I anledning af -

I anledning af —

Af KNUDÅGE RIISAGER 1.

I sit indlæg om »Samarbejde« efterlyser Johan Bentzon et initiativ fra min side med hensyn til den musikalske ungdomsbevægelse, som jeg nærmere omtalte i en kronik i Nationaltidende for 9. juli 1953 — således som denne gennem Les Jeunesses Musicales er udbygget i en række lande verden over, men endnu ikke i Skandinavien. Det er rigtigt, at netop en sådan bevægelse er yderst tiltrængt. Erfaringerne i de mange lande, hvortil den har bredt sig — med udgangspunkt i Pierre Nicoly's arbejde i Frankrig og ikke mindre i Marcel Cuveliers utrættelige indsats fra generalsekretariatet i Bruxelles. Der er nu afdelinger i hele Europa, i Sydamerika, i det fjerne Østen — flere forberedes og alle samarbejder indbyrdes, således at der virkelig er skabt et internationalt fællesvirke på det musikalske felt, af uoverskuelig betydning for den musikalske ungdom, det vil sige de fremtidige generationer. Men det er, for os herhjemme, en opgave, der helt kræver sin mand og det er ham, vi skal finde. Ideen er netop, at det hele bygger på ungdommens egen indsats, naturligvis med en erfaren leder i spidsen, der må have dette sorn en livsopgave. Med min kronik ville jeg slå til lyd for tanken, men jeg har hverken evner eller kræfter til at tage den op i et direkte initiativ. Marcel Cuvelier, med hvem jeg ofte har talt om dette spørgsmål, er rede til at komme til Danmark — og for resten til hele Norden for at »sætte prikken over i'et« når vi er så vidt, at grunden er lagt. Han vil da coordinere det danske initiativ med det internationale.

Der er for mig ingen tvivl om, at fremtidens musikalske grobund må være en sådan institution — for nærmere enkeltheder skal jeg henvise til den nævnte kronik, hvor vistnok alle oplysninger er givet — og at vi må og skal havne dér, for at genskabe den nøje sammenhæng mellem musikbehovet og musikudbudet, et af de største problemer i vor tid, hvor »kløften« mellem musik og publikum tilsyneladende er så dyb, men også kun tilsyneladende. Jeg mener, at denne kløft kun eksisterer på grund af, at der mangler et led i organiseringen af musiklivet for de unge. Vi har, så vidt jeg kan skønne, et godt udgangspunkt, dels i institutionen »ARTE« og dels i De unges musikforening »GYMNAMUSA«, men den fransk-belgiske idé må systematisk lægges til grund. Det morsomme ved denne idé er, at de økonomiske midler — bortset fra et begrænset offentligt tilskud til sikring af visse »generalomkostninger« — kommer fra bevægelsen selv. Den bygger på det sunde princip, at kun det, man vil ofre noget for, har værdi for een. Og så bygger den tillige på en anden forudsætning: moralsk støtte fra offentlige musikinstitutioner, således at »samfundet« som sådan virkelig står bagved i forståelse af, hvor betydningsfuld denne udvikling er, fremover.

Med denne moralske støtte mener jeg, at operaen skal stå bagved og give egnede forestillinger for de unge og at radioen skal gå bevidst og meget aktivt ind for tanken. Det vil lønne sig en skønne dag — og det er da i hvert fald uomtvisteligt, at det må være disse offentlige musikinstitutioners opgave at forberede deres egen fremtidige eksistensberettigelse.

2. Erling Winkel omtaler i sit indlæg i forrige numer tre forskellige emner: 1) komponisternes beskyttelse udover den nuværende 50-års begrænsning, 2) forlagsaftaler mellem komponister og udgivere, og 3) bearbejdelser, med særligt henblik på droit moral-bestemmelserne. Det er omfattende emner, alle tre, og ikke muligt at belyse dem tilbunds i et kort indlæg. Tanken om en stedsevarende beskyttelse spøger i alle lande — i nogle er den gennemført — og man må huske på, at det gælder ikke alene musik, men også litteratur.

Altså: Skal Goethe hjælpe Martin A. Hansen? Om selve emnet skrev jeg en kronik i Dagens Nyheder den 31. januar iår »Skal Grieg forlænges?«, som jeg må henvise til. Den efterfølges nu af en henvendelse til den nordiske autorretskommission, der har møde i Stockholm i april måned, med anmodning om at emnet tages op til grundig overvejelse. Det kan, for så vidt angår den stedsevarende beskyttelse, nævnes, at allerede ved udformningen af loven af 1933 (§21) blev det af et flertal, mærkeligt nok med undtagelse af de konservative, henstillet, at der snarest foretoges undersøgelser med en lovgivning for øje, hvorved staten efter udløbet af beskyttelsesfristen sættes istand til at kræve en afgift for den, iøvrigt frie, offentliggørelse af værkerne. Et udvalg herom blev vistnok aldrig nedsat, men det kommer måske nu. Det er imidlertid et problem, der er så uhyre sammensat og som kræver hensyntagen til adskillige enkeltproblemer, herunder betimeligheden af en sådan afgift overhovedet — undervisningsformål, den økonomiske belastning af klassikerudgaver, både musik og litteratur, etc. samt beløbets anvendelse og opkrævningsformen. Alt dette kan imidlertid løses, hvis man altså skulle beslutte sig dertil. For »Den kulturelle Fond« ville en sådan ordning naturligvis betyde væsentlige midlers tilvejebringelse.

Det andet spørgsmål hænger for en del sammen med det foregående, idet man ikke må overse, at udgivelsen af nutidige arbejder for en stor del muliggøres netop derved, at klassikerne, der »sælges«, kan skaffe økonomisk baggrund for de vanskeligere sælgelige samtidige værker. Man kan altså på en måde sige, at de afdøde allerede hjælper de nulevende. Jeg ser godt nok, at Erling Winkels indlæg er udsprunget af en oprigtig iver efter at komme de nutidige komponister til undsætning, men har ved dette kun villet nævne nogle af de forhold, som spiller ind i spørgsmålet, som altså ingenlunde er uden aktualitet.

Hvad endelig angår droitmoral-bestemmelserne, er også dette problem for tiden genstand for overvejelser. Den nugældende § 9 i vor egen lov vil sikkert blive ændret i den kommende lovgivning.

Den er, som den nu står i loven, meget vanskelig at fortolke retfærdigt og rimeligt. Den rammer urimeligt i en række tilfælde og lader desværre grove krænkelser udenfor tiltalemulighed. Det er således uheldigt at medens man ganske rigtigt i og for sig vil kunne ramme Strawinsky for hans Pergolesevariationer, vil en melodi af Verdi, indsat uændret i en døgnflue og udnyttet rent merkantilt, ikke kunne forbydes, da lovparagrafen ikke taler om »anbringelse i uværdige omgivelser«. Den gamle musik er altså beskyttet mod misgreb, for så vidt angår værdiforringende bearbejdelser, men man kan jo skændes om, hvor værdiforringelsen begynder. Jeg har før udførligt skrevet — bl. a. i DM — om dette emne, og minder om, at hvis droitmoral-bestemmelsen havde været gældende i Frankrig på Gounods tid, ville hans version af Goethes »Faust« ikke have været lovlig. (Se DM 1940, s. 113, »Musikens Marodører« og »Symfonisk Ballet«, Nationalt. 30. maj 1950).

Foranstående bemærkninger er blot nogle spredte kommentarer til Winkels indlæg.