Den omstridte Boccherini

Den omstridte Boccherini

Af FRITS EIBE

Den 16. juli afgik musikforfatteren, fhv. kontorchef Frits Eibe ved døden efter længere tids sygeleje, 73 år gammel. Med nærværende artikel, der oprindelig var tænkt offentliggjort i forbindelse med 150-årsdagen for komponisten Luigi Boccherinis død, ønsker tidsskriftet at ære mindet om en flittig forsker og påskønnet medarbejder.

En Mødeaften under første Verdenskrig — nærmere bestemt 12. Marts 1915 — i den gamle, nu 85-aarige Kammermusikforening, den saakaldte »Natmandsforeni.ng«, hvis Møder dengang først begyndte sent, ved 22,30 Tiden, for at de medvirkende Kapelmusici kunde have Aftenens Teatertjeneste bag sig. Programmet var »blandet«. Efter en Sonate for Klaver og Violin af Wolf-Ferrari sang Fru Lendrop, Herold-Tidens forgudede Carmen, Sange af Præsten og Komponisten Wiel Lange (akkompagneret af Fru Wiel-Lange) og derefter, med den uforglemmelige Fru Adler ved Klaveret, en Række mindre kendte Schubert'er. Allerede Indtrykket af Schuberts Geni var betagende i denne Gengivelse, men det var dog først, da Cigarerne var tændt, som det tillades under Programmets sidste Nummer, at Underet skete. Medens den blaa Røg bølgede mod Loftet, lød, spillet af gamle Stemmer med Anton Svendsen som Primarius og den uforlignelige Fr. Marke som Bratschist, de søde, rene og naive, men saa udtryksfulde Toner af Boccherinis Strygekvartet i A-dur, Op. 33.

Boccherinis Musik bliver saa sjældent spillet, at denne Opførelse, i denne Gengivelse for den, der overværede den, kommer til at staa i et fantastisk Skær som Mødet med det i sin Art sublime. Det Ønske om en mere omfattende Dyrkelse af Boccherinis Kunst, som uvilkaarligt maatte næres af det stærke Indtryk fra hin Aften i Kammermusikforeningen, er nu og da blevet opfyldt. Strygekvintetten i C-dur, Op. Nr. 7, med den kendte Rondo for de 2 Violonceller, ligesaa den i E-dur af Op. 13 (med den berømte, overalt kendte Menuet) er spillet engang imellem af den med Louis Jensen udvidede Breuning-Bache Kvartet. Violoncel-Koncerten i B-dur Op. 34, hvis Ægthed engang blev betvivlet, hører til alle Verdensvirtuosers Repertoire. En Symfoni i C-dur blev for en 30 Aar siden spillet i Tivoli. En anden meget sart, kammermusikagtig Symfoni i D-dur (af det i sin Tid utrykte Op. 35 grande) er opført under mere private Former.

Forskellige af Nutidens italienske Kammermusikensembler har Boccherini paa sit Program, saaledes Nuovo Quartetto Italiana, der baade i den danske Radio og som Ekstranummer ved en Koncert har spillet en af hans tidlige Strygekvartetter, og Chigiano-Kvintetten, der i den danske Radio spillede en af de sjældent udførte Klaverkvintetter.

Ny-Udgaver af Boccherinis Værker, der jo for længst er udsolgt, finder af og til Sted. Derimod er det meningsløst, at Peters Edition i disse nodeknappe Tider har genoptrykt den Strygekvintet, som Lauterbach i sin Tid havde sammensat af forskellige Værker af B., til Dels ved Transposition — et Foretagende, som Riemann i sit Leksikon med Rette satte i Gabestokken.

En Undervurdering af Boccherinis rige Produktion samtidig med, at den føromtalte Menuet nyder en Popularitet større end nogen anden klassisk Menuet (den i Mozarts Don Juan maaske undtaget), er ikke af ny Dato. I sin Selvbiografi fra 1820, skrevet 15 Aar efter Boccherinis Død, omtaler Weyse denne som en af de Modekomponister, hans Moder i sin Tid dyrkede. Den berømte Violinist og særprægede Komponist Louis Spohr, hvis Retning har præget Musiken baade i Danmark J Kuhlau, I. P. E. Hartmann) og Finland (Pacius), og hvis kromatiske Skrivemaade er Forbilledet for Wagner's Tristan og den tidlige Schönberg, var ikke nogen Beundrer af Boccherini, hvis Musik han fandt barnlig og mager med dens næsten stadige trestemmige Harmoni. Under et Besøg i Paris havde Spohr Lejlighed til hos sin ikke mindre berømte Kollega, Violinisten Baillot, der elskede Boccherinis Kammermusik, at høre en af dennes Kvintetter. Til Baillots Sorg udtalte Spohr, da man spurgte om hans Mening: »Jeg tror ikke, dette fortjener Navn af Musik«. En venligere Bedømmelse fandt Boccherini hos en anden Gæst, Felix Mendelssohn: »Soiré'en hos Baillot begyndte med en Kvintet af Boccherini, en 'Paryk', men en Paryk, hvorunder der smiler en gammel elskværdig og yndig Mand«.

Luigi Boccherini var født i Lucca for godt 200 Aar siden(1), den 19. Februar 1743 som Søn af en Kontrabassist. Luigi viste tidlig overordentlig musikalsk Begavelse og blev uddannet i Violoncelspil og Komposition i Lucca og senere i Rom. Hjemvendt til Lucca fandt han de musikalske Forhold for snævre og drog med en jævnaldrende Violinist, Filippo Manfredi, paa en Kunstrejse, der førte dem til Paris, hvor de mødte megen Anerkendelse, ogsaa Boccherinis første Kompositioner, som udkom her. Paa Anbefaling af den spanske Gesandt i Paris vendte de sig derefter til Spanien uden dog at møde den Interesse, som Gesandten havde spaaet dem, hos Prinsen af Asturien, den senere Konge. Derimod blev de vel modtaget af Prinsens Onkel, Infanten Don Luis, i hvis Tjeneste som Kammer-Virtuos og -Komponist Boccherini blev til Infantens Død 1785. I de derefter følgende Aar komponerede Boccherini udelukkende for Kong Frederik Wilhelm II af Prøjsen. Efter Tabet af sin spanske Beskytter havde Boccherini begivet sig til Tyskland og, som Forskeren G. de Saint-Foix antager, i flere Aar opholdt sig der og i Østrig. I Wien fik han en lang Række Kompositioner (Op. 32—36) udgivet. Ved Dekret af 21. Januar 1786 blev Boccherini udnævnt til Kammer Komponist hos Kongen af Prøjsen. Denne, der, som man ved fra Mozarts Liv, selv dyrkede Violoncellen, elskede Boccherinis Kompositioner over alle andre og spillede dem stadig. Den af Boccherini skabte Form Strygekvintet med 2 Violonceller(2), hvis Oprindelse er en rent praktisk, nemlig at Boccherini ønskede med sin Violoncel at slutte sig til en bestaaende Kvartet, synes Kongen af Prøjsen at have haft en særlig Forkærlighed for. Da Dittersdorf i 1789 — ligesom Mozart — fik overdraget at levere Kammermusik til det prøjsiske Hof, blev det i Form af Strygekvintetter med 2 Violonceller.

Efter Frederik Wilhelm II's Død kom Boccherini ud for Nød og Fattigdom, forbigaaende lindret af Beskyttere som Lucien Bonaparte og Marki Benavente. Medens Vennen Manfredi, som allerede døde i 1780, havde taget sig af alt praktisk og forretningsmæssigt, levede Boccherini tilbagetrukket udelukkende for Komposition og, saavidt Helbredet tillod det, Violoncelspillet. Materiel Fordel af sin meget udstrakte Produktion, der i det væsentlige udkom i Paris og som navnlig fandt Dyrkere i Frankrig, Spanien og Italien, havde Boccherini aldrig opnaaet, da han døde den 28. Maj 1805.

Boccherinis Kompositioner, for den allerstørste Del Kammermusik, synes i de følelsesfulde Aar omkring 1800 at have vundet Sympati som aldrig før eller siden, baaret som de er af rig Følelse, ja Sentimentalitet. Den vaagnende Romantik svælgede i disse Toner. Som et ydre Udtryk for denne Interesse maa man se de monumentale Udgaver af hans Strygekvintetter og Strygetrioer, som Janet & Cotelle i Paris foranstaltede i 1820-erne. Da det grundlæggende Værk om Boccherini, L. Picquot's Biografi og ræsonnerende Katalog over hans Værker, udkom i 1851, var Kontakten med hans Kunst. ikke længer til Stede, i hvert Fald ikke hos den nye Generation. Romantiken havde nu andre Idealer, og dens Kunstmidler var vidt forskellige fra de enkle Former, som Boccherini havde plejet.

Allerede før denne Tid var man Vidne til den tragi-komiske Episode med Finalen af hans Strygekvintet i C-moll, Op. 17 Nr. l, som Ballet-Komponisten (Arrangøren) Persuis (vi har i vore Dage oplevet noget tilsvarende) havde anvendt i Balletten »Nina, eller den Vanvittige af Kjærlighed«, nemlig i den Scene, hvor Nina for at citere Picquot »ved at erfare sin elskedes Død hengiver sig til den mørke Fortvivlelse, der er Forløberen for hendes Vanvid. Denne Scene var af Orkestret udtrykt med en Pathos, en Energi, en Forvirring, som fortræffeligt afmalede den ulykkelige Ninas Tilstand. Ved Opførelsen i Wien, hvor Persuis havde sat sin Ballet op, vakte denne Scene enstemmig Begejstring; men da de mest fremstaaende Kendere kappedes om at lykønske Forfatteren til Balletten, svarede Persuis dem: »Det Stykke, som med Rette fremkalder Deres Entusiasme, er dog Værket af en Musiker, som De ikke har synderlig Agtelse for; det er helt igennem uddraget af en Kvintet af Boccherini.«

Paa det kgl. Teater opførtes »Nina« første Gang den 30. September 1834, »indrettet for den danske Skueplads af A. Bournonville« og med Fru Heiberg i Titelrollen. Det blev saaledes for tredie Gang, nemlig efter Galeottis Ballet (med Musik af Schall) og J. L. Heibergs Skuespil, at »Nina«Sujettet blev præsenteret paa Teatret.

Den musikalske Anretning var — som ved Førsteopførelsen i Paris — af Persuis, af hvis Partitur Teatret (Bournonville?) maa have skaffet en Afskrift (nu i det kgl. Bibliotek, Cl, 303). Frøhlich, hvem Bournonville havde bedt om musikalsk Assistance med saavel »Nina« som »Tyrolerne«, og som paatog sig dette Arbejde »halvt for Løjer«, har her og der foretaget forskellige Ændringer og Tilføjelser, men i det store og hele har man paa det kgl. Teater bevaret Persuis' Version (han døde 1819 som Direktør for den store Opera) — ogsaa den omtalte Scene, hvor Boccherinis Strygekvintetsats tydeligt, trods alle Blæserakkorder, skimtes som det bærende Skelet.

Det undrer ikke, at Dommen over Boccherini bliver haardere, jo mere man nærmede sig Nutiden. En rask Gennemgang af de senere Tiders Musikleksika er ret mistrøstig for en Boccherini Elsker: »Mere elskværdig end dyb«. »Værker der med Undtagelse af en yndet Menuet alle rask forsvandt igen«. »Kun faa Værker har bevaret Levedygtighed«. Eitner i sit Quellen-Lexikon (1900): »Desværre skrev han flygtig, prøvede for lidt og skrev ved Siden af bedre Ting mangt værdiløst«. Betegnende for Tidens Syn er det, at Panum & Behrends 111. Musikhistorie, 1. Udg., overhovedet ikke nævner Boccherini, hvorimod H. V. Schytte, selv Violoncellist og erfaren Kammermusikspiller, i sit Musikleksikon (1888) omtaler B. som »en meget betydelig italiensk Componist paa Kammermusikens Omraade« og tilføjer: »Friskheden, den rige Opfindelsesevne, Melodikildens Uudtømmelighed og hans udmærkede harmoniske og tekniske Færdighed har hidtil sikret B. mod Forglemmelse.«

Det var derfor i rette Tid, at Georges de Saint Foix, bekendt for sine Studier over Musiken i den sidste Halvdel af det 18. Aarhundrede, og i sin Tid sammen med T. de Wyzewa Forfatter til en opsigtsvækkende Bog om Mozart, paatog sig i 1930 — som en Hyldest paa een Gang til Mesteren og til Videnskabsmanden — en ny Udgave af Picquots Bog, hvis Betragtninger over de enkelte Værker af Boccherini forøvrigt findes gengivet ordret i Oversættelse til Tysk i Schletterers »Musikalske Foredrag« og til Italiensk i »Bolletino bibliografico musicale« for Oktober 1929.

Saint-Foix's Fortale og Noter, der bringer saa meget nyt, munder ud i en Appel til Fremtidens Musicologer om at vie Boccherinis Kunst i dens Opstaaen og Udvikling et gennemgribende Studium og til Musikerne af i Dag, som han lader forstaa, at de alene er i Stand til at bringe den skandaløse Forglemmelse til Ophør, hvori et af de rigest varierede Musikværker er sunket.

En Vanskelighed ved Studiet af Boccherinis Musik er, som Saint-Foix gør sig klart, at den kun undtagelsesvis er trykt i Partitur. Kendskabet til hele hans Produktion, som nu slumrer i gamle, ikke lige tilgængelige Stemmeudgaver, vilde løse det Spørgsmaal, om Boccherini virkelig — som man med en vis Forbløffelse over alt det nye, »dramatiske« i hans Instrumentalmusik mente at maatte fastslaa — har været helt uden Forbilleder, og om Boccherini paa den anden Side — hvad der skulde være Grunden til, at han saa hurtig gik af Mode — fra først til sidst har været sig selv lig og uden nogen egentlig Udvikling.

Indtil videre maa vi nøjes med nogle Stikprøver fra dette terra incognita.

Det kgl. Bibliotek ejer — takket være Erhvervelsen i sin Tid af den fordums Kapelchef, Kammerherre Gjeddes Musiksamling, væsentlig Fløjteværker — nogle meget sjældne Kvintetter og Sekstetter af Boccherini for Fløjte og Strygeinstrumenter, af hvilke navnlig Sekstetterne (seks Divertimenti) (Op. 15) for 2 Violiner, obligat Fløjte, Viola, 2 Violonceller og Basso di ripieno (trykt alene som Sekstetter, idet Kontrabassens Parti af Komponisten betegnes som ad libitum) er højt anskrevet, særlig Nr. 2 med den dystre Indledning og den gribende langsomme Sats(3).

Lidet kendt er de 2 Samlinger Klaverkvintetter fra 1797 og 1799, som Picquot sætter meget højt.

Paa Baggrund heraf virker det lidt pudsigt, naar Schletterer, iøvrigt Boccherinis tro Beundrer, men paa dette Punkt Romantiker, mener, at Virkningen svækkes af Klaverpartiet, som han finder pauvert og barnligt, og bebrejder Boccherini, at han ikke var fulgt med i Klaverteknikens Udvikling. For vor Tid med dens udprægede Sans for Linearvirkning føles Klaverpartiet i dets Spinkelhed som en naturlig Bestanddel.

Fodnoter:
(1) 200-Aarsdagen, som faldt midt under den anden Verdenskrig, synes mødt af almindelig Uopmærksomhed.

(2) Saadan er nemlig Besætningen: 2 Violiner, Viola og 2 Violonceller, og det er en Misforstaaelse, naar Alfred Einstein i sin saa fremragende Mozartbog har villet hævde, at Boccherini — som senere Mozart og Beethoven — har haft Sammensætningen 2 Violiner, 2 Violer og Violoncel for Øje. Den sidstnævnte Besætning har den flittige Komponist betænkt med 12 Kvintetter, men i øvrigt har han foretrukket Formen med l Viola og 2 Violonceller. Dette fremgaar med Tydelighed af de talrige Manuskripter (i Stemmer med Titelen paa Forsiden af 1ste Violoncelpartiet), som opbevares i den store Operas Bibliotek i Paris, sammenholdt med de trykte Udgaver (baade Førstetryk og den posthume samlede Udgave hos Janet & Cotelle). Det, der har vildledt Einstein, er Eksistensen af den mystiske »Alto Violoncellen, som man træffer i nogle af Førstetrykkene og hele Janet & Cotelles Udgave, faktisk et Bratsch-Parti, noteret i Altnøglen, der, som Titelbladene oplyser, har til Opgave om fornødent at erstatte den meget vanskelige 1. Violoncelstemme. (Noget lignende finder man i en nyere Tid hos Onslow).

(3) At Kontrabassen medvirker, er faktisk af meget stor Betydning.