Schuberts Symfonie

SCHUBERTS SYMFONIE

DA Beethoven døde i Marts 1827 var Schubert blandt Fakkelbærerne ved Mesterens Begravelse. Fra Währinger Kirkegaarden gik man bagefter hen i Vinstuen »auf der Mehlgrube« paa Neuen Markt, og her blandt Vennerne hævede Schubert sit Glas og sagde: »For den, vi netop nu har begravet«. Ved det andet Glas udbrød han: »For den, der bliver den næste!«

Anede han, at det halvandet Aar efter skulde blive ham selv? I hvert Fald har den 30-aarige Schubert sikkert følt, at han nu ved sin Afgud Beethovens Død stod helt alene som den, der skulde løfte den store og tunge musikalske Arv. I Bevidstheden om dette og i Forudanelse om den for ham selv saa nære Afslutning er det da, at Schubert i sit sidste Leveaar samler sig til den stærkeste Udfoldelse af sine Evner og skaber sit største Værk: C-Dur Symfonien.

Uden Forberedelse var Schubert ikke naaet saa vidt. Det var hans niende Symfoni. Allerede i 1813 som 16-aarig Elev paa Stadskonviktet skrev han sin første Symfoni i D-Dur - i Anledning af Konvikts-Direktøren Innocenz Langs Fødselsdag -, et lille, let, klart og gennemsigtigt instrumenteret symfonisk Arbejde, beregnet paa at spilles af Skoleorkestret, i Form og Indhold ganske afhængig af Forbillederne Haydn, Mozart og Beethoven.

To Aar efter, i 1815 - Schuberts produktionsrigeste Aar, i hvilket han komponerede 144 Sange (bl. a. Erlkönig), to Messer, en Mængde Kammermusik og flere Operaer - skrev han sin anden og tredie Symfoni i B og D-Dur. B-Dur Symfonien er den betydeligste af de to, og dens første Sats Symfoniens Tyngdepunkt med den indledende Largo og det karakterfulde Blæsermotiv. D-Dur Symfonien er svagere, musicerer friskt og frejdigt løs i graciøs og munter Wiener-Stil, for saa vidt altsaa ikke uden Schubert'ske Karaktertræk, men spinkel i Motiverne og løs i Sammenhænget.

Disse tre første Symfonier er alle nette og nydelige, men ubetydelige Forsøg af et ungt Talent, der endnu ikke er naaet ud over den lette Skrivefærdighed og som nøjes med upersonlige Efterklange fra de store Wienerklassikere.

Men allerede Aaret efter i 1816 skrev han sin fjerde Symfoni i c-moll, som han selv betegnede som »tragisk«, og i hvilken den unge nittenaarige Mester for første Gang i symfonisk Form naaede det betydelige. »Tragisk« er denne Symfoni dog ikke i Beethovensk Forstand, hvor meget end Beethovens Skæbne-Symfoni har foresvævet ham. Han er ingen kæmpende Titan, der modstiller sine Motiver og hidfører dramatiske Sammenstød, men en fuldblods Lyriker, der udsynger sin Hjærtesorg og gennem Stemningernes Bølgen naar frem til den milde Resignation. Schubert, der saa ofte i sine Sange har besunget den vemodige Sehnsucht, viser sig ogsaa her i denne sin tragiske Symfoni som Længslens Sanger, er for første Gang i den store Stil helt og fuldt sig selv. Han forlader de klassiske Templer og træder som Romantiker ud i et Landskab, som umiskendelig ligger i nærmeste Nærhed af Wien.

I Slutningen af samme Aar fulgte den femte Symfoni i B, instrumenteret uden Trompeter og Pauker, og derfor sandsynligvis beregnet paa Husmusiken i Skolelæreren, Fader Schuberts Hjem, hvor et lille Dilettantorkester ugentlig musicerede. Melodisk, elskelig, livsglad - et ægte Wienerbarn, der dog ikke naar sin »tragiske« Søster til Skuldrene. Aaret efter, 1817, kan atter opvise en Symfoni, den sjette i C, tyndt instrumenteret, for lille Orkester, uden Særpræg, men Schubersk i sin lette »Spielfeudigkeit«. Det eneste »nye« er her, at Schubert har erstattet tredie Sats, Menuetten, med den Beethoven'ske Scherzo-Betegnelse.

Der gik nu hele fire Aar førend Schubert samlede sig sammen til et symfonisk Arbejde. I Sommeren 1821 skrev han et fuldstændigt Udkast til en Symfoni i E-Dur, men lod det blive ved disse Orkester-Skitser, der viser en saa blomstrende Melodi-Rigdom, at man staar fuldstændig uforstaaende overfor, at Schubert aldrig har fuldendt sit saaledes paabegyndte Værk. Brahms tænkte en Gang paa at fuldføre Symfonien, men opgav det som umuligt, hvorimod en engelsk Musiker har gjort Forsøget.

Den næste - syvende - Symfoni fra 1822 forblev ogsaa ufuldendt - blev selve den berømte »ufuldendte« i h-moll, Schuberts første store symfoniske Mesterværk. Hvorfor skrev Schubert kun disse to første Satser: Allegro moderato og Andante con moto? Hvorfor standsede han efter at have nedskrevet én Partiturside af den tredie Scherzo-Sats?

Med Sikkerhed kan intet svares. Men man vil være tilbøjelig til at give Walter Dahms Ret i den Antagelse, at Schubert selv har fundet de to foreliggende Satser saa hele, eller om man vil denne Helhed saa fuldstændig, at han har afstaaet fra »at udfylde det sædvanlige Symfoniskema, der hviler paa en Vedtægt af Smag og Gennemsnitsæstetik«.

I hver Fald har vi ikke mere end de to Satser, men hvilken Verden af Skønhed rummer de ikke. Maaske i intet andet af Schuberts Værker finder vi Schubert saa fuldt og helt som her.

En mærkelig Skæbne har Schuberts »ufuldendte« - saavel som hans to følgende og sidste Symfonier - haft. Han har aldrig selv faaet dem at høre. H-moll Symfonien sendte han til sin Ven Anselm Hüttenbrenner i Graz for at denne, der var Formand for den steiermarkske Musikforening, skulde overgive den til Opførelse der, som Tak for en Udnævnelse han nylig havde modtaget til æresmedlem af denne Forening. Men Hüttenbrenner sørgede besynderligt nok ikke for at Vennens Symfoni blev opført, men lagde Partituret ned i en Skuffe, hvor det først i 1865 efter hans Død blev fundet og derpaa af Wiener-Hofkapelmesteren Johann Herbeck bragt til Opførelse.

Endnu sørgeligere gik det med Schuberts ottende Symfoni, den saakaldte »Gasteiner-Symfoni«, som blev skrevet i 1825 paa en Rejse, som Schubert foretog sammen med Hofoperasangeren Vogl i Øvreøstrig. Hjemkommen fra Rejsen overgav Schubert Partituret til »Gesellschaft der Musikfreunde« i Wien, der imidlertid ikke lod det komme til nogen Opførelse, og som tog saa daarligt Vare paa Manuskriptet, at det fuldstændig og sporløst f orsvandt.

Og endelig Schuberts sidste, store festlige og frydefulde C-Dur Symfoni, skrevet i 1828, faa Maaneder før hans Død. Heller ikke den fik Schubert at høre, og først 10 Aar efter, da Schumann kom til Wien, blev Partituret fundet hos Broderen Ferdinand Schubert. »Skælvende af Glæde« gennemlæste Schumann Symfonien og fik den Aaret efter opført af Mendelssohn ved en Gewandhaus-Koncert i Leipzig.

Man forstaar vanskeligt denne fuldstændige Ligegyldighed hos Schuberts Samtid overfor disse store symfoniske Arbejder. Men det var faktisk saadan, at Schubert kun havde Navn som Lieder-Komponist. Hans instrumentale Arbejder fandt man svulstige og langstrakte - og desuden havde man mere end nok at gøre med Beethovens Værker, som den musikalske Verden endda ikke til Hælvten endnu havde fattet. Det blev en senere Tid beskaaret først at forstaa Beethoven og senere at opdage Schuberts Storhed som Symfoniker og Skaber af de skønne Kammermusikværker.