Litteratur

Litteratur Mammutleksikonet »Die Musik in Geschichte und Gegenwart«, bd. IV (til »Gesangspädagogik«): hovedredaktør FRIEDRICH BLUME. — Forlag: Bärenreiter-Verlag, Kassel und Basel.

Til de sidste betragtninger over Mammutleksikonet (MGG) fra Bärenreiter i føljetonen, som bragtes i DM's november-nummer (s. 115), kan der i grunden ikke føjes noget principielt nyt.

Det nyeste er, at bind IV nu er afsluttet med dobbelt-hefterne 36/37, 38/39 på artiklen »Gesangspädagogik«. Her skal blot anføres nogle emner i særklasse, som MGG's usædvanligt kyndige skribenter har uddybet med den største grundighed: Gehörbildung, Gehörphysiologie, Gehörpsychologie, Gemeindegesang (underdelt i a) middelalder, b) evangelisk, c) katolsk), Generalbass, Germanische Musik, Gesamtausgaben, Gesangbuch, Gesangskunst og Gesangspädagogik.

Det er med artikler af denne kategori foruden artiklerne om forskellige byer og lande i musikalsk belysning (Genf og Genua etc.), MGG hæver sig over flertallet af musikleksikalske værker. Her får man så grundig besked om tingene, at kun et specialstudium over emnerne kan bringe én videre. Lad det igen være sagt — da det ikke kan fremhæves for stærkt — at MGG er forbilledligt illustreret for al det historiske og teoretiske stofs vedkommende. For den, der vil dyrke musikvidenskaben, er det simpelthen et uundværligt værk.

fsp.

ALAN FRANK: »Modern Brilish Composers«, 112 s. 7 sh. () d. — Dennis Dohson, London 1953.

Nogen dyberegående karakteristik af de femten engelske komponister, som Alan Frank har valgt at skrive om, giver forfatteren ikke. Bogen er øjensynlig beregnet for hjemmemarkedet, men den er i høj grad også anvendelig udenvælts især for pianister. Forfatteren har nemlig valgt i vid udstrækning at karakterisere komponisterne i det 20. århundredes England på baggrund af deres klavermusik og med direkte henvisning til stiltræk i klaversatserne. Som arbejdsbog for pianister og for dem, som via klaveret ønsker at gøre sig bekendt med ny engelsk musik, er bogen sikkert fortrinlig. Men den forudsætter, at man har let adgang til noderne, for der gives ikke nodeeksempler. Det er forståeligt, eftersom forfatteren betragter musiken i dens store forløb, som nodeeksemplet ikke kan illustrere. Men det gør også karakteristiken af de enkelte komponister begrænset, når klaveret stilles i focus.

Anderledes stillede det sig om værkets titel havde lydt: Moderne engelske komponister, hørt gennem klaveret. Foruden de femten større navne er seks andre medtaget i et kortfattet slutkapitel. En fem siders diskografi giver gode oplysninger om moderne engelsk musik på grammofon. fsp.

GERALD ABRAHAM: »This Modem Music«, 135 s., nodeeks. — Forlag: Gerald Duckworth & Co. Ltd. London 1055.

Denne bog burde oversættes til dansk. Først og fremmest ville den give enhver pædagog et glimrende overblik over egenskaberne i det 20 århundredes musikalske stof og et illustrativt elementært musikalsk materiale at arbejde med. Men den ville også være nyttig for mange viderekomne elever og for folk, som på basis af nogen teoretisk viden ønsker at sætte sig ind i den moderne musiks grammatik.

Det er sjældent, man ser en bog, hvori nodeeksemplet er anvendt med så illustrativ kraft, som tilfældet er her. Der er ikke så mange eksempler, men hver af dem er valgt med omhu og illustrerer præcist forfatterens udlægning af fænomenerne. Det er selve det musikalske stof, forfatteren har sig for at gøre begribeligt for læseren. Bogens første udgave i 1933 hed da også »This Modern Stuff«. Men selvom der anvendes mange tekniske termer, er bogen aldeles ikke blevet nogen tør teori. I et levende sprog og på baggrund af mange storartede betragtninger over fænomenet ny musik tages musikens forskellige elementer op til behandling fra samklangsfænomener over begrebet som polytonalitet, atonalitet, torvtonesystem, kvarttonesystem til moderne melodi og »form og ånd«. Udlægningen er præcis og ofte gjort med karakteristisk engelsk lune. Og selvom århundredets musik ikke sammenfattes i et stort udviklingsforløb, giver forfatteren mange fine karakteristiker af stil og personligheder, som lader ane, hvor hovedvejene går gennem vor tids musik, og hvor sideveje ender blindt. Man læser bogen som en interessant orientering og stiller den til side med bevidsthed om, at den som håndbog giver besked om mange 'fænomener, der melder sig som problemer for den, der interesseret lytter til sin samtids musik, fsp.

* JOSEPH GREGOR: demens Krauss.— Walter Krieg Verlag, Wien-Zürich.

1953. 185 s., DM 18,75.

Uden at forfatter og forlag kunne ane det, er foreliggende bog blevet et mindesmærke for den kunstner, hvis altfor tidlige bortgang for halvandet år siden mere og mere kommer til at betyde et uerstatteligt tab. Denne grandseigneur blandt dirigenterne, denne lunefulde, succesombruste aristokrat var på mange områder indenfor opera- og koncertmusiken en enestående autoritet. Selv en helt igennem uromantisk, saglig karakter, genoplivede han det wieneriske romantiske verdensbillede — betegnelsen »Wiener Musikant« betragtede han som sin ærestitel.

Han var den, der »konsekvent opfyldte Richard Strauss' kunstneriske testamente« og trængte herfra ind i de to mestres verden, som Strauss selv engang på et spørgeskema opførte som vidner for hans kompositoriske duelighed: Mozart og Wagner.

Men også den modsatte linie, som ikke er skabt af orkestret, men af stemmen, altså Verdi og Puccini, har Krauss helliget sit virke, der gjorde ham til rekordindehaver af ganske særlig art: umiddelbar efter hinanden var han operachef i Wien, Berlin og München.

Joseph Gregor placerer ham i en lidt omstændelig, men i kraft af sin teatervidenskabelige og teatralske kunnen ret interessant redegørelse i sin samtid og omverden— ikke uden de behørige sidespring til baroktidens teatralske aspekter, som man jo er vant til fra hans bog om Richard Strauss. Soin direktør for det østrigske national-biblioteks teatersamling i Wien var han desuden i stand til at udstyre bogen med en række højst interessante billeder og facsimile-tryk, og kunne takket være sit venskabelige forhold til dirigenten tegne et indtrængende, omend lidt ordrigt billede af denne. Helt bortset fra, at bogen er rig på oplysninger om mellemkrigstidens kulturelle bedrifter, er den i særlig høj grad værdifuld for en forståelse af Richard Strauss' operakunst. Både Gregor og Krauss hørte jo til mesterens librettister. Og så finder man jo som altid hos Gregor mange fint formulerede tanker, som jeg ikke kan lade være med at give en prøve på: »Romantiken er troen på følelsens virkeliggørelse i et tankemæssigt nyt plan«.

Bogen er i sig selv af bibliofil værdi, da forlaget ikke har sparet med at udstyre den så smukt som muligt. H. L.

RICHARD WAGNER: Gesamtwerk.

I/II: Der Ring des Nibelungen. — N i belungen-Veri ag, München 1954.

570 s., DM 16.-.

Erich Rappl, musikkritikeren i Bayreuth, står som udgiver for en række bind, der indeholder Richard Wagners musikdramatiske tekster samt forskellige kommentarer dertil plus flere introduktioner i de enkelte værkers idé- og toneverden, som Rappl selv med stor dygtighed har skrevet. Den slags populære synopsis er af uvurderlig værdi for enhver musikelsker, der vil fordybe sig i de pågældende værkers tilblivelseshistorie og indhold — og skulle egentlig følges op også for andre komponisters vedkommende.

Det foreliggende bind, behandlende »Nibelungen-ringen«, gør det imidlertid påkrævet at henvise til nogle mangler i stoffets fremstilling. Rappl er bedst, hvor han omtaler musikens symfoniske tematik, idet han her kan bygge på Lorenz'og Engelmanns forskningsresultater; dog er det lidt besynderligt, at enkelte nodeeksempler bliver citeret unøjagtigt (f. eks. nr. 46, side 89: Siegmunds »Liebeslied«). — Også hans indholdsgengivelse, der i nogen grad er præget af Wieland Wagners opfattelse af farfaderens mytus, byder på interessante aspekter. Men i den historiske del, der behandler værkernes tilblivelse, indskrænker Rappl sig til næsten udelukkende at citere Wagner selv — og falder dermed for en fare, som man åbenbart kun i Villa Wahnfrieds skygge ikke får øjnene op for: han tror Wagner for meget — nemlig i alt — og følger ham naivt i alle de krumspring, som denne så inkonsekvente, men altid selvbevidstdogmatiske kunstner stortalende kanoniserer eller - fortier. Dette bliver pinligt i Rappis aldeles ukritiske og-mangelfulde udredning af »Ringen«s filosofiske baggrund. Her ser man sig igen engang nødt til at supplere sin lekture med Hans Mayers ensidige, men uhyre skarpsindige og lærerige essay »Richard Wagners geistige Entwicklung« (i »Sinn und Form«, Berlin 1953).

Men bortset herfra er bogen og den dermed startede serie af stor fortjeneste og imødekommer sikkert et virkeligt behov i de opera- og Wagner-interesserede kredse, der — trods alt — stadigvæk findes herhjemme! H. L.