Vennen Franz Syberg in memoriam

Af
| DMT Årgang 31 (1956) nr. 01 - side 13-13

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Vennen Franz Syberg in memoriam

Af WALDEMAR WOLSING

Ved Statsradiofoniens mindeudsendelse for Franz Syberg den 18. januar indledte Waldemar Wolsing med nedenstående mindeord.

Alt for tidlig synes vi, Franz Sybergs venner og jævnaldrende, at Franz eller Trylle, som vi kaldte ham, er gået bort.

Vi har mistet en uerstattelig ven, der af sind og karakter var det mest renhjertede og beskedne man kunne tænke sig, og dansk musik- og kulturliv har mistet en af denne generations oprindeligste skabende kunstnere, der i rigt mål.var begavet med overordentlige melodiske evner.

Franz var født 1904 i Pilegården i Kerteminde som søn af malerægteparret Anna og Fritz Syberg; maleren Peter Hansen var hans morbror og Syrak Hansen hans morfar, d.v.s. at han voksede op i den tid, da disse fynske malere skabte deres stærkeste billeder af fynsk landskab og natur. Dette milieu og den opdragelse, der udgik herfra, til at se naturens skønhed i vort land, omsatte sig i Franz' sind til en melodirigdom der, fordi han valgte en polyfon-kontrapunktisk udtryksform, ikke blev umiddelbar tilgængelig, hvad der for Franz var en dyb skuffelse; han havde vanskeligt ved at forstå, at der var nogen, der kunne finde hans musik indviklet og utilgængelig. For selvom hans umiddelbare talent hurtig blev anerkendt i musikanmeldelserne både i ud- og indlandet dryppede kritikerne malurt i deres anerkendelse ved at bebrejde barn hans ødselhed med temaer, detailler, sindrig kontrapunktik o. s.v. Og dette fik Franz til at mene, at kritikerne svigtede ham og at de i stedet for at nærme menigmand — som han helst af alt ville skrive for — til hans værker, tværtimod fjernede dem ved deres subjektive råd.

Han følte, at hans kompositoriske form fra det første værk lå helt fast, var hans egen og helt naturlig, således at det var ham umulig at ændre den -- - og da han var sårbar af sind, valgte han fremfor bebrejdelserne at standse sin produktion, der på det tidspunkt — i begyndelsen af 1940ernc — talte både en sinfonietta og en symfoni, scenemusik til Sven Clausens komedie »Uffe hin spage« og Büchners skuespil »Léonce og Lene«, desuden en koncert, betitlet: »musik for obo og strygere«, en række kammermusikværker, bl. a. de to værker, der fremføres i aften, hvoraf det første, kvintetten for fløjte, klarinet, violin, b ratsch og violoncel var udvalgt til at repræsentere dansk tonekunst ved den internationale musikfest for nutidig musik i London 1938, samme år som den fik endnu en officiel opførelse, denne gang ved den nordiske musikfest i København, og aftenens andet værk, blæserkvintetten, skrevet til Blæserkvintetten af 1932 og af dette ensemble, foruden adskillige gange herhjemme, også opført i Oslo og Göteborg.

I sin nekrolog over Franz skrev komponisten Niels Viggo Bentzon, at det var ligegyldigt, om der nu blev foranstaltet mindeudsendelser eller mindekoncerter; for de værker, som Franz havde efterladt sig, indeholdt så store værdier, at de på et givet tidspunkt selv ville arbejde sig frem og manifestere deres styrke. Vi er mange, der tilslutter os denne bedømmelse, for den svarede til den fornemmelse vi umiddelbart havde, når vi i sin tid første gang spillede, hvad han skrev til os. Og vi er også sikre på, at denne opfattelse vil brede sig hurtigt til større kredse.

Det er kun få artikler, Franz har skrevet — men i en af dem, hvor han går i leding mod musikkritikken — fremsætter han den påstand, »at de fleste koncertgængere efterhånden [af kritikken] bliver opdraget til udelukkende at lytte til musik for bagefter at kunne 'kritisere'«. Han ville selv det stik modsatte; han ville, at man åbnede sindet og lyttede og afstod fra alle fordomme; af den vej ville enhver hurtigere finde ind til kærnen i hans såvel som al nyere musik.

Det smukkeste vi derfor kan gøre i aften, hvor vi vil ære hans minde, er fordomsfrit at lytte til de værker, der nu skal fremføres og søge at fornemme den rene kunstneriske kærlighed, som ligger i disse toner.

Ære være Franz Sybergs minde.

Årgang 31/1956, nr. 01