Litteratur

Litteratur

ARNOLD SCHMIDTZ: Die Bildlichkeit der wortgebundenen Musik Johann Sebastian Bachs. Mainz 1950. — EWALD JAMMERS: Das mittelalterliche Choral. Mainz 1954.

Disse to publikationer er udsendt fra forlaget Schott's Söhne som henholdsvis 1. og 2. bind af en ny serie musiklitteratur, »Neue Studien zur Musikwissenschaft«, og lad det være sagt straks, at det drejer sig om skrifter, der tager deres udgangspunkt, hvor den almindelige håndbogslitteratur hører op.

Det ligger i seriens titel, at der er tale om »studier«, hvilket indebærer, at de to kendte musikforskere heri giver udtryk for deres personlige og til dels nye videnskabelige resultater.

Det ville være urigtigt at anbefale bøgerne til andre end de specielt musikhistorisk interesserede, men disse vil til gengæld kunne glæde sig såvel over indhold som klar og levende fremstilling.

Arnold Schmitz' bog er ingen egentlig nyhed, men skal alligevel omtales som en ren og nøgtern redegørelse for Bach's brug af affektlærens figurer, som de findes opstillet hos samtidens musikskribenter. Arnold Schmitz tager afstand fra Schering's symbolik og andre forfatteres fortolkninger ud fra mere svævende begreber som »det maleriske« og »det poetiske« og forklarer med grundig videnskabelig støtte figurerne som faste retoriske vendinger uden nogen baggrund af mystik. Endvidere vises ved analyse af nogle af Bach's værker, hvordan Bach ved valget af figurer går ud fra hele teksten og ikke blot fra enkelte ord eller vendinger. Forfatteren slutter sin undersøgelse med en vurdering af Bach's syn på og hensigt med brugen af retoriske figurer overhovedet og kommer til det resultat, at Bach snarere end at glæde og røre (delectare et movere) har ønsket at belære (docere), samt at han derved står som den musikalske orator til dels i modsætning til f. eks. Carissimi og Handel.

Ewald Jammers søger i »Das mittelalterliche Choral« at skabe klarhed i den stilistiske udvikling inden for den vokale kirkemusik i Europa fra den tidligste kristne musiks tid indtil den senere middelalder. Denne musik, som sædvanligvis benævnes »gregoriansk sang«, rummer for forfatteren så store stilforskelle, at han foreslår en mere differentieret navngivning, således at kun den tidligste periodes musik bærer navnet Gregorianik, medens musiken fra det 8.10. århundrede og fra det 10.12. århundrede kaldes middelalderlig koral; hvad der siden følger af latinsk eenstemmig liturgi er senmiddelalderlig koral.

Forfatteren har som hovedopgave stillet sig stilforskellene mellem den sidste af disse fire grupper og de to foregående og deler undersøgelsen op i fire afsnit: et historisk og de følgende omhandlende rytmen, tonaliteten og den melodiske udformning. Kapitlet om rytmen indledes med en bedrøvelig bemærkning om de lærdes uenighed og en kort oversigt over de forskellige teorier. E. J., som tidligere har behandlet problemerne omkring den gregorianske rytme, slutter sig til de såkaldte Mensuralister, som hævder, at lange og korte nodeværdier fra begyndelsen uregelmæssigt grupperede efterhånden under indflydelse af verdslig musik blev arrangeret i regelmæssige takter. Parallelt med den rytmiske udvikling sker en tonal og en melodisk udvikling, idet pentatoniken svækkes gennem en særlig forkærlighed for toneartens prim og kvint, og arkitektoniske principper vinder indpas. Alt i alt en grundig videnskabelig afhandling, interessant fremstillet af en autoritet på dette historiske område.

Carsten E. Hatting.

PAUL NETTL: National Anthems. — New York. 1952.

Denne nye, Nationalsangenes håndbog er en international pendant til Treharnes »National Anthems« fra 1943. Nettl har samlet fyldige historiske oplysninger om hver enkelt nationalsang og anført begyndelsen deraf i nodeeksempler. Ikke blot alle europæiske lande men også afrikanske, asiatiske og ikke mindst de sydamerikanske stater er repræsenteret. Og enhver nationalsang kan findes i bogen, når man blot kender første tekstlinie. De to danske sanges historie er fremstillet på hele to sider, og når man ser bort fra visse trykfejl som f. eks. »Niels Schirring« og »Hans Ernst Kryer«, må fremstillingen anses for fyldestgørende, ligesom bogen iøvrigt er rig på interessante og morsomme historiske enkeltheder. M. H.

Mammutleksikonet MGG

Det vældige musikleksikon »Die Musik in Geschichte und Gegenwart« (MGG) er nu med dobbeltheftet 30/31 nået til »Florenz«, en vældig oversigtsartikel, som først afsluttes i næste hefte. Som de hidtidige hefter er dette spækket med facts, fordelt over ca. 120 større og mindre artikler.

Hovedparten af artiklerne er biografier, men også indenfor den alfabetiske begrænsning Fe til Fl rummes der flere højtinteressante emner. Særlig tiltrækkende er artiklen om »Flöteninstrumente« (et halvt hundrede spalter, rigt illustrerede) og de ti spalter om »Fideken, hvormed man grundigt bliver informeret om instrumenternes udvikling og anvendelse.

Af andre oversigtsartikler kan nævnes en om »Finnland«, der som de tidligere »lands-artikler« giver mange værdifulde leksikalske oplysninger, en anden om »Finnisch-ugrische Musik« og en fremragende klar artikel om »Filmmusik«, skrevet af Edmund Nick, som overlegent karakteriserer og sikkert vurderer sit emne.

Medens leksikonets redaktører står på ret sikker grund for det historiske stofs vedkommende og dér ikke løber større risiko for forglemmelser, er der også i dette hefte nogen usikkerhed at spore overfor »gegenwärtliche« emner. Det er også vanskeligt og må bero på personligt skøn, hvad man skal tage med, og hvad man skal udelade. Det gælder såvel vor tids skabende som de udøvende kunstnere. Det er rimeligt, at man finder Kirsten Flagstad heri, men urimeligt, at Kathleen Ferrier er forbigået.

Edwin Fischer ser man ikke forgæves efter, men Annie Fischer, skulle ikke også hun have været med? Nutidens emner er de svageste i MGG, men så meget desto vægtigere er det historiske stof, der belyses med et fremragende, originalt billedmateriale, fsp.

ERIK ROUTLEY: Hymns and human life. John Murray. London.

Routleys bog om den folkelige hymnesangs historie i England med beslægtede foreteelser i den øvrige europæiske hymnehistorie er en overordentlig fin og fyldig bog, der i det væsentlige kun behandler teksternes reliøse, historiske og folkelige baggrund. Særligt omhyggelig dvæles der ved de specielle vækkelsessange i forrige århundrede, noget, som vel næppe kan virke synderlig tiltrækkende på læsere af dette blad. B. J.