Grammofon

Grammofon

BEETHOVEN: March for wind insfrumenfs/CHERUBINI: Marches f or wind instruments. - The London Baroque Wind Orchestra, dir. KARL HAAS. PARLOPHONE CREP 1.

Det er bogstaveligt talt Beethoven i lommeformat, man møder på denne lille 45-omdr. extended play, tilmed er også det musikalske indhold gennem repetitioner strakt langt ud over det normale.

Formentlig er her tale om et lejlighedsarbejde, bestilt til en eller anden fyrstes private livgarde. Marchen går troskyldigt lige ud ad landevejen, og man må lade Karl Haas, at han sørger for, musiken ingensinde løber løbsk. Men kan hænde Beethoven for dette dødsenstraditionelle lejlighedsværk har fået et større honorar end for de mesterlige optegnelser, der har triumferet over en eftertids devalueringer. Såvidt hans navn har stået et par musikalske revolutioner igennem, har optagelsen af dette museumsnumer en kuriositetens interesse for den enthusiastiske samler.

Pudsigt nok er de marcher for samme besætning, der supplerer pladen, en kende mindre ligegyldige. De er skrevet af Napoleonstidens store operanavn, Cherubini, og tilegnet den franske nationalgarde, måske i den hensigt at opnå kejserens bevågenhed. Noget hjerteligt forhold lykkedes det imidlertid aldrig at etablere, og efter en tid som konservatoriedirektør og operaproducent trak Cherubini sig tilbage fra Paris til Chimay, hvor han skrev de kirkemusikalske værker, som nok bedst har bevaret hans navn for eftertiden.

Dem hører man dog lejlighedsvis, foruden enkelte ouverturer og den såkaldte »Londonsymfoni« — og som en mellemproportional mellem Gluck og Verdi indtager Cherubini faktisk ikke nogen ringe stilling. Stor musik er de her præsenterede marcher vel ikke, men Karl Haas og hans meget perfekte blæsere demonstrerer museumsnumrene storartet, v.

PAUL BURKHARD: Udtog af operetten »Oh, mein Papa«. - ELSE MARIE og HANS KURT med Hans Peder Åse, Arne Dalring og rytmegruppe. — ODEON DSOK 502.

På grundlag af udtoget fra operetten »Feuerwerk« i denne danske version vil man næppe tro, at fremtidens musikhistoriske annaler vil levne den schweiziske komponist Paul Burkhard nogen fyldigere fodnote. Men verdensberømmelsen i døgnformat har han rigtignok opnået, takket være en amerikansk schlagerlancering af den oprindelig parodisk anlagte, senere trompetseriøst serverede »Oh, mein Papa«, efter hvilken operetten i sin renaissance også har taget navn på vore breddegrader. Meget stof afgiver pladens numre desværre ikke til vort populæreste operettepar. Erik Thernows tekstoversættelser hæver sig ikke over dagen og vejen, og melodierne har hverken en Strauss' eller en Irving Berlings bid eller karakter. Man må imidlertid se i øjnene, at denne europæiske operette via Amerika også har fået sin lancering i dansk musikliv, om det så også gør ondt i ørene.v.

J. M. LEGLAIR: Triosonate — G. PH.

TELEMANN: Triosonate — K. F.

ABEL: Sonate. — BELÅ DETREKÖY, HANS ERIK og TORSTEN DECKERT, LISE LARSEN. — Felix FX 3301.

(Longplaying).

Når det gælder opførelse af barokmusik, er der i øjeblikket overalt prisværdige bestræbelser i gang for at genskabe denne musiks originale klangbillede, hvilket kun kan ske gennem anvendelse af de gamle instrumenter, komponisterne har skrevet for. Også grammofonselskaberneer inde på dette princip, f. eks.

i den store »historiske« musikserie, som under betegnelsen »Archiv Produktion« er udsendt af Deutsche Grammophon Gesellschaft. Grammofonselskabet Felix herhjemme har nu startet en serie, »Musica sonans«, udfra de samme synspunkter og har som første nummer publiceret en longplayingplade, der på den ene side rummer en triosonate i d-dur af Leclair for barokviolin, gambe og spinet, — og på den anden Telemanns b-dur triosonate for blokfløjte, spinet og gambe samt den herhjemme næsten ukendte Karl Friedrich Abels c-dur sonate for gambe og spinet.

Indspilningen er som helhed vellykket og fra et pladeteknisk synspunkt upåklagelig. De spinkle instrumenters karakteristiske klang er fin i gengivelsen, idet dog måske gambens tone på sine steder forekommer lidt tung. Det er dog snarest gambisten, man må skyde på; han er tilbøjelig til at slæbe lidt, hvad der især kommer til at gå ud over Abels sonate, som ville vinde meget gennem et mere elastisk spil, en noget større elan i udtrykket. En speciel ros til Torsten Deckert for det præcise og smukt klingende blokfløjtespil i Telemanns trio, — og til Belå Detrekoy for hans følsomme og adrætte behandling af barokviolinen. B.

I.ESTER YOUNG: Improvisationer for solokvartet. — JATP.

Vejen kan synes lang, fra Musica Sonans' gammelklassiske triosonater til Lester Youngs quartet. Men selv om baroktidens musikalske skemaer kan forekomme strammere for improvisatorerne end vore dages jazznormer, på sin vis er forskellen den samme. Den fantasi, intelligens og kunnen, som datiden krævede af en kunstner, der ville vise sine evner, ligger slet ikke så fjernt fra nutidens swingartister, og det er et åbent spørgsmål, om ikke den europæiske traditions musikkultur i betragtelig grad sætter det formelle for højt over det rent, men slet ikke ubetænksomt, emotionelle i tonekunsten. For jazzfans er etikettens »Too marvelous for words« en meget ligetil rubrik, den kunstneriske udtryksform er på een gang hemningsløs og sky, og Lester Youngs lange improvisationslinier, de korte rytmiske tankestreger og det tørre vibrato, der bærer melodien, viser netop den opmærksomme lytter, at den musikalske tanke ikke står tilbage for den instrumentale kraftudfoldelse, der her iøvrigt holder sig meget sobert inden for serieforstærkerens frekvensområde. Vel at mærke uden at blive kulørt. v.

OPERA-POPS, indsunget af JUSSI BJÖRLING med RCA Victor Orchestra, dir. RENATO CELLINI. ......

HMV 7ER 5025.

For den, der samler på tenorer, vil det utvivlsomt være en fordel, både hvad pris og pladekvalitet angår, at få samlet fire af Jussi Björlings 78-indsyngninger på to små 45-pladesider, og det har virkelig kunnet lade sig gøre at , skære hans store stemme ned i lommeformatet.

Dårende høvisk hører man her »Oh Paridiso
SEA CHANTIES, sunget af OSCAR NATZKE med ERIC WILD's kor og orkester. — COLUMBIA SEG 7535.

Et gammelt engelsk mundheld siger, at »A song is worth ten men on a rope«. Det er ikke langt fra, at disse 7 sømandssange er lige så mange flere operaarier værd; de ejer den friskhed og menneskelige ægthed i sentimentaliteten og praleriet, som netop kun folkesangen i alle dens forskelligt farvede nuancer bærer ubesmittet. Chanty'en, den engelske sømands blues eller spiritual, var i forne tider behæftet med tabu. Den fødtes under arbejdet, styrkede trækket i årerne, men ve den, som brød fællesskabets hellige love ved at synge en chanty på landjorden, uden for de indviedes kreds. Men tider skifter og rorsæder mildnes, og de gamle sanges rytmer afløses af dieselmotorernes stempelslag. Blandt andet har Benjamin Britten (i søfolksoperaerne »Peter Grimes« og »Billy Budd«) vovet at bryde tempelordenen, og det rene frimureri afslører den fremragende bassanger Oscar Natzke med sin indsyngning på en 45-plade med forlænget spilletid — og man beklager kun, at den ikke går længere. Hans bas stikker i dybden, henter vel ikke de rå ' realiteter frem fra fortidens hårde koffardi, men sætter ethvert drengehjerte i stærkere slag, bankende »Blow the man down« . v.