Musikalier

Af
| Årgang 30 (1955) nr. 03 - side 59-59

Musikalier

NY - GAMMEL - GAMMELNY BASUNLITTERATUR

UMIDDELBART før sidste krig fik nu afdøde kgl. kapelmusikus Anton Hansen en forespørgsel fra Hans C. Sikorskis musikforlag i Leipzig, om der her i landet fandtes utrykte danske basunkompositioner. Forlaget ville udgive en solobog for basun, en idé, som for øvrigt flere gange tidligere har været praktiseret i Tyskland. Den skulle udgives under revision af kammermusiker Arno Hansen, lærer ved Folkewangsskolen i Essen.

Resultatet af forhandlingerne blev, at flere danske komponister, bl. a. Aksel Hildingsen og Aksel Jørgensen, solgte en del kompositioner til musikforlaget i Leipzig. Imidlertid brød krigen ud, og der blev mindre tid til udgivelse af musiklitteratur for basun. Under de allieredes voldsomme luftbombardementer i krigens sidste fase, hvor Leipzig blev meget hårdt ramt, regnede man her i landet med, at det meste af alt, hvad der hed nodemateriale til nye solobøger for basun, var gået tabt.

I årene lige efter krigens afslutning dukkede imidlertid enkelte solobøger op, af disse fremgik det, at de var trykt i 1942. Mærkeligt nok havde vi intet set til disse nye musikalier under besættelsen. Man kunne derfor derfor tvivle stærkt på, om de virkelig var udkommet første gang i 1942. At dette dog virkelig var tilfældet, har jeg imidlertid for nylig fået bekræftet af en norsk basunist, som allerede dette år var i besiddelse af enkelte af disse solobøger, formentlig bragt til Norge af en tysk militærmusiker.

Leipzig ligger i den tyske østzone, og det har derfor været særdeles vanskeligt for ikke at sige umuligt under de skærpede forhold mellem øst og vest, at få nodematerialer derfra.

Anton J. Benjamins forlag i Hamburg med filialer i London og New York har nu overtaget disse solobøger og udsendt dem på ny med både tysk og engelsk tekst.

På forsiden af hver bog er en ualmindelig smuk fotografisk gengivelse af et stilleben forestillende en »hvilende« basun lagt oven på et opslået solostykke, som af kendere kan identificeres til F. Gräfes koncert.

Solobøgerne er trykt på glittet papir og fremtræder som fint typografisk arbejde. De enkelte musikstykker er forsynet med vejledende positionsbetegnelser, (som efter undertegnedes mening dog ikke alle er lige gode), og foredragsbetegnelser er tilføjet. Sange og operaarier er forsynet med underlagt tekst, hvilket er af overordentlig stor betydning ved indstudering. Kedeligt er det dog, at den gamle skrivemåde for vejrtrækning (to små lodrette streger) er foretrukket, da dette tegn let forveksles med cæsurer. Direkte misvisende er den engelske oversættelse på titelbladet Favourite Solo Pieces and Orchestral Solo Passages for The Trombone. Bøgerne indeholder overhovedet ingen orkestrale solopassager.

En enkelt ting som bearbejdelsen af Haydn's trompetkoncert burde ikke være medtaget. Derimod savner man F. Davids koncertino (basunisternes Beethoven-koncert og manges store prøveballon) og eventuelt også Schneiders concertpolonaise.

Dette er dog kun småindvendinger og fremkommer kun, fordi alt øvrigt arbejde i disse solobøger er så smukt og gedigent.

For den unge basunist er her et righoldigt udvalg af alt væsentligt gammelt og nyt inden for de sidste halvtreds års basunlitteratur fra Tyskland, hvoraf alt måske ikke har lige stor berettigelse i dag, men som alligevel har en vis historisk interesse for eftertiden.

Alle basunister må i høj grad påskønne kammermusiker Arno Hansens store entusiastiske arbejde med at samle og revidere alt dette stof, som er svulmet op til fire bøger, og samtidig takke forlaget Anton J. Benjamin for det smukke udstyr de fire bøger »Solobuch für Posaune« (The Trombonist) er udsendt i. At bøgerne samtidig er forholdsvis billige tilføjes kun for en ordens skyld.

Palmer Traulsen.

THEODOR BERGER: Chronique Symphonique (Part). — Universal Edition A. G. Wien. 1953.

Den 49-årige østrigske komponist Theodor Berger tilhører den ikke-dodekafoniske wienergruppe, hvis centrale figur nok var hans lærer, komponisten Franz Schmidt, der døde i 1939. Gruppen, som blandt andre også omfatter Marcel Rubin og Raimund Weissensteiner, arbejder med en strengt tonal sats, som afgiver et glimrende eksempel påx hvad der indenfor teorien kaldes udvidet tonalitet. Bergers musik er karakteristisk ved sit klangmættede, til tider næsten impressionistiske tonebrus, der dog i dette tilfælde stedse holdes i ave af et vældig langt melodisk åndedrag; stykket har virkelig det symfoniske format, der berettiger til det store opbud, og som historisk er en direkte, men slet ikke pastiche-præget aflægger af romantisk symfonik. Instrumentationen er lysende klar, og formforløbet bygger på bredt anlagte melodiske udviklinger af en egen sejg kraft; kun forekommer et kontrasttema midt i stykket en smule naivt og lidet sigende i sine vægtigere omgivelser, men dets betydning for det videre forløb er dog klart formuleret. Det var i høj grad ønskeligt, om man herhjemme blev gjort bekendt med Theodor Bergers symfoniske musik. jm.