Grammofon

To århundreders dansemusik

MUSIK OG DANS har fra tidernes morgen været knyttet til hin M anden i et gensidigt afhængighedsforhold, og hvor tonerne, siden ofte har været sig selv nok, har en indflydelse fra kompagniskabet ikke sjældent været mærkbar. Begge kunstarter lever gennem bevægelse i et tidsforløb, mens maleriet engang for alle er fæstnet til lærredet, og begge kræver de anderledes end det skrevne ord et talende mellemled, en genskabelse, mens skulpturen står der, lige til at gå rundt om.

Isoleres en musikalsk komposition fra et oprindeligt tilhørsforhold til dansen, må den derfor enten i sit eget indre eller i fortolkerens udtryk besidde et overskud af vitaminer for at kunne bævde sig. Lad være, at den så alligevel inspirerer tilhøreren til at tage del i bevægelsen. Hvor den musikalske styrke har det nødvendige format, er dansen i fantasien tilstrækkelig. Uden således at være med på tæerne i en wienervals vil man af Strauss-melodierne fra midten af forrige århundrede nok kunne få hjertebanken, og den gode gammeldags dansemusik fra begyndelsen af mellemkrigstiden har i en Armstrongs gengivelse tilsvarende en vis trolddomsmagt, der på een gang besætter og befrier.

Fire store Strauss-valse har Mercury samlet på en Lp i Olympian-serien, fejende og indsmigrende indspillet af Minneapolis Symphony Orchestra under ledelse af Antal Dorati. Men Dorati, som hermed præsenteres i spidsen for Ormandys gamle orkester, har rigtignok også et nært forhold til dansens muse. Han er ungarskfødt, vokset op med en levende folkemusik, siden elev af Bartók og Dohnanyi og gennem 12 år kapelmester ved Monte Carlo-balletten, for hvilken han arrangerede »An der schönen, blauen Donau« til Graduation Ball. Også i teknisk henseende er pladen rigt nuanceret, og discophilen vil gleede sig over på kassetten at se anført, hvilken indspilningskurve, optagelsen er karakteriseret med (MG 50019).

Philips-overførslen til samme pladetype, (B 07019 L) af gamle optagelser med Louis Armstrong og Earl Hines kan selvsagt ikke konkurrere J gengivelseskvalitet; alligevel får man her et langt mere levende indtryk af ensemble og solister end på de originale shellakplader, og »Hot Five«-optagelserne med »Westend-blues«, »Weather bird« og »Dont jive me« er jo forlængst blevet klassikere i jazzhistorien. I kunstnerisk henseende kan de rene danseschlagere som »Stardust«, »I can't give You anything but love« og »Body and soul« ikke måle sig med ensemblemusiken, men til gengæld låner Armstrong refrainerne, hele sin vokale og instrumentale improvisationsfantasi, så banåliteterne på een gang udleveres og gøres levende. Og så længe komponisterne svigter populærmusiken, er det gennem interpretationen, døgnmusiken må søge sin forlængede spilletid. v.

MENDELSSOHN: Koncert for to klaverer og orkester, As-dur. ORAZIO , FRUGONI og ANNAROSA TADDEI med Vienna Symphony Orchestra, dir. RUDOLF MORALT.
VOX PL 7400.

For nylig vakte Philips sensation med en genfunden violinkoncert af Paganini, om hvilken det oven i købet hed sig, at den kun var blevet fremført en enkelt gang, nemlig ved den parisiske uropførelse. Senere har imidlertid forskellige undersøgelser godtgjort, at virtuoskomponisten har spillet grammofonfirmaet et puds, idet han på en tourné fra Østtyskland til Skotland skal have spillet værket flere gange, omend så godt som hver gang »specielt« for den pågældendes bys musikpublikum. Paganini kendte også værdien af den reklame, der ligger i at skilte med »uropførelse«. Og når solostemme og partitur er fundet hver for sig, fortælles det, at denne forsigtighedsregel er et udtryk for Paganinis angst for konkurrenter - og et udslag af, at han i sin sidste periode ikke mere selv var i stand til at spille værket. Hvorom alting er, et »genfundet« værk har altid nysgerrighedens interesse, og ligesom Paganinis 4.violinkoncert tillige også er et udmærket arbejde, kan det også meget vel tænkes, at Mendelssohns dobbeltkoncert for to klaverer og orkester vil vise sig at vække, genklang.

Denne koncert har hidtil ligget indeklemt i Berlins statsbibliotek, men efter en reekke øst-vest-forhandlinger lykkedes det direktøren for Vox-selskabet, George Mendelssohn, at få tilbyttet sig det i mikrofilm mod nogle nye amerikanske musikleksika. Den italienske pianist Orazio Frugoni påtog sig at redigere håndskriftet, og sammen med Annarosa Taddei medvirkede han for et par år siden ved »uropførelsen« over Genéve radio, få dage efter at værket var blevet grammofonindspillet med Wiener-symfonikerne under Rudolf Moralt.

Dobbeltkoncerten er skrevet et par år før Mendelssohns berømte »Skærsommernatsouverture«, altså da komponisten var knapt 16 år, og formentlig uropført af ham selv og hans talentfulde søster Fanny ved en af den velhavende families huskoncerter. Vel rager den ikke højt op over gennemsnittet af det 19. århundredes instrumentalkoncerter, men på den anden side har ingen af det 20. århundredes vidunderbørn endnu præsteret noget, der kan måle sig med dette unge menneskes forbløffende produkt. Begge solister må efter klassisk mønster rappe fingrene, og jævnsides med den virtuose elegance finder man en lyrisk følsomhed, som i dag i hvert fald kan få prædikatet delikat. For duopianister, et fænomen, der er populært hinsides Atlanterhavet, betyder genoplivelsen utvivlsomt et kærkomment tilskud til det klassiske repertoire, og for den tilhører, som ikke netop kræver den store dramatik af »romantisk« musik, vil aflytningen sikkert være en oplivende underholdning. Også optagelsen er tækkelig.

* MOUSSORGSKY: Udstillingsbilleder.

a) ALEXANDER UNINSKY (piano), Philips N 00152 R, b) MAURICE RAVEL (Instrumentator), The Concertgebouw Orchestra, dir. ANTAL DORATI, Philips A 00607 R.

Moussorgsky, hvis opera »Boris Godounov« stadig (kan) ventes på den kgl. opera, er måske den mest russiske af alle russiske komponister og under alle omstændigheder en af de originaleste skikkelser inden for den skabende tonekunst. Størstedelen af sine værker efterlod han i fragmenter, og hvad der opnåede at blive opført i hans levetid, nåede han kun yderst ringe anerkendelse for. Først efter hans død i 1881, 42 år gammel, begyndte det officielle musikliv at få dørene op for hans genialitet, hvad man må takke hans ven og kollega, Rimsky-Korsakov, for, skønt denne unægtelig ved sin ominstrumentering af f. eks. »Boris« kun gav en nødtørftig reproduktion af det originale kunstværk.

For Moussorgsky var den kunstneriske ægthed den eneste sande målestok. Han lod hånt om den akademiske musikuddannelse, interesserede sig ikke for de vedtagne musikalske former, men bestræbte sig ene og alene på at give et indhold dets stærkeste udtrykskraft. Hvor både Tschaikowsky og Rimsky Korsakov repræsenterer den internationale romantik i Rusland, er Moussorgsky den komponist, som ikke blot henter inspiration af sit hjemlands folkemusik, men virkelig præg af noget oprindeligt. Låner han et folkemelodisk stof, harmoniserer han det ikke efter de gængse konservatorieregier, men giver det sin egen farve helt og holdent efter urtraditionen. Græsk og byzantinsk kirkemusik skinner vel igennem, men lige så vel de frie folkelige mønstre efter sangens og dansens anonyme forbilleder.

Idag er Moussorgskys egen orkesterstil fuldt ud blevet anerkendt, og det særprægede klaverværk »Udstillingsbilleder«, hvis rytmer og klange er langt fra et vesteuropæisk sidestykke som Schumanns »Carnaval«, også ved at fæstne sig på det internationale pianistrepertoire. — For kendskabet til værket må i høj grad Maurice Ravel takkes.

Hans instrumentering af værket, skrevet 1922 på opfordring af Sergei Koussevitsky, vakte øjeblikkelig den internationale opmærksomhed, men hvor raffineret den franske orkestrator end har skilt sig fra sin bundne opgave, så er resultatet dog så frit, at det næsten er blevet et helt andet værk end det, Moussorgsky satte på papiret til minde om sin ven, arkitekten og maleren Victor Hartmann. De ti billeder fra den retrospektive udstilling efter kunstnerens død i 1847, som Moussorgsky afmaler i sin suite, er idag glemt, hvor 'de så end er gemt. Men deres musikalske sidestykker, skrevet i en inspirationsrus, hører til klaverlitteraturens originaleste bidrag. I 1953 fik Philips »Prix du Disque« for sin indspilning af Ravels version med Concertgebouw under Dorati, og det er også et bemærkelsesværdigt orkestervirtuoseri. Men en helt 'anden karakter møder man i den originale klaverudgave, som klavervirtuosen Alexander Uninsky pianistisk mesterligt og overraskende medfølende har indspillet for samme selskab. Og den glæde, som den musikstuderende har haft af hin parti.turudgave, der meddeler såvel Moussorgskys klaversats som Ravels orkestrale nodebillede, vil kun forøges gennem den levende reproduktion, som man finder i disse Lp-publikationer.

v.

HÄNDEL: Triosonater op. 5 nr. 6 og 7.

Medlemmer af COLLEGIUM MUSIGUM, Kbhvn. — Metronome MCEP 3023 og MCEP 3024. (45 omdrejn.).

Mellem Handels henved hundrede kammermusikværker indtager triosonaterne en meget fin plads, ikke alene i Handels egen produktion, men i barokmusikken i det hele taget. I sin kammermusik lånte Handel ganske vist meget fra sig selv, ofte hele satser, således også i de to triosonater fra 1738, som METRONOME har produceret i en klar og renlivet gengivelse med Lavard Friis holm og Hans K as sow på violinstemmerne og Søren Sørensen og Jørgen Friisholm på continuoet (cembalo og violoncel) ; skønt disse sonater, der hører til Handels såkaldte op. 5, af kendere som John Horton betegnes som ringere end hans øvrige triosonater og af en løsere sammensætning, hvorved de snarere er at betragte som suiter end som sonater, er det dog et par taknemmelige og velklingende værker, hvor løvens klo ingenlunde fornægter sig.

Indspilningen er udmærket, men det tilrådes at spille disse plader med ikke altfor lys klang, da violintonen forekommer en smule skarp. Continuoet er derimod ualmindelig smukt afbalanceret. B.

* BUXTEHUDE: »Entreisst euch, meine Sinnen« og »Was mir auf dieser Welt betrübt«. MAGNA SVENDSEN, sopran, medlemmer af SOCIETAS MUSICA, Kbhvn., JØRGEN ERNST HANSEN, orgel. — Metronome MCEP 3026. (45 omdr.).

Pladen med disse to små Buxtehude-kantater, der dog nærmest kan opfattes som strofiske sange, hver på fire vers, har fået en ganske egen karakter gennem valget af solisten, Magna Svendsen, hvis ejendommelige stemmeklang giver disse sange et vist abstrakt præg, næsten som om de blev sunget af en drengestemme, hvad de vel også oprindelig blev. Men Magna Svendsen er tillige en fortræffelig musiker, der former det musikalske indhold med den største sikkerhed. Mærkelig friske virker disse to smukke melodier, hvoraf den anden, »Was mir auf dieser Welt betrübt«, såmænd godt kunne være skrevet af Carl Nielsen. Dens jævne nordiske tone er stærkt i slægt med dansk melodik.

Pladen er indspillet i Mariæ Kirke i Helsingør, hvor Buxtehude selv gjorde sine første kirkemusikalske erfaringer, og har derigennem fået en særlig air.

Skulle man indvende noget mod udførelsen, måtte det være mod det tilbagevendende rallentando, som afslutter hvert af de mange vers. Det bringer unødig standsning i værkernes friske bevægelse, og det må være mere end tilstrækkeligt at brede sig ved slutningen af sidste vers.

Man kunne måske også ønske en lidt stærkere differentiering i udtrykket, så meget mere som hver af kantaterne jo rummer fire enslydende strofer. B.

STRADELLA: »Ombre voi ehe celate«.

A. SCARLATTI: »Pensieri«. NIELS BRINCKER, tenor, BENDT ANKER, violoncel, JØRGEN ERNST HANSEN, cembalo. — Metronome MCEP 3011.

(45 omdr.).

De to fine bel-canto kantater, som denne plade rummer, har fået den bedst mulige fortolkning af Niels Brincker, hvis stemme med den udprægede hovedklang ligger særlig godt for værker af denne art. Når dertil kommer, at hans tekstbehandling er forbilledlig, koloraturerne ulastelige og foredraget rigt differentieret med udnyttelse af hver eneste musikalske detaille, kan man kun udtrykke en uforbeholden glæde over denne smukke indspilning.

De to værker er typiske repræsentanter for italiensk operastil i sidste halvdel af det 17. århundrede, og de sangere, der mestrer denne stil med en så stor fuldkommenhed som Niels Brincker, er sjældne varer her i Danmark. B.

GABRIELI: Canzon in echo. — ALBINONI: Concerto in. D major for violin and strings. — MARCELLO: Concerto grosso in F major for strings and cembalo. — VIVALDI: Concerto in F major for three violins, strings and cembalo. — I MUSICI. — Columbia 33 CX 1163.

Københavnerne har for nylig haft den ublandede fornøjelse at høre det fænomenale italienske kammerorkester »I MUSICI« ved deres 4-dages gæsteoptræden i Tivolis koncertsal. Ensemblet består af 12 unge musikere, elever og kammerater fra Cecilia-konservatoriet i Rom, som for få år siden slog sig sammen og hurtigt opnåede en verdensberømmelse uden lige, dels gennem stadige koncertrejser og dels ved en række prægtige grammofonindspilninger for COLUMBIA.

» I Musici«s repertoire er stort, men koncentrerer sig væsentligst om italiensk barokmusik, som de fortolker med en enestående maskulin verve og en elan, der lader hånt om alle fordomme om, hvad man tør tillade sig, eller navnlig hvad man ikke tør tillade sig ved opførelsen af disse førklassiske musikværker. Disse unge italieneres spil er først og fremmest udslag af et levende sydlandsk temperament, som får værkerne til at lyse med en sjælden glød. Men det er naturligvis ikke gjort med temperamentet alene. Hver eneste af disse dejlige musikere er virtuos på sit instrument. Deres spillemåde er karakteristisk ved en umådelig lethed i strøget. De spiller, såvidt man kan se, med en meget afspændt bue, der giver en silkeagtig, æterisk klang i pianissimoet og en tæt, men mild styrke på fortestederne, alt i alt en tone af næsten himmelsk skønhed. Når dertil kommer deres helt fantastiske præcision i sammenspillet, der hviler på et minutiøst forarbejde, da de altid spiller uden dirigent, og en rigt differentieret dynamik, ofte med helt overraskende pointer, er det intet under, at de værker, de spiller for os, ofte bliver som helt nye åbenbaringer.

Den foreliggende plade rummer fire værker, hvoraf de tre er typiske repræsentanter for den tidlige italienske barok, der skulle få så stor betydning for tidens store afsluttende skikkelser, Bach og Handel. Det fjerde værk, Gabrielis »Canzon in echo«, er ca. 100 år tidligere, et kirkeligt orkesterstykke, hvis idé er baseret på en tilbagevendende ekkovirkning, der ved samtidens opførelse i Venedig blev understreget af instrumenternes placering som adskilte grupper i Markusdomens uhyre rum.

»I Musici« spiller disse værker aldeles mageløst, og spilleglæden lyser ud af hver rille. — Foruden denne plade har COLUMBIA produceret to andre Lp-plader med »I MUSICI«. Den ene rummer værker af Rossini, Galuppi, Tartini og Marcello (COL. CX 1192) og den anden fire koncerter af Vivaldi (COL.

33 CX 1170). B.