Et stilfærdigt personskifte ved hærens musiktilsyn

Af
| DMT Årgang 31 (1956) nr. 01 - side 14-14

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Et stilfærdigt personskifte ved hærens musiktilsyn

Af SVEND CHRISTIAN FELUMB

... alt for stilfærdigt! Hærens musiktilsyn bestod indtil for nogle måneder siden af oberst, kammerherre Harding Sonne og komponisten Knudåge Riisager. Obersten, der (hvem skulle tro det. ..) allerede for et par år siden har passeret aldersgrænsen, har trukket sig tilbage efter over 27 års virke som formand for musiktilsynet. Knudåge Riisager, der siden 1946 har løst de specielle opgaver, der var ham betroet, har ment at tiden nu var inde for ham til at give plads for en kapelmester. Musiktilsynet består nu af oberst, kammerherre E. v. Freisleben og kgl. kapelmester Johan Hye-Knudsen.

Som bekendt er Riisager nu trådt ind i en anden, meget vigtig plads i vort musikliv, hvor vi forhåbentlig vil nyde godt af hans arbejdskraft adskillige år. Men oberst Sonne er ganske stille gledet ud af det hele for at nyde sit fortjente otium i Esrum. Og han skal idag have dansk musiklivs tak for en meget værdifuld indsats.

Det var den helt rigtige mand, man i 1928 fandt til denne betydningsfulde post. En højt estimeret officer, der i kraft heraf kunne tale sin sag overfor ministeriet og regimentscheferne, og en virkelig kyndig musiker og smagfuld komponist, hvis ord også havde vægt i musikkredse. Det er ikke for meget sagt, at det var disse hans egenskaber i forbindelse med hans målbevidste og energiske indsats, der gjorde det muligt at få genoprettet de i 1932 nedlagte »regimentsorkestre«. Og det er hans og Riisagers fortjeneste, at disse nu udfylder deres mission så godt, og at de er i stadig udvikling.

Når jeg nu gerne vil tolke dansk musiklivs tak til Sonne, er det fordi jeg har haft den glæde at følge hans arbejde på meget nært hold i de sidste 5—6 år, hvor konservatoriet og musiktilsynet har arbejdet sammen efter oprettelsen af »Kursus for militære musikere og musikdirigenter«. Harding Sonne var straks lydhør overfor tanken, at de militære musikkorps hvert år måtte undvære nogle af deres musikere i nogle måneder for at disse kunne få et kursus på konservatoriet. Her får de genopfrisket studiet af deres instrument, de får hørelære, musikteori og forelæsningstimer i almindelig musikkundskab. Og særlig udvalgte får et udvidet kursus, hvor de desuden lærer instrumentation og dirigent-teknik. Det viste sig hurtigt, at Sonne her havde set helt rigtigt. Musikerne var lykkelige for at komme på skolebænken igen, og forøvrigt følte konservatoriets lærere en virkelig glæde ved denne helt nye kategori af »elever«. Efter kursus (der blot desværre af praktiske grunde er alt for kort) kommer musikerne hjem igen til deres korps med friske impulser, der ud i fremtiden utvivlsomt vil præge dansk militærmusiks kvalitet. Og det er denne kvalitet, obersten ud fra sin store kærlighed til og respekt for musiken har arbejdet så fortjenstfuldt for.

Et tjenstligt brev fra formanden for hærens musiktilsyn var et helt egenartet dokument. . . .Alt det militære og det kontormæssige i den mest fuldkomne form og orden — men bag denne form anede man bestandig mennesket, hvis kærlighed til musiken holdt sig ligeså ung, som oberstens ranke skikkelse.

Han, med Riisager ved sin side, har genskabt den danske regimentsmusik. Vi slår hælene sammen og står RET for obersten, -— og så rækker vi Harding Sonne hånden og takker for hans værdifulde indsats på et vigtigt område i dansk musikliv.

Årgang 31/1956, nr. 01