Grammofon

Grammofon

MOZARTÅRET er af de store grammofonselskaber blevet smukt forberedt gennem en række pragtfulde publikationer af mozartske operaer på LP. Selv om ingen af dem, trods de store tekniske fremskridt, endnu har kunnet fordunkle den næsten 20 år gamle, uforlignelige Glyndebourne-indspilning af »Don Giovanni« under Fritz Busch, der i sin kunstneriske balance og lette mozartske atmosfære var en mageløs bedrift, er der kun grund til idel glæde over den fuldkomne vellyd; der strømmer ud af vor tids microriller — og det opbud af skønne stemmer, vi her får at høre. Af det grammophile overflødighedshorn vælger vi:

MOZART: Don Giovanni. SENA JURINAC, HILDE ZADECK, GRAZIELLA SCIUTTI, WALTER BERRY, GEORGE LONDON, LEOPOLD SIMONEAU, EBERHARD WÄCHTER, LUDWIG WEBER. - WIENER SYMPHONIKER.

Dir. RUDOLF MORALT. — Philips (A 00280/82 L).

Af alle tiders operaer står »Don Giovanni« som det mest uantastede mesterværk. Det lyder som en banalitet, — men kan ikke siges ofte nok. Søren Kierkegaard hævdede det for over 100 år siden med en strøm af spidsfindig dialektik i »Enten/Eller«, men kunne dog også udtrykke sin betagelse ganske enkelt: Man kan nyde en lille del af denne opera, og man rives øjeblikkelig med. Man kan komme midt under opførelsen, ja man kan stå i teatret udenfor på gangen, og straks er man i det centrale, fordi dette centrale er overalt ...

Overfor Mozarts musik kender min sjæl ingen frygt, min tillid ingen grænser ... og jeg er overbevist om, at hvis Mozart nogensinde blev mig helt begribelig, da ville han først blive mig fuldkommen ubegribelig...

Ved en grammofonindspilning af et dramatisk værk er den største vanskelighed sikkert den: at skabe atmosfære. Teatrets ydre hjælpemidler skal erstattes af lytterens egen fantasi eller af hans klare erindring om en scenisk oplevelse. Fremragende sangere, orkestre, kor og dirigenter er der mange af — og en musikalsk fuldendt fremførelse kan til enhver tid opnås. Men det er ikke gjort med det. Det endelige resultat er afhængig af dirigenten og ikke mindst teknikerne, --- og dertil kommer, at operaer tillige er mere eller mindre egnede til at klare sig uden synsbilledet.

»Don Giovanni« hører til de velegnede. De enkelte scener skrider frem med stor anskuelighed og er fra Mozarts side klare i den musikalske karakteristik, ligesom dramaets otte personer er uforvekslelige alene i det rent lydlige. Man trættes intet øjeblik og mister ikke orienteringen. Philips' indspilning er teknisk upåklagelig. Der kan diskuteres om de enkelte sangeres klanglige velegnethed, men ikke om deres sanglige mesterskab.

George Londons Don Giovanni og Walter Berrys Leporello er begge en kende tunge. Det lette, mozartske parlando er ikke helt deres sag. Sena Jiirinacs Elvira er fremragende, delvis også Hilde Zadecks Anna, der dog til tider kan forekomme lidt skrigende i højden. Mest mozartsk er Graziella Sciuttis helt vidunderlige Zerlina og Leopold Simoneaus delikat syngende Ottavio.

Ensemblerne er fint afbalancerede og enkelte scener af stor og gribende virkning. Her kunne man fremhæve duellen i første scene med den efterfølgende fantastiske terzet mellem de tre dybe mandsstemmer, et af Mozarts forunderligste øjeblikke,-— den akustisk storartet fremstillede kirkegårdsscene — og ikke mindst den sidste genfærdsscene, som i grammofongengivelsen virker så stærkt som på noget teater. Takket være dirigenten Rudolf Moralt, Philips og ikke mindst Mozart vil man gang på gang kunne høre denne indspilning uden at kede sig. B.

MOZART: Le nozze di Figaro. ALFRED POELL, CESARE SIEPI, LISA DELLA GASA, HILDE GUEDEN, SUZANNE DANCO m. fl. - WIENER PHILHARMONIKER. Dir. ERICH KLEIBER. — Decca (LXT 5088/91).

Når man efter aflytning af »Don Giovanni« - indspilningen fordyber sig i »Figaros bryllup«, må man stille sig helt om. »Figaro« er et kammerspil, — og med hele sin dramatiske erfaring har dirigenten, Erich Kleiber, lagt udførelsen ned i et plan, hvor der i første række er lagt vægt på de udtryksfulde og underfundige detailler. Her får han en fremragende støtte i de udvalgte solister, der slet ikke hævder sig ved deres sanglige suverænitet, men ved deres helt utrolige finhed i samspillet, i den psykologiske forståelse af situationernes humor og bevægelse. Det er en uudtømmelig rigdom af vidunderlige glimt, man f. eks. modtager ved ganske nøje at følge de recitativiske partier, der i denne indspilning er aldeles mageløse. De skiftende udtryk af sorg og glæde, af harme og ironi, af lune og kådhed er som et spil af glitrende pailletter, hvor hver eneste stemnings skiften er belyst med en enestående dramatisk klarhed. — Men det kræver et stort og koncentreret arbejde at følge med, fordi »Figaros bryllup« rent scenisk er en temmelig indviklet historie, — og hvis man ikke gider gøre dette arbejde, mister man den største glæde ved indspilningen.

Kvinderne står ubetinget finest. Lisa délia Casa er alene i stemmeklangen alle tiders grevinde og synger sine arier, så hjertet snører sig sammen på én. Hilde Guedens Susanne et fund af kvindeligt temperament og trylleri — og Suzanne Dancos Cherubino bedårende i sin kejtede ynde.

Alfred Poells greve og Cesare Siepis Figaro forekommer mere traditionelle i deres bastante mandhaftighed, — og er forøvrigt bedst i recitativerne, hvor de begge viser sig som gode og slagfærdige skuespillere. — Blandt bifigurerne noterer man sig en meget morsom stammende Don Curzio i Hugo Meyer Welfings fortolkning. Det er en dejlig indspilning, — men man kommer ikke sovende til dens utrolige rigdom. B.

GABRIEL FAURÉ: Elégie, opus 24, Sicilienne, opus 78, Après un Rêve, opus 7. HENRI HONEGGER (violoncello), EYVIND MØLLER (klaver). — Metronome (MCEP 3027).

Mens den schweiziske cellist Henri Honegger indspillede samtlige af Bachs solosonater for violoncellen, blev det aftalt, at han samtidig skulle lave nogle »i hæderlig forstand populære« ting fra sit repertoire sammen med Eyvind Møller.

Det er lykkedes på bedste måde med denne samling af Fauré's aristokratiske franske kunst, der har haft så vanskeligt ved at slå igennem i vor øldrikkende region. Man har traditionelt taget Fauré's sødmefyldte melodik som banalitet, og gudved om man nogensinde for alvor har lyttet til hans udsøgt spirituelle harmonisering.

Disse tre stykker for cello og klaver skulle give visse indtryk af komponisten Gabriel Fauré. Den tungt åndende Elégie er måske det betydeligste af de tre stykker, fuldendt i sammenspil mellem de to instrumenter. — Siciliennen, der iøvrigt som orkesterstykke indgår i Fauré's musik til Maeterlincks Pelléas et Mélisande (denne musik forelå i 1898, altså nogle år inden Debussy skrev sin opera over samme drama), er så underfuld melodisk, at man får den på hjernen ganske uden at irriteres. Det tredie stykke, Après un Rêve, er en Cellotranskription af en af de tidlige sange. Nydelig mere end betydelig.

Det er ublandet fryd at høre Honeggers overlegne gengivelse af disse tre fine værker i de små former. R. N.