Litteratur

Af
| DMT Årgang 31 (1956) nr. 02 - side 53-55

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Pulsar Festival 2020

Annonce

Edition s

Litteratur International folkemusik — et par organisationer og publikationer I Nordisk Musikkultur 1955:1 anmeldte jeg med nogle linier Ethno Musicology, Newsletters l—3, nogle privat udsendte duplikerede hæfter med orientering om etnomusikologisk studium verden over, især dog i USA. Året bragte endnu 2 sådanne numre, men med det 6. Newsletter, januar 1956, begynder noget nyt. Dels er bladet teknisk set blevet noget pænere, dels fremtræder det nu som medlemsblad for et nystiftet Society for Ethno-Musicology. Historisk og tildels personelt har dette nye foretagende rødder i Gesellschaft/Zeitschrift für vergleichende Musikforscliung, der begyndte sit korte liv såatsige på afgrundens rand, nemlig i 1933's Tyskland, og i det samtidigt stiftede, men også hensmuldrede American Society for Comparative Musicology.

Den nye publikation skal udsendes tre gange årligt og skal indeholde noter og information om etnomusikologisk forskningsarbejde, bibliografi over publikationer (også fonopublikationer) etc. Abonnement og medlemskab koster 2 dollars om året, og henvendelse sker til Mr. David P. Mc Allester, Wesleyan University, Middletown, Connecticut, USA. Jeg finder det reelt at fremhæve, at kun en mindre kreds af specialister og institutter kan have særlig glæde af, hvad tidsskriftet byder, men disse får til gengæld en hurtig information, som ellers kun kunne opnås ved en meget omfattende personlig korrespondance.

Den bedste introduktion til den sammenlignende musiketnologis verden er — eller var — Jaap Kunsts lille bog Musicologica, som jeg omtalte i NM 1953:1. Ordet var hentyder til, at denne bog allerede 1955 kom i ny udgave: Jaap Kunst: Ethno Musicology. A study of its nature, its problems, rnethods and représentative Personalities to which is added a bibliography.

Haag (Martinus Nijhoff) 1955.

Undertitlen taler jo for sig selv, men det bor dog noteres, at bibliografien, der er ført op til nytår 1955, omfatter over 2000 numre. Det er derfor ingen overdrivelse at sige, at bogen har en naturlig plads i enhver musikbogsamling, hvadenten etnomusikologien iøvrigt er repræsenteret i denne eller ej.

En oversigt af en anden art gives i International Catalogue of Recorded Folk Music, ed.by Norman Fraser. Prepared and published for Unesco by The International Folk Music Council, Oxford 1954 (også med fransk titel og tekst). Denne publikation har længe været forberedt af IFMC, og udgiverens hverv har ikke været let, eftersom han jo har måttet forlade sig på velvillige, men ikke altid villige medarbejdere fra hvert land. Bogen er dog blevet på godt 200 sider, og den er delt i to afsnit, et med kommercielle, men pålidelige optagelser, et med optagelser, der beror i institutioner (herunder nævnes Dansk Folkemindesamlings og Nationalmuseets samlinger). I denne diskografi forbavses man mest over mere end 1000 kommercielle plader fra Afrika, men også en lille snes europæiske lande, deriblandt de nordiske undtagen Danmark, er repræsenterede med plader i handelen, for hvilke specialister har sagt god.

Det samme selskab udgiver hvert år Journal of the International Folk Music Council, hvoraf bind VIII lige er udkommet.

Denne årbog indeholder dels referater af IFMCs årlige kongres, dels en stadig større og bedre afdeling med recensioner af faglitteratur, og er således læselig i en anden forstand end de førnævnte, snævert anlagte Newsletters. Som dansk liaison officer for denne organisation har jeg en vis pligt til at agitere for dens virke, og jeg gør det gerne, fordi det er min virkelige mening, at læsning af Journal giver en udmærket orientering i, hvad der sker i forskning og udgiverarbejde på dette herhjemme så lidet dyrkede felt. Man kan indmelde sig i IFMC for l pund sterling om året eller subskribere på Journal for 12 s. 6 d.} henvendelse til Miss Maud Karpeles, 12 Clorane Gardens, London NW3.

Samtidig kan jeg nævne, at IFMCs kongres iår holdes i Trossingen i Schwarzwald og i Stuttgart i sidste uge af juli. Forskellige problemer skal behandles i diskussioner og foredrag, og prøver på sydtysk folkedans vises.

Nærmere oplysninger kan fås på den nævnte adresse, man kan vist endnu nå at indtegne sig til kongressen.

En ret bred orientering, men kun vedrørende folkedans og fortrinsvis af populær karakter, giver et lille tidsskrift, der nu er gået ind i sin tredie årgang: The Folk Dancer, 505 Wilbraham Road, Manchester 21, England. At kalde det lille er den rene sandhed, thi numrene måler kun 12X18 cm; der kommer (} om året til 10 s. ialt. Det er rigtig et con amore-tidsskrift, og det behandler danse og instrumenter og holder udgik med kongresser og faglitteratur, alt i nydelig servering med gode billeder. Imidlertid tøver jeg ikke med at anbefale bladet som en lille udkigspost for folkedansens dyrkere.

Og hvem kan nægte, at udkig tiltrænges. Det er kun en mindre del af de mange udgaver og monografier om dans og sang verden over, der finder vej til vore biblioteker og institutter.

Tidsskrifter med anmeldelsesafdelinger, bibliografier og diskografier må derfor dyrkes af de interesserede; og disse håber naturligvis på at vinde interessefæller.

Erik Dal.

ERIC COATES: Suiie m Four Mouemctils. An Autobiography. 271 s., ill.

—-William Hcincmann Ltd. London.

En af kardinalerne i den florlette underholdningsmusiks vatikan, den engelske komponist Eric Coates har nedfældet erindringer fra sit lange, hyggelige liv. Hans musik har i sin krydsning af gammel-romantisk tonedigt og kommerciel dansemusik fra indeværende århundrede aldrig krævet forklaringer eller andre verbale tilføjelser. Selvbiografien kredser da også mest om de mere udvendige omstændigheder ved hans livsværks tilblivelse. Oplevelser fra den solbeskinnede barndom i lægehjemmet i Nottinghamshire, studieårene på Royal Academy of Music og samlivet med den ulastelige fru Phyllis skildres hyppigt. Navne på notabiliteter indenfor musikkens lette kavalleri og de øvrige musikalske vægtklasser figurerer på omtrent alle sider i bogen.

Om Willem Mengelberg berettes det, at han en dag gav en skarp irettesættelse til en af Concertgebouws musikere, fordi denne havde vist sig i en pelsfrakke, der så mere kostbar ud end Mengelbergs egen, hvilket han fandt så meget mere ubehøvlet som manden kun var andenviolinist. På spørgsmålet orn hvordan han overhovedet kunne få råd til en sådan luksus med sin lave symfoniske gage, svarede violinisten, at han tillige havde engagement på en natklub, underviste om dagen, når prøver ikke fandt sted og spillede på restauration på koncertløse aftener. Mengelberg spurgte, hvornår violinisten da sov. Svaret var hjertevarmt: »Ved Deres prøver og koncerter.« Inciterende er Eric Coates' beretninger fra København, som han kalder »The City of Enchantment« på grund af de hundrede tusinder af funklende lys i natten. Radiosymfoniorkestret, som han dirigerede både før og efter krigen, fremhæver han som et af de mest spilleglade og ansvarsbevidste orkestre, han har truffet. Dets fortræffelighed forklarer han med, at det — efter hvad han har forstået på Erik Tuxen — består af særligt udvalgte kræfter af alle tænkelige nationaliteter. Han har ingen lovord tilovers for den københavnske kritikerstab, som han uden brod beskylder for at træde ikke alene hans musik men også hans publikum under fode.

I forbindelse hermed citerer han fem eksempler på »outspoken allusions« i anmeldelserne af koncerten i 1946. Et af dem indeholder dog en passus, der næppe kan have fornærmet ham stort og som tilmed ikke er spor forkert: ». . . behind thé impeccable shirt-front there is after all a heart beating, and the elegant monocle cannot conceal the faet, that his eyes åre smiling .. .« Ole Bendix.

REGINALD NETTEL: Sing a song of England, a social history of traditional song. Phoenix house. London.

Den foreliggende smukt udstyrede bog om engelske folkesange er uhyre velskreven og underholdende. Samtidigt giver den et fint kulturelt billede ikke alene af det folkelige musikliv gennem tiderne i England, men også den almene historiske og sociale baggrund for en lang række af de gamle og endnu levende folkelige lege og skikke belyses uhyre levende. B. J.

HUMPil REY SEARLE: Twentieth Century Counterpoint •—- A Guide for Students. — Ernest Benn Limited, London 1954. 158 s., 25 sh.

Searle har valgt den nyere musiks lineære aspekt som udgangspunkt for en række beskrivelser af særlig karakteristiske stilfænomener: Stravinsky's diatonik, polytonaliteten hos Milhaud, Bartóks dissonansbehandiing, tolvtoneteknikkens udvikling med Arnold Schønberg som centrum. Hertil kommer en udførlig diskussion af Hindemiths harmoniteori.

Så summarisk alt dette må blive inden for det stærkt begrænsede sideantal, virker det tåbeligt, at også Searle har ment at måtte maskere sin studie som en kompositionslære. Det er en tendens, der får det til at se ud som om alle læsere af musiklitteratur har til hensigt at lure f. eks. Stravinsky kunsten af; hos Searle er der således opgaver i Stravinsky-stil efter 8 siders beskrivelse. Det er i det hele taget det uheldigste i hele bogen, dette kapitel, hvor man får det indtryk, at Stravinsky er en sløj fyr både som melodiker, kontrapunktiker og harmoniker, løvrigt er Searle flink mod komponisterne, og der er velgørende megen sund fornuft med i spillet, en sjælden vare i musikteoretiske værker.

Det indtryk af for megen interesse for de ydre fænomener (fremfor alt den sædvanlige ulidelige optælling af tolvere hos dodekafonisterne), som de første kapitler efterlader, opvejes imidlertid, når Searle i det sidste kapitel søger at trække hovedlinier op. Han søger at finde den harmoniske baggrund for den megen kontrapunktik, han netop har præsenteret, og det er ganske fængslende at følge hans analyser, der bygger på antagelsen af, at de klassiske love eksisterer stadigvæk, ikke alene i kraft af vor tilbøjelighed til at høre tonalt, men også i den klanglige udvælgelsesproces hos f. eks. Schønberg. Det er dog ikke i sin teoretiske argumentation, Searle er mest vindende, først og fremmest i sin behagelige fordomsfrihed og den umiddelbare letfattelighed, hvormed han fremstiller selv vanskelige ting, selv om han til tider alt for tydeligt springer over, hvor gærdet er lavest.

Alt i alt en bog over gennemsnittet, hvad der dog lyder som mere ros end det egentlig er.

MA.

Årgang 31/1956, nr. 02