udgiften ved Anskaffelsen intet kunde betyde. I Modsætning til adskillige andre Skolebøger, som lægges bort efter Skoleundervisningens Ophør, vilde denne Sangbog bevare sin Værdi hele Livet igennem. Enhver, der i regelmæssige, fornuftigt ledede Sangtimer har lært vor Folkevise at kende, vil derigennem have faaet sin musikalske Sans udviklet og ført ind i sunde Baner: han vil have erhvervet en Maalestok til Bedømmelse af almene musikalske Værdier.

Mange vil være enige med mig i, at Forstaaelsen af vor Folkevise er et Kulturanliggende af overordentlig Betydning. Lidt efter lidt maa det Taageslør, der har ligget om Sangen, spredes, saa at den i Sandhed bliver det Folks Eje, der har skabt den. Hele det danske Folk har Arveret til den Rigdom, Forfædrene har frembragt. Gid denne herlige musikalske Skat - som de fleste andre Kulturlande kunde misunde os - maa kunne berige de flest mulige, styrke og forædle de enkelte Personligheder, være en uudtømmelig Kraftkilde, hvoraf alle og enhver kan øse!