Den ny musikhistorie

Af
| DMT Årgang 30 (1955) nr. 04 - side 69-71

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf
  • Annonce

    Modtag nyhedsbrev

Den ny Musikhistorie

Af JAN MAEGAARD

New Oxford History of Music. Vol. II (Editor: DOM. ANSELM HUGHES). 434 pag. — ill. Oxford University Press, Geoffrey Cumberledge. 1954.

Vi er sikkert en Del, der gaar rundt med mere eller mindre klare Forestillinger om den ideelle Musikhistorie, som i sig forener den størst mulige Fuldstændighed og den fuldkomne Klarhed og Overskuelighed, og som endnu aldrig er skrevet, — og sandsynligvis heller ikke vil blive det.

Vi griber med Begærlighed enhver ny Musikhistorie og lægger den efter endt Gennemlæsning fra os — sommetider klogere, sommetider ikke, men altid med en fornyet Paamindelse om, at Ideal er eet og Virkelighed noget andet.

En dybtgaaende musikhistorisk Fremstilling kan i Dag ikke fremkomme som een Mands Værk, dertil er Specialstudierne blevet for omfattende ikke blot vedrørende de enkelte Genrer, Epoker og Lokaliteter, men vil man forsøge at danne sig et Billede af Musikken, som den gennem Tiderne har lydt og er blevet hørt, kan Forskningsomraader som Musikæstetikkens, Musikteoriens, Notationens og Instrumenternes Historie næppe overvurderes. At give en udtømmende Redegørelse for og Vurdering af, hvad der er sagt og skrevet om alle de Emner, der tilsammen udgør Musikkens Historie, er hverken muligt eller ønskeligt, da et saadant Værk langt vilde gøre selv de beskedneste Krav om Anskuelighed til Skamme. En realiserbar Tilnærmelse til Idealet er snarere et Værk, der er akkurat saa fyldigt i Fremstillingen, at Læseren faar en Fornemmelse af, hvor langt vor Viden rækker, uden at Overskueligheden gaar tabt, og som desuden kan fungere som en Slags Centralkatalog over, hvor og hvordan man gør sig bekendt med de mere indgaaende Specialanalyser og Debatter om Stridsspørgsmaal. En lang Række Specialister maa stille deres Viden og Arbejdskraft til Raadighed for et saadant Værk, og de maa samtidig udvise den største Ydmyghed overfor Helheden og vel vogte sig for at fortie Synspunkter, som de maaske ikke selv kan gaa ind for. Selvfølgelig maa og skal man have en Mening, — blot samtidig for Redeligheds Skyld se den Mulighed i Øjnene, at den kan være forkert.

Ideen til en saadan Fremgangsmaade er slet ikke ny; netop i Aar for 50 Aar siden udkom sjette og sidste Bind af Oxford History of Music 1901—05, der er Resultatet af fem Forskeres forenede Anstrengelser for at bogføre den Tids musikhistoriske Viden; og det er til Afløsning heraf, at det Værk, der nu er under Udgivelse, skal tjene. Umiddelbart derefter paabegyndtes Udgivelsen af »Kleine Handbücher der Musikgeschichte nach Gattungen« i 14 Bind 1907-21 under H. Kretzschmars Redaktion og med 11 Bidragydere; interessant og værdifuld er her Opdelingen paa langs (Oratoriets Historie, Instrumentalkoncertens etc. etc.), men ogsaa dette Værk er Tiden jo løbet fra, og heller ikke hele Musikhistorien er her dækket ind. Dog er visse Dele stadig af grundlæggende Betydning, bl. a. Johs. Wolfs to Bind om Notationslære. I 1924 kom Giudo Adlers velkendte »Handbuch der Musikgeschichte« i to Bind og 1927-34 Ernst Bückens »Handbuch der Musikwissenschaft« i ti Bind; begge rummer Afsnit, der endnu er af stor Betydning, men røber ogsaa hos en del af de bidragydende den Vi-alene-vide-Mentalitet, der maa vække den opmærksomme Læsers Mistænksomhed. I nyeste Tid har endelig seks af den saakaldte Norton-Serie's syv Bind set Dagens Lys; her er dog ikke Tale om nogen egentlig Redaktion udover, at Forlaget har søgt Musikhistorien dækket ind ved at henvende sig til forskellige Forskere med Opfordring til at skrive om en given Epoke. Nogle Bind er blevet en Skuffelse, mens andre, især Gustave Reese's Bog om Middelalderens Musik, har vakt megen berettiget Begejstring.

Af New Oxford History of Music foreligger nu et af de elleve planlagte Bind, nemlig Bind II; det omhandler Middelalderens Musik op til 1300 og er redigeret af Dom Anselm Hughes, der tillige har forfattet Kapitlerne om dette Tidsrums polyfone Musik. De øvrige Bidragydere er Dr. Egon Wellesz (Oldkirkens og de byzantinske, coptiske, ætiopiske og armenske Kirkes Musik), Professor Alfred Swan (Russisk kirkelig Sang), Monsignore Higini Angles (Latinsk Sang før Gregor I og gregoriansk Sang), Professor Jaques Handschin (Trope, Sekvens og Conductus), W. L. Smoldon (Det liturgiske Drama) og Professor J. A. Westrup (Middelalderlig Sang uden for Kirken).

En tilforladelig faglig Kritik af disse fremragende Specialforskeres Præstationer forbyder sig selv og skal da heller ikke forsøges her; de Oplysninger, der gives, hidrører fra den højeste Sagkundskab. Men man bemærker, at mens de ovenfor nævnte Værker af lignende Art helt eller hovedsagelig henvender sig til Fagfolk og Studerende, ser det ud til, at man her uden at slække paa Kravene om faglig Orientering vil henvende sig til en bredere Offentlighed og i hvert Fald inddrage den historisk interesserede og nodekyndige Musikelsker. Alt videnskabeligt »Kodesprog« er med Flid undgaaet, og den Fagterminologi, der er nødvendig for Fremstillingen, er oftest forklaret paa en saa fiks og utvungen Maade, at Læseren ikke føler sig sat paa Skolebænken, og selv de mere vanskeligt tilgængelige Emner er gennemgaaende meddelt saa tilpas ubesværet, at de ikke skulde volde synderligt Hovedbrud. Eneste Undtagelse er i og for sig Handschins Kapitel, der med sit let polemiske Anstrøg og sin springende Fremstillingsform næppe kan anses for helt let fordøjeligt. At samme Kapitel ogsaa er et af de interessanteste, skal dog ikke forties; her gives for første Gang (saa vidt jeg ved) en samlet, dokumentarisk Redegørelse for Handschins sikkert af Clemens Blumes Synspunkter udviklede Forestilling om Sekvensernes Oprindelse. I »Musikgeschichte im Überblick« (1948) findes Synspunktet blot refereret, og man niaa beklage, at heller ikke dette Værks Rammer fuldtud har tilladt den detaillerede Bevisførelse, der paa dette ømtaalelige Punkt er nødvendig. At imidlertid Peter Wagners herfra væsentligt divergerende og sagligt underbyggede Synspunkt her forties, som om det overhovedet ikke eksisterede, er et Forhold, som der alene af rent principielle Grunde maa ankes over: den, som uden særlige Forudsætninger gaar til dette Kapitel, faar et aldeles fortegnet Billede af Forskningens Standpunkt til Sagen. Det er ikke tilstrækkeligt stiltiende at anføre Wagners »Einführung« i Litteraturfortegnelsen bag i Bogen. Den samme Anke kan rettes mod Angles' Behandling af Spørgsmaalet om Pave Gregor Fs direkte Andel i Udformningen af den gregorianske Sang; de formastelige, der vover at nære en anden Anskuelse end Forfatteren, karakteres frejdigt og fyndigt som »Forkæmpere for en destruktiv Kriticisme« (pag. 96), og der ydes ikke den interesserede Læser nogen Hjælp til af stifte Bekendtskab med denne kætterske Litteratur. Her er det blandt andre Handschin, der er blevet stedmoderligt behandlet, thi han hører til Kætterne; iøvrigt kan henvises til en mere saglig Redegørelse i G. Reese: »Music of The Middle Ages« (pp. 120-121).

Egon Wellsz mener med god Grund, at den berømte Oxyrhynchos-Hymne opviser semitisk Melodidannelse (pag. 4), men meddeler samtidig, at tidligere Forskere forført af Notation og Metrum har troet den udsprunget af antik græsk Musikpraksis, og denne Oplysning ledsages af en Henvisning til Alberts grundlæggende Artikel om Hymnen i »Zeitschrift für Musikkwissenschaft« IV (1921-22), pp. 528-29. En saadan Fremgangsmaade er forbilledlig og da heldigvis ogsaa i vid Udstrækning fulgt af de fleste. af Bindets øvrige Forfattere. Havde man været helt konsekvent paa dette Punkt, og havde Redaktøren skredet ind overfor Misbrug af videnskabelig Autoritet, vilde Bindet imidlertid have vundet derved.

I enkelte Tilfælde forekommer de givne Forklaringer ikke helt fyldestgørende; nogle faa Eksempler skal anføres. Det er ikke umiddelbart indlysende, hvorfor man efter Konciliet i Trullo 692 afskaffer den relativt korte kontaktion for ikke at udstrække Gudstjenesten unødigt, og derpaa indfører den betydeligt længere kanon (pag.

23); er Forholdet virkelig saa paradoksalt, burde der være gjort specielt opmærksom derpaa. Man faar at vide, at en kanon kan bestaa af indtil 250 tro paria (pag. 25), men intet om de nærmere Omstændigheder derved. En Mangel, som klæber ved saa at sige alle Musikhistorier, er, at man ikke faar klar Besked om, hvad cantica egentlig er for noget; højst spises man af med en Oplysning om, at det er liturgiske Lovsange med Tekst fra forskellige Bibelsteder; hos Wagner kan man faa oplyst, hvordan de behandles musikalsk, men man skal til liturgiske eller teologiske Haandbøger for at faa noget at vide om, hvad det egentlig er for Tekster og hvorfor de indtager en Særstilling. Baade den byzantinske Musik (kanon) og den gregorianske (liturgisk Recitativ) opfordrer dog til lidt Meddelsomhed paa dette Punkt.

Det er en Erfaring, at det i meget høj Grad letter Tilegnelsen af det gregorianske Stof, naar det behandles udfra sin liturgiske Sammenhæng, og jeg mener, at en Redegørelse for de enkelte Messeleds liturgiske Funktion havde været et Plus for Fremstillingen. I Slutningen af samme Kapitel kunde man ogsaa have ønsket sig et kort systematisk Resumé, der kunde hjælpe Læseren til at faa Overblik over de mange Typer, der har været omtalt, og det samme gælder J. A. Westrups Artikel om den verdslige Sang. Overhovedet bemærker man en vis Skyhed for Tabeller og Oversigter, som dog kan være til stor Hjælp og slet ikke behøver at indvirke uheldigt paa den mere causerende Fremstillingsform.

Samtlige Forfattere synes at have bestræbt sig paa at levere en saa vidt muligt systematisk Fremstilling i en saa vidt muligt causerende Form; men Balancepunktet mellem de to Yderligheder varierer naturligvis fra Kapitel til Kapitel.

Homogeniteten maa jo ifølge Sagens Natur høre til de største Hovedpiner for Redaktørerne af et Værk af denne Art. Den fuldstændige Ensretning med Hensyn til Stoffets Tilrettelæggelse og Tydning vilde være et helt urimeligt Krav, — ja end ikke ønskelig, saa sandt som Fremstillingen levendegøres ved den enkelte Forskers Personlighed; paa den anden Side er en vis Ensartethed uomgængelig for, at Læseren overhovedet skal kunne danne sig et Helhedsindtryk af det historiske Forløb, — og Kunsten at finde frem til det optimale Ekvilibrium er ingenlunde let. Der kræves baade sagligt Overblik og diplomatisk Evne hos Redaktøren og ikke mindre Lydhørhed overfor Helhedssynspunktet hos den enkelte Bidragyder og en aldeles uselvisk Indsats af alle Parter ikke blot i Bogens, men i Virkeligheden i den musikvidenskabelige Forsknings Tjeneste. — Med disse Vanskeligheder for Øje og med de ovenfor tagne Forbehold maa man vistnok erklære sig tilfreds med det foreliggende Bind.

Blandt dets mest fortræffelige Sider maa fremhæves den store Rigdom paa gode og karakteristiske Nodeeksempler, 225 ialt. Der er givet Eksempler paa næsten alle de Kompositionstyper, der omtales, særlig fyldigt og illustrerende i Kapitlerne om gregoriansk Sang, verdslig Enstemmighed og 1200-Tallets Musik; kun forstaar man ikke, at »Sommerkanon«, der dog er viet et helt (iøvrigt ikke ganske upartisk) Afsnit, ikke er gengivet. Et enkelt Sted har Sætternissen været paa Spil: i Eks. 192 (pag. 363) skal 2. Linje (Dobbeltsystem) flyttes til nederst paa Siden, saa den bliver 6. Linje. Pag. 286 henvises til Eks. 202 (pag. 375); der gives en Beskrivelse af Stemmernes Omfang, som lader formode, at det Eksempel, der hentydes til, siden er blevet udskiftet med et andet; i hvert Fald har det ikke været muligt at finde et Eksempel, der svarede til Beskrivelsen.

Ellers forekommer alt omhyggeligt gennemprøvet.

I Kapitlerne om førgregoriansk og gregoriansk Sang og liturgisk Drama er Originalnotationen konsekvent anført før Transskriptionen, et Princip, som desværre ikke er gennemført for de andre Kapitlers Vedkommende. En Betragtning af den originale Notation kan ofte betyde en Genvej til Forstaaelsen af Musikkens Egenart; men det skal indrømmes, at udbytterig Læsning af Neumetegn uden Linjer og Mensuralnotation kræver Forudsætninger, der næppe kan gives indenfor Værkets Rammer. Derfor forekommer ogsaa Dr.

Wellesz' omhyggelige Opremsning af de byzantinske neumatiske Tegn en Smule overflødig, især da de slet ikke vises i Funktion.

Af særlig Interesse er det at studere de ikke saa faa Eksempler, der her findes publiceret og transskriberet for første Gang; dog bør man ikke være blind for det betænkelige i, at disse ikke er klart fremhævet som Nyheder. Vigtigt er det, at Teksten til alle vokale Eksempler er oversat; om Oversættelsernes Værdi skal Undertegnede ikke gøre sig til Dommer, — dog synes Oversættelsen af »Ut queant laxis« (pag. 291) meget fri; den afviger ikke uvæsentligt fra de Oversættelser, man ellers møder, — som dog iøvrigt heller ikke er ganske samstemmende.

Til hvert Kapitel hører en Bibliografi bag i Bogen, som uden at være udtømmende dog kan tjene som Udgangspunkt for videre Efterforskning; og af stor Værdi er det, at trykte Kildeudgaver er anført særskilt. I Forbindelse hermed havde en systematisk Oversigt over Manuskripter været ønskelig ved Siden af den alfabetiske Fortegnelse i Indexet.

I det hele taget vil den kræsne Læser jo altid kunne fremføre dette og hint, som kunde være anderledes og maaske bedre, og meget af det her fremførte skal da ogsaa blot forstaas som Antydninger, der ikke formaar at rokke ved det Grundsynspunkt, at det foreliggende Bind er udarbejdet efter en Linje, der er sund og forsvarlig, og at det giver den interesserede Læser god Valuta for den — egentlig forbløffende ringe — Møje, det koster at arbejde med Bogen. Vil de efter Planen resterende ti Bind blot holde den Standard, som der her er lagt op til, skal New Oxford History of Music sikkert skabe Respekt om sig baade hos Amatøren og hos Fagmanden.

Årgang 30/1955, nr. 04