Arnold Schönberg og hans Wienerskole

ARNOLD SCHÖNBERG OG HANS WIENERSKOLE

AF POUL STEFAN

SCHÖNBERG er nu om Stunder kendt overall, forsaavidt man kan kalde et saa nyt Værk som hans for kendt. Det drejer sig ikke saa meget om de enkelte Dele af dette Livsværk, som jo, navnlig naar man hører den første Gang eller enkelte Gange, synes at staa i Modstrid med hinanden, men langt mere om Helhedsindtrykket, der er ligesom en Udstraalning af den store Personlighed. Den har gjort sin Virkning og vil med Aarene gøre det endnu mere. Schönberg er snart 54 Aar, han er født d. 13. Sept. 1874 i Wien; intet berettiger os til at tro, at hans værk og hans Lærergerning skulde have naaet et særligt Vendepunkt - men hans Værker som saadanne kræver afgjort at blive vurderet og kræver det med stadig ny Ret. Hvor ofte det end er sket (2 Gange i Bogform ved Egon Wellesz og ved mig), netop nu kan man maaske, naar man ser tilbage og fremad, paany udtale noget nyt om ham igen.

Hans Livs Omrids er følgende; han begyndte ikke som Musiker, men kun som musicerende Dilettant, fik aldrig rigtig Undervisning undtagen nogen Vejledning af sin ven og senere Svoger, Alexander Zemlinsky. Han blev kendt med Wiens kunstinteresserede Ungdom og dens Tendenser, men optog ogsaa den gamle musiktradition i sig, han hyldede Brahms' Genius, som dengang beherskede Wien, og deltog i den aandelige Kamp om en ny Kunst, som for Datidens Wienere fandt sit Udtryk i Wagner, Bruckner og Hugo Wolf. Meget snart blev hans Kompositioner offentlig opførte, først Sange, saa kammermusik. Straks vakte de den stærkeste modstand, der ofte udartede til regulære Skandaler. Jeg vil blot nævne: 1901. Udpibning og Spektakel ved Strygesextten »Verklärte Nacht«, 1904 ved den symphoniske Digtning »Pelleas und Melisande«, 1907 ved den første Strygequartet, 1908 ved Kammer-Symphonien, 1909 ved den anden Strygequartet, 1912 ved Pierrot Lunaire. Efter Spektaklerne ved den anden Strygequartet, skete der ganske vist noget meget mærkværdigt. En Gruppe unge Mennesker, til hvilken jeg selv hørte, lod nogle Uger senere dette Værk gentage, men opførte samme Aften først den nogle Aar i Forvejen udpebne Sextet. Ikke alene Sextetten vandt uhyre Succes, men denne Succes strakte sig ogsaa til den anden Quartet, der første Gang var falden til Jorden. Siden den Tid har man stadig forsøgt at udspille et tidligere Værk af Schönberg imod det næstsidste, og altid var det det første, som man til Nød kunde gaa med til, medens det nye var absolut umuligt saalænge, indtil et endnu nyere retfærdiggjorde det forrige.

Den saa stærkt omstridte Komponist Schönberg fandt ikke megen Trøst i Datidens Wien. Alligevel styrkede det ham, at den store Gustav Mahler tog saa virksom Del i hans Skæbne, ligesom ogsaa den trofaste Begejstring, som hans unge Elever viste ham, og Udlandets Interesse gav ham ny Styrke. Tidlig fandt hans Værker og tillige han selv Vej til Holland, England og selvfølgelig i kunstbeslægtede tyske Kredse. Schönberg rejste Gang paa Gang til Berlin, blot for at kunne leve, da han der fandt noget bedre ydre Betingelser. I hans Fødeby var det kun blevet ham tilladt at holde Forelæsninger ved Statens Musikakademi; nogen Betaling derfor fik han ikke. Dog udgik fra Wien to store Triumpher for Schönberg; nemlig de med Jubel hilste Gurre Sange, opført af Franz Schreker og en Demonstration af alle hans Elever, der i Form af en Bog (der nu for længst er udsolgt) aflagde vidnesbyrd om, hvad de havde deres forgudede Lærer at takke for.

Under Krigen maatte Schönberg, skønt han allerede var over 40 Aar, gøre Tjeneste ved Garnisonen i Wien, hvilket naturligvis medførte en Pause i hans Produktion. Han blev derefter boende i Østrig og blev i Anledning af sin 50 Aars Fødselsdag 1924 officielt fejret og lykønsket af Borgmesteren i sin Fødeby ved en Fest paa Raadhuset;- men desværre kunde man heller ikke nu fastholde ham ved et Lærerembede i hans Hjemstavn. 1926 blev han kaldet til Akademiet i Berlin og har nu sin Virksombed der.

Hans Værk betyder Forberedelsen til en Revolution i Musikken og medfører samtidig selv denne Revolution. Skønt allerede hans første Kompositioner omtrent indtil Aarhundredeskiftet, Sange og Kammermusik endnu stod under Wagners og de andre store Senromantikeres Indflydelse, saa er de dog med Hensyn til Melodilæren, Koncentrationen af de vældige Themaer og deres uhørt kunstfærdige Udarbejdelse, saa nye, at de næsten betyder en Negation af alt, hvad der fandtes før ham. Som et Mellemled staar da »Pelleas« med sine virkelig uhørte Orkesterfarver, den første Strygequartet i sin allerede nu klassiske Form - Kammersymphonien. I Harmonilæren finder Revolutionen først rigtig Udtryk. Schönberg forlader nu Alterationernes Rige og opbygger sine Akkorder ikke mere over Terzer, men over Quarter; han anvender ikke blot den chromatiske, men ogsaa Heltoneskalaen og fører Stemmerne horizontalt videre i Quarter. Overgangen sker saa at sige midt i den anden Strygequartet, idet her i den tredje Sats en Sangstemme slutter sig til Instrumenterne og udtaler de programmæssige. Ord: »Jeg mærker Luft fra andre Planeter« (Digt af Stefan Georg).

Nu følger Klaverstykker, Orkesterstykker, Sange. Ogsaa Formen bliver ny - anderledes - fuldstændig revolutionær. Mesteren til Gurre Sangene, dette store Chorværk med stort Orkester, havde vist, at han havde maattet tage Afstand fra den af den romantiske Musik fuldstændig beherskede Verden, fordi dens Udtryksform ikke mere bød ham noget. Og nu bliver han Aphoristiker, han som havde behersket de lange og store Themaer og de kunstfærdige Gennemførelser af feberaglige Visioner. De forskellige Themaer bliver nu ofte stillet umiddelbart ved Siden af hinanden, der findes ingen længere Udformning, tit opløser alt sig i blotte Klange ja endog i blot Støj. I denne knappe Form er ogsaa to overordentlig vanskelige og komplicerede Theaterstykker "Erwartung« og »die glückliche Hand« komponerede, det ene er 426, medens det andet kun er 255 Takter langt. Men ogsaa denne sammentrængte Form opgives igen, naar de overstrømmende Syner forlanger noget andet. Schönberg der har tilintetgjort saa meget bestaaende eller snarere givet Afkald paa saa meget nødvendigt, søger nu nye Nødvendigheder. Havde han mulig allerede i Aarhundredets første ti Aar lært at overvinde og fornægte denne Form, saa maa nu, efter at han har skrevet Pierrot, Kontrapunktets strænge Kunst hjælpe ham til en ny Formbekendelse.

Siden har han i læren om de tolv Toner og deres lige store Værd i den chromatiske Skala fundet den faste Form, han søgte. Der findes ikke mere nogen Grundtone, kun en Grundform, af og til ogsaa den thematiske Rækkefølge af Toner. Af denne Grundform, dens Omstillinger og kontrapunktiske Omdannelser, dens Supplering med de øvrige toner i den chrornatiske Skala, dannes saa de nye Formfænomener.

Det er siden Krigens Afslutning foreløbig Typen paa Schönbergs Kompositioner, først anvendt paa de netop her i Danmark paa Wilhelm Hansen's Forlag udgivne Klaverstykker. Et Mesterværk i denne nye Form er den tredje Strygequartet af 1927.

Schönberg har ikke alene som Skaber og Bekender faaet den største Betydning for den nye Musik, men han er ogsaa en af de bedste, ja en enestaaende Lærer, som stiller de strengeste Fordringer og ejer den rigeste Viden i Faget, og alligevel indrømmer han sine Elever den største Frihed, ja ligefrem formaner dem til ikke at efterligne ham. Med ubrødelig Troskab hænger en hel Discipelkreds ved deres forgudede Mester. Der er producerende Kunstnere, deriblandt, Kapelmester Heinrich Jalowetz i Køln, Violinisten Rudolf Kolisch, Primaviolinist i Wiener Strygequartetten, og Pianisten Eduard Steuermann. En Elev af Schönberg er den nye Musiks udmærkede Theoretiker, Erwin Stein, men ogsaa følgende Komponister er hans Elever: Anton von Webern, Alban Berg, Egon Wellesz, Paul A. Pisk og mange andre. Men jeg kan kun omtale disse fire noget mere indgaaende; man kunde endnu nævne Karl Horwitz, som desværre døde altfor tidligt. Horwitz var en af de mest begavede, hvad hans Sange og ogsaa hans symphoniske Værker tydelig viser. Han, Webern, Berg og Wellesz tilhører det ældste Hold af hans Elever; idag findes der allerede Elever af Eleverne f. Eks. Hans Eisler og Fritz Heinrich Klein.

Webern er en Skikkelse af mønsterværdigt rent Kunstnersind, han blev derfor ogsaa i det praktiske Liv trængt særlig langt i Baggrunden; han lever nu som Dirigent for Arbejdersangforeninger i Wien. Som reproducerende Kunstner er der ikke mange, der kan maale sig med ham; hvad han rører ved, faar Glød af hans Sjæl og antager hans ivrigt virkende Aands Form. Som Følge af sine Livsforhold er han som Komponist ikke meget frugtbar. Saa meget større er hans Skaberevnes Betydning og Styrke. Han har ligesom sin Lærer først vist (i Orkestervariationer), at han behersker den gamle Form. Herfra er han, men ad sine egne Veje, naaet hen til Schönbergs aphoristiske Korthed og hans Klangstøjmusik. I næsten endnu højere Grad end Schönberg formaar han at trænge bag Tingenes ydre Form og fornemme de Toner, der lyder fra deres sande Væsen. Hans Kammermusikværker, Orkesterstykker og Sange røber en hidtil uudtalt Forstaaelse.

Alban Berg, som i sin Fødeby Wien hverken har fundet Anerkendelse eller Lærervirksomhed, er bleven almindelig bekendt som Komponist af Operaen Wozzeck«, men forud for denne havde han allerede komponeret mange Instrumentalværker og Sange. Berg er i modsætning til Webern en Skaber i fastere Form; ogsaa han er besjælet af en Renhed i Udtryksmaaden og Lægger sin Overbevisning for Dagen uden Forbehold, som det jo kun er naturlig for en Ven og Elev af Schönberg, men som dog er sjældent nok at træffe. Ligesom Schönberg er ogsaa Berg gaaet over til Tolvtonelæren, som tilsidst skænkede ham et ganske vidunderligt Værk, hans store Strygequartet »Lyrische Suite".

Egon Wellesz er baade Musiklærd og Komponist. Med Undtagelse af Berg har de fleste af de her nævnte Elever af Schönberg, Webern, Horwitz, Pisk og Jalowetz studeret Musikvidenskab hos Guido Adler ved Universitetet og erhvervet sig Doktorgraden, hvilket naturligvis forudsætter, at de har affattet en Disputats. Men Egon Wellesz er gaaet videre og virker ved Universitetet som Docent i Musikhistorie. Han har skrevet vigtige Afhandlinger til Forstaaelse af den tidligste Opera og en Fremstilling af den byzantinske musik, som vakte særlig stor Opsigt. Han har komponeret fire Strygequartetter og anden Instrumentalmusik og Sange, men han har hovedsagelig gjort Operaerne tilgængelige for det bredere Publikum. Han stod en Tid lang i høj Grad under de franske Impressionisters Indflydelse, meget mere end under sin Lærer Schönbergs, indtil han saa arbejdede sig frem til sin egen Stil. Hans Theaterstykker »Die Prinzessin Girnara", »Alkestis", "Die Opferung des Gefangenen" og sidst »Scherz, List und Rache«, desuden Balletten »Achilles auf Skyros" karakteriseres ved Stoffets Alvor og tragiske Holdning, herfra undtages det sidste Syngestykke efter Goethe. Wellesz, der er i Stand til at leve fuldstændig tilbagetrukken, kun optaget af sit Arbejde, omgaas med de mest fremragende Aander paa Kunstens beslægtede Omraader, han har i Wassermann, Hofmannsthal og Eduard Stucken fundet forstaaende Operadigtere. Han tilstræber Scenevirkning, omtrent i Stil med Gluck, vender sig fuldstændig bort fra Romantiken og søger en ny Klassicisme, ja endnu videre - en næsten kultisk Form. Ogsaa med Hensyn til den nye Dansemusik er Wellesz bleven et af de mest interessante og alsidige Fysiognomier, en Skaber af stor Betydning.

Paul A. Pisk er yngre end de hidtil nævnte Elever af Schönberg; han har i mange Aar sammen med Forfatteren af denne Artikel været virksom som redaktør ved Anbruch, dertil er han Anmelder og en af de første Organisatorer af den musikalske Folkeuddannelse i Wien, som er kendt for at staa meget højt. Han har til den bekendte »Haandbog i Musikhistorie« af Guido Adler skrevet Afsnittet om den nyeste tyske og østrigske Musik. Som Komponist var og er han virksom paa alle Omraader; især har han komponeret meget smukke Sange med Klaver, Orgel og Strygequartetledsagelse, desuden har han skrevet en Quartet, en Violinsonate, Klaverstykker, en Klarinet-Fantasie, en Koloraturarie og for hvert af Strygeinstrumenterne en Solosonate; hvoraf det meste er opført, men desværre er hidtil kun lidt af det trykt. Ogsaa Pisk er i Besiddelse af den grundige Viden og Kunnen og den ærlige og fornemme Tænkemaade som Alle har, der har gaaet i Schönbergs Skole.

Foruden denne Skole gives der endnu megen højtstræbende Ungdom i Wien. Den skal omtales ved anden Lejlighed.