Grammofon

Grammofon HAYDN: Divertimenti op. 38 nr. 1—6.

POUL BIRKELUND (fløjte), ARNE KARECKI (violin) og ALF PETERSEN (violoncel). — Metronome (MCEP 3028—30) (EP).

MOZART: Kvartet for fløjte og strygere nr. l i D-dur KV 285. Samme plus HERMANN HOLM ANDERSEN (viola). — Metronome (MCEP 3034) (EP).

For første gang foreligger hermed en komplet indspilning af Haydns yndefulde Divertimenti op. 38, som i den danske trios veloplagte og fint afstemte fremførelse får netop den rette diverterende og fordringsløse karakter. Sammenspillet er fortræffeligt, og pladerne får deres egen charme ved den oprigtige spilleglæde, der lyser ud af de tre musikeres gratiøse greb om musikken. Optagelsen er god.

De samme musikere har suppleret sig med en viola og giver en ypperlig tolkning af Mozarts 1. fløjtekvartet, hvor Poul Birkelund fører an med sin luftige og sprøde fløjteklang, og de tre strygere omslutter ham i en afrundet helhed. Fraseringen er levende, præcisionen er upåklagelig. Og den tekniske side af optagelsen er også her i orden.

F.D.

* MOZART: Klaverkoncert i B-dur KV 450 og i B-dur KV 456. INGRID HAEBLER, Pro Música Symfoniorkester, Wien, dir. HEINRICH HOLLREISER.

— Vox (PL 8300).

MOZART: Klaverkoncert i d-moll KV 466 og i C-dur KV 503. WALTER GIESEKING, Philharmonia Orkestret, dir. HANS ROSBAUD. — Columbia Í33CX 1235).

MOZART: Klaverkoncert i A-dur KV 488 og i c-moll KV 491. SOLOMON, Philharmonia Orkestret, dir. HERBERT MENGES. — HMV (ALP 1316).

Jubelåret har bragt en gudsvelsignelse af Mozarts klaverkoncerter på LP-markedet og derved opfyldt et savn, som tidligere var føleligt. Den rige skat, der hedder Mozarts klaverkoncerter, har indtil nu mærkværdigvis været yderst slet repræsenteret på LP. De seks, der her er valgt ud, byder på udsøgt Mozartspil og er i teknisk henseende meget vellykkede optagelser. Ingrid Haebler, som spiller koncerterne i B-dur KV 450 og 456 er en purung wienerinde, som allerede har indlagt sig hæder i hjemstaden og bl. a.

modtaget Lilli Lehmann-medaljen i den nette alder af 20 år.

Hun spiller solostemmerne med en spændstig ynde og en klarhed, der røber, at hun hviler støt i den ædleste Mozart-tradition. Pro Música og Heinrich Hollreišer ledsager hende upåklageligt.

Gieseking, som før krigen var en Mozart-pianist af de sjældne og gudbenådede, men som i efterkrigsårene ligesom ikke rigtig mere var forelsket i musikken, er vendt tilbage til fordums suverænitet, bl. a. med den foreliggende tolkning af d-moll koncerten KV 466 og den sjældent spillede C-dur KV 503. Alene for at få den, er pladen værd at skaffe sig. Gieseking spiller dmoll koncerten, så man forstår, at han har levet så længe med Mozart, at mesteren nu ikke længere holder noget skjult for ham men åbenbarer ham sine inderste hemmeligheder. Gieseking giver dem her videre til os, nænsomt, som for ikke at spolere noget, men med en kraft .og lidenskab, der får koncerten til at rejse sig med store linjer og al sin dæmoniske skønhed.

Mozartspil af et andet temperament byder Solomon på i Adur koncerten KV 488 og c-moll KV 491. Solomon er kendt som den ydmyge fortolker, for hvem ingen enkelthed undslipper, og hans fornemste egenskaber går igen i hans udførelse af de to koncerter, der er præget af åndfuldhed og præcision, en gratie, som aldrig bliver overfladisk, og en varme, der synger og lever.

Herbert Menges og Philharmonia Orkestret er afdæmpet og med solisten stemt ned i kammerstil.

Det er der en idé i, og det er forsvarligt. F. D.

JOH. STRAUSS: »Die Fledermaus«.

ELISABETH SCHWARZKOPF, NICOLAI GEDDA, RITA STREICH, HELMUT KREBS m.fl. The Philharmonia Orchestra, dir. HERBERT V. KARAJAN. — Columbia (33CX 1309—10).

Denne komplette optagelse af »Flagermusen«, der medtager dialogen og derved bliver en levende forestilling i stedet for en barberet koncertopførelse, er ganske simpelt en perle. Der synges og spilles på livet løs i denne den mest strålende blandt operetter med en veloplagt charme, et så frækt og festligt skælmeri, og en stemmepragt så hjertet må hoppe i livet på enhver, der har ører at lytte med og et hjerte, der kan bringes i bevægelse. Hele fremførelsen dufter og ånder af den mest strålende og uforfalskede wienerische Gemütlichkeit, og alle dens dyder koncentrerer sig i Elisabeth Schwarzkopfs fuldstændig uimodståelige Rosalinde, en præstation, der vidner om denne herlige kunstnerindes glimrende stilfornemmelse. Med samme selvfølgelige musikalitet, som hun lægger for dagen i sit Lieder-foredrag, kaster hun sig ud i operettens glimmerverden og kærtegner med sin stemmes varme glans de sødmefulde strausske strofer. Den opgående stjerne Bita Streich — en Schwarzkopf i svøb? — er en skønt syngende og fornøjelig Adele, og Nicolai Gedda, den svenskfødte tenor, som har skabt sig én stor karriere ude i Europa, er en glimrende Eisenstein og Schwarzkopf en ypperlig partner. Rudolf Christ er en original og morsom Orlofsky, og i dr. Falkes beskedne parti finder man ingen ringere end Erich Kunz.

Man har hørt større munterhed end den Herbert v. Karajan slipper løs med Philharmonia Orkestret, men hvis han holder sit orkester lidt stramt, så er der til gengæld ikke lagt bånd på solisterne, som får lov til at udfolde sig indenfor rimelige rammer. I sin genre er denne »Flagermus« noget af en bedrift — og det er ikke mindst Schwarzkopfs skyld. F. D.

»Lieder-Abend«. IRMGARD SEEFRIED, akkompagneret af ERIK WERBA. — Deutsche Grammophon Gesellschaft (LPEM 19050).

Den »Lieder-Abend«, Irmgard Seefried her har indspillet, er ikke blevet til på sædvanlig vis.

Den er sammensat af direkte optagelser fra fire forskellige Lieder-aftner, som sangerinden gav under en tourné i Tyskland forrige år, og den autentiske atmosfære i forbindelse med Seefrieds frigjorte og inspirerede sang gør pladen til noget af en oplevelse for alle, der holder af Lieder. Seefried er sjældent på sin højde i grammofonoptagelser, i modsætning til Schwarzkopf, der nok som sin syngende medsøster er afhængig af publikums lydhørhed, men som har drevet sin grammofonteknik op til betydeligere højder end Seefried.

Man hilser derfor med glæde tanken om en Seefried-plade i form af en direkte optagelse af en »levende« koncert, og resultatet er da også så vellykket, at man spørger sig selv, om disse levende grammofonplader ikke i fremtiden vil blive farlige konkurrenter til de ak, så perfekte men alt for ofte ganske stemningsforladte studieoptagelser. Her er det lykkedes i usædvanlig grad at forene den autentiske koncertoplevelses hørlige atmosfære med en tilfredsstillende opfyldelse af de klanglige krav, og da Publikum på pladen opfører sig lydløst og kun giver sig til kende med særdeles velplaceret bifald, har man opnået noget nær det ideelle indenfor denne genre. Den kan jo kun leve, hvor den fuldkomne kontakt er til stede mellem tribune og sal, og hvor tilhørerens reaktion overfor kunstnerens sang forholder sig som svaret til spørgsmålet.

Linjen i Seefrieds program er særdeles veldisponeret. Hun starter med Schubert-sangene »Auf dem Wasser zu singen« og »Lachen und Weinen«, Brahms' »Ständchen« og »Dein blaues Auge«, hvor hun i linjen: »und wie ein See so kühl« breder sin stemme ud i en plastisk ro med en skønhedsvirkning af sjælden fuldkommenhed. Det gør ikke denne plade ringere, at den bringer den første tilgængelige optagelse af to sjældent hørte sangsamlinger, Mussorgskijs »Kinderstube«, hvis indtagende små situationer Seefried karakteriserer med en charmerende bevidst barnlighed og et rigt nuanceret foredrag, samt Bartóks dystre »Dorfzenen«, hvor Seefried gengiver de skarpt profilerede folkelivsskitser med al den passionerede grumhed, Bartók har lagt i de ungarske folketoner.

Efter disse stærkt kontrasterende værker udjævnes modsætningerne med Wolf-sangene »Das verlassene Mägdlein«, »An eine Äolsharfe« og »Begegnung«, hvor Seefried viser sin fine fornemmelse for sangenes »gesprochenes« karakter. Der sluttes af med et ekstranummer: Strauss' »Ständchen«, som afrunder og fuldender denne »Lieder-Abend« så herligt, som man vist aldrig tidligere har hørt Seefried på grammofon. I sandhed et punktum. Erik Werba er i alle forhold Irmgard Seefried en strålende akkompagnatør, støttende, medievende og selvudslettende, hvor det kræves. F.D.

9 operaarier sunget af MARIA MENEGHINI GALLAS. Philharmonia Orchestra, dir. TULLIO SERAFÍN. — Columbia (33CX 1231).

9 operaarier sunget af ZINK A MILANO V. RCA Victor Orchestra, dir. RENATO CELLINI. — HMV (ALP 1247).

Her får man to af tidens betydeligste operadivaer serveret i kort begreb og på samme tid et skønsomt udvalg af berømte og klædelige sopranarier fra verdensrepertoiret. Det er vel værd at lægge øret til. Blandt operainteresserede er den græsk-amerikansk-italienske Callas i dag forlængst et begreb. Hun har lidenskabelige tilhængere, for hvem hun er sangens ufejlbarlige gudinde, mens de mere besindige betragter hende som en sangerinde med et sjældent materiale, en tilbundsgående fortolkningsevne, udtalt dramatisk fornemmelse og en stærkt personlig udstråling — men sandelig også med en række unoder, som lægger en god afstand mellem hende og den perfektbilitet, som hun — tilsyneladende ikke mindst selv — så hedt attrår.

Den foreliggende plade, der omfatter arier fra »Adriana Lecouvreur«, »Andrea Chenier«, »La Wally«, »Mefistofeles«, »Barberen«, »Dinorah«, »Lakmé« og »Siciliansk Vesper«, viser hende på godt og ondt, åbenbarer både den æggende timbre, der er hendes stemmes klanglige særkende, og det vældige format, man aldrig forgæves søger i hendes sang. Men den røber til gengæld også det skingre vibrato, som synes at være hendes mest iørefaldende unode.

Forklaringen skal være den, at en voldsom afmagring har berøvet hendes stemme en væsentlig del af dens støtte. Gallas har ikke den uskyldsrene lethed i Rosinas arie, men noderne er næppe før sunget med større brillians, og hver détaille får sin særlige klang og farve. Det gælder også Skyggearien fra »Dinorah«, der får en mening, som ingen endnu har formået at give den på grammofon. Med sine fejl er Gallas så stor en sangerinde, at hun ikke undlader at bevæge sin tilhører, og der er megen skønhed at hente i denne plade, som er hendes mest vellykkede til dato.

Zinka Milanov er en mere ukompliceret dame, men derfor ikke mindre spændende at lytte til. Hun har den stabilitet og balance, som Gallas mangler, og tillige en varm klangskønhed i sin stemme og en nerve i foredraget, der sidestiller hende med guldalderens sopraner. Hun synger her et fyldigt uddrag af »Skæbnens magt»: »Madre pietosa«, »II santo nome« (med Lubomir Vichegonov) og »Pace, pace, mió dio«. Desuden »Suicidio« fra »La Gioconda«, Aidas to arier, Leonoras to arier fra »Trubadouren« og »Voi lo sapete« fra »Cavalleria Rusticana« (med Margaret Roggero). Om dette er blot at sige, at alt er, som det skal være, og at man med denne plade kan lægge så ypperlig operasang på sin grammofon, som man overhovedet kan forlange. F. D.