Capella Coloniensis

Cappella Coloniensis

Af EJVIN ANDERSEN

Modsat den senromantiske tendens, der endnu tydeligt viser sig i kæmpeorkestrenes kraftudfoldelser, går videreførelsen af den snart gamle interesse for at opføre musik på »historiske instrumenter«. Drivkraften er ikke alene musikologisk interesse for det stilrigtige, men må også søges i dybere årsager. Det sidste halve århundredes folkemusikbevægelse bragte behovet for ikke-virtuosmusik stærkt frem og skabte en ny forbindelse mellem musikeren og musikamatøren.

Det regnede ned med nyudgivelser, og der er blevet bygget blokfløjter, gamber og cembali i massevis. Man har oprettet musikskoler af en hidtil ukendt art — som Schola Cantorum Basiliensis, hvor man dyrker musikken indtil 17-tallet. Det intensive arbejde med denne særlige musikpraksis forstås måske bedst, når man betænker, hvorledes den går hånd i hånd med musikvidenskaben. Schweiz og Tyskland har været hovedarnestederne for musikvidenskaben og hjemsted for musikudøvere, der ihærdigt og samvittighedsfuldt har kastet sig over arbejdet med gammel musik, selvom bevægelsen vel er opstået i England — med Dolmetsch-familien. Det er tydeligt, at de senere år har udvidet interesseområdet »bagud«, således at man nu ikke nøjes med at dyrke rokoko, barok og renaissance, men langsomt prøver at indfange musikværdierne helt tilbage til middelalderen.

Samtidig hermed er arbejdet for barokken og den tidlige klassik blevet stærkt intensiveret. Efterhånden som forskellige enkeltpersoner og kammermusikensembler har vist deres interesse for »gammel« musikpraksis, måtte den dag komme, da der blev taget initiativ til at samle specialister og danne et orkester, der kunne tage sig af den rige litteratur, det 18. århundrede byder af orkesterværker — værker som i dag ganske vist hører til det daglige repertoire overalt, men som høres gengivet på nutidige strygeinstrumenter og moderne blæseinstrumenter og uden hensyn til den udførelsespraksis og forsiringskunst, der stilmæssigt må betragtes som en fundamental nødvendighed. For den, der plejer at lytte til Nordwestdeutscher Rundfunks udsendelser af gammel musik, forekom det måske ikke som en stor overraskelse, at initiativet kom derfra. Endnu mindre mærkeligt er det, at der ikke skulle meget søgelys til, for at man kunne få øje på Scheck Wenzinger-kredsen. Scholagruppen i Basel har indspillet plader af den art med August Wenzinger som dirigent — og navnene Wenzinger, Neumeyer, Bob, Scheck, Felicani samt flere andre er internationalt kendte i interesserede kredse. Wenzinger med sin gambe, Scheck med flauto traverso og Neumeyer som cembalist er forlængst slået fast i den internationale musikbevidsthed. Hvor den første tanke opstod om at danne et større ensemble til udførelse af barok og førklassisk musik skal være usagt. Men for den, der har kigget indenfor er det tydeligt, at foruden N.W.D.R.'s musikchef, dr. Nie, er lederen af kammermusikafdelingen, dr. Seidler, samt dr. Groninger og her. Hempel såre aktive for sagen.

Et sådant arbejde medfører selvfølgelig sine særlige vanskeligheder, når der mødes med de for musikeren selvfølgelige krav om stemning, intonation og balance. Vanskelighederne var vist ikke mindre, end man på forhånd havde tænkt sig. Lykkeligvis var de ledende instanser ikke til sinds at springe over, hvor gærdet var lavest. Et orkester af originale barok-instrumenter klinger væsentlig anderledes end det sædvanlige, selvom det partiturmæssigt er det samme og antallet af strygere og blæsere er det samme. Har man oplevet, hvorledes originale violiner, bratscher, celloer og bas klinger, rigtigt monterede, i den dybe stemning (lidt mere end en halv tone under den gængse kammertone), tvivler man ikke om, at således bør denne musik klinge. Der blev naturligvis spillet på uorabyggede strygeinstrumenter: kort mensur og spinkel basbjælke; [dog var der et par nybyggede »barok«-instrumenter iblandt], ligesom der kun anvendtes gamle buer, der jo er langt spinklere end de moderne. Naturligvis går det ikke an at anvende moderne buer, der med deres for brede hårflade og altfor robuste stok kvæler tonen og dårligt passer sammen med tynde og uspændte tarmstrenge. De gode buer af den ældre type er kvalitetsmæssigt absolut på højde med de bedste buer af nyere type — også i spiccato, springende arpeggier og lignende. (Der findes som bekendt lidt forskellige typer). Men buer og instrumenter »gør det visselig ikke«. Der hører års ihærdigt arbejde til, før man bliver fortrolig med den særlige strygerteknik, der absolut er påkrævet.

De gamle travers-fløjter, hvis udboring ofte er konisk og som kun har een klap, klinger rundt og fyldigt og har meget lidt tilfælles med den moderne sølvfløjtes tone. Også oboer og fagotter klinger betydelig mere dolce end de moderne.

Naturligvis må det ikke glemmes, at instrumenterne her var i hænderne på storartede musikere. Der ligger et stort og langvarigt arbejde bagved, når Gustav Scheck og Joseph Bob trakterer deres primitive fløjter med så stor sikkerhed, og det er ikke enhver givet så sindigt at traktere de ret uhandlelige oboer, som Helmuth Winchermann og Friedrich Plath gør det. Hvor rigtigt fagotten af den gamle type blander sig ind i helheden, selvom store vanskeligheder skal overvindes, gav Otto Steinkopf med sin selvbyggede kopi udtryk af. Helt fantastisk forekommer de ventilløse horn, fortryllende spillet af to italiensk fødte baselermusikere.

Blæserkvintethelheden har, ligesom man så overbevisende møder det i strygergruppen, den mildhed og klanglige porøsitet, der overbeviser om, at man som løn for de »ydre« tekniske besværligheder får kvaliteter, der for barok- og førklassisk musik er gunstige, ja nødvendige. Mest overraskende er det måske, at helhedsklangen af et sådant »barok-orkester« ikke alene er skøn og mild, men at den tillige er så glansfuld og strålende. N.W.D.R.'s betydningsfulde indsats begrænser sig ikke til idé og initiativ, men vises derved, at N.W.D.R. har købt originale stryge- og blæseinstrumenter og buer, samt nogle kopier.

N.W.D.R. anvender salen Oetkerhalle i Bielefeld til den slags optagelser på grund af dens fremragende akustik. Til grund for indspilningerne blev der lagt et intensivt prøvearbejde på kammermusikbasis og under fremragende ledelse og instruktion af August Wenzinger. Optagelserne på bånd foregår på grammofonoptagelsesmaner, hvad — ialtfald i dette tilfælde — er gunstigt for resultatet. Der er her grund til at nævne dr. Gröningers meget dygtige ledelse af optagelsernes tekniske side. I august samledes man igen i Bielefeld for i tre ugers arbejde at optage følgende værker: Geminiani: Concerto grosso c-moll, Haydn: Divertimento D-dur, Ph. E. Bach: Sinfonia, F-dur, Purcell: The Gordian Knot, Fischer: Suite d-moll, J. Chr. Bach: Sinfonia, D-dur, Rameau: Les surprises l'amour, Lully: Suite fra »Xerxes«, Stamitz: Sinfonia, D-dur, Quantz: Fløjtekoncert, d-moll, Handel: Concerto grosso B-dur, Vivaldi: Concerto grosso, g-moll, J. Seb. Bach: Suite C-dur, Ph. E. Bach: Sinfonia h-moll, Scarlatti: Sinfonia e-moll, Gluck: Fløjtekoncert, G-dur, Albinoni: Obokoncert, D-dur, Händel: Concerto grosso, g-moll og Corelli: Concerto grosso, B-dur.

Som koncertmestre og solister fungerede følgende violinister: Rudolf o Felicani, Basel, prof. Ulrich Grehling, Freiburg, Edward Melcus, Zurich, og Ejvin Andersen, København. Prof. Schwamberger var førstemand på cellogruppen, Joseph Bob og prof. Gustav Scheck, fløjtister, Helmuth Winchermann og Friederich Plath, oboister, Otto Steinkopf, fagot. Udsendelserne er påbegyndt og kommer med mellemrum over Köln-Hamburg. Det kan måske være vanskeligt for en direkte impliceret at fremkomme med en upartisk bedømmelse.

Resultatet forekommer at være en virkeliggørelse af et længe næret ønske: at høre denne musik så fritklingende og resonansfuldt, som den kun kan klinge med de rigtige instrumenter — og udført både med liv og indsigt. Det vil her føre for vidt at komme ind på, hvad der hører til udførelsespraksis. Dog bør nævnes punkteringernes udførelse som dobbeltpunkt, en praksis der særlig kommer til anvendelse i ouverturerne, således bliver f. eks. ouverturen i Bach: C-dur suite først forlenet med det rette »opstemte« og markante udtryk ved de til yderste konsekvens udførte punkteringer. Ligeledes bør nævnes den hyppigt anvendte praksis: at indføre rækker af ottendedele i »sentimentale affekter«, som »notes inegales«, hvilket i realiteten bliver triol-figur:

(Nodeeksempel)

Hvor almindelig denne spillemåde har været, fremgår bl. a. af, at Marais (1656-1728) bemærker »notes égales«, når han ikke vil ha' »notes inegales«.

Det kan fastslås, at August Wenzinger er skolet i alle nødvendige discipliner — og samtidig beånder han det hele med en fuldblods musikers frihed og instinkt. Da nu første bind af de nye Bach-udgaver forelå, benyttede N.W.D.R. den fest, der i anledning heraf var foranstaltet af Johann Sebastian Bach-instituttet (Göttingen) i samarbejde med N.W.D.R., til at præsentere det nye orkester for første gang ved en offentlig koncert i radiohuset i Köln den 18. september 1954.

Bach: C-dur suiten blev ledet af August Wenzinger, mens man til at lede kantaten »Schwingt freudig euch empor« havde valgt prof. Karl Richter. Koret var Wiener Hofmusikkapelle og solisterne Helmuth Krebs, tenor, og Heinz Rehfuss, bas. Orkestret, hvis eksistens hermed er slået fast, har fået navnet Cappella Coloniensis.