Erotisk tordenvejr

Af
| DMT Årgang 31 (1956) nr. 02 - side 34-35

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition S-annonce

Annonce

Køb en annonce hos Seismograf

Erotisk tordenvejr

Af SIGURD BERG

Den 11. april havde Det kgl. Teater premiére på Svend S. Schultz' og Eyvind Falk-Rønnes nye helaftensopera »Tordenvejret«, hvis ophavsmænd på forhånd havde garderet sig ved at lade operaens handling foregå i Æheltoft. En molbohistorie er og bliver den, og det er en ærlig sag, selv om det just ikke er det vi trænger mest til i året 1956, hvor kunstens ideologi, så vidt man kan skønne, går helt andre veje både indenfor teatret, billedkunsten, arkitekturen og digtningen. Naturligvis kan man godt skabe eviggyldig kunst i vadmelsbukser, træsko og sengehalm, men det er nok vanskelig at bringe den i overensstemmelse med vor tids kunstneriske formgivning.

Carl Orff har i sit store værk »Carmina burana« vist, at man kan være jævnt folkelig og kunstnerisk dybt fængslende på én gang. De to ophavsmænd til »Tordenvejret« når ikke meget højere end til det folkelige, og kan man acceptere værket udfra denne forudsætning, er der for så vidt meget at more sig over.

»Tordenvejret« er en intrigekomedie i god gammeldags forstand. En lidt forknyt kromand med en frisk og handlekraftig kone er spillets førende par, hvis ægteskabelige ro er ved at komme ud af ligevægt gennem en fyrig borgmesters forsøg på at besnære den kønne krokone, dog uden held. Til gengæld lykkes det den ellers tilbageholdne kromand at forføre borgmesterfruen særdeles grundigt, hvorved hun, der har følt sig noget forsømt, bliver overordentlig forfrisket, mens kromanden efter sin herostratiske bedrift med ét slag finder sig forvandlet et 100 procents mandfolk, ovenikøbet til sin kones tilfredshed, skønt hun kender årsagen. Omkring disse hændelser, hvis eruptive karakter understreges af et langvarigt tordenvejr, bevæger sig nogle udmærkede koroptrin: bønder af begge køn og bysvende, der i virkeligheden er operaens bedste indslag, hvor bl. a. enkelte gamle skæmteviser findes indflettet med stor behændighed. Kor er jo noget, Svend S. Schultz har forstand på, og de benyttes i »Tordenvejret« som direkte dramatiske aktioner hver gang de optræder, og ikke blot som scenisk og musikalsk staffage.

Operaens svaghed er karaktertegningen, den musikalske finfølelse overfor de psykologiske differencer, som vi kender den fra Mozart og i vor egen tid fra Benjamin Dritten. Når krokonen i »Tordenvejret« synger sin store scene, mens hun sætter blomster i vand, og når borgmesterinden senere beklager sin kedelige skæbne, rummer de musikalske udtryk ikke noget væsensforskelligt og kunne i og for sig lige så godt byttes om, skønt de to damer må forudsættes at være vidt forskellige.

Men takket være vore dramatisk sikre operasangere kom der alligevel figurer ud af det, vel også på grund af Holger Bolands slagfærdige iscenesættelse og Johan Hye-Knudsens sikre greb om partiturets vrimmel af musikalske vittigheder.

Svend S. Schultz viser i denne opera en knusende dygtighed, der gennem en dybere indtrængen i musikkens menneskelige udtryksmuligheder forhåbentlig en gang lader ham skabe det helt overbevisende musikdramatiske værk.

Årgang 31/1956, nr. 02