Litteratur

Af
| DMT Årgang 30 (1955) nr. 05 - side 115-116

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Litteratur

Mammut-leksikonet

Langsomt skrider udgivelsen af det store, med tysk grund- og saglighed tilrettelagte leksikon »Die Musik in Geschichte und Gegenwart« frem. Man er nu nået til hefterne 32—35, udgivet i to dobbelthefter, hver på små 200 sider. Det vil sige, at man i emner nu har indkredset også »Florenz« og »Furiant«, og hvad der ligger derimellem af uhyre interessant stof. (Bärenreitter Verlag; Kassel und Basel. — Hovedredaktør Friedrich Blume).

Forundringen over al den viden og erkendelse, der er nedlagt i dette leksikons artikler, og glæden over det usædvanligt fine, smukt trykte, fyldige og velvalgte billedstof er så stor, at den så at sige lammer undertegnede anmelders forråd af superlativer og stækker hans evne til verbal variation af forhen udtrykt begejstring — for det historiske stof! Det er tidligere anført, at »samtiden« er det svageste i publikationen, men det er en svaghed, som væsentligst viser sig, fordi den har det afsluttede historiske stofs fylde at spejle sig i. Det er karakteristisk for den videnskabelige tankegang, der styrer værket, at den helst kun opererer med det sikre, med facts, som eftertiden har stadfæstet, og som uforudseelige ændringer i nulevende kunstneres udvikling ikke kan omstøde eller give ny betydning. Det er klog videnskabelig forsigtighedsregel at følge, men det præger »Gegenwart«en (en glose, værket dog bærer i sin hovedtitel) med en vis armod, som uvægerligt kommer til at skurre mod det øvrige historiske eller rent teknisk-saglige stofs overdådighed. Men dette er selvfølgelig en forholdsbetragtning. For i sig selv er det medtagne nutidige stof ikke ringe behandlet. Udvalget er bare rigelig snævert og ujævnt. Der er et væld af perifere historiske personligheder inddraget, mens man f. eks. ser forgæves efter en kunstner som John Forsell (død 1941). Det viser bl. a., at der vurderes højst forskelligt, hvor der er tale om komponerende i modsætning til udøvende musikere. Den 33årige tysk-amerikanske komponist Lukas Foss får en tætskreven spalte, men den højtbegavede ungarske dirigent Ferenc Fricsay, tidligere leder af Budapester- og Wiener-operaerne, nu chef for RÍAS i Berlin, finder man ikke.

Grundindstillingen til leksikonets emnevalg harmonerer dog ikke overalt med de enkelte skribenters indstilling til stoffet. I en iøvrigt ganske storartet artikel om musikudviklingen i »Frankreich« gennem århundrederne er også det 20. århundrede fyldigt beskrevet, denne del af Claude Rostand. Heri ser man dog en kunstner som Albert Roussel afspist med, at han »ikke spiller en så stor rolle, at han på dette sted behøver udførligere behandling«, et par linjer, som samtidig dækker Dukas, dlndy og Florent Schmitt. Samme artikel krones med en i forhold til emnet som helhed indgående betragtning over unge 12-tone-komponister, heri ca. 30 linjer om den 30årige Pierre Boulez's stil og dens tendens, som yderligere uddybes med karakteristiker af unge komponister som Le Roux, Martinet og Nigg. Men Boulez er ikke selv taget med under Bl Til sin tid vil man selvfølgelig under R finde en fyldig artikel om afdøde Roussel, der altså efter skribentens vurdering »ikke spiller så stor rolle« i det 20. århundredes franske musik som hine unge bestormere af musikens parnas! Boulez skulle have stået mellem Bottrigari (en musiker fra 16. århundrede, som kun historikere kender) og dirigenten Adrian Boult (hvis ry i dag næppe er større end Fricsays, ungareren, som man altså ikke finder!).

Som man ser, begejstring kan være så stor, at den hæmmer verbalt udtryk, men indvendingerne kan altid finde et par sideben at fuse ud imellem, og det til trods for at der her virkelig er tale om et pragtfuldt leksikon.

fsp.

ALBERT WEISSER: The Modem Renaissance o f Jewish Music. — New York. 1954.

Albert Weisser er en ung dirigent og komponist, som har skrevet en del korværker og orkestermusik. Efter at have gjort en fortjenstfuld indsats under invasionen i Normandiet gennemførte han sine akademiske studier ved New Yorks universitet. Hans fremstilling af den jødiske musiks renaissance kan betragtes som et supplement til Israel Rabinoviths historiske og Gdal Saleskis biografiske håndbøger. Weisser har koncentreret sig om det sidste århundredes jødiske musik i Østeuropa og Amerika og har gennem sin social-psykologiske indstilling til emnet formået at kaste lys over den moderne musik på en meget interessant og værdifuld måde. I bogens første del giver han en fremstilling af det arbejde, Society for Jewish Folk Music har gjort, tager stilling til Ginsburg & Marek's folkesangsamlinger og beskriver den jødiske hymnesangs udvikling i det 19. og 20. århundrede.

Anden del af bogen indeholder en biografisk og stilanalytisk præsentation af moderne jødiske komponister som Joel Engel, Joseph Acron, Moses Milner, Lazare Saminsky, Alexander Krein og Michael Gniessen. Hver biografi er ledsaget af fuldstændige kompositionsfortegnelser og typiske nodeeksempler, og både de nævnte og andre kendte amerikanske komponister af jødisk blod er repræsenteret gennem fotografier og reproduktion af malerier.
M. H.

PERCY A. SCHOLES: God save the Queen. — Oxford Univ. Press. 328 s., 30 sh. (1954).

Hvor formår englænderne dog at skrive underholdende og samtidigt videnskabeligt funderet! Som nu denne fyldige monografi over den engelske nationalhymne, God save the Queen (King), som musikhistorikeren P. A. Scholes allerede påbegyndte i 1941, og som dengang publiceredes i forkortet skikkelse. Nu foreligger værket in extenso, og det skal fremhæves, at den enorme mængde arkivstof, kulturelle-historiske facts og specielt musikstilistisk stof er samlet og behandlet på en så charmerende måde, at man læser bogen næsten som en roman; intet øjeblik tænker man på det pinligt nøjagtige forskerarbejde, bogen hviler på. Hymnens dunkle fortid beskrives, dens musikalske udviklingshistorie sammenholdes og tekstens forskellige versioner og varianter stilles i relation til de forskellige tiders politiske og sociale liv. 300 år af Englands historie oprulles i forbindelse med studiet af God save the Queen. Også for danske læsere vil bogen have interesse, kun kan man ikke lade være med at fremkomme med et hjertesuk: Var det ikke muligt at foretage et lignende studie over »Kong Christian« stod«? Angul Hammerichs lille undersøgelse fra hans Hartmann-biografi er jo yderst overfladisk. Tiden må snart være moden til at de sidste 200 år år af vor nationale musik underkastes et nøjere studie, og som frugten af dette var det naturligt at give også vor nationalhymne den monografi, som den med rette har krav på.
B. J.

Årgang 30/1955, nr. 05