Glemte noder

Glemte noder Cherubinis strygekvartetter

Af RICHARD HOVE

Efter at vi nu i en sæson har fejret Mozarts 200 års minde — grundigt — så næsten intet er ladet uspillet, og man atter har haft lejlighed til at konstatere, at et geni, selvom det er af de allerstørste, også kan skrive rutineværker, kan man komme til at mindes værker, som glemselen ufortjent har fået lov til at udslette. For en gammel mand, som ikke mere kan følge med i en ny tids brogede produktion, er der så mange glæder at hente i den musik, der ikke spilles, at det har fristet mig til at fremdrage nogle af disse glemte noder, i det håb at andre måske også kunne finde værdier her, der i kraft af deres åndelige indhold var berettigede til at bringe afveksling ind i det noget stivnede program, der behersker vort musikliv.

Først af dem alle vil jeg mindes Cherubinis strygekvartetter — der er 6. Siden min ungdom hår jeg beundret denne fuldendte og levende musik og håbet at få dem at høre i anden og bedre udførelse end den en amatørkvartet kan præstere, for det er i sandhed ikke amatørmusik. Nu så jeg, at Koppelkvartetten havde sat Es-dur kvartetten på programmet til Hindsgavlstævnet i år og glædedes, og jeg håber, at den så også vil blive spillet andre steder, først og fremmest i radioen, der jo er den store musikformidler, den der virkelig bringer musikken ud til de mange. Og jeg besluttede at se lidt på, hvormeget disse kvartetter er blevet spillede. Det er selvfølgelig ikke så let at optage en statistik i så henseende, men et grundlag giver alligevel Kammermusikforeningens opførelser, og over dem har man en statistik. Den viser, at Es-dur er opført 10 gange i de snart 100 år, foreningen har bestået. Deraf 2 gange i de sidste 20 år. Nr. 2 i C-dur blev sidst spillet i 1888, nr. 3 i d-moll sidst i 1906 — de tre sidste slet ikke.

Hvor er det en besynderlig skæbne!

Lad os først se lidt på manden Cherubini. Enhver kan slå op i et lexicón og konstatere, at han var født i 1760 i Florenz, hvor hans fader var maestro al cembalo, og at han døde i Paris i 1842. Han blev altså 82 år gammel og var ligesom Haydn — og vor egen J. P. E. Hartmann — virksom komponist til det sidste. Han var vidunderbarn ligesom Mozart. Fra seksårs alderen spillede og komponerede han. Men afgørende for ham blev hans studietid hos Sarti 1778—1780, hvor han særlig studerede Palæstrina og fuldkommen tilegnede sig den polyfone stil, som kom til at præge alle hans værker.

Lad os for yderligere at placere Cherubini nævne, at han skrev 29 operaer — 13 italienske, resten franske, efter at han havde taget fast ophold i Paris fra 1788 — 11 store messer, 2 requier, l symphoni til det philharmoniske selskab i London, foruden en vældig produktion af kirkemusik, kantater, romancer, klaverværker, og så til sidst denne mærkelige efterslæt af kammermusik — de seks strygekvartetter og en strygekvintet. Heraf blev de tre sidste kvartetter først udgivet i 1888 og kvintetten i 1890.

Hvad er det nu, der betinger at denne vældige produktion bliver borte og glemmes? Ja, Cherubini havde en underlig skæbne. Han havde talent og dygtighed til overmål, han fik myndighed og indflydelse, navnlig i den sidste trediedel af sit liv, nogle af hans operaer gik på alle Europas scener, men personlig var han ikke populær. Hans virksomhed faldt i Frankrig, men han var italiener og blev aldrig akcepteret som franskmand, trods han levede i Frankrig i 54 år — i revolutionernes år, hvor en upolitisk kunst er noget fordægtig. Hans musik var for svær for Napoleon, som beærede ham med sin unåde i hele sin magtperiode. Det hjalp ikke, at Napoleon — sikkert vejledet af folk, der vidste at her krævedes kvalitet — lod ham dirigere koncerterne i Schönbrunn, medens han holdt hof i Wien, eller at hans operaer gjorde lykke på Karnthnerthor teatret.

Han forblev i unåden. Og heller ikke at Haydn og Beethoven var begejstrede for hans værker — ja, at Beethoven vel egentlig anså ham som sin eneste jævnbyrdige. Men han var heller ikke tysker, han var italiener, og hans operaer kom i Tyskland til at stå på den gale side af frontlinien, da kampen for den nationale romantiske opera satte ind, til trods for, at de på det nærmeste må siges at have deres udspring i den Gluckske operareform og altså som sådanne være mere tyske end italienske.

Da den napoleonske unåde blev ham for tung at bære, holdt han helt op at komponere. Han interesserede sig for geografi og botanik og drev indgående studier på disse områder indtil Napoleons fald. Men derefter vendte han tilbage til musikken, blev Pariserkonservatoriets reorganisator og direktør og havde endnu 25 år at komponere i. På sine ældre dage var han Europas musikalske højesteret, hvis dom var inappelabel. Unge komponister kom til ham med deres værker.

J. P. E. Hartmann aflagde ham besøg på sin store udenlandsrejse, og i Spohrs selvbiografi er der en fortrinlig skildring af hans besøg hos den gamle mester. Spohr spillede et par af sine strygekvartetter for ham og havde egentlig planer om, at Cherubini skulde se hele hans produktion, men den gamle var stædig. Han forlangte at høre de samme kvartetter flere gange for at leve sig ind i deres tanke og struktur. Hvor forskelligt fra en anden »musikpave« — Listz — der spillede Brahms fra bladet og kompleterede manuskriptet, så det med det samme blev til en transkription af Listz — medens komponisten samtidig faldt i søvn! Men tilbage til kvartetterne. Cherubinis stilling i musikstilistisk henseende er mærkelig. Han hører af fødsel til den italienske skole. Det mærkes på hans melodiske sødme, på hans levende fantasi og hans thematiske mangfoldighed. Han skriver nok en ren sonatesats, men med et overskud af temaer. Bestandig er der nye tanker, der skal med i billedet. Derfor får hans satser god bredde.

Man kan få tid til at give sig hen i den tankegang, der ligger til grund for dem. Og alle er de præget af en gedigen og interessant polyfoni, som holder spændingen ved lige. Men med denne faste klassiske form forbinder han en ejendommelig og for hans tid ganske overraskende krydret harmonik. Det er, som man i disse kvartetter får en syntese af hans lange livs påvirkninger, der går fra barokkens afslutning til den fuldbyrdede romantik. Han må stilistisk placeres i Wienerklassicismen, men danner forbindelsesleddet, der når ud til begge de omgivende perioder. Han er i sandhed en med Beethoven jævnbyrdig skikkelse, der som han har optaget den haydnske kvartetstil i sig og i personlig udformning når frem til en ny tid, hvis frembrud han, der fødtes 10 år før Beethoven og overlevede ham i 15 år, kom til at opleve i dens fulde blomstring. Kvartetternes tekniske stil kan vistnok bedst sammenlignes med Beethovens op. 59, der har den samme bredde og rige udfoldelse af strygernes muligheder. Men stilen virker mere overraskende hos Cherubini, hvis hovedværker i modsætning til symphonikeren Beethoven var scene- og kirkemusik, vel mest gående ud fra en Glucks operastil, men overtræffende den i alvor og åndelig mangfoldighed.

Karakteristisk for disse Cherubinikvartetter er den store vægt han lægger på mellemsatserne, dels den stærkt figurerede udformning af den langsomme sats — tre kalder han larghetto, en lento, en adagio, kun den sidste hedder andantino grazioso — som regel baseres de på frie variationsformer med stærkt polyfont udformet fordeling af stemmeføringen og en ædel harmonik, og dels de store scherzoer, hvor navnlig den tredie kvartets fugerede udformning næsten tager billedet fra finalen, og hvor den intermezzoagtige scherzo i den fjerde kvartet er en af kvartetlitteraturens største udfoldelser med vældige unisonopartier som kulmination.

Gennemgå de seks kvartetter enkeltvis er der ikke plads til her, de skal kun nævnes. Nr. l Esdur er den, hvor den klassiske stil står klarest. Den er komponeret i 1814 og er således intet alderdomsværk. Det kan heller ikke siges om nr. 2 C-dur, trods den er 15 år senere, for den er ejendommelig nok bygget på Cherubinis Londoner symphoni fra 1815. Cherubini skrev kun denne ene symphoni, som aldrig rigtig kom over sin emigranttilblivelse, men der blev af den en overmåde stærk og sikker kvartet, som har nydt stor yndest.

Men endnu større beundring har nr. 3 d-moll fremkaldt. Det er den store lyriske linie, der bærer alle satser, der stiller den på en fremskudt plads i kvartetlitteraturen. Spændvidden i dens tonesprog gør stedse sammenligningen med Beethoven usøgt. Den er fra 1834. Dens sværmeriske lyrik er altså følt af en mand på 74.

Disse tre kvartetter blev udgivet, da de komponeredes og trængte hurtigt ind i det faste strygekvartetrepertoire. De næste tre kvartetter måtte, af mig ukendte grunde, vente på udgivelse til 1888, til trods for at de er de tre første fuldt jævnbyrdige. Og nu ser jeg igen i statistikken. Fortegnelsen over Kammermusikforeningens første 70 år. Den første kvartet af Cherubini spilledes i 1870. Det var C-dur kvartetten, og den spilledes hvert andet år indtil 1888 — derefter aldrig mere. Derefter fulgte d-moll kvartetten med 4 opførelser indtil 1906, og endelig i 1874 Es-dur kvartetten rned som nævnt ialt 10 opførelser, der strækker sig frem til vor tid. Men man oplever det ejendommelige, at den store blomstring for Cherubinis kvartetter ophører samtidig med udgivelsen af de 3 sidste kvartetter. Var der ingen, der fik købt noderne?

I stedet for at dette andet hold skulde have aktiviseret dyrkelsen af Cherubinis kvartetter, sker der nu en stagnation og udtørring af den danske interesse for disse værker. Det er, som om de dør ud med de gamle kvartetensembler i Kammermusikforeningen, og tilbage bliver der kun bevidstheden om, at der er en god kvartet af Cherubini i Es-dur.

Men just i dag blomstrer det danske strygekvartetspil som ingensinde. Vi har en rigdom på kvartetensembler af højeste kvalitet. Jeg tør ikke begynde at nævne dem, for ikke at krænke nogen ved at glemme dem, men jeg vil tro, at der er ensembler nok til at tage hver sin Cherubinikvartet til sig som sin ejendom og atter føre denne skat frem i lyset. Det er nemlig levende musik og ikke historiske kuriosa, og de, der tager sig af de tre sidste herhjemme uspillede, vil ikke blive snydt.

Der er først nr. 4 E-dur. Det er den pompøseste af kvartetterne. Både den og nr. 5 er komponerede i 1835. Den er altså 4 år ældre end Mendelssohns op. 44, og når jeg anfører det, er det fordi der over ydersatserne er en vis lighed i nodebilledet. Første satsens noget orkestrale allegro maestoso holder sig helt igennem på et næsten symphonisk plan, men den efterfølges af en kontrastrig lårghetto, hvor hvert enkelt instrument får lov til helt alene at lade sin klang beherske billedet og den kanoniske føring på andre steder virker bedårende som indledning til ganske enkle sangstrofer. Det er en såre mangfoldig sats. Derefter følger den Beethovenske scherzo, og så en imponerende finale, hvor en stor sangbar melodilinie — først i celloen — præger sig i hukommelsen.

Når nr. 4 på sæt og vis føles som en mere dybtloddende Mendelssohn, så er nodebilledet i nr. 5 F-dur som en forudanelse af Schumann. Det mærkes, hvorledes romantikkens tidsalder også lader den gamle mester gribes af kunstens nye signaler. Det er den korteste og letteste af kvartetterne. Adagioen er en yderst enkel, men af ædel harmonik båret variationssats, hvor den ellers i de tidligere langsomme satser forekommende store gestus ganske mangler. Til gengæld åbner scherzoen med et ff unisono. Et motto af Beethovenslc karakter kontrasteret af en legende pp trio i Adur. Kvartetten ender med en fugeret sats af stolt holdning.

Den 6. og sidste, a-moll, er kulmination og syntese. Den åbner med et spring ind i det fyrige thema til modsætning fra de fleste af de andre, der har en præluderende indledning i langso.mt tempo. Og spændingen øges stadig, skarp i konturerne, af en rytmik, der river tilhørerne med sig, stigende fra sats til sats, til den store finale, hvor Cherubini genoptager hovedmotiverne fra de tre foregående satser, før han vender sig til den sejrrige afslutning.

Opgaven var løst. Med de seks kvartetter har Cherubini sat sin musik et uforgængeligt .minde — koncentreret sit væsens mangesidighed i en klar og overskuelig kompositionsrække, der kan bevare hans stilling i musikhistorien på langt mere tilgængelig og holdbar måde end de store beundringsværdige operaer og korværker. Operaer tærer tiden hårdt på og requier kræver et stort apparat for opførelsen, som vanskeligt og kun med stor enthusiasme stilles på benene. Men i strygekvartetten — musikkens koncentrat og kulmination — kan vi kende og bevare agtelsen, beundringen og kærligheden til denne store komponist. Derfor ber jeg til, at disse kvartetter bliver løftede ud af glemselen og spillede alle — alle.