I anledning af 50-aaret for "Drot og Marsk"s Førsteopførelse

I ANLEDNING AF 50-AARET FOR »DROT OG MARSK«S FØRSTEOPFØRELSE

AF ROBERT NEIIENDAM

OPERAEN blev i 1878 beriget med et Hovedværk i dansk musikhistorie. Det var "Drot og Marsk«, tragisk sangdrama i fire Akter, paa hvilket Peter Heise og Christian Richardt havde arbejdet siden August 1875. Det dramatiske Indhold i Kæmpeviserne om Erik Glipping, Marsk Stig og Fru Ingeborg havde fristet adskillige Forfattere til scenisk Behandling. Foruden Hauchs Tragedie "Marsk Stig« (1850) kendte vor Scene et Sørgespil af C. J. Boye og en Tragedie af Oehlenschläger med dette Emne, men intet af disse Arbejder bevarede en Plads paa Repertoiret gennem Tiderne. I mere end tyve Aar havde Stoffet groet i Heises Sind. Carsten Hauchs Tragedie fremkaldte 1856 hans første Komposition for Orkester, - Ouverturen »Marsk Stig«, der tidligst opførtes i Musikforeningen, og hvis indledende Adagio senere blev anvendt som Forspil til »Drot og Marsk«. Heise stod alle Dage i Gæld til Hauchs Værk, som Christian Richardt efter hans
ønske lagde til Grund for sin Operatekst. Da Censor Molbech i Decbr. 1875 bedømte denne ubetinget rosende, fremhævede han navnlig dens poetiske Stemning og de skønne lyrisk-romantiske enkeltheder: "At Stykket ved Siden af sin specielle musikalske Brugbarhed tillige er en smuk Digtning, hvori en hjemlig Sprogtone med Klang af Folkevisen er heldig anslaaet og gennemført, giver det naturligvis forhøjet Værd, ogsaa for Komponisten«. Næsten to Aar senere, 1. Novbr. 1877, blev Musikken antaget, og medens Heise havde travlt med Indstuderingen - endog Korprøverne ledede han selv - udsendte Richardt i Marts 1878 sin Tekst, som han tilegnede Komponisten og med Rette kaldte »Digtning af Digtning og Meget mit Eget«.

Motiver fra Folkeviserne er med Behændighed flettet til en yndefuld Ingemann'sk Idyl, der ender med Hauch'sk Tragik. Dog lod han - ligesom Hauch - ikke Marskens Hustru være den af Kongen voldtagne, men forførte Kvinde. Denne Forandring af Arild Huitfeldts Beretning svækkede vel Værdien af Marskens og Fru Ingeborgs Hævnfølelse, men den bidrog til Skildringen af Kongen som en nordisk Don Juan. Heise ønskede, at han skulde virke »elskovsglødende, uimodstaaelig sanselig«, saaledes at det blev forklarligt, at baade Kulsvierpigen Aase, som efter Ingemanns Forbillede i "Erik Menveds Barndom« var indført i Handlingen, og Marskens Hustru kaster sig i hans Arme. Publikum modtog Christian Richardts Digtning med stor Interesse; førend Musikken var kendt, udkom andet Oplag, hvad ikke tidligere hændte nogen dansk Operatekst. I Maj 1878 var Indstuderingen færdig, men Opførelsen blev klogelig udskudt til Slutningen af Septbr.

Og saa oprandt da den Aften, hvor dansk Tonekunst blev beriget med et udødeligt Værk, som bragte Komponisten hans største og sidste Sejr. Heise havde i Grunden alle Dage været en maskeret Dramatiker i sin Kunst; allerede en halv Snes Aar forud havde han kunnet give den scenisk erfarne Henrik Hertz adskillige Raad angaaende den dramatiske Bygning i deres Syngestykke »Paschaens Datter«, og »Drot og Marsk« betød den afgørende Svingning i hans Udvikling fra Romance- til Operakomponist. Musikken var i alle de bærende Scener af monumental art, svulmende i sin Livskraft, tragisk i sin Højhed, rig paa erobrende Skønhed og karakteriserende Træk.

Richardts og Heises Muse lignede hinanden; der var den lykkeligste Overensstemmelse mellem Toner og Tekst i disse romantiske Billeder, disse Syner fra Landets tidlige Historie: Festen paa Skanderborg og Mødet paa Viborg Thing mellem Kongen (Emil Poulsen) og den sejrrige Marsk (Simonsen), der er vendt hjem til sin forførte Hustru (Fru Erhard Hansen), Undsigelsen, de Sammensvornes Møde i Nattens Mulm, Fru Ingeborgs Afsked med Marsken, Kongen, der i sin Dødsnat forvildet forfølger Aase (Fru Keller) og endelig Hævnens Fuldbyrdelse i Finderup Lade. Værket sluttede med det skønne Kor, Vaadesangen; det var først senere, man fandt paa at stryge denne pompøse Afslutning for at lade Handlingen ende med Kongens Drab. Pressen betonede straks, at man her stod overfor et modent Værk, det mest værdifulde siden »Liden Kirsten«s Fremkomst (1846). Nogle Anmeldere anvendte - ligesom da Lange-Müllers »Tove« opførtes - den Wagner'ske Alen, men Maalet vilde ikke rigtig passe. Emil Gigas maatte f. Eks. nøjes med at konstatere, at Heise ikke brugte Ledemotiver, men heller ikke nærede »nogen Fordom mod den ældre Stils kombinerede Numre«. Ved sin dybe Oprindelighed egnede »Drot og Marsk« sig ikke til Sammenligninger. Det kunde i al Almindelighed siges, at Heise som Komponist var i Slægt med Schubert og Schumann, men selvstændig og ejendommelig og dertil saa dansk som alt, hvad der har sin Rod i Folkevisepoesien. Alle haabede, at »Drot og Marsk«vilde danne Fundamentet til en Række nationale Sangdramer, og Heise lovede, at der i hans næste Værk skulde komme »mere Musik«. Men Løftet blev ikke indfriet, thi Døden standsede ham. Det oprørte med Rette Christian Richardt, at Teatret ikke fandt Lejlighed til at højtideligholde hans Minde.

Heise, Emil Poulsen og Balletdirigent Gade ledede Iscenesættelsen, som blev støttet af Gyllichs stemningsfulde Dekorationer; navnlig var Interiøret i Finderup Lade kongenialt med Musik og Tekst. Erik Glippings Parti havde Heise skrevet for Nyrops Stemme, men da Sangeren hørte, at han skulde »slaas ihjel af Simonsen«, forlangte han en Forandring, som Heise hverken kunde eller vilde gaa ind paa. Nyrops Forstand havde ingenlunde samme Værdi som hans Røst. Men efter at Syngemester Gerlach havde strøget Partiets høje A'er, vovede Emil Poulsen sig i Lag med Opgaven, hvad der fik stor Betydning for Værkets Sceneheld. Skønt Stemmen kun trængte igennem, naar Kapelmester Paulli dæmpede Orkestret, forlenede han Opførelsen med en egen Glans, som med ham gik tabt for Værket og aldrig siden er vundet tilbage. Prægtig saa' han ud i sit kongelige Skrud med de springende Løver paa Brystet, og han havde just det »Kast i sit Øje, som gør al Troskab kold«. Hans musikalske Fornemmelse og Situationsfølelse opvejede Tabet af Partiets Tenorsødme, men det kunde ikke nægtes, al Emil Poulsens Levendegørelse af den danske Folkevisekonge blev en farlig Baggrund for Operisternes traditionelle Spil, og da Heise ikke havde givet dem Anledning til »Bravursang«, vejede deres vokale Overlegenhed ikke op mod hans udpenslede Tekstbehandling og Udtryk for Letsind og Lidenskab. Fru Keller var veludrustet til Aases Parti, men Fru Erhard Hansen ejede ingen sjælelig Ømhed i sin Hengivelse, og Pressen greb Lejligheden til at paatale Simonsens ensartede Aktion - han imponerede ved sin Tilsynekomst i Rustningen, men var i Begyndelsen kun i Undsigelsesscenen paa Højde med Opgaven - og Christophersen forsøgte ingen Karakteristik af Ranes lumske Væsen. Denne Kritik krænkede i saa høj Grad de to Sangere, at de blev enig om ikke oftere at udføre Partierne. Christophersen begik endog den Overilelse at udsende en offentlig Erklæring, inden han havde meddelt Chefen sin Beslutning, men det lykkedes dog i Tide at faa standset Simonsens Tilkendegivelse. Dog, da Fallesen havde styrket deres vaklende Begreber om Pligt, blev Oppositionen uden Følger, ja, den endte endog med, at de begge offentlig erklærede, at det var Bladene, som paaduttede dem »Tanker og Motiver«, de aldrig havde næret. Hverken Marsken eller Rane skiftede Fremstiller i den første halve Snes Aar af Operaens Tilværelse. »Drot og Marsk« blev med Mellemrum et fast Bestanddel af Repertoiret. Værket er bundet til vor Nation, - det er vel opført, men aldrig brudt igennem uden for Landets Grænser. Ialt er Heises udødelige Opera givet 121 Gange paa det kgl. Teater.