Chr. Christiansen

Af
| Årgang 30 (1955) nr. 03 - side 39-40

Chr. Christiansen in memoriam

For en ikke øvet skribent er det vanskeligt at karakterisere en musikkens mester som Chr. Christiansen; de mange indtryk og erindringer samler sig først til dyb vemod, men bag om denne også til inderlig taknemmelighed for alt, hvad han har givet en stor elevskare, deriblandt mig.

Chr. havde i vuggegave fået geniale evner til at forstå, forme og udtrykke musik, således at de værker, han fremførte for os i koncertsalen eller i undervisningen, fremstod i en særlig klar og rigtig belysning; han gav værket dets egen balance.

Intet i musikkens væsen var ham fremmed; som klaverspiller bevægede han sig suverænt i alle tidsaldres musik, som solist, kammermusiker og akkompagnatør har han spillet ved utallige koncerter i ind- og udland. I de senere år blev det mest kammermusikken, han dyrkede som udøvende kunstner, og på dette område var det jeg første gang som ung konservatorieelev hørte ham fremføre en klaverkvartet i Kammermusikforeningen.

Den styrke og varme, der var i hans spil, betog mig således, at jeg besluttede hurtigst muligt at blive hans elev. Da det lykkedes, oprandt en mærkelig og anspændt tid; jeg blev puttet i en smeltedigel, hvor der blev rørt meget kraftigt rundt, særlig min noget skødesløse omgang med nodeværdiernes længde og dermed musikkens forløb måtte revideres. Processen var streng og langvarig; hans pres var enormt, dette kan alle hans elever tale med om; nåede vi noget, fejrede vi detikke med tilfredshed, men nye og endnu strengere krav blev straks stillet. Skulle mageligheden en uge snige sig ind, hyggen brede sig i arbejdet, mærkede Chr. øjeblikkeligt, at der ikke var blevet arbejdet med den agtpågivenhed og intensitet, som han vidste måtte til, for at det nogensinde skulle blive til noget fornuftigt, og atmosfæren i værelset blev rødglødende.

Kneb det sommetider i begyndelsen som elev hos ham at forstå og ikke mindst honorere hans krav, vænne sig til hans dynamiske temperament og gå helt ind under det, være mere end lydig, blev man som lidt ældre og mere moden elev klar over, at Chr. aldrig stækkede, men altid søgte at udvikle personligheden. Kom vi dertil, at vi kunne opfylde hans krav om på een gang strenghed og bøjelighed i rytmen, det rigtige klanglige billede, i det hele taget det logisk klare i udførelsen, og der endda ikke var musik i det, formåede han altid med sin kunstneriske vitalitet og glød at puste liv i os, så vi gik lykkelige fra ham. Mange måneder inden en koncert kom vi til ham i hans stue på Egernvej, han ildnede og opmuntrede, regulerede og tidjævnede, for at det skulle blive så værdifuldt og sandt som muligt. Lykkedes det os at fremføre værket godt, blev han uendelig glad, måtte ligefrem meddele sig til nogen: »Anna,« råbte han til sin søster, »min gerning er ikke forgæves, vi har fået besøg af en musiker i dag, du må komme og høre!« Så måtte Anna smide, hvad hun havde i hænderne, og komme og høre på.

I alle musikalske spørgsmål stod Chr. som en klippe; han behøvede ikke tøve med at give besked, selv i det mest komplicerede, moderne værk underviste han med den største autoritet; et blik på et nodebillede, han ikke havde set før, var tilstrækkeligt for ham til at kunne udløse det musikalske forløb for eleven. Han talte meget sjældent om stil, det var ikke nødvendigt; var vi kommet for langt bort fra den rigtige udtryksmåde, førte han os ad musikalsk vej ind på en sundere og rigtigere bane, men uden at skære vore egne følelser bort.

Som menneske i privatlivet var han impulsiv og ungdommelig, til tider kåd; jeg mindes en sommer i Wien, hvortil Chr. ankom træt, nærmest overanstrengt efter en lang sæson; efter et glas Heuriger og en nats søvn var han så restitueret, at han »gjorde« Wien på 8 dage i et tempo, der fik os yngre til at segne. Det samme tempo holdt han i bjergene, hvor vi i kikkert om formiddagen kunne følge hans blå jakke rundt omkring på toppene; om eftermiddagen fortalte han humoristisk og spirituelt om sit rige musikliv, der havde ført ham til alle egne af Europa.

Netop som han skulle afslutte sin gerning på konservatoriet og i kirken, begyndte den frygtelige sygdom at svække ham. Han blev træt, kunne ikke spise og sove, men han passede sit arbejde med en fantastisk viljestyrke. Trappen på konservatoriet, hvor vi så tit havde set ham fare af sted med frakken vandret bagud, når elevernes middelmådighed havde gjort ham vred, var nu blevet en næsten uovervindelig hindring for ham.

Fra denne svære tid i december stammer det stærkeste indtryk, jeg nogensinde har fået af Chr.'s åndelige kraft. Vi skulle sammen fremføre Brahms Haydnvariationer og mødtes til prøve på konservatoriet; han tvivlede på, om han kunne gennemføre det, men da han sad ved klaveret, strømmede musikken mere magtfuldt og poetisk fra ham end nogensinde; næsten gennem døden lyste hans geniale, musikalske kraft.

En musikkens mester er gået bort; hans arv til os er en stadig higen efter ånd, skønhed og klarhed.

Ære være hans minde.

Arne Skjold-Rasmussen.