Wolfgang Amadeus Mozart

Af
| DMT Årgang 31 (1956) nr. 01 - side 1-2

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

.. . Mozart er en komponist, som ikke blir særlig skattet og virkelig kendt af det større koncertpublikum. Hvorfor? Fordi han har skrevet for mange vidunderlige værker, for mange symfonier, kvartetter og sonater. Tilhøreren blir overvældet, han mister fodfæstet mellem så mange kostbarheder.

»Musikfesterne«, »Cyklerne«, »Ugerne«, blir i almindelighed forbeholdt Beethoven eller Wagner. Hos disse mestre finder man sig lettere til rette. Deres værker er forsynet med etiketter og udstyret med talrige brugsanvisninger. De bærer en slags mærkestempel som garanterer for det geniale. Mozarts værker er lige så geniale, skønt de er mindre forsynet med kommentarer og forklaringer. Jo mere man kender dem, jo mere vil man opdage deres virkelige format og deres forbløffende mangfoldighed.

Det tænkte jeg på, da jeg hørte de tre kvartetter tilegnet Haydn. I almindelighed står imidlertid kun en af disse på programmet. Alene Beethoven tilkommer seriefremførelser, mens Mozart ikke er »på repertoiret«.

Læg mærke til de traditionelle koncertprogrammer og se, hvilken plads Mozarts symfonier indtager.

Fra tid til anden finder man Es-dur'en, g-moll'en og Jupiter-symfonien (endelig en titel at hæfte sig ved!); men med de tre er det slut. De øvrige 45, de »ikke berømte«, blir ganske bevidst tilsidesat.

Vi ved alle, at der blandt Beethovens ni symfonier findes »smukkere« og »mindre smukke«. De smukkeste er dem, som har en titel eller en historie: Eroica, Skæbnesymfonien, Pastoralen, Dansens apoteose og den Niende.

Man er forberedt, man ved, hvad man skal høre, man kender deres ry, af den grund forstår man dem, og det, man har forstået, vil man høre igen. Det er faktisk en skam, at Mozart-forskerne ikke har tænkt på noget i den retning og udstyret disse geniale værker med nogle gode »Blikfang«. Men det er for sent nu. Mozart ophidser ikke massen.

Mozart! Hvilken trolddom i dette navn, ligefrem ensbetydende med musik.

Den højeste begavelse ......... og samtidig en stakkels bedrøvelige liv, en, som måtte jage efter et par guldstykker, der var uundværlige for hans tilværelse. En betrængt gud, som 36 år gammel fortæredes af overanstrengelse.

Langt mere end en Beethoven eller Berlioz var han den tragisk ensomme; thi ingen har i sandhed været mere ensom end Mozart. Han var en lille uanselig mand, uskøn, han havde ingen venner, som var i stand til at fatte hans værd. Den kvinde, han elsker, foretrækker uden videre den første, den bedste frem for ham. Den kvinde, han gifter sig med, er dum og egoistisk. Hans børn bereder ham på ingen måde glæde. Alle og enhver overøser ham med gode råd, skolemestererer og belærer ham.

Han er alene, møder ingen forståelse, er ulykkelig, men viser ingen bitterhed. Han arbejder, han yder et overmenneskeligt arbejde, som må sammenlignes med den store Bachs, og hans værker, hvis fuldkommenhed blænder os, blir for det meste kun modtaget lunkent og overbærende.

Endelig dør han, udmattet, af overanstrengelsen, mens madame plejer sine vapeurs ved et kostbart badested, og man kaster ham i en fællesgrav.

Han er vendt tilbage dertil, hvor han hørte hjemme: til massen, til det store hele, til dem, som i Guds rige skal blive de første. Gives der nogen ligtale, der forekommer os mere gribende end følgende sætninger, som jeg citerer fra Camille Bellaigue's Mozart-biografi: »Nogle dage senere kom Constanze og udspurgte graveren. Han svarede, at han ikke kendte den døde. Når nogen efter denne tid vil bede ved Mozarts grav, ved han ikke, hvor han skal knæle.« ARTUR HONEGGER (fra artikelsamlingen »Beschwörungen«)

Årgang 31/1956, nr. 01