Franz Schubert

FRANZ SCHUBERT

AF HANS FANG

I Wiens venlige Forstad »Lichtental« fødtes 31. Januar 1797 om Eftermiddagen Kl. 1½ i et lille musikalsk Lærerhjem Musikgeniet Franz Schubert. Allerede fra hans femte Aar sporede Faderen hans musikalske Anlæg og begyndte Undervisningen; og i sit ottende Aar spillede Franz med Liv sin Violin i Duetterne og imponerede Tilhørerne; lærenem var han i overraskende Grad; hans Lærere maatte hurtig erkende ikke at kunne lære ham mere - en Udtalelse, der igen lyder i 1812, da Hoforganisten Ruczizka erklærede: »Ham kan jeg intet lære, han har lært det af Gud selv!«

Paa Grund af sin smukke, omfangsrige Stemme og sin musikalske Træfsikkerhed blev han i 11 Aars Alderen optaget i det kejserlig-kongelige Stadtkonvikt, en Musikskole, hvor Drenge uddannedes til at synge Solo- og Chorpartier i det k. k. Hofkapel og fik en Slags Gymnasieuddannelse.

Hermed var han foreløbig forsørget og blev der 1808-1813. Det blev musikalsk set en udmærket Skole for ham; men Disciplinen var streng, og Opholdet dér passede ham langt fra altid; han sagde til sin gode Ven Spaun, da denne 1809 forlod Anstalten: »De, lykkelige, De slipper nu ud af Fængslet . . .« Han beklager sig ogsaa til en ældre Broder i et Brev
24/12 1812, bl. a. over Kosten og spørger: »Hvad mener du, om du hver Maaned sendte mig et Par Kreuzer; du vilde ikke engang mærke det, og jeg, i min celle, vilde føle mig lykkelig og tilfreds?...« og han slutter med skælmsk Lune: »De som forlade sig paa dig, skulde ikke beskæmmes« (Sirachs Viisdom Cap. 2, 10) -; saadan tænkte jeg!«

Naturligvis var hans Musiksjæl levende; han komponerede stadig og ikke altid Smaating: i 1811 (14 Aar gl.) den store Sangkomposition »Hagars Klage« og en Sonate; i 1812 12 Menuetter; i 1813 en Zauberoper o. s. v.

1813 var Schuberts Stemme i Overgang - han benyttede sig heraf til at bryde ud af »Fængslet« (Konviktet) og vendte Oktbr. 1813 tilbage til Faderhjemmet.

Men Hjemmet var ikke rigt. Paa Faderens indtrængende Opfordring besøgte han da 1813-14 et Uddannelseskursus for Lærerkandidater og fik 1814 Hjælpelærerbevis. Han blev nu Lærer i de lavere Klasser hos Faderen i Saulengasse Nr. 3 i Wien (Huset staar endnu i sin gamle Skikkelse) og virkede her i mere end 3 Aar; denne Lærervirksomhed havde den dobbelte Fordel, at den gav »Brødet« og desuden fritog ham for Militærtjenesten.

Med Aaret 1818 ophørte Schuberts Skolelærergerning - og han lever nu af Musikinformationer og et sparsomt Salg af sine Kompositioner han lever da ogsaa kummerligt, sparer paa Nodepapiret og har oftest hverken Raad til at eje eller leje et Klaver. Humøret gaar dog ikke af ham, saa lidt som af hans lige saa fattige Kunstnerfæller, Digtere og Malere - de er unge, begejstrede, talentbevidste og frie som Himlens Fugle - de er fattige, det piner, men det lammer dem ikke. Denne Vennekreds er begavede og værdifulde unge Mænd, hvis Venskab følger ham til hans sidste Dage og giver ham de reneste og rigeste Glæder. Et ungt, frisk, let aandsrigt og inderligt venneliv, det blev Schuberts Liv - han boede og levede det meste af sit Liv hos og med Venner - det man i almindelig Forstand kalder et Hjem, fik han aldrig, hvormeget Længslen herefter end undertiden brændte i ham. Det er helt gribende at høre Schuberts Svar paa det Spørgsmaal, en Ven rettede til ham, om han aldrig havde været forelsket, eftersom han i Selskaber forholdt sig saa kølig overfor Kvinder. »Ak, der findes En, som jeg elskede inderligt; og hun elskede ogsaa mig; hun sang Sopranpartiet i en Messe, jeg havde komponeret, saa vidunderligt kønt og med dyb Følelse. Hun var ikke køn, men god, hjertensgod. I tre Aar haabede hun, at jeg skulde kunne gifte mig med hende, men jeg kunde ikke finde en Stilling, der kunde give os Levebrødet; og saa ægtede hun efter sine Forældres ønske en anden - det gjorde dybt Indtryk paa mig; jeg elsker hende endnu. Efter den Tid har jeg ikke fundet nogen anden, der var saa god eller bedre end hun. Men hun var ikke bestemt for mig.«

Men Musikken og Samlivet med Vennerne kunde ogsaa nok give et Liv Indhold; i dette Samliv udfoldede Schubert sit Vid, sin Munterhed, sit frodige Musikgemyt - og han modtog vægtige Impulser i et musikalsk kammeratligt Samarbejde. Forfatterne Franz Schober og Mayrhofer gav ham Tekster, Hofoperasanger Vogl blev hans Muses ypperlige Tolk og bar Schuberts Toner ud til det tyske Folk, og hans Ungdomsven fra Konviktskolen von Spaun og andre Venner opildnede hans kunstneriske Mod og drog ham ind i Wiens Familiemusikcirkler, hvilket fik overordentlig Betydning for ham ved at bryde Vej for hans Navn og Musik. Schubert førtes ind i von Sonnleithners musikelskende Hjem, hvor en betydelig Mængde Kunstnere og Kunstvenner mødtes i musikalske Soiréer. Søstrene Frølichs talentfulde Musikkreds aabnede sig for ham og lod hans Toner lyde for mange kunstglade og indflydelsesrige Wienere - og saaledes banede Schuberts Musikgeni sig Vej; d. 25. Jan. 1821, men først da brød »Erlkönig«, ved en Aftenunderholdning i »Den lille Musikforening« i Wien, Skillevæggen ned mellem Schubert og Publikum.

I 1818 havde Schubert, hvis pekuniære Basis jo altid var noget gyngende, taget imod et Engagement som en Slags Musikinformator og Akkompagnatør hos Grev Esterhazy paa Godset Zseléz i Ungarn; her tilbragte han Sommeren og Høsten og havde altsaa til Afveksling en sorgløs Periode.

Men det var kummerlige Vilkaar, Kunsten bød sine Dyrkere. Endnu i 1820 havde Schubert faktisk ikke nogen Forlægger, skønt han paa det Tidspunkt havde skrevet ca. 200 »Lieder« - 6 Symphonier foruden adskillige Klaversonater og Strygekvartetter! Vennernes og Beundreres Hyldest kunde han jo ikke leve af, og Forlæggerne trykkede sig, naar han henvendte sig til dem, -»ingen vil lægge en Pfennig ud, men først gøre Forretning, naar de paa Forhaand føler sig sikre paa Profitten«. En af de Anker, man stadig førte i Marken imod ham var den, at han var for svær at spille.

I Haab om paa effektiv Maade at faa Verden i Tale, begyndte Schubert da at skrive dramatisk Musik. - Ligesom Beethoven gik Schubert stadig paa Jagt efter en Opera-tekst. 1 1820 opførtes i Wien to drarnatiske Arbejder af ham: 14. Juni »Tvillingbrødrene«, d. 19. August »Trylleharpen« (Text af Hofmann) - de ikke gode Texter bragte Stykkerne til at falde til Trods for den i mange Henseender smukke Musik.

Skuffelser var jo imidlertid ikke noget nyt for Schubert; fornyet Livsmod henter han som sædvanlig fra sit musikalske Skabersind og fra Vennekredsen. Denne var netop da blevet udvidet og beriget med Maleren Moritz Schwind, med hvem Schubert knyttede et inderligt Venskab for hele Livet. Schwind var meget musikalsk og en fortræffelig Pianist, i Gemyt og hele sin Kunstnerpersonlighed i fremragende Grad beslæglet med Schubert, sprudlende, gratiøs, elskværdig, let inspireret; man har af den Grund givet ham Navnet »den malende Schubert« - ikke mest fordi han har tegnet Schubert og hans Kreds saa mange Gange, at han kan siges at være blevet Schuberts Biograf med Tegnestiften, men nok saa meget paa Grund af Fællesskabet i deres kunstneriske Udtryksmaade.

Fra 1823 begynder Schubert stærkt at skrante, og selv om han retter sig af og til, er han dog mærket; han skriver selv til en Ven, Aug. 1823: At jeg nogensinde bliver helt rask, betvivler jeg næsten - og tit er han fortvivlet - men hans Skabersind og hans Skabervilje giver ikke fortabt. En Del af »Müllerlieder« er blevet til, mens han laa paa et af Wiens Sygehuse (Marts 1823). Han led ofte under en dyb, medfødt Melankoli; klager i Breve til Venner (1824) over, at han igen er syg! - og i Sommeren 1825 er hans Helbred igen vaklende, først og fremmest markeret af heftig Hovedpine, Nervefeber og stærke Depressionstilstande; hans Breve præges paa gribende Maade heraf.

Han skriver 31. Marts 1824 fra Wien til Maleren Leopold Kupelwieser, som opholdt sig i Rom: »Kære K.! Længe har jeg haft Lyst til at skrive til dig, nu tilbyder der sig ved Schmirsch' Afrejse en Lejlighed, og jeg kan endelig igen en Gang udgyde min Sjæl for et Menneske. Du er jo saa god og trofast, du vil sikkert bære over med meget hos mig, som andre ikke kunde lide hos mig. - Med eet Ord; jeg føler mig som det ulykkeligste, elendigste Menneske paa Jorden. Tænk dig et Menneske, hvis Helbred aldrig mere vil blive rigtig godt, og Fortvivlelsen herover - tænk dig et Menneske, hvis mest straalende Forhaabninger er glippet - hvem den Lykke, som Kærlighed og Venskab kan give, intet byder, højst nogen Smerte - som trues med at Begejstringen for det Skønne (i det mindste al opildnende og ansporende Begejstring) er ved at svinde bort - og jeg spørger dig, om det ikke er et elendigt, ulykkeligt Menneske? »Meine, Ruh ist hin, mein Herz ist schwer, ich finde sie nimmer und nimmermehr«, saadan kan jeg nu synge hver Dag; thi hver Nat, naar jeg lægger mig til at sove, haaber jeg paa, ikke mere at vaagne op, og hver Morgen fortæller mig bare om Gaardsdagens Græmmelse. Saa glæde- og venneløs tilbringer jeg mine Dage, naar da ikke af og til Schwind besøger mig og bringer mig en venlig Lysstraale fra hine forbigangne, skønne Dage.« - Zelesz i Ungarn. 21. Septbr. 1824. »Kære Schober! Jeg hører, at du ikke er lykkelig. Skønt dette bedrøver mig overordentlig, saa undrer det mig dog slet ikke, da dette jo næsten er ethvert forstandigt Menneskes Lod i denne miserable Verden. Var vi dog blot sammen, Du, Schwind og Kupelwieser - men nu er vi kastet hen hver i sin Krog af Jorden, og det er egentlig min Ulykke. Jeg kunde have Lyst til med Goethe at udraabe: »Hvem bringer os endog blot en Time af hin yndige Tid tilbage!« Hin Tid, da vi sad fortroligt sammen; da enhver af os med moderlig Ængstelse førte vor Kunsts Børn frem for de andre og ikke helt ubekymret afventede den Dom, som sanddru og kærlige Venner vilde udtale. Hin Tid, da den ene begejstrede den anden og saaledes en samlet Stræben efter det skønneste besjælede os alle. Nu sidder jeg alene her dybt inde i Ungarnlandet -, hvortil jeg desværre for anden Gang lod mig lokke - uden endog blot at have et eneste Menneske med hvem jeg kan tale et fornuftigt Ord. Skønt jeg egentlig har det ret godt, saa tilbringer jeg dog mange Gange ret elendige Dage.« Sommeren 1824 tilbragte Schubert nemlig igen paa Godset Zelesz i Ungarn - han befandt sig ikke helt vel her, fortryder halvt om halvt, at han har taget imod det pekuniært fristende Tilbud, fordi han længes - længes efter at være sig selv, at være fri, helt fri - længes efter Vennerne: »Havde jeg blot dig, Schwind og Schober her, saa gik det an; som det nu er, gribes jeg ofte af en overvældende Længsel efter Wien, Wien!«,

De berømte Schubertiader i Wien, de musikalske Kunstnermøder med Musik, Oplæsning af lødige og lettere, muntre Digtninge o. s. v. havde i disse Aar deres Blomstringstid; de begyndte i 1819, de døde først hen i 1827.

I Øvre-Østrig (Steyr og Salzburg) tilbringer Schubert igen en lykkelig Sommer i Vogls Selskab (1825). Han skrev i dette Aar sin Musik til Schubarts Digt »Die Forelle«; og Sangene til Walt. Scotts »Fräulein vom See«; her havde Schubert den forretningskloge Plan ogsaa at føje den engelske Tekst til disse Sange, for at skaffe dem lettere Indpas i England! Schubert fik da ogsaa, Oktbr. 1825, af Forlæggerfirmaet Mathias Artaria 200 Gylden i Honorar for »Sieben Gesänge aus Walt. Scotts: Fräulein vom See«. Iøvrigt blev Schubert elendigt betalt; det var aldrig Komponisten, men Forlæggeren der profitterede af Kompositionernes Salgsværdi; for »Der Wanderer« fik Kunstneren kun nogle fattige Gylden, men den indbragte Firmaet »Diabelli« i Løbet af 20 Aar 27000 Gylden. Kun »Erlkönig« havde givet ham et nogenlunde Honorar, nemlig 800 Gylden.

Hvor betagende den store Komponist kunde være, og i hvilken Grad mange misforstod ham, synes at fremgaa af et Brev, som en Ven af ham i Juli 1825, skriver til Spaun: »Vi sad sammen omtrent til Midnat og aldrig har jeg hørt eller set ham saadan - alvorlig, dyb og beaandet. Som han dog talte! om Poesi, om sin Ungdom, om Idealets Forhold til Livet! - Jeg blev mere og mere betaget af den Aand, der boede i ham, ham om hvem man mente og frejdigt udtalte, at han var en ganske umiddelbar Kunstner, der skabte sin Kunst saa at sige rent ubevidst og uden at være klar over sig selv.«

Til Trods for at Schubert i stadig rigere Grad vinder Anerkendelse er hans Forhold dog baade usikre og nedslaaende. Han solgte ganske vist i Januar 1826 sit Opus 53 (D-Sonate) for 300 fl. - og i Marts bragte »Leipz. Allg. musich. Zeitung« og »Frankfurter Allg. Anzeiger« store Anmeldelser af hans »Premiere Grande Sonate«; - men naar han søgte at stabilisere sin Eksistens ved en fast Stilling, skuffedes han stadig; i 1826 søgte han forgæves baade Stillingen som Kapelmester ved Kärtnetorteatret og Vice Hofkapellmeisterstillingen i Wien; - saa opgav han for bestandig at søge nogen Ansættelse! Hans Breve tyder da ogsaa paa stærk Depression: 10. Juli 1826. »Jeg kan umuligt komme til Gmunden eller nogetsomhelst andet Sted hen; jeg har slet ingen Penge, og det gaar mig i det hele taget rneget daarligt.« Karakteristisk er ogsaa et Slags Fællesudraab fra Digteren Bauernfeld i et Brev August 1826: »Schubert pengeløs, som vi alle!«

Tungsindet, Schuberts gamle - man kan vel sige baade Ven og Fjende - bemægtiger sig ogsaa i det følgende Aar hans Sind, uden at hans Skaberevne svækkes deraf, tværtimod - et bevæget, dybt Kunstnersind giver sig Udtryk i hans store Sangcyklus »Die Winterreise«, hvoraf første Halvdel blev skrevet i Februar, sidste Halvdel i Oktober 1827. Dette smertefyldte Tonedigt - »diese schauerlichen Lieder« kaldte Schubert dem selv - er skabt under dyb, bitter Sjælevé, og altsaa dyrekøbt, som al rig Kunst, men netop derved blevet dyrebart for Menneskene.

Om »Die Winterreises« Tilblivelse fortæller Spaun 1827. »Schubert havde en Tid lang været meget deprimeret; da jeg spurgte ham, hvordan han havde det, svarede han blot: det skal I snart faa at vide. En Dag sagde han saa: »Kom idag hen til Schober, saa skal jeg synge en Cyclus uhyggelige Sange for jer. Jeg er nysgerrig efter at høre, hvad I synes om dem; de har grebet mig mere end alle mine andre Sange!« Han sang da hele »Die Winterreise« for os. Vi blev pinligt berørte af deres dystre Stemning, og Schober sagde, at der var kun een Sang, han syntes om, og det var »Der Lindenbaum«. Schubert svarede kort: Jeg holder mere af dem end af alle andre, og I kommer til at synes det samme! Og han fik Ret; snart blev vi alle mægtigt grebné af disse vemodige Sange, som Vogl foredrog saa vidunderligt!«

Som et sjældent Solstrejf over Schuberts Liv ligger det lyse, lykkelige Grazer-Ophold i 3 herlige Sommeruger (3.-20. Septbr. 1827); det blev de solrigeste Dage, han oplevede. Familien Advokat Karl Pachler i Graz i Steiermark, der ogsaa stod i venskabelig Forbindelse med Beethoven, havde indbudt ham som Sommergæst og beredte ham den elskeligste Modtagelse og de festligste hjemlige Glæder i lys Ungdoms Selskab, med herlige Udflugter i den dejlige Natur. Grazer-Dagene blev som et sjæleligt Fornyelsens Bad for den paa Livets Solside ikke hjemmevante Kunstner; han fandt et Øjeblik i Graz et skyggefuldt Hvilested paa sin møjsommelige Livsvandring.

Maaske er det disse straalende Septemberdages Solliv, der igen giver Schubert Kræfter, saa han rejser sig fra den Depression, der beherskede ham under »Die Wintereise«s Undfangelse. Han levede i Begyndelsen af 1828 ret tilfreds i Wien, som han jo elskede meget højt, og hvor endnu et Par af de gamle Venner boede, først og fremmest Schwind og Bauernfeld, akkurat lige saa fattige som Schubert. Situationen var ofte næsten haabløs, ubegribelig haabløs; de manglede ikke blot Penge, men paa kolde Vinterdage savnede de ofte Brænde til at putte i Kakkelovnen, og Middagsmaden maatte, tit stryges! Siden Salget af de Walter Scottske Sange til Artaria i Oktbr. 1825, havde Schuberts Kompositioner faktisk ikke indbragt ham nævneværdige større Indtægter. Naar han om Søndagen besøgte sit Hjem, stak hans Stedmoder (som han forøvrigt holdt meget af) Smaapenge til sin 30aarige Stedsøn, Geniet Franz Schubert.

Det gik da op for ham, at han maatte gøre noget radikalt. Han havde jo Skatte liggende i sin Pult; de maatte udnyttes; Publikum maatte vindes, for at Forlæggerne kunde blive medgørlige. Han maatte holde sin egen Koncert; tit havde han og Vennerne talt om det, lige fra 1824, nu maatte det ske. Den, der drev det igennem, var Bauernfeld.

Den 26. Marts 1828 fandt Schuberts første og eneste Koncert Sted; den gav en ren Indtægt paa 800 Gylden. Publikum var henrykt. Kritikken tav fuldstændig, den beskæftigede sig ikke med et eneste af de opførte Arbejder; Schubert var ikke med i Modekliken. Men Forlæggerne lod dog nu høre fra sig f. Ex. Probst i Leipzig, uden at Guldet dog strømmede ind.

Hen paa Efteraaret antog Schuberts Svaghed en alvorlig Karakter, Svimmelhedsanfald, heftige Kongestioner til Hovedet. Den 11. Novbr. maatte han gaa i Seng, og Onsdagen den 19. Novbr. 1828, Kl. 3 Eftermiddag, - kun 31 Aar - lukkede han sine Øjne.